Mig og moneterne

Jeg har deltaget i en test på Internettet: »Er du klar til at blive millionær«, hed den. Jeg vil nødig gå i detaljer med resultatet, men testen viste, at jeg er ikke klar. Langt fra endda. Faktisk skal jeg være henrykt over ikke at være blevet opsøgt af en to meter høj, skaldet mand i Hitman-jakkesæt, der peger på mig med en pistol og siger:
– You pay. Now!
Jeg er simpelthen ikke seriøs nok i min omgang med tilværelsens egentlige formål: At skrabe en formue sammen. Sådan lød testens ubarmhjertige konklusion, og jeg blev helt lettet over, at deltagelsen var anonym, så der ikke er nogen, der kan melde mig til Ribers.
Måske skyldes den lave score også, at jeg på spørgsmålet om hvilken rig person, jeg beundrede mest, svarede Joachim von And. Så er man godt nok selv ude om det.
Men det kummerlige resultat af testen udløste selvfølgelig en større selvransagelse, og jeg er komme til et pinagtigt resultat: Jeg er inficeret af en utidig lethed, når det kommer til penge. Det viser sig på mange måder:
1) Jeg læser ikke tilbudsaviser.
2) Jeg har aldrig ejet en trailer.
3) Jeg kan ikke gå igennem en tikroners butik uden at komme ud med dvd med en finsk film eller et krus med stjernetegn.
4) Endelig morer jeg mig kosteligt, hver gang jeg læser om astronomiske Lotto-gevinster, der bliver vundet af tandløse mænd fra Thyborøn, som ikke har tænkt sig at investere dem, men blot få malet køkkenlågerne og i øvrigt pjatter pengene væk.
Med den holdning har jeg nok fortjent at være fattig.

Jamen, for hunde da

Hvis der er som noget som helst hold i klicheen om at man kan tabe både næse og mund, så falder begge dele nogle gange af mig med et brag. Og efterlader mig med et stort, blafrende spørgsmålstegn dér, hvor der burde have siddet et hoved.
Som da jeg læste om en kvinde, der opsøgte en klog kone, der ligesom kunne tale kælent til hendes kat, fordi den var sådan lidt i ubalance. Så får jeg en dårlig samvittighed på størrelse med Vladimir Putins ego. Nytårsaften lignede vores kat en fejekost på speed, og drønede jeg af sted til dyrepsykolog? Nej. Lige som jeg må anstrenge mig for at få mit ansigt til at ligne noget, der er gravet op i en pyramide, for ikke at fnise over folk, der hævder, at hunden er deres bedste ven. Gad nok se deres øvrige vennekreds.
Der er sket meget siden dengang for 100 år siden, da hunden var et kræ, der sov udenfor i al slags vejr for enden af en jernkæde, og katten, en lidt mere snu fætter, boede i stalden, hvor den bombarderede omgivelserne med lopper, ringorm og killinger. Nu sender folk dyr til wellness og klæder dem på.
Jeg tror, forklaringen er genetisk. I gamle dage fik folk en hoben børn og døde, når yngste barn var blevet konfirmeret. Sådan groft sagt. Med de en komma et eller andet barn, vi orker at få i dag, skal der blive et meget lang hul i ens liv, hvor man ikke kan få luft for sit yngelplejeinstinkt. Og så er det, at »hunni« skal sidde med ved bordet og have manicure.
Sådan tror jeg, det hænger sammen, selv om jeg ikke rigtigt kan lide tanken.
I øvrigt fandt vores kat allerede nytårsdag sit gamle jeg: Doven og krævende.

Af hjertet tak

Nu har jeg siddet klar ved telefonen for det tilfælde, at en journalist skulle ringe og høre, hvad der har været min største oplevelse i 2007.
Det er ikke sket, så nu bliver jeg nødt til misbruge denne plads og sende lykønskninger herfra. For jeg synes, der er nogle mennesker, jeg skylder tak for deres indsats i løbet af året.
For eksempel sangerinden Björk, der fortalte, at hun bunder en flaske vodka hver fredag. Det gjorde hendes bedsteforældre altid, for det hjalp til at smide hæmningerne. Det, synes jeg, forklarer en del, men de må endelig fortsætte, med et ugentligt kontroltab.
En tak skal også gå til de rigeste danskere, der bor nord for København, og som ifølge DR oftere og oftere har fogeden rendende, fordi indvånerne langs Strandvejen ikke kan betale selv mindre regninger. De har sat sig så hårdt med drømmehuset, at økonomien ikke kan holde til en skilsmisse. Og dermed har de erfaret, at den mindste sten kan gøre ondt i selv det bedste skotøj.
Jeg skylder også Malaysias sundhedsminister en tak. Der cirkulerede i 2007 en dvd, hvor man ser Chua Soi Lek dyrke sex med en kvindelig bekendt på et hotelværelse i en time. En time! Ikke skidt af en 61-årig, der har indrømmet, at det er ham og nu må forlade jobbet.
Summa summarum:
Tak til disse og alle andre mennesker, der i 2007 vovede at smide hæmningerne, bukserne, kontrollen, facaden, ambitionerne, konventionerne og forudsigeligheden. Hvorved de satte magten og æren på spil.
Fortsæt endelig med det.
Og så glemte jeg de der piger over i DGI-byen, der smed overdelen. . .