mandag den 30. december 2013

Sundheden er ilde hørt


Efter at have holdt det som en undertrykt hemmelighed i mange år føler jeg trang til at stå frem i lyset og modtage offentlighedens dom. Og nej, jeg har ikke taget epo. Faktisk ejer jeg ikke en gang en cykel, og jeg har lovet mine omgivelser aldrig at vise mig i cykelshorts.

Det er værre. Jeg kan egentlig godt lide broccoli!

Værsgo, så er det sagt. Så er der serveret. Men hvorfor er det forbundet med skam, stigmatisering og måske indkaldelse af en forsoningskommission at sige sådan? Fordi det er en vedtaget kendsgerning, at: MÆND KAN IKKE LIDE BROCCOLI.

I sommer skrev en klummeskribent i Berlingske, at »broccoli smager af pis«. Intet mindre. Og når Berlingske accepterer brugen af ordet pis, kan enhver se, at det er en alvorlig sag. Der er udviklet konspirationsteorier mellem mænd om, at kvinder kommer broccoli i blenderen og blander det i frikadellefarsen. Frikadeller som vores mor snød med.

Mænds modstand kan være svær for mange kvinder at forstå, når de med øjne som Johanne Schmidt Nielsen, når hun føler sig snydt, og en stemme som en vinkelsliber, udbryder:

ER DU KLAR OVER, HVOR SUNDT DET ER!

Det er vores mand afgjort ikke. For mænd er sundhed lig med sport. Og sport er lig med fodbold på en af de tv-kanaler, der ender på et tal over 3. Og med Blå Ceres, Rød Tuborg og gule ostepops. Og det passer grønt altså dårligt til.

fredag den 29. november 2013

Noget af en byrde


Ældrebyrden.

Smag på ordet. Man ser det for sig: En hær af gnæggende gamlinge med medicinkort og brune snøresko, der sidder på skuldrene af svedende skaffedyr. Der kæmper sig foroverbøjede og forpinte op ad en stejl bakke, mens de synger »Vi stemmer på Liberal Alliance« på melodi af »Snart dages det brødre«. Alt imens ældrebyrden pisker dem med et sammenrullet eksemplar af Ældre Sagens blad.

Sådan cirka ser billedet ud. Gys. Sjovt nok bruges ordet ofte om de årgange, der voksede op med, at de netop ikke måtte ligge nogen til byrde. At penge ikke hang på træerne, og at man skulle slukke for det varme vand, mens man sæbede hænderne ind. Hvis man altså havde varmt vand.

Kan vi forestille sig udtrykket: Børnebyrde. Nej. Skønt en del forældre, efter at røgen har lagt sig efter en børnefødselsdag med eksploderet kagemand på møblerne og »Mariehønen Evigglad« i diskant ekkoende i ørerne, vil skrive under på, at det ved Gud kan være rigtigt.

Vi har også til gode at høre ordet ungdomsbyrde. Heller ikke fra de, der har prøvet at rydde op på en 13-årig drengs værelse eller forsøgt at forklare en teenagepige begrebet t-e-le-f-o-n-r-e-g-n-i-n-g.

De skal nemlig ud at være it-folk, finansrådgivere, key account managere og hjertekirurger. Dem bliver vi simpelthen afhængige af. Og de ser med garanti nødigt, at for mange ligger dem byrde.

mandag den 11. november 2013

Ikea-blues


Jeg har lige læst, at 700 millioner mennesker hvert år går i en Ikea-butik. Det er mange. Især fordi jeg ikke kan lade være med at tænke på hvor mange millioner af dem, der efter at være kommet hjem fra Ikea lørdag middag, kravler rundt på gulvet:


Det er den slags kvalitetstid, der styrker familielivet, og ikke mindst børnene vil kigge beundrende på deres far og tænke, at sådan nogle ord vil de også bruge henne i børnehaven.

Alt sammen fordi familien har været på besøg i en butik på størrelse med en mellemstor provinsby, hvor tallerknerne i cafeteriet er varmere end maden, og som er fyldt med overvægtige, gravide kvinder med kort hår og lange huskesedler fulgt af mænd med angste blikke og gloende kreditkort:


Ovenpå sådanne fælles oplevelser kan det kun blive et brag en køretur hjem, hvorefter udpakningen af produktet åbenbarer, hvorfor netop det styrker familiebåndene. Ikea-ting kræver, at der skal være:

1) En til at holde.

2) En til at skrue.

3) Mindst to til at vedligeholde kvalitetstiden:

mandag den 28. oktober 2013

Kattens til fortalelse


Når min hjerne et øjeblik er fraværende, tager min mund magten. Den kan levere udslip, som får miljøalarmen til at bippe hjerteskærende, og som hjernen skal bruge tid på at rydde op efter. Forleden hørte jeg min mund skvulpe over med: »ældre kvinder holder jo tit kat«.

– Hvad mener du med »ældre kvinder«, spurgte en kvindelig, katteejende kollega med en stemme som et arktisk topmøde.


Alt mens hjernen ømmede sig som efter et riv med kattekløer. For den ved, at det er farligt: At sætte etiketter på dyreejere. Måske fordi etiketterne passer. Der er næppe nogle HA’ere, der holder hamstere – allerhøjest som føde til deres anakonda. Fugleedderkopper indgår typisk i husholdningen hos det segment, der får ejendomspriserne i området til at falde, fordi de holder bilvrag i forhaven og skyder til måls efter øldåser i baghaven. Hunde, der er så små, at de kan være i en håndtaske, holdes kun af yngre kvinder, der ser »Sex and the city«. Alt imens de sender kæresten ud for at lufte en hund, der ikke er større end den tøffel, han befinder sig under.

Han er til gengæld svær at sætte etikette på. Men lidt kylling er der altså over det.

tirsdag den 2. april 2013

Nogle har krammet på os


I en avis blev komikeren Sebastian Dorset forleden spurgt, hvad han gerne ville læse, se i tv osv. - samt hvem han ville møde. Jo, han ville gerne møde Lars Barfoed, for han lignede én, der trængte til en krammer.

Nu skal nogle nok synes, at Lars Barfoed, hvis han var en dreng, ville være et af de børn, der blev indkaldt til bekymringsmøde med sine forældre på skolen. Men ligefrem en krammer?

Hvad er det med de krammere? Problemet er måske ikke så stort i Jylland, hvor de er mere kræmmere end krammere, men længere østpå, kan voksne mænd blive udsat for krammere. Fra andre mænd. Og fra folk de kun kender sporadisk fra den seneste høstfest i børnehaven. Det er svært at forholde sig til. I hvert fald for os, der er miljøskadede fra dengang, der var noget, der hed den kolde krig, og man på det sorthvide tv kunne se Sovjetpolitikere med en hud som gammel kartoffelmos kindkysse hinanden, mens 4000 soldater med munde som Mikado-pinde marcherede strækmarch i baggrunden. Det virkede ikke ret kærligt.

Står man og tænker hver gang, man ser to mænd stå og omfavne hinanden med klap og kram, som var de til afdansningsbal for sumobrydere. Man aner ikke, hvad man skal stille op med sine hænder og håber sådan, at Lars Barfoed vil dukke op. Så man kan give ham et håndtryk:

mandag den 4. februar 2013

Et spørgsmål om liv og død


Som ung tror man ofte, at man er udødelig. Det forklarer hurtigtkørende VW Golf’er til 17.000 kroner, som unge mænd med filipenser og hættetrøjer har proppet med et stereoanlæg til 40.000 kroner.

Som ældre opdager man, at man absolut ikke er udødelig. Derfor begynder man at flirte med tanken om et liv efter døden – måske fordi man begynder at få en fæl fornemmelse af, at det nuværende liv kommer der ikke meget fornuftigt ud af. Det kan skabe behov for at lege med tanken om genfødsel og sjælevandring, for det kunne jo være, at man i Liv 2.0 fik større succes, mere magt, flere penge - eller bare nogle velopdragne børn og et liv uden fodsved.

Jeg har en kollega, der jævnligt sukker, at i hendes næste liv – dér skal hun en hel masse: Have mere tid, få orden på skrivebordet, have mindst 14 dage om året på en øde ø, og . . ja, jeg har siddet og talt efter og regnet ud, at ét næste liv ikke er nok. Hun får brug for et par stykker. Og hun skal tage højde for, at genfødslen kan være lidt løs i kanten, og at hun risikerer at genopstå som vandrotte i Indien.

Så måske: I stedet for spekulationer om tæppefald og tvivlen på, om der kommer en 2’er, bør vi leve i nuet. Komme ud i livet. Her lærer man at holde sig ung ved at zig-zagge uden om hurtigtkørende VW Golf’er til 17.000 kroner, som unge mænd med filipenser og hættetrøjer har proppet med et stereoanlæg til 40.000 kroner.

torsdag den 24. januar 2013

Damen med håndtasken

Forleden meddelte en kvindelig kollega, hvis navn jeg har lovet ikke at nævne, at hun havde fundet sin bilnøgle i sin taske.
Jubel og forløsning sagde jeg, så kan du jo køre igen. Men sådan hang det slet ikke sammen. Nøglen havde ligget i tasken i flere år, og hvad vil jeg så med den historie?

Jo, kvinder er som bekendt livets linjevogtere. Det pletfri køn. Bærere af Ajax-genet. Fnugfri frøkener og fruer, der pudser og polerer. Holder hus, rydder op og stiller på plads. De er æteriske væsener uden mørke sider og skidt i krogene. Mens mænd krøller sofapuder, efterlader brune render på bordet med deres kaffekopper og forsømmer at klippe de små hår i næsen. Sådan er det. I kvinders eget (nypudsede) spejlbillede, og det står som regel også til troende.

Indtil man(d) sniger sig til at kigge i deres håndtasker. Deres Bermuda-trekant. En dyster biotop. En mikroudgave af Floridas sumpe. Et Dante’sk helvede af gennemtyggede kuglepenne, krøllede Kleenexer, fedtede servietter med ulæselige, håndskrevne telefonnumre, en Nokia 3310, som de bestemt mente, de havde tabt, et klippekort fra Århus Sporveje fra 1996 samt – måske – en bilnøgle.

Der er to lærer:
Mænd: Sådan kan jeg tage rengørings-alfen på fersk gerning med krøllede vinger og huller i karkluden.
Kvinder: Det er nu smart, at man som regel får udleveret to nøgler når man køber bil.