Et hundeliv på første klasse

Der er kun én ting, der er værre end at sige grimme ting om folk. Det er at sige grimme ting om folks kæledyr. Nu har også kæledyr et hierarki og let's face it: Det er hunde og katte, man skal være særlig varsom med.

Det ved enhver klummeskribent, der har ladet en kritisk bemærkning falde om hunde. Indboksen fyldes med vrede bjæf fra hundeejere, der synes, man hellere skulle skrive om katte, der sætter poteaftryk på biler. Det gør dog kun en uerfaren klummeskribent, for indboksen fyldes med vrede hvæs fra katteejere, der synes, man hellere skulle skrive om alle de hunde, der besørger overalt og snuser folk i skridtet.

Et hundeliv er i dag ofte et liv på første klasse. Med bidering og wellness. Man kan sågar møde mennesker, der i ramme alvor hævder, at hunden er deres bedste ven. Om det skal forstås sådan, at de har opgivet at finde en kæreste til fordel for et kræ, der modtager dem i døren med tungen ud af munden, melder historien aldrig noget om. Og man tør ikke spørge.

Måske er sagen, at hunde har denne særlige plads i manges hjerter, fordi de har pels og sådan nogle appellerende øjne. De gør som regel også, som man siger, hvor katte synes at have stor fornøjelse af det modsatte. Med en sådan intimitet er det en alvorlig og inderlig sag at have et kæledyr. Ikke et forhold, der ville virke overbevisende hos folk med andre slags husdyr:

– Ja, det er Henry, min fugleedderkop. Bare rolig - han gør ingenting, og han snuser dig garanteret ikke i skridtet. . . 

Man tror, det er løgn

Skal man altid sige sandheden. Den fulde sandhed og alene sandheden? Det ville være løgn at svare ubetinget ja til spørgsmålet.

Lidt løgn letter livet, og den fulde og absolutte sandhed ville give tomhed på advokatkontorer og retssale, ligesom samtalerne mellem lystfiskerne ved søbredden ville blive kortvarige og uden glød.

Men en løgn er ikke en urokkelig størrelse. Der er sorte løgne, hvide løgne, og for et par år siden fik vi at vide, at det var i orden, at politikere stikker en nødløgn.

De skal imidlertid omgås med varsomhed. Historiens første nødløgn i Det gamle Testamente faldt noget til jorden, da Eva stjal et æble og bagefter prøvede at skyde skylden på et krybdyr. Det var ærlig talt tyndt. Ikke underligt at chefen blev sur og smed dem ud af haveanlægget.

Det kan give anledning til grublen over udfaldet, hvis det var Adam, der havde taget den første bid. Garanteret mere heldigt:

– Æble . . hvad for et æble? Nå, dét. Jamen, det var Eva. På æresord. Og hvem tror du mest på? Mig eller en, der er lavet af mit ribben?

Siden den episode har mænd klart vist sig bedre til at lyve end kvinder. Tag bare Stein Bagger. Han var så god til det, at man troede, det var løgn.

 Måske hænger det sammen med, at mænd har mere på spil. Man kan blot tænke på ordvekslingen:

– Ser min røv for stor ud i de her bukser?

Kunne man her forestille sig et ærligt svar i stil med:

– Ja, det ser faktisk ud som om, nogle har hældt en vandseng ned i dine bukser.

Den gule fare i det grønne

Min kollega har købt en mælkebøtte-fjerner. Da den indpakket stod lænet op ad skrivebordet, lignede den et luft-til-jord-missil, hvad den vel egentlig også er: Den skal ramme ned et sted og dræbe en masse fjender på én gang.

– Kan man ikke bare lade de mælkebøtter være i fred, sagde jeg med venligboer-stemmen på.

Både våbenejeren og en anden kollega så på mig, som havde jeg fortalt dem, jeg var pædofil: – Neej lød det. Så udråbstegnene stod og dirrede i luften.

Jeg ved ikke, hvad det er, men det, der livsglad trives og arbejder - helt af sig selv, uden jobtilskud i form af gødning, lugejern og unødvendigt håndarbejde - det skal bekæmpes. Slås ned. Hvorimod mange anvender gødning, lugejern og unødvendigt håndarbejde på at holde liv i skvattede gevækster, der alligevel afgår ved døden på grund af nattefrost, eller fordi katten har tisset i bedet.

Fat det hvem der kan. Løsningen er måske at betragte hele sin have som nyttehave. Skvalderkål er glimrende til salat og tærter, og brændenælder kan bruges i pandekagedej. Ja, man kunne gå så langt, som at slå sin have op som "ny nordisk have" og hyre en tv-kok til at komme og plukke gevæksterne. Da kendis-kokke tit er skaldede og har tatoveringer, skal man nok lige varsko naboen, så han ikke tror, der er ved at skyde en rockerborg op.

 Tværtimod kan sådan en løsning blive den rene harmoni, som man kan sidde og iagttage i peace and love-mode med blomster i håret. Mælkebøtter for eksempel.