fredag den 18. februar 2011

Tunnelsynets forbandelse

Efter sigende har mænd tunnelsyn, mens kvinder har panoramasyn. Det er grunden til, at mænd kan stå foran køleskabet og sige:
- Ingen øl?
Hvorefter det kvindelige panoramasyn dukker op:
-– Nej, og heller ingen mælk, Kærgården, leverpostej, ost eller æg. Her er en huskeseddel. Gå ned og køb ind!

Så trasker manden af sted for at sikre familiens overlevelse, og her har vi nok
forklaringen på tunnelsynet. Vores tidligste forfædre blev nemlig også sendt af sted:
– Nu har du siddet der længe nok og fanget lus sammen med gutterne. Gå ud og fang noget rigtig kød!

Så traskede manden af sted for at sikre familiens overlevelse. Ude på sletten krævede det, at han sad musestille med blikket stift rettet mod det samme punkt ude i horisonten, og hermed grundlagdes mandens evne til at fordybe sig. For eksempel hvorfor det skulle tage så lang tid af fange nogle kræ med en hjerne på størrelse med en Pinnochio-kugle. Og hvorfor han skulle sidde her, mens kvinderne hyggede sig hjemme i hulen med at finpudse panoramasynet?

Som ramte hannen, når han kom hjem med byttet:
– Mammut. Jeg sagde sabeltiger. Og en skunk? Ved du, hvor meget de stinker?
Her er evolutionen tilsyneladende gået i stå:
– Du har glemt ost, og det skulle være økologiske æg, og hvorfor har du købt »Alaska Autovox«? Det har vi da rigeligt af.