tirsdag den 11. oktober 2011

Du store kineser

Hurra. Jubi. Menneske nummer syv milliard bliver snart født. Bliver det en dreng? Bliver det en pige? Vi ved det ikke. Men det bliver garanteret en kineser.


Godt gået hvis kineserne rammer dette skarpe, demografiske hjørne, når de kun må få ét barn, men det vil de sikkert. Rende med den syvende milliard altså. De render jo med så meget: Førstepladser, arbejdspladser og skarpe hjørner. Mest fordi de ikke står og hænger på gadehjørnerne, og det eneste, de ikke render med, er efterløn og ondt i ryggen.

En gang bestod Kina af en masse små mennesker i grå jakker, og som alle sammen cyklede. Nu består Kina af en masse små mennesker, der har fået biler plus briller i 16 års-alderen, fordi de studerer øjnene ud af hovedet. Imens resten af verden gør store øjne.

Eksperter er begyndt at diskutere hvilken verden, der venter vores ven nummer syv milliard. Han eller hun skal måske spise tangsalat, fordi de øvrige 6.999.999.999 har spist alt andet, men da kineserne også spiser hunde, bør det ikke være et problem.

Det kan pladsen til gengæld blive. Især på hjemmebanen, så måske bliver nummer syv milliard nødt til at emigrere. For eksempel kan han flytte til et aldrende og affolket Europa. Tager han bare to landsmænd med, skyder der såmænd nok en grillbar op et eller andet sted, og så bliver selv Udkantsdanmark made in China. Du store kineser.