2020 blev året da. . .

Vi er ikke engang halvvejs inde i året, men vi kan vel godt blive enige om, at 2020 bliver et år, vi vil huske. Som året vi vil tale om på samme måde, som mine bedsteforældre talte om besættelsen med dens rationeringsmærker, sortbørshandel og udgangsforbund, der medførte et sandt babyboom (social afstand - glem det).

På samme måde vil 2020 blive husket for skelsættende fænomener, vi ikke havde drømt om at blive konfronteret med for et år siden. Galgenhumoristisk kan vi små-fnisende begynde i den lette ende:

Vi lærte at vaske hænder.

Mange af os oplevede for første gang at have mere sprit på hænderne end i munden.

Første mission når en krise opstår: Køb toiletpapir.

Men så var der alt det andet, der måske står knapt så klart. Bliver 2020 begyndelsen til et liv i to-meter tiden?

Det blev i hver fald året, da moralbetjente dukkede op i stort tal med skældud og himmelvendte øjne, hvis andre stod for tæt, og andre hostede udisciplineret, og som i nogle tilfælde var så nidkære i tjenesten, at de skældte ud på blinde, fordi de ikke holdt afstand.

Det blev året, da vi lyttede til myndighedspersoner og ministre med samme ærbødighed og efterrettelighed, som havde 1968-oprøret ikke fundet sted. Året da krisens generaler hed Mette og Søren, som var de hovedpersoner i en børnebog. (Okay, det lugter lidt af 1968.)

Men så var der naturligvis alt det velkendte, der blot blev gentaget en gang til for prins Knud, Søren og Mette og alle vi andre:

Ungdommen er, som den altid har været, uansvarlig og tankeløs, sidder lårene ad hinanden. Kysser og det, der er værre. Alt sammen fordi vi andre har glemt, at for en teenager er der ikke noget vigtigere end andre teenagere, og derfor overså vi måske i skyndingen, at det for en 16-årig kan være lige så trist ikke at se sine værelseskammerater på efterskolen, som det er for en 90-årig ikke at se sin familie.

Endelig var der den med, at coronaen kom med skiturister fra Nordsjælland, men senere rykkede smittebæltet til den københavnske vesteregn og Sydsjælland, hvor indkomsterne er nogle andre.

Det var heller ikke skelsættende nyt.

Dum. dummere . . .

På nettet faldt jeg forleden over overskriften ”Dumhed er godt for karrieren”.

Det viser, at formålsløs surfen rundt ikke er af det onde endsige spild af tid og ikke nødvendigvis fører ud i blindgyder som katte-videoer eller hjemmesider, der lover hviderussisk kæreste, hvis man taster sine bankoplysninger ind.

For sådan en overskrift må pirre enhver. Både dem, der vil tænke:

Jamen, det forklarer da en del.

Hvorefter de i tankerne gennemgår alle de dummernikker, de kender, og som har overhalet dem her i livet – blandt andet takket være en hurtigere og dyrere bil.

Og så må overskriften også røre noget i alle dem, der rammes af det mentale meteornedslag:

Hvad har jeg gjort forkert?

Jeg hører til den sidste gruppe. (Okay, også lidt til den første. Jeg synes, også det forklarer en del. Jeg vil bare ikke nævne navne. Det vil være dumt.)

Men altså: I den gruppe har vi svært ved at forstå, hvad der gik galt undervejs. Jeg mener, jeg har da dummet mig rigeligt, og det har givet en hel masse: Et ar på hagen, gæld, en Citroën C3, og biblioteksbøder. Men karriere?

Overskriften om den karrierefremmende dumhed stammede fra DJØF-bladet, og så bør man være opmærksom og læse teksten grundigt. De er nemlig ikke dumme. Artiklen handlede om to forskere, der havde fat i begrebet ”funktionel dumhed”, som de holdt op imod ”traditionel dumhed”. Det sidste er sådan noget som at slå græs i stormvejr i badebukser eller råbe ”bøsserøve” efter en flok HA’ere.

Funktionel dumhed hænger snævert sammen med, at vi i vores del af verden i mange år har haft det mantra, at vi skal konkurrere, ja overleve, på vores kloge løsninger. Vores hjernevindinger. Vores viden. Så kunne kineserne lave de dippedutter og producere de cup noodles, kloge hoveder skal bruge for at holde vidensmaskineriet kørende.

Den dagsorden var kineserne i parentes bemærket ikke helt med på, og det var måske den første dumhed – sådan en helt traditionel en af slagsen.

Alle de videnstunge virksomheder og organisationer kræver medarbejdere med videnstunge CV’er, og dem er man så omhyggelig med at ansætte en masse af.

Hvorefter disse altså booster deres karriere ved at gøre en masse dumme ting, og det er ikke fordi, de er ansat til det. Altså, et stillingsopslag med ordlyden: Er funktionel dumhed en af dine kompetencer så læs videre. Nej vel?

Nej, det sker helt automatisk. Funktionel dumhed, sagde de to forskere, kræver nemlig begavelse, så man kan opfylde omgivelsernes forventninger om ”at levere enkle løsninger og optimistiske udsagn”. Gerne på to PowerPoints-præsentationer så vi dumme også kan være med.

Forskerne brugte finanskrisen som eksempel: Bankerne tjente i flere år styrtende med penge ved at handle med spekulative, finansielle produkter, de ikke selv kunne gennemskue risikoen af, og så brasede det hele 

sammen.

Ret dumt kunne man sige, men også funktionelt, for bankerne klarede det jo meget godt, fordi andre kom og ryddede op, og en masse mennesker tjente en masse penge.

Til gengæld tabte endnu flere mennesker også penge, de mistede deres jobs og måske også deres hjem. Og det er nok dem, der sidder tilbage med en følelse af at være de dumme. Sådan helt traditionelt dumme.

Hav det godt - det er en ordre

Der var engang vi, levede i en forbudskultur. Tag bare de ti bud. Ordene "du må ikke" forekommer påfaldende ofte. Faktisk var der kun to lodrette påbud: "Ær din far og mor" og "hold fri når det fridag". Det første er det mange steder så som så med, og det sidste er vi da helt helt op med.

Apropos det sidste så mener nogle, at bøtten i dag er vendt, og at vi er gået fra forbudskultur til påbudskultur. Sandt er det, at der er dukket påfaldende mange ting, vi skal, op:
Vi skal spise sundt. Vi skal dyrke motion. Vi skal være positive og gå med ja-hat. Ja, helst skal vi være lykkelige. Hvis ikke vi er lykkelige, er der noget, der skal repareres, og om ikke andet kan man blive skilt. Det bliver de færreste godt nok lykkelige af, men så har man da gjort noget. Og det er positivt. Tak til ja-hatten.

Vi kender situationen, når vi går på ferie:

- Husk nu at nyde det!

Jawohl! Så sidder man i sin ferie og kigger ud på regnvejret, mens man skammer sig lidt over, at man ikke rigtig nyder det. Ikke mindst fordi man ved, hvad der bliver sagt, når man vender tilbage fra ferie:
- Nå, har du nydt din ferie?

Ikke mindst unge lever langt fra forbudskulturens dask over fingrene. Der er faktisk ikke meget, de ikke må. Men der er ikke så lidt, de skal. De skal være på Facebook og Instagram - også klokken tre om natten - og skovle likes hjem. De skal se godt ud og være så slanke, at man spekulerer over, hvor de gør af tarmene. De skal være vellidte og have 12 i alt. De skal have deres uddannelsesparathedsvurdering på plads. Det sidste er et ord, der får enhver anstændig stavekontrol til at gøre oprør, og for de, der er så gamle, at de er fri for at vide, hvad det er: Det betyder, at man udfritter en 15-årig om, hvad hun skal med resten af sit liv.

Så kan det godt være, at unge ikke ligefrem ærer deres mor og far, men hører efter i timen og retter ind efter alle skal'erne - det gør de. Det virker bare ikke altid som om, de er særligt lykkelige. Tværtimod har man indtryk af.

Det kan I godt tænke lidt over. Ja, I skal faktisk.

Overhovedet og brokhovedet

Paulus fastslog i sin tid, at manden er kvindens hoved, og den tese gennem årene skabt grobund for mange konflikter:

- Ikke i aften, skat. Jeg har hovedpine.

- Hov, det er da mig, der er hovedet, og jeg har skam ikke ondt.

Hvorefter kvinden vender sig og sover, og manden får alligevel ondt. Om ikke andet så af sig selv.

Samme Paulus, der i dag ville havde fået revet hovedet af af Me too-bevægelsen, gik et skridt videre. Han fastslog, at kvinden ikke måtte bede uden at have noget på hovedet, mens manden ikke behøvede at have noget på hovedet, for han var "Guds billede og afglans". Nu vil mange kvinder nok gerne skrive under på, at deres mand ved Gud er afglans - for ikke at sige, at glansen er gået helt af ham.

Påstanden, om at manden skulle være kvindens hoved, kræver et nøjere eftersyn. Hvis det forholder sig sådan, er det i hvert fald ikke en statisk tilstand. Mange mænd gennemgår en dynamisk udvikling, hvor de går fra at være hoved til brokhoved, og det er ikke en udvikling, kvinderne nødvendigvis lægger mærke til.

Forvandlingen kommer ikke over en nat. Det er ikke sådan, at der uden varsel vokser en ternet kasket med en kvast op ad hovedet på ham, og han begynder at sige hø-hø af sine egne vittigheder.

Forandringen kommer glidende. Det kan være, at manden begynder at gå rundt ude på villavejen og sætte små sedler i vinduesviskerne på biler:

- Vær venlig kun at parkere ud for den ejendom, hvor De et ærinde.

Eller det kan være han begynder at komme med bemærkninger som:

- Har du købt nye sko? Hvorfor? Du har da et par sko. Jeg har et par, og det har været udmærket for mig siden 1992. . .

Det er her, at kvinden tager sig til hovedet. Mandens bemærkning afslører, at han er et hundehoved, for han burde vide, at en kvinde ikke har et par sko. Hun har 40 par, og det er ikke nok:

- Og vores skabe burde udbygges, og hvorfor har du ikke ringet til en håndværker? Mine behov skriger til himlen. Det burde du kunne se, når du nu er så klog, at du kan undvære hovedet.

Og det vil vare i ni år

Når sommerferien er slut, åbner tusindvis af poder et nyt kapitel i deres livshistorie:

De skal begynde i skole.

Tusindvis af små, videbegærlige væsener står trippende og klar til at tage imod:

Viden, lærdom, indsigt.

Samt en voksen, der vil sige:

- Hør nu, Sylvia Sommerblomst, du må ikke stå på stolen og råbe, for der er 24 andre, selvoptagede unger i lokalet, som jeg også har ansvaret for, og de skal også have noget at skulle have at sagt. Siger deres 48 højtråbende forældre, der ellers klager . . . forstår I ligesom, hvad jeg siger?

Oveni venter – og det er disse nye familier sikkert lykkeligt udvidende om - diagnoser, flueben, bekymringssamtaler, målstyring og indberetninger til kommunen.

Men bare vent: Det vil snart blive hverdag.

Det åbner næste kapitel i barnets bog. For forældrene til et kommende skolebarn, vil nemlig også stifte bekendtskab med kinesisk vandtortur version 2.0:

Forældreintra.

Det er et forum, hvor der kan foregå hjertegribende meningsudvekslinger om, hvor Albert Hannibals vanter er blevet af, og om, at Ida Sophia for 117. gang har smidt sin iPhone væk.

Endelig skal de nybagte skolefamilier vænne sig til, at alle brancher har deres eget sprog, så de skal lære at forstå, hvad der menes, når der bliver sagt:

Vi har trivselsdag på skolen. (Betyder: Forældrene skal stille og male legepladsen i weekenden – også dem der aldrig har holdt en pensel i hånden - for skolen har ikke råd til at få det udført.)

Louis er et meget fysisk barn. (Betyder: Hvis den lille rod ikke lærer at sidde stille, binder jeg ham til stolen.)

Ida er en videbegærlig elev. (Betyder: Hun skal holde op med at stille spørgsmål, jeg ikke kan svare på.)

Endelig venter møder og intense forhandlinger mellem forældre om, hvor meget en gave til en børnefødselsdag må koste, om børnene kan komme i bowlingcenter, og om det går an, at de får røde pølser og sodavand, og hvad så med Carl Emil, der har allergi, og er der et alternativ til Elfride og Sophus Alexander, hvis forældre er imod konventionelle fødevarer?

Og så videre og så videre. Og det vil vare i ni år.

Mennesket, mopsen og kyllingen

Man har i årevis hørt udsagnet, at mennesker og deres kæledyr ad åre kommer til at ligne hinanden. Det burde dem, der ejer en mops måske tænke over.

Her ser vi bort fra den helt overordnede betragtning, som en del kvinder har gjort sig. Nemlig at mænd og hunde har grundlæggende fælles træk.

De slubrer maden i sig.

De kan parre sig med hvem som helst.

De kommer op at slås med tilfældigt forbipasserende.

De kan rende efter den samme bold i timevis.

Nej, vi er nede på det personlige plan, og jeg kom alvorligt galt af sted for et par år siden, da min hjerne et øjeblik holdt pause under en snak om husdyr, hvorefter min mund tog teten og løb over med:

- Nu er det jo meget almindeligt, at ældre kvinder holder kat.

- Hvad mener du med ”ældre”, spurgte en kvindelig kollega og katteejer med en stemme som et arktisk topmøde.

Man skal passe morderligt på med at sætte etiketter på dyreejere. De rejser børster, viser klør og skræpper op. Måske fordi etiketterne ofte passer lidt for godt, når det kommer til stykket. Jeg mener, marsvin er noget, nuttede børn har. Det er de færreste HA’ere, der ejer små gnavere. Det skulle da lige være som foder til deres kvælerslange. Snarere holder man i de kredse kamphunde af den slags, der konstant snuser folk i skridtet.

Og fugleedderkopper i ildelugtende akvarier er også overvejende kæledægger for det segment, der får ejendomspriserne i nabolaget til at falde, fordi de også holder gamle campingvogne og rustne køleskabe i forhaven, mens de i netundertrøje og baseballkasket skyder til måls efter øldåser i baghaven.

Endelig hører hunde, der er så små, at de kan bo i en sko, sjældent hjemme i en familie med far, mor og børn. De er snarere kæledyr hos unge kvinder, der ser ”Paradise Hotel” og tror, at fotosyntese er noget, fotografer beskæftiger sig med. Kvinderne kan finde på at have hundene i deres tasker, hvis de da ikke har sendt kæresten ud for at gå tur med kræet.

Den type mænd er der måske ikke ligefrem nogle etiketter, der passer på. Men lidt kylling er der altså over det.

Kan man leve i tre kvarter uden karameller?

Kan man leve i tre kvarter uden karameller?

Spørgsmålet trænger sig på, efter at et dagblad forleden dramatisk og detaljeret beskrev et slagsmål efter en klassisk koncert i Sverige. Her sad en kvinde og raslede med en pose slik, indtil en mand, der flere gange havde tysset på hende, blev så hidsig, at han hev posen ud ad hænderne på kvinden og kylede den hen ad gulvet.

I første omgang kiggede hun bare surt på manden (bare tanken om en sur svensk kvinde ville have fået mig til at forlade Mahlers 5. symfoni), men da de sidste toner havde lydt, sprang hun op og begyndte at slå løs på manden, og så var det slagsmål i gang.

Nu foregik det i Sverige, og nogle danskere vil indvende, at svenskere nu en gang er noget særligt. Spiser de måske ikke hotdogs med kartoffelmos? Men diskussionen om, hvad man kan og ikke kan til koncerter og i biografer er ikke specielt svensk.

De fleste har oplevet situationen, hvor manden med sæsonens mest stædige efterårshoste, synes han skal i biografen og indvie de øvrige tilskuere i hvor mange gange, han kan supplere lydsporet til ”Lykke Per”. Til de, der ikke har set den: Den varer 2 timer og 50 minutter.

Eller den blaserte personage, der har taget sin tunghøre fætter med til ”Nibelungens Ring” og vil forklare ham hele historien undervejs.

Problemet med folk, der snakker under koncerter, er så stort, at musikfestivaler har talt med store bogstaver til dem, der trækker samtlige skuffer ud i deres sludrechatol, mens musikken spiller. Så kan de aparte, der vil høre musik, stå og spekulere på, hvorfor nogle har betalt tusindvis af kroner for at komme ind på en festivalplads for med svømmende Tuborg-øjne at fortælle anekdoter fra deres liv. Ofte af svingende underholdningsværdi.

Nogle vil kende den emsige, midaldrende kvinde, der, når selskabet bryder op, og alle tager tøj på i garderoben, råber gennem lokalet til manden:

- Har du husket at få tisset af?

Måske skulle vi gøre det samme ved koncerter, festivaler og i teatret:

- Har du fået snakket færdigt?

Hvad skal vi nu snakke om?

En kollega og jeg har et fælles mantra: Ægtefæller skal for alt i verden undgå af få ”fælles interesser”. Det er første skridt mod skilsmisseadvokaten, lyder vores advarsel til alle, der gider hører på det.

Hvorfor? Jamen, tænk efter 20 års ægteskab at opdage, at ens livsledsagers inderste drøm er at lægge puslespil med 1500 brikker:

- Se skat, her er det stykke blå himmel, der mangler.

Endelig er der den åbenlyse faldgrube, at fælles interesser i yderste konsekvens kan føre til, at parret en dag står i Bilka i ens fritidssæt og har ”fået en dag ud af det”.

Faren for fælles interesser vokser betragteligt, når børnene flytter hjemmefra. Truslen kan være svært at få øje på, fordi man står midt i glæden over alt det, man ikke længere skal: Agere privatchauffør for børn, der går til fodbold (og de går altså ikke – de bliver kørt). Samt deltage i forældremøder hvor en mor finder det på sin plads at bruge 20 minutter på at klage over, at nogle elever har ostemad med i madpakken, fordi hendes Elfrie Sophia synes, det lugter grimt.

Børn har imidlertid den vidunderlige evne, at de agerer lynafledere, men en dag er de flyttet hjemmefra og dukker kun sporadisk op – eventuelt i selskab med en pose vasketøj. Så sidder man der: Hvad skal vi nu snakke om?

Som en del af research'en til denne tekst var det nærliggende at Google (hvordan kom det ord ind i vores sprog?) på ordene: ”Børnene flytter hjemmefra”. Øverste henvisning var til hjemmesiden netdoktor.dk under fanen ”sex og samliv.” Når man klikkede sig ind på siden, var artiklen flankeret af annoncer for Panodil og et middel mod rastløshed og irritation, så her ville mere forsigtige sjæle nok opgive klummen.

Nedenunder var opstillet række ægteskabstyper, hvor børnene er flyttet hjemmefra. Heriblandt ideal-ægteskabet. Skribenten beroligede dog med, at det sidste var uhyre sjældent.

Måske er løsningen simpelthen at lade som ingenting og blot fortsætte snakken hen over bordet:

- Bjarne, der er også broccoli, skal du ikke have det, tror du, du skal have mere røræg, du ved, din mave ikke har godt af det, BJARNE DU SPILDER . . .

Ligesom da børnene boede hjemme. Trygt og velkendt.

Plads for storhjerner

Mænd har mere af det hele: Mere muskelmasse, flere hår ud ad næsen samt ikke mindst: Større hjerner.

Gennem årene har forskere – mandlige, formentlig – igen og igen fremhævet, at mænds hjerne er større end kvinders. Mænds hjerner vejer 1400 gram, mens kvinders hjerner vejer sølle 1250 gram, selv om nogle vil hævde, at de til gengæld udnytter kapaciteten mere, end man(d) forventer.

Så hvis kvinder ind imellem synes, at deres mand virker ret tykhovedet, så er det simpelthen hans hjerne, der presser på hovedbunden indefra. Det er muligt, kvinden synes, man ikke altid kan høre, at det er sådan, det forholder sig, men det gør det altså.

Ovennævnte må jo så være ensbetydende med, at mænd er klogere end kvinder. Jo mere hyldemeter jo flere kloge bøger er der plads til. Det giver vel sig selv.

Eller gør det? Kvindelige kyllingehjerner kunne her med en mund så stram, at der kommer lidt mikado-pind over det, stille det retoriske spørgsmål:

- Hvad bruger I så den overskydende kapacitet til?

Spørgsmålet er retorisk, fordi kvinderne mener at kende svaret: Mandens hjerne kræver mere plads, fordi den er fyldt med grus, nøgne damer og resultatet af alle Brøndbys kampe i 1990erne.

Og noget er der måske om snakken. Amerikanske undersøgelser har vist, at mænd tænker på sex 19 gange i døgnet, og når der også skal være plads til almindelige hverdagsspekulationer som at skrue pærer i havelamper samt ikke mindst plads til at tænke store tanker, så kræver det en større harddisk.

Og mænd tænker store tanker. Det har velsignet os brintbomben, popcorn-maskiner og håndklæder på FCK-logo. Jeg er også ret sikker på, at nogle mænd pusler med at opfinde et toilet, der selv smækker brættet op og i, så de kan få sluttet den debat derhjemme én gang for alle. Og få tid til at tænke på noget andet.

Så mænd tænker store tanker. Store tanker – store hjerner. Det bør kvinderne tænke over, næste gang deres mand spørger:

- Ved du hvor mine solbriller ligger?

Og hvor det helt forkerte svar er:

- Der hvor du lagde dem sidst.

Manden er nemlig allerede gået videre i sine tankebaner:

- Ved du hvor mine bilnøgler ligger?

Snigende alderdom

Alderdom er som mos mellem terrassefliser: Den kommer snigende. Man vågner jo ikke bare op en morgen og ligner Gnavpot fra De Syv Små Dværge. Nej, det kommer krybende lige så stille, men der er nogle advarselssignaler, man kan være opmærksom på.

Nogle ændrer deres forhold til vejret. I gamle – eller rettere unge - dage var vejret blot noget, der var derude. Man tog sit tøj og gik ud i det. Men med alderen får nogle, især mænd, en interesse i vejrforhold, der overgår deres interesse for hustruen.

Det er mænd af den støbning, der anskaffer sig en vejrstation, så de kan følge med i vejret inde fra otiumstolen – de skulle jo nødigt ud i regnen - og de giver gerne højskoleforedrag til alle uinteresserede om vekslende skydække, højtryk, der kommer ind fra Hebriderne samt forskellen på jævn og frisk vind.

Skulle yngre familiemedlemmer finde på at spørge, hvorfor i al verden de har købt en vejrstation, når der kører vejrudsigter i båndsløjfe på samtlige tv-kanaler, bliver det modtaget med et lavtryk og kold skulder.

En helt anden kategori af mænd, der rammes af den snigende alderdom, er dem, den en dag viser sig på motorcykel og med kejser Wilhelm-overskæg. Måske har de fået udført en lille diskret tatovering, som omgivelserne til mændenes store ærgrelse ofte tror er en åreknude.

Denne gruppe aldrende herrer er ofte gift med kvinder, der anlægger sig frisure som en grå hjelm og finder sig selv i en gymnastiksal, hvor de synger gospel i en ram lugt af sure børnetæer.

Et udslag af den fælles, langsomt voksende alderdom hos disse ægtepar er, at de i samme bedagede tempo har fundet en balance i ægteskabet. Så når manden kører af sted med vinden i den vigende hårpragt for at samles til mc-træf, hvor deltagerne bruger påfaldende meget tid på at drøfte slidgigt og prostataproblemer, kan konen med ro i sindet tage på kursus i tarmskylning eller drage til bogmesse, hvor hun hver gang håber at kunne give hånd til Hanne Vibeke Holst.

Det har den bonusgevinst, at parrene ikke skal til så mange fælles sociale arrangementer. Disse har det nemlig med at udvikle sig pinligt, når kvinden råber: NU HAR DU VEL HUSKET AT TISSE AF, når de skal hjem.

Andre faresignaler er en tiltagende trang til at snakke med sig selv. Det er så en trang, der ikke virker så iøjefaldende som for år tilbage, da væksten i mobile enheder med headset har betydet, at en betragtelig del af befolkningen går rundt i det offentlige rum og taler ud i luften.

I samme boldgade finder vi en stigende trang til at tænke:

- Jeg kunne jo få brug for det.

Mange tasker, garager, redskabsskure og kældre er blevet fyldt med unødvendigt skrammel takket være denne tanke, og fremtidens arkæologer vil undre sig:

- Mystisk. Vi fandt den her Tandberg spolebåndoptager i et parcelhus fra 2018.

Andre små faresignaler på den snigende alderdom er:

Man booker charterferie, hvor der annonceres med rolige omgivelser, hvor man tidligere søgte på natteliv, drinks og klamydia.

Man begynder at se DK4.

Man falder i søvn til DK4.

Ens frisør spørger: Skal jeg lige tage brynene?

Kvinder begynder at gå i flade sko.

Mænd begynder at synes, at beigefarvede vindjakker er pæne.

Og endelig er der den uafvendelige dom, der viser sig, hvis man af vanvare går forbi et spejl og kaster et blik ind i det.

Det kan så her være en trøst, at synet heller ikke er så godt længere.

Vor frue bevares

Svenskerne har et sprog-politi, der er noget mere nidkær med luppen end så mange andre. Nu har nogle hinsidan fået kvababbelse over, at Gud omtales som han. Det er ellers gået ganske fint med Fadervor i tusinde af år, men nu skal selv den højeste skaber neutraliseres.

Sådanne nyheder kan friste nogle til at sukke Vor Herre bevares, men det er lige præcis sagens kerne: Gud må helst ikke have et køn, synes nogle svenske at mene, og det kan udløse en dominoeffekt, for hvad så med sønnen og Helligånden? Bare udtrykket den hellige treenighed lugter jo langt væk af en sammenspist mandeloge.

Hvad værre er: På et tidspunkt vil nogle mænd i bar trang til genmæle måske begynde at anfægte det rimelige i eksistensen af Vor Frue kirke.

At gøre Gud kønsløs skyldes tilsyneladende, at de bekymrede svenskere godt kan se, at det vil give problemer blot at introducere en kvindelig Gud. Tænk hvis vi skal synge "Vor Gud, hun er så fast en borg". Det giver altså nogle kedelige billeder på den indre nethinde.

Med andre ord: Det hele kan blive en køn redelighed.

Nu har Sverige en ganske særlig tradition for sproglig disciplinering. Det har blandt andet ramt Pippi Langstrømpe. Ikke fordi hun boede alene og havde en sprøjtemalet hest og en kønsmoden abe i huset, men fordi faderen var negerkonge.

Det var også i Sverige, at de for nogle år siden indførte begrebet hen, så folk ikke var henvist til at sige han og hun, for hvad nu hvis hun eller han den dag ikke lige følte for at være han eller hun?

Som det ses af ovenstående kan tilføjelsen af intetkøn skabe nogle komplicerede sætningskonstruktioner. Alene af den grund bør man afstå fra den slags.

En svensk børnehave - børn må stadig gerne være børn i Sverige - indførte ligefrem udtrykket hen som fast praksis. Nu skal to fireårige ganske vist bare hive ud i underbukserne på hinanden for at konstatere, at der faktisk er forskel. Men civil ulydighed er ord, der tydeligvis ikke indgår i den svenske stavekontrol.

Nu er det retfærdigvis ikke blot svenskere, der bruger skrappe rensemidler på sproget. Verden er fuld af sproglige henrettelsespelotoner, der altid er på jagt efter ord, der politisk er kommet ud i kulden og nu skal stedes til hvile på sprogets kirkegård. Her ligger blandt andet neger og åndssvag begravet. Efter heftig beskydning.

I 2009 modtog EU-parlamentarikere således fra embedsværket en brochure med ord, de skulle vare sig for at tage i deres mund. Skraldemand, for eksempel. Jo, for der kunne jo sidde en skraldekvindeet eller andet sted og føle sig diskrimineret.

Nu var forfatterne til brochuren godt klar over, at nogle ord var mere genstridige end andre, for eksempel manddrab og lægmand. Lægkvindekunne de trods alt ikke få sig til at foreslå, så konklusionen blev, at disse ord skulle helt undgås.

Og det er måske i virkeligheden det største problem, for når et udtryk er blevet sendt til de evige ordbøger, skal man - undskyld udtrykket - finde en erstatning, og det forekommer mig, at afløseren altid bliver mere vissen og blodfattig end den udskammede forgænger.

Tag nu læbeganespalte. Der var altså mere swung over hareskår. Den famøse neger har måske af samme grund heller ikke fået en afløser: Person med påfaldende høj pigmentering. Nej vel.

Det hører med til historien om EU-brochuren, at parlamentarikerne ved modtagelsen blev flintrende tossede og råbte op om politisk korrekthed.

Sådan kommer det ikke til at gå med forsøget med at gøre Gud kønsløs. Det vil forløbe ganske fredeligt.

Han tager det som en mand.

Muslim, hold op med at drille Amen

Et af mit livs utallige skrækscenarier er at komme til et af de hersens arrangementer med sur hvidvin, franske kartofler og ja-de-kan-jo-byttes-gaver – og her blive præsenteret for et par, der fortæller, at de lige har døbt deres afkom Gilbert.

Jeg ville ikke ane, hvad jeg skulle sige til dem. Omvendt ville jeg føle, at noget burde siges og gerne med store bogstaver. For hvordan kan man finde på det?

Af samme grund misunder jeg ikke den kollega, der forleden fortalte, at hun havde et vennepar, der har døbt deres søn Topper. Tilmed med mellemnavnet Justin efter den canadiske popsanger.

Topper er fint nok. Til en hund eller en hest. Men til et barn? Her gemmer sig måske en del af forklaringen, for man kan godt mistænke nogle forældre for at tænke på barnet som noget, der altid vil være et barn. Og ikke et væsen der en dag bliver en granvoksen mand på 40 år:

- Jeg vil godt have et møde med en af Jeres rådgivere om min pensionsopsparing.

- Jeg tror, at Topper Justin har en ledig tid mandag.

- Har I ikke en anden medarbejder?

Skal man være meget sortsynet, kan man frygte, at Topper slet ikke får job i et pensionsselskab, men ender på en bænk på byens torv med en posefuld Harboe-øl og en kamphund.

Nu er det ikke nyt, at forældres kreativitet blomstrer som brændenælder i skovbunden, når barnet skal navngives. Desværre udviser nogle også lige så meget omtanke som Donald Trump, når han er på Twitter, og tilmed har danske forældre en ganske stor bane at spille på, for reglerne er liberale. Og ikke særligt logiske. For eksempel er det ikke tilladt at døbe barnet Gugger. Derimod må forældre godt kalde barnet Guggi. Ren gakgak.

Man kan forsikre sig om de mange muligheder, hvis man søger på Ankestyrelsens hjemmeside over godkendte navne. Det står lidt uklart, hvorfor det er Ankestyrelsen, der hænger på den opgave. Måske fordi folk, der er blevet døbt Ab og Gay, her kan klage over deres navne?

For eksempel kan man navngive barnet Muslim, selv om det formentlig vil give noget mumlen på kirkebænkene, når en præst skal døbe Muslim. Så vil der nok sammesteds være mere opbakning til Amen, for det kan man også hedde. Jihad er ligeledes godkendt, men det kan være, at vedkommende får bøvl med at få visum til USA.

Med det rige udvalg af navne kan der opstå meget munter kommunikation i landets børnehaver:

- Muslim, holdt op med at drille Amen, ellers må du gå ind i puderummet til Nælde, Urt og Slim.

Eller når mor smækker vinduet op:

- Basse, Rejer og Persille, vi skal spiiiiise.

Nu er det gammel viden, at forældre gennem navngivningen af deres børn udsender signaler om deres sociale ambitioner. Skal pigen hedde Sofie-Elfride ligger der en slet skjult forventning om, at tøsen får 12 får tal i samtlige fag og spiller obo som seksårig. Hvis hun ender med at komme hjem i polkaprikkede shorts og med en kæreste, der hedder Brian, som holder en fugleedderkop i et akvarium, vil det givet udløse nogen bitterhed.

Endelig mener et voksende antal forældre, at netop deres afkom er specielt og enestående. En holdning der har skabt mange børn med ubegrundet selvtillid, men når ungen er unik, skal navnet selvsagt også være det.

Spørgsmålet er blot, om ikke det går de unikke navne, som det gik med alle de andre unikke og specielle valg, vi traf. Den helt specielle Berlingo, det helt personlige samtalekøkken.

Vi endte alle sammen med det samme, og mon ikke også vi ender med den samme Basse, Bimmer og Slim. Samt Topper.

For fuld handlekraft

Mænd er det rationelle køn. Der er en grund til, at det hedder handlingens mænd og ikke handlingens kvinder, hvilket måske er en kende uretfærdigt. Det vil enhver, der har set kvinder shoppe, kunne skrive under på. Det er handling.

Men stadig hedder det altså handlingens mænd, og historien er fyldt med handlekraftige hanner, der har opfundet alt fra ilden, bilen, gaskammeret og til badehåndklæder med FCK-logo.

Op gennem samme historie har kvinden stået ved sidelinjen og betragtet den maskuline foretagsomhed og dens mange følger: Fra hylden, der faldt ned, til Titanic, der sank. Og iagttaget mandens entreprenante tilgang til tilværelsen med kritisk sans. Som da han kom hjem og havde opfundet ilden:

- Hvad har du nu fundet på?. Neiii, hvorfor lugter der af røg i hele hulen, og se: Nu er maden brændt på.

Manden gik ufortrødent videre. Intet kan fratage ham troen på, at næste skridt bliver et fremskridt. At høre en mand sige, at der er en praktisk opgave, han ikke kan løse, svarer til at høre Erdogan sige, at han overholder pressefriheden eller en kvinde sige:

- Skat, jeg var lige et smut inde i den ny tøjbutik, men jeg købte slet ikke noget.

Uanset opgavens art findes der en betragtelig gruppe mænd, der ikke ser nogen grund til at tilkalde en anden mand. Og da slet ikke en fagmand, for det her klarer farmand.

Fra føromtalte sidelinje vil en del kvinder ikke uden bitterhed have erfaret, at det er en handlekraft, der kan have utilsigtede følger i form af revner og huller eller en akut opringning til vvs-vagten søndag aften.

Hvorfor er det sådan? Er det en evig boblen i testosteron-suppen, eller er det måske snarere et forsøg på at få fred? Når man kravler rundt på alle fire i fuld workzone-uniform, termosokker og med tommestok, hammer og små stifter i munden, kan man ikke sige meget andet end ”mmmhh”.

Hvilket kan være praktisk, når kvinden nærmer sig med bemærkninger som:

- Skat, der er noget, vi må tale om.

En indledning de færreste mænd bryder sig om. Så rationalitet og handlekraft er at foretrække. Også for kvinderne:

- Okay, det kan godt være, at jeg ikke tilsluttede den helt korrekt, men du havde jo alligevel snakket om, at du gerne ville have en ny vaskemaskine.

Udrensning i vokabulariet

Nytår er tiden, hvor der skal gøre status, forbedres, strammes op, ryddes ud, og tavler skal vaskes rene.

Selv har jeg her på falderebet af 2017 – året hvor ord som ”fake news” og ”jeg føler mig krænket” blev anvendt rigelig ofte - udarbejdet en liste over ord og vendinger, jeg gerne ser, at vi tager endelig afsked med i 2018.

På sigt. Hvem fandt på det? Det giver ingen mening. Det må være på langt sigt eller på kort sigt. Det andet – få det væk. Gerne på meget kort sigt.

Set i bakspejlet. Ordet skal vist henvise til, at noget er sket tidligere, som man ikke tog bestik af i tide. Men det, man ser i et bakspejl, sker faktisk her og nu. For eksempel den tumpe, der ligger lige bag ved dig på motorvejen og blinker hidsigt med det lange lys.

I øvrigt: Ham, der gjorde vendingen ”set i bakspejlets ulideligt klare lys” til en udbredt vending, endte bag tremmer i flere år. Det kan du godt lige tænke over.

Jamen. Jamen var oprindeligt ment som startskuddet til en modsigelse over for det vås, som samtalepartneren lige havde lukket ud. Men et stigende antal mennesker bruger ordet som tomgangsindledning til hver sætning:

- Hvordan gik jobsamtalen?

- Jamen, den gik okay.

- Hvordan var din ferie?

- Jamen, den var såmænd fin nok.

Jamen, så hold dog op.

Ironi kan forekomme. Den forekommer kun på de sociale medier, men her trives den til gengæld som svamp i et hus ejet af Låsby Svendsen. Er man ironisk bør det stå klart, at man er det. Hvis du tror, at læserne ikke kan gennemskue, at du anvender ironi så lad at være at prøve kræfter med disciplinen. Sagt helt uden ironi.

Krænket. Ordet dækker over såret, fornærmet, beskadiget, ydmyget, stødt, forulempet og klappet bagi af Peter Aalbæk Jensen. Ordet var i sin vorden i orden, men det lider samme skæbne som et glas øl, der står ude i regnen. Indholdet bliver tyndere, efterhånden som flere og flere bliver krænkede af mere og mere.

Eller måske rettere: Af mindre og mindre. Ikke mindst tredjeparts-krænkede som svenskere, der bliver krænkede på kinesernes vegne, fordi Pippi Langstrømpe laver skrå øjne.

Ildsjæl. Se ovenstående. Har de brave mennesker ikke fortjent en ny betegnelse i 2018?

Robust. Før i tiden skulle man være samarbejdsvillig og fleksibel. Nu skal vi være robuste. I stedet for at sige det som det er: Forholdene her er dårlige, men vi har opgivet at gøre noget ved det, så nu vil vi kun have folk, der kan tåle mosten.

Udkantsdanmark. Udtryk der for mange københavnere dækker den del af landet, hvor der ikke kører metro. Modigt - i betragtning af at der bor 1.8 millioner i København og 5.7 millioner de andre steder. Hvem bor egentlig i en udkant?

Store patter. Ikke at der er noget i vejen med dem, men hvad er der i vejen med de små og mellemstore af slagsen? Skal de føle sig krænkede?

Sure gamle mænd. Sproglig forbistring, der stigmatiserer mænd i deres bedste alder, som øser af deres indsigt, viden og kommunikative overlegenhed for at skabe fornyelse, orden og variation i det danske sprog og i øvrigt sætte tingene i rette perspektiv.

Julen og maj

Forleden læste jeg en gammel klumme, hvor forfatteren slog til lyd for, at man byttede om på jul og store bededag.

Nu var skribenten et af den slags mennesker, der var julehader af Ebenezer Scrooge ‘ske dimensioner, men alligevel. Jeg har tænkt over hans idé og kan godt se perspektiverne:

Vi kunne gå rundt i forårssolen og købe gaver. Det er lyst længe nok til, at man kan sidde og pakke gaver ind uden at skulle tænde lys. Og det vil vare længere ud på aftenen, før folk kan tænde deres grimme lyskæder på husene.

 

I et rigtig godt år kunne vi danse om juletræet i haven og slippe for al det grandrys i stuen. Vi kunne spise varme hveder og slippe for at mødes over lunken rødvin med rosiner og kanel, som man bare får hektiske, røde pletter på kinderne af. I stedet kunne vi med god samvittighed tage en gin og tonic og kalde det juledrik.

 

I øvrigt var gløgg oprindeligt en slags helsedrik, der skulle indtages mod vinterdepressioner, så det bøvl var vi også fri for, hvis man flyttede julen til store bededag.

 

Endelig ville vi slippe for de tilbagevendende, men aldrig indfriede forventninger om en hvid jul. Den sag ville være afgjort én gang for alle.

 

Projektet ville have bred folkelig opbakning alene af den grund, at de fleste danskere dårligt aner, hvorfor vi fejrer store bededag. Det er noget med at spise, så vidt vi husker. Lægger man tilmed juledagene i forlængelse af 1. maj, ligner det (jule)grangivelig en dansk vindersag.

 

Sådan et forslag giver udtrykket disruption en helt ny betydning.

 

Men får sådan en rokade has på julens helt grundlæggende problemer og kvaler? Næppe.

Tag for eksempel pakkeshoppen: Hvis myndighederne brugte en plads i køen ved pakkebutikken henne i supermarkedet som samfundstjeneste til kriminelle, ville selv den mest hærdede Loyal to Familia-bavian græde:

- Jeg skal nok opføre mig ordentligt.

 

Sidste øjebliks-gaver: Hvor mænd over hele landet med angste blikke hjemsøger lingeri- og Matas-butikker som zombier - i selskab med en masse andre zombier, der aldrig har hørt om udtrykket intimsfære.

 

Store byttedag: Hvor lingeributikker landet over fyldes af frustrerede kvinder, der skal bytte, hvad deres mænd med angste blikke få døgn forinden har indkøbt, fordi de aldrig har gidet finde ud af hvilken størrelse, deres kone bruger. Manden ser for sig en størrelse S for small, uagtet at hun er en størrelse LS - for lettere slasket.

Kvindernes hævn bliver at komme hjem med en håndfuld Sloggi’er, der er lige så sexede som en Fjällräven rygsæk, men kan kogevaskes.

 

Julearrangementer på skoler og i børnehaver: Hvor forældre forventes at stille med knas og hjemmebagte brunkager – økologiske - og som tak skal bese julepynt udført af fedtede børnefingre og lytte til ”Kender I den om Rudolf” udsat for 24 blokfløjter i skolens gymnastiksal med den karakteristiske lugt af sure tæer.

 

Nej, voldsom trængsel og alarm vil forfølge højtiden uanset årstid, og kulminationen vil givet også være den samme. En tur hen til lægen, der ved månedens udgang råder:

 

- Gå hjem og tag den absolut med ro, undgå at lytte til ”Last Christmas” og lad være at tjekke dine kontoudtog for julemåneden. Du må ikke hidse dig op.

De lette gamle dage

Der er en tilbagevendende debat om begrebet "de gode gamle dage". For var de egentlig så gode? Måske er det mere rigtigt at kalde dem de lette gamle dage, for meget var unægtelig meget nemmere engang.

I skolen gik alle i bad efter gymnastik. Sommetider med koldt vand, men altid uden brok.

Ingen forældre hjalp med lektier. Det mente de faktisk var lærernes arbejde. Skolehjem-samarbejde var et årligt møde, hvor forældre fik at vide, at ungen sådan set var klog nok, men doven, og det vidste de jo godt i forvejen.

Ude i verden gik voksne rundt og brugte udtryk som neger, spasser og hareskår, uden at nogen tog anstød af det.

Børn blev uden cykelhjelm sendt til Brugsen efter "20 Cecil, to elefanter og BT", men blev truet med bål og brand, hvis de begyndte at ryge. Det var så intet problem. Cigaretter kunne trækkes i automater, så man kunne begynde at ryge uden indblanding fra voksne. Og da der kom mønter med hul i, kunne sammen mønt ved hjælp af en snor bruges flere gange, selv om ordet innovation ikke var opfundet.

 Børn gik ikke til fodbold. (Det gør de heller ikke i dag. De bliver kørt.) De spillede det bare. Ofte på en mark i hverdagstøj i regnvejr, og hvor en del af kampen handlede om at sparke bolden op i hovedet på dem, der brugte briller.

 Når man kom hjem efter sådan en omgang, smed sig på hynden på skibsbriksen og gloede på en plakat med Suzi Quatro, ville man ikke i sin vildeste fantasi forestille sig, at dette skulle blive de "gode gamle dage."

Glade gamle kvinder

Jeg har nogle kvindelige kolleger, der sommetider taler en del om emnet "sure gamle mænd". Det forekommer mig, at det lidt ofte sker, når jeg er indenfor hørevidde, men det kan selvfølgelig være en tilfældighed.

Har man hørt om "sure gamle kvinder"? Nej, hvis man spørger Google, insisterer søgemaskinen på at rette det til "sure gamle damer".

Nu er der bare det, at begrebet "damer" efterhånden kun eksisterer inden for sporten og på dørene til offentlige toiletter. Alle andre steder hedder hunkønsvæsener kvinder, og de kan tilsyneladende ikke udvikle surhed med alderen.

 Der findes en amerikansk film, "Gnavne gamle mænd". Kunne man forestille sig en film med titlen "Gnavne gamle kvinder"? Jeg har prøvet og kommer hver gang til at tænke på Birthe Rønn Hornbech, så jeg er holdt op.

Måske hænger forskellen sammen med, at kvinder gennem livet sørger for, at surheden ikke får lov at hobe sig op. Det lader sig kun gøre på én måde: Slippe galden løbende ud.

Det begynder i de helt unge år:

– Aiiii, du stiller bare ikke det bordfodbold op i min stue - ja, min . . . 

Ved sådan at justere udslippet kan kvinder slentre gennem livet på lette fødder og med et let sind.

Også når de bliver ældre:

– Så du vil ikke med til det foredrag om tarmskylning hos folkeuniversitetet? Jamen, du kan da også bare blive hængende i sofaen og se "2. Verdenskrig i farver" på DR K - som en anden sur, gammel mand.

Tarme på hjernen

Det er indtil for nylig forbigået min opmærksomhed, at sundheds- og livsstilsforfattere har fundet et nyt emne at kaste sig over: Vores tarme.

Det, der tidligere blot var en bunke ikke særligt pænt stablet medister, der en gang i mellem gav en prut fra sig, er blevet et videnskabeligt projekt på niveau med motionsløb og stenalder-mad.

Man kan købe bøger med titler som "Tarme i topform", ja der er sågar en der hedder: "Elsk din tarm". Jeg er ikke helt sikker på, at jeg vil vide hvordan.

Hvad er der sket? Har vi fået tarme på hjernen? Forsker man tilstrækkeligt i emnet, vil man falde over mange detaljer - også nogle, man ikke har lyst til at kende.

Tarmsystemet kan blive det nye samtaleemne ved middagsbordet i selskab med bodymass index, hvilepuls, fedtprocent, madkemikalier og kondital, samtidig man sidder og forundret diskuterer, hvorfor så mange børn har spiseforstyrrelser.

Mens de gamle ved bordet skulle takke for maden, skal vi i dag frygte fødeindtaget. Det sker med udveksling af store bunke fakta rundt om bordet mellem mennesker, der er så sunde og slanke, især kvinderne, at man sommetider spekulerer på, om der overhovedet er plads til tarme i den krop.

Det er sikkert en naturlig udvikling, da mad er blevet gud og sundhedsbøger bibler. Hjerte, blodtryk og vægt har fået deres. Nu er turen komme til de arme tarme, og man får en ubændig trang til gendigte en gammel schlager "Man kan jo ikke gøre for, at man har tarme".

På indkøb med klovn

Forleden var jeg inde at købe nye sko. Det tog ikke mange minutter at blive 939 kroner fattigere, for jeg køber sko efter få og enkle principper:

1) Får øje på sko.

2)Konstaterer at de passer.

 3) Siger: Det er lige mig.

4)Betaler og går ud.

Altså ikke som kvinder:

 1) Kommer farende ind i butik.

2) Prøver 11 par sko.

 3) Gør ekspeditricer trætte.

 4) Ender med at købe det første par de prøvede.

Det hører med til historien, at jeg under mit hurtige indkøb nåede at investere i en dåse med lædervoks og en flaske med indprægneringsspray.

Stolt vandrede jeg hjem for at fortælle om mit snusfornuftige og forudseende indkøb, men det faldt på stenet grund:

– Indprægneringsspray har vi altså rigeligt af, men det må du selvfølgelig selv om. (Oversat for mænd: (Du har dummet dig igen.)

På det tidspunkt var min mund ved at tage magten fra min hjerne for at sige:

– Jamen, ekspeditricen bar sin C-skål så pænt.

 Så kom jeg i tanke om den danske tv-serie "Klovn".

 Og holdt min mund.

Situationen vil typisk kun ramme mænd. Kan man forestille sig en kvinde komme hjem og sige, at hun har købt nye sko og en mand herefter svare:

– Du har da masser af sko.

 Nej, det gør kun uerfarne eller meget dumdristige mænd.

Men skulle nogle stå at mangle noget water blocker så meld glad ind. Så kommer jeg. I sko, der kan tåle næsten alt.

Giv os i dag vort daglige brød, hvis det altså er økologisk

I gamle dage skulle de forsage djævelen. Han har imidlertid forladt vores liv som dårlig rollemodel - måske døde han af rygerlunger - i stedet skal vi forsage fedt, sukker salt, tobak, mælk, alkohol, gluten, laktose og hvidt brød.

Hvor der i gamle dage blot skulle én djævel til for at få vores forfædre til at rette ind, er der i dag adskillige djævle løs, og de sidder ikke i detaljen, men i kostplanen. Og mens de gamle kiggede bedende mod himlen, stirrer folk i dag på varedeklarationer med et blik som Johanne Schmidt Nielsen, når hun bliver hidsig. Måske hænger det sammen med at, ikke blot Fanden har forladt os. Han tog Gud med, og i stedet har flere fået mad som religion og helsebøger som hellige skrifter.

 Det gribes an på forskellig måde. Nogle sværger til stenalder-kost. Er man stærk nok i troen, kræves ikke rationelle svar, og derfor kan man ikke få oplyst, hvorfor mad fra stenalderen, da gennemsnitsalderen var 30, skulle være god.

Diæter er mangfoldige som e-numre, og de skal holde os sunde og slanke. Sammen med kiloene er det første, mange taber, deres humoristiske sans. Det vil man vide, hvis man én gang har spurgt en veganer, om de heller ikke går med uldsokker. Det bliver modtaget med et fåret blik - og nej: Det sidste var heller ikke sjovt.

Friheden på menuen er eksploderet siden dengang, man ydmygt takkede for det daglige brød. I dag tager vi det bare. Altså hvis det er økologisk og er med kerner . . . Hvad! Hvidt brød! Er du rigtig klog, sig mig, er du klar over, at . . . .