I en avis blev komikeren Sebastian Dorset forleden spurgt, hvad
han gerne ville læse, se i tv osv. - samt hvem han ville møde. Jo, han ville
gerne møde Lars Barfoed, for han lignede én, der trængte til en krammer.
Nu skal nogle nok synes, at Lars Barfoed, hvis han var en dreng,
ville være et af de børn, der blev indkaldt til bekymringsmøde med sine
forældre på skolen. Men ligefrem en krammer?
Hvad er det med de krammere? Problemet er måske ikke så stort i
Jylland, hvor de er mere kræmmere end krammere, men længere østpå, kan voksne
mænd blive udsat for krammere. Fra andre mænd. Og fra folk de kun kender
sporadisk fra den seneste høstfest i børnehaven. Det er svært at forholde sig
til. I hvert fald for os, der er miljøskadede fra dengang, der var noget, der
hed den kolde krig, og man på det sorthvide tv kunne se Sovjetpolitikere med en
hud som gammel kartoffelmos kindkysse hinanden, mens 4000 soldater med munde
som Mikado-pinde marcherede strækmarch i baggrunden. Det virkede ikke ret
kærligt.
Står man og tænker hver gang, man ser to mænd stå og omfavne
hinanden med klap og kram, som var de til afdansningsbal for sumobrydere. Man
aner ikke, hvad man skal stille op med sine hænder og håber sådan, at Lars
Barfoed vil dukke op. Så man kan give ham et håndtryk:
