Badr, Nix og Nitte

Danskerne er et af verdens mest ens og homogene folk. Uanset hvor i landet en dansker bevæger sig rundt, risikerer han at rende ind i sin bøvede svoger på et loppemarked.

Måske derfor vil danskerne så skrækkeligt gerne være specielle, særlige og unikke. Det er svært, for dårligt har man anskaffet sig Weber, perlegrus og gipsløver i indkørslen, før naboerne har gjort det samme.

Så kan man selvfølgelig give sit barn et unikt navn. Efter fem til ti års forberedelser og hormonbehandlinger kommer guldklumpen endelig trillende, og forældrene sidder tænderskærende og hvæser, at deres barn skal have et unikt navn, for det er et helt særligt og specielt, lille væsen.

Den proces har været lettere siden 2006. For eksempel må man hedde Jesus. Det er ganske almindeligt i Latinamerika, og hertil lands kan det give en vis effekt, især hvis man arbejder i butiksbranchen:

– Har I mødt Jesus?

– Ja, jeg tror, han er ude ved de tomme flasker.

I 2006 ændrede myndighederne navneloven, der ellers var sat i verden for at beskytte barnet mod forældrenes fantasi. Nu er børn mindre beskyttede, så fremtidens pædagoger kan stå henne på Mariehøne-stuen og høre sig selv brøle:

– Badr, hold op med at drille Gift, Nitte og Kamel. Ellers bliver du sendt ind i puderummet til Altan, Niks og Skak. Og Sok, du samler de strømper op fra gulvet.

Alt sammen er det godkendte navne.

Det er Offer for øvrigt også. Og det er der jo næsten noget symbolsk i.