I gamle dage, dengang tv hed fjernsyn og sendte i sorthvid, fordi også livet blev holdt i grå toner, havde søndag en særlig status. Når man vågnede om morgenen i stribet nattøj - som der stod i loven, at alle drenge skulle bruge - vidste man med det samme, når det var søndag. Med et moderne ord kunne man beskrive sin viden om søndagens særlige natur som stilhed. Men ordet dækker dårligt, måske især fordi det er moderne. Ordet tyst er meget bedre. Fordi det er gammeldags, og fordi søndagen derude bag rullegardinet var gammeldags.
Hele verden var blevet enig med sig selv om at gå i stå. Alt stod stille. Eneste synligt tegn på liv var noget væltet legetøj på plæner, hvor ejerne havde efterladt det lørdag aften, da ordet >spiseeeeeee< lød ud ad vinduet. Så spiste man. Sammen og på én gang. Derefter gik alle i seng. Som på kommando. I selskab med Otto Leisner og kaffekopper på kakkelborde.
Søndag morgen var kun tystheden. Alle veje, fra markveje til motorveje, lå øde hen. I byens gader var der ikke så meget som en løs hund. Kun hos bageren var der mennesker, men de kunne kun vælge mellem rundstykker, kryddere og horn. De skulle ikke have en parlør med for at huske på andalusisk bjergbrød bagt i stenovn eller kende den dybere forskel på håndværkere og grove håndværkere. Så hos bageren blev der også hurtigt stille.
Med andre ord: Søndage var lige så spændende som finske tv-spil. Og lige så langtrukne. Af samme grund hadede alle børn søndage. Ugens sidste dag var stille, fordi den af eller anden grund skulle være stille. Derfor fik de voksne hurtigt gå-ud-at-leg-i-det-gode-vejr-stemmen på. Så stod man ude i regnvejret og kløede sig på underarmen, indtil man fandt nogle andre.
Så man kunne ryge i smug.
Daske ud på lossepladsen og smadre tv-apparater.
Stå nede i den kommunale legeplads’ arkitekttegnede legehuse og overtale Berit til at hive op i blusen og vise bryster.
Samt en hel masse andet så der alligevel kom en søndag ud af det.
Alt sammen bare fordi det var en naturlov, at søndage skulle være stille-far-hviler-sig.
På den baggrund er det beroligende, at flere og flere butikker har åbent om søndagen. Og at der er udvidet liv på motorvejene, hvor vi nu også søndag eftermiddag kan ligge i kølvandet på slingrende erhvervskøretøjer bemandet med polske chauffører, der smider de tomme flaske ud af vinduet. Søndagen er langt om længe blevet en del af virkeligheden. Hvor vi står i kø, polerer bil, køber ind, spekulerer på umættede fedtsyre i køen hos bageren, hvor man er nummer 83 i køen, tager i legeland, bliver stimuleret og har kvalitetstid sammen med børnene.
Det bedste ved hele udviklingen er, at vi bedre kan holde øje med de samme børn. De skulle jo nødigt rende rundt derude i legehusene, på lossepladsen og de tomme veje, få for mange gode ideer, se Berits bryster og drikke vand af haveslangen. Bare fordi de keder sig.
onsdag den 13. juni 2007
Overhalet af udviklingen
Det kan godt være, jeg er den eneste, der har undret mig: Men hver eneste gang et stykke nyt teknologi ser dagens lys, får vi at vide, at det alene er sat i verden med det formål at gøre vores liv enklere og bedre. Okay, dem, der opfandt atombomben, gik nok stille med dørene, men ellers.
Af eller anden grund, som nogen burde forske i, bliver resultatet ofte det modsatte. Telefonen blev opfundet: Resultat: Vi har ikke haft ro siden. Krudtet blev opfundet: Vi startede nogle krige, og det koncept udvikler vi stadig.
Sådan har det sikkert været gennem hele menneskehedens historie:
– Hvad siger du? Har du opfundet ilden? Hvad skal det til for? Hvad er der nu galt med råt kød, men det er typisk dig: Bare fordi noget er nyt og kan lyse – straks skal du have det. Og se nu dér: Nu brændte maden på!
Det er nok derfor, forskere tit føler sig misforstået. Vi er simpelthen uimodtagelige for nye muligheder. Vi køber mobiltelefoner i tonsvis, og når man ringer, siger en stemme, at der ingen kontakt er til mobiltelefonen. Vores e-mails læser vi heller ikke. Personligt tabte jeg betagelsen af fænomenet, da det gik op for mig, at alle mails med indledningen »get a free blowjob. . .« dækkede over, at jeg skulle sende mine kontokort-oplysninger til Samoa.
Men hvis nogen spørger, er vi alle tilhængere af udvikling. Vi kan bare ikke finde ud af den. Det er lige som sund mad. Vi går ind for det, og alligevel tager vi på. Det er altså ikke teknikken eller maden, der er noget i vejen med. Det er os.
Men det er jo klart med den udvikling, vi har sat i gang.
Af eller anden grund, som nogen burde forske i, bliver resultatet ofte det modsatte. Telefonen blev opfundet: Resultat: Vi har ikke haft ro siden. Krudtet blev opfundet: Vi startede nogle krige, og det koncept udvikler vi stadig.
Sådan har det sikkert været gennem hele menneskehedens historie:
– Hvad siger du? Har du opfundet ilden? Hvad skal det til for? Hvad er der nu galt med råt kød, men det er typisk dig: Bare fordi noget er nyt og kan lyse – straks skal du have det. Og se nu dér: Nu brændte maden på!
Det er nok derfor, forskere tit føler sig misforstået. Vi er simpelthen uimodtagelige for nye muligheder. Vi køber mobiltelefoner i tonsvis, og når man ringer, siger en stemme, at der ingen kontakt er til mobiltelefonen. Vores e-mails læser vi heller ikke. Personligt tabte jeg betagelsen af fænomenet, da det gik op for mig, at alle mails med indledningen »get a free blowjob. . .« dækkede over, at jeg skulle sende mine kontokort-oplysninger til Samoa.
Men hvis nogen spørger, er vi alle tilhængere af udvikling. Vi kan bare ikke finde ud af den. Det er lige som sund mad. Vi går ind for det, og alligevel tager vi på. Det er altså ikke teknikken eller maden, der er noget i vejen med. Det er os.
Men det er jo klart med den udvikling, vi har sat i gang.
mandag den 11. juni 2007
Når ordens-genet flytter hjemmefra
Kvinder mener som bekendt, at de kan have flere bolde i luften samtidig. Underforstået: Det kan mænd ikke. De kan end ikke slå brættet op, før de gør det der, vi ikke skal pære mere rundt i.
Det er den slags mantraer, kvinder bekræfter hinanden i, når de mødes i lukkede selskaber – for eksempel på en ensom pløjemark, hvor de i fuldmånens skær svinger støvsugerposer over hovedet, mens de messer: »Mænd kan ikke multitaske, mænd kan ikke multitaske. . .«
Sådan ved vi, at det foregår. Kvinder har overblik og kan organisere tingene.
Udsagnet finder imidlertid kun støtte hos folk, der ikke har prøvet at flytte for piger.
Men det har jeg.
Været med på det hold, der mødte lørdag klokken ni med opsmøgede ærmer og en lille æske myoser til at smøre på ryg og skuldre i løbet af dagen.
Og klar til at tage fat. I de flytteklasser fra Jem og Fix, som det multitaskende væsen med næsten religiøs iver havde lovet at erhverve sig, så det »ikke gik som sidst«.
Det havde al overbliks moder blot ikke fået gjort.
Så det gik som sidst:
Plasticposer hobede sig op som sandsække på et hollandsk dige fem minutter i orkan. I selskab med 17 papkasser, alle forskellige, men dog med ét fællestræk: Bunden var ved at gå ud af dem. Trætte, tics-plagede øjne spottede mindst to lamper, der ikke var monteret af og pillet ned. Samt 57 stykker af det nips, enhver kvinde kan fylde et hjem med, der stadig stod på hylderne.
Alt imens myoserne fandt deres plads, og hjernen sendte beskeden: Lang lørdag hen over den indre lystavle.
Det er den slags mantraer, kvinder bekræfter hinanden i, når de mødes i lukkede selskaber – for eksempel på en ensom pløjemark, hvor de i fuldmånens skær svinger støvsugerposer over hovedet, mens de messer: »Mænd kan ikke multitaske, mænd kan ikke multitaske. . .«
Sådan ved vi, at det foregår. Kvinder har overblik og kan organisere tingene.
Udsagnet finder imidlertid kun støtte hos folk, der ikke har prøvet at flytte for piger.
Men det har jeg.
Været med på det hold, der mødte lørdag klokken ni med opsmøgede ærmer og en lille æske myoser til at smøre på ryg og skuldre i løbet af dagen.
Og klar til at tage fat. I de flytteklasser fra Jem og Fix, som det multitaskende væsen med næsten religiøs iver havde lovet at erhverve sig, så det »ikke gik som sidst«.
Det havde al overbliks moder blot ikke fået gjort.
Så det gik som sidst:
Plasticposer hobede sig op som sandsække på et hollandsk dige fem minutter i orkan. I selskab med 17 papkasser, alle forskellige, men dog med ét fællestræk: Bunden var ved at gå ud af dem. Trætte, tics-plagede øjne spottede mindst to lamper, der ikke var monteret af og pillet ned. Samt 57 stykker af det nips, enhver kvinde kan fylde et hjem med, der stadig stod på hylderne.
Alt imens myoserne fandt deres plads, og hjernen sendte beskeden: Lang lørdag hen over den indre lystavle.
søndag den 10. juni 2007
Når store sandheder dør
Jeg ved det: Jeg er ved at blive så gammel og reaktionær, at jeg er begyndt at lyde som en plade med Grethe Sønck. Og lugte som et patcwork-tæppe, hvor der har ligget en våd hund. Alligevel eller måske netop derfor vil jeg påpege, at hverdagens store sandheder er ved at forsvinde ud af vores liv.
Ikke berusede vidtløftigheder som »Gud er død« og den slags pjat. Næ, de helt store sandheder, som mange er vokset op med:
– Hvis du bliver ved at skære grimasser, bliver det ansigt siddende en dag.
– Hvis du ikke klipper de tånegle, går der hul på dine sokker.
Det var sandheder: Der gik ganske rigtigt hul på sokkerne, og alle, der har modtaget et kontoudtog fra banken, har erkendt, at ansigtsudtrykket har det det med at blive siddende: Man ligner en, der har fået et slagtilfælde.
Den er altså god nok. Store sandheder udtrykker en fysisk realitet, der kan sættes på formel. I modsætning til de mere åbne udsagn, som man heller ikke længere møder så ofte:
– Hold op med at vippe på stolen.
– Hvorfor?
Fordi hvis du bliver ved, får du et par flade.
Her er ingen strengt videnskabelig argumentation på plads, men et praktisk forsøg vil vise, at teorien holder:
1) Jeg fortsætter med at vippe på stolen.
2) Jeg fik faktisk et par flade.
Tilbage er spørgsmålet: Hvorfor er de store sandheder forsvundet? Det kan skyldes, at vi lever i en tid uden absolutter. I stedet samtaler vi:
– Far, hvad er klokken?
– Ja, hvad synes du min dreng.
Ikke berusede vidtløftigheder som »Gud er død« og den slags pjat. Næ, de helt store sandheder, som mange er vokset op med:
– Hvis du bliver ved at skære grimasser, bliver det ansigt siddende en dag.
– Hvis du ikke klipper de tånegle, går der hul på dine sokker.
Det var sandheder: Der gik ganske rigtigt hul på sokkerne, og alle, der har modtaget et kontoudtog fra banken, har erkendt, at ansigtsudtrykket har det det med at blive siddende: Man ligner en, der har fået et slagtilfælde.
Den er altså god nok. Store sandheder udtrykker en fysisk realitet, der kan sættes på formel. I modsætning til de mere åbne udsagn, som man heller ikke længere møder så ofte:
– Hold op med at vippe på stolen.
– Hvorfor?
Fordi hvis du bliver ved, får du et par flade.
Her er ingen strengt videnskabelig argumentation på plads, men et praktisk forsøg vil vise, at teorien holder:
1) Jeg fortsætter med at vippe på stolen.
2) Jeg fik faktisk et par flade.
Tilbage er spørgsmålet: Hvorfor er de store sandheder forsvundet? Det kan skyldes, at vi lever i en tid uden absolutter. I stedet samtaler vi:
– Far, hvad er klokken?
– Ja, hvad synes du min dreng.
mandag den 4. juni 2007
En smøg uden røg, mad uden smag...
Rygning er efterhånden ved at være den sidste årsag til en ordentligt skænderi og en oase for udløsning af store følelser på arbejdspladsen. Og hvad sker der så?
En eller anden tankeløs – beeep! – opfinder den røgfri cigaret. Den skal sættes i produktion i løbet af få måneder, så vi kan få endnu et gnidningsfrit område at kede os i laser på.
Vi har dermed nået nye højder i en udvikling, hvor flere og flere ting skal slibes til, så de ikke giver anledning til noget som helst. Jeg mener: Vi har kaffe uden koffein, øl uden alkohol og tv-programmer uden indhold. Så det her skulle jo komme.
Fødevareindustrien har i årevis beskæftiget sig med mad uden smag. Måske er den blevet inspireret af pladebranchen og filmindustrien, der for mange år tilbage opdagede, at smagløse produkter sælger godt.
På et eller andet tidspunkt skulle det parlamentariske liv opdage tendensen, ellers ville det jo være uden kontakt til folkedybet. Derfor har vi de senere år fået politik uden indhold og partier uden program. Eller hoved og hale. Hvor alle skal have, og ingen skal undvære, og hvor det ikke må gøre ondt på nogen.
Sådan noget skal selvfølgelig kunne mærkes på os alle sammen, så her er måske forklaring på, at der bliver flere mænd uden empati, kvinder uden lyst og børn uden omsorg. Så har vi endda ikke nævnt dyr uden rettigheder og gode intentioner uden plads at være på.
Det er lige før, man får lyst til at gå ud og tænde op i en smøg. Puste røgskyer ud og skabe nogle aggressioner og noget liv.
En eller anden tankeløs – beeep! – opfinder den røgfri cigaret. Den skal sættes i produktion i løbet af få måneder, så vi kan få endnu et gnidningsfrit område at kede os i laser på.
Vi har dermed nået nye højder i en udvikling, hvor flere og flere ting skal slibes til, så de ikke giver anledning til noget som helst. Jeg mener: Vi har kaffe uden koffein, øl uden alkohol og tv-programmer uden indhold. Så det her skulle jo komme.
Fødevareindustrien har i årevis beskæftiget sig med mad uden smag. Måske er den blevet inspireret af pladebranchen og filmindustrien, der for mange år tilbage opdagede, at smagløse produkter sælger godt.
På et eller andet tidspunkt skulle det parlamentariske liv opdage tendensen, ellers ville det jo være uden kontakt til folkedybet. Derfor har vi de senere år fået politik uden indhold og partier uden program. Eller hoved og hale. Hvor alle skal have, og ingen skal undvære, og hvor det ikke må gøre ondt på nogen.
Sådan noget skal selvfølgelig kunne mærkes på os alle sammen, så her er måske forklaring på, at der bliver flere mænd uden empati, kvinder uden lyst og børn uden omsorg. Så har vi endda ikke nævnt dyr uden rettigheder og gode intentioner uden plads at være på.
Det er lige før, man får lyst til at gå ud og tænde op i en smøg. Puste røgskyer ud og skabe nogle aggressioner og noget liv.
søndag den 27. maj 2007
Jeg er på den - oven i købet forkert på den
Forleden fik jeg at vide, at jeg lignede en gymnasielærer.
Det var ikke pænt ment. Nærmest lidt som når man siger til folk, at de har en bussemand siddende på kinden, og der har den for øvrigt siddet hele formiddagen.
Ramt af den kollegiale kritiks giftpile kiggede jeg ned af mig selv og kunne da godt se, at der var noget ulevet liv med lunken te, ruskindshabit og ristet toastbrød over det hele.
Mens fornemmelsen af at være en bog fuld af unyttig viden bredte sig som eksem på en ankel, der har trådt i nogle brændenælder, blev jeg grebet af en erkendelse, der er lige så opmuntrende som en sigtelse for dobbeltmord:
Jeg har altid været forkert klædt på til livet. Er altid kommet for sent. Og i det forkerte tøj.
Det begyndte allerede, da jeg var lille, og mine forældre pressede mig ned i tidens sunde solgryns-uniform: Blå blazer, ternede bukser og kæk kasket. Det blev børn dengang kun, når de skulle fotograferes, og jeg kan lide så godt sige det, som det er: Jeg lignede Lille-Per, mens han bliver snuset i skridtet af en hund.
Siden gik det slag i slag, mens jeg som en anden Mr. Bean fægtede mig igennem tilværelsens prøverum. Med spejle og ekspedienter, der sagde alt. Bare ikke sandheden:
Da jeg langt om længe selv kunne bestemme min hårlængde, gik jeg rundt med Suzi Quatro-frisure, mens andre mænd lignede Arnold Schwarnezegger som konfirmand.
Da firserne angreb, og mænd optrådte i halvlange læderfrakker på cafeer, mens de sagde ord som "postmodernistisk" og "trip-hop" - gerne med ansigtet fuld af Don Johnson-skægstubbe - kom jeg ikke med til festen, fordi mine halvfjerdser-skjorteflipper, der lignede signalflag, sad fast i døren.
Jeg er simpelthen uegnet til at begå mig i et samfund, der kræver fornemmmelse for omgivelsernes forventninger til præsentationen. Det forklarer også, hvorfor jeg har det bedst sammen med folk, der kan finde på at klø sig i skridtet i bussen.
Mens jeg tænker på alle de støvede fotos af mig i dåbskjole, der lå på kakkelbordet, hvor billederne fik brune ringe af efterladte kaffekopper, mens familiens tanter og moster diskuterede:
- Han har sin mors maskuline hage, og burde de ikke overveje at få drengens ører lagt ind..?
Det var ikke pænt ment. Nærmest lidt som når man siger til folk, at de har en bussemand siddende på kinden, og der har den for øvrigt siddet hele formiddagen.
Ramt af den kollegiale kritiks giftpile kiggede jeg ned af mig selv og kunne da godt se, at der var noget ulevet liv med lunken te, ruskindshabit og ristet toastbrød over det hele.
Mens fornemmelsen af at være en bog fuld af unyttig viden bredte sig som eksem på en ankel, der har trådt i nogle brændenælder, blev jeg grebet af en erkendelse, der er lige så opmuntrende som en sigtelse for dobbeltmord:
Jeg har altid været forkert klædt på til livet. Er altid kommet for sent. Og i det forkerte tøj.
Det begyndte allerede, da jeg var lille, og mine forældre pressede mig ned i tidens sunde solgryns-uniform: Blå blazer, ternede bukser og kæk kasket. Det blev børn dengang kun, når de skulle fotograferes, og jeg kan lide så godt sige det, som det er: Jeg lignede Lille-Per, mens han bliver snuset i skridtet af en hund.
Siden gik det slag i slag, mens jeg som en anden Mr. Bean fægtede mig igennem tilværelsens prøverum. Med spejle og ekspedienter, der sagde alt. Bare ikke sandheden:
Da jeg langt om længe selv kunne bestemme min hårlængde, gik jeg rundt med Suzi Quatro-frisure, mens andre mænd lignede Arnold Schwarnezegger som konfirmand.
Da firserne angreb, og mænd optrådte i halvlange læderfrakker på cafeer, mens de sagde ord som "postmodernistisk" og "trip-hop" - gerne med ansigtet fuld af Don Johnson-skægstubbe - kom jeg ikke med til festen, fordi mine halvfjerdser-skjorteflipper, der lignede signalflag, sad fast i døren.
Jeg er simpelthen uegnet til at begå mig i et samfund, der kræver fornemmmelse for omgivelsernes forventninger til præsentationen. Det forklarer også, hvorfor jeg har det bedst sammen med folk, der kan finde på at klø sig i skridtet i bussen.
Mens jeg tænker på alle de støvede fotos af mig i dåbskjole, der lå på kakkelbordet, hvor billederne fik brune ringe af efterladte kaffekopper, mens familiens tanter og moster diskuterede:
- Han har sin mors maskuline hage, og burde de ikke overveje at få drengens ører lagt ind..?
søndag den 13. maj 2007
underholdning og andre trusler
De kloge siger, vi lever i en trusselskultur. Ja, det skal jeg da love for. Og en af de meget udbredte, men sørgeligt ignorerede, er: "Underholdning for hele familien". Det er ikke en trussel skrevet anonymt på brunt indpakningspapir af desperate mænd med elefanthuer og bombebælter. Tværtimod står den slags tit på et opslag i den lokale ugeavis - flankeret af små dannebrogsflag i nydelige, blå skyer. Et typisk eksempel kan være:
"Kom til centrumbutikkernes store 3½ års fødselsdagsudsalg på Centerpladsen bag Ærlige Bents Brugte biler på lørdag. Der er en gratis Euro-palle til de første 100 gæster. Klovnen Blinky Børnelokker optræder. Underholdning for hele familien."
Det er ikke trussel, ret mange danskere - i hvert fald i provinsen - kan sidde overhørig. Rundt om på fredelige villaveje er mænd allerede ved at iklæde sig vatteret jakke og sorte træsko uden hæl for at sikre sig en plads blandt de første 100, der får en Euro-palle. De kører i 258 Toyota'er, der er så ens, at ejerne er nødt til at skrive registreringsnummeret ned i hånden for at kunne finde deres bil henne ved Centerpladsen.
Af sted går det. Med børn på bagsædet og konens stemme ekkoende i ørerne: "Husk de har hundemad til halv pris, hvis man køber 130 kilo" (så får han også brug for Euro-pallen).
Af sted går det. Til udsalg, underholdning for hele familien og en rask konkurrence, hvor børnene kan vinde fem kilo vingummibamser.
Og hjem går det. Med Euro-palle, 130 kilo hundemad, og børn der sidder på bagsædet og prutter fem kilo vingummibamser ud i bilen. Man "har fået en dag ud af det."
Underholdning for hele familien bygger på en filosofi om, at børn og voksne røres, bevæges og mores ved det samme. Hvad der også er en nærliggende tanke i en kultur, hvor mænd tæt på efterlønsalderen promenerer på gågaden med trofæ-børn i klapvogn og kone nummer to, der blev færdig med sin uddannelse, da han fik sin første åreknude. Og hvor kvinder med panikrødt hår rask væk taler om "pigefrokost", selv om der ikke er skyggen af en kvinde under 30 til stede ved det arrangement. Hvor ingen vil være ved, hvem de er, men mødes alle andre steder.
"Kom til centrumbutikkernes store 3½ års fødselsdagsudsalg på Centerpladsen bag Ærlige Bents Brugte biler på lørdag. Der er en gratis Euro-palle til de første 100 gæster. Klovnen Blinky Børnelokker optræder. Underholdning for hele familien."
Det er ikke trussel, ret mange danskere - i hvert fald i provinsen - kan sidde overhørig. Rundt om på fredelige villaveje er mænd allerede ved at iklæde sig vatteret jakke og sorte træsko uden hæl for at sikre sig en plads blandt de første 100, der får en Euro-palle. De kører i 258 Toyota'er, der er så ens, at ejerne er nødt til at skrive registreringsnummeret ned i hånden for at kunne finde deres bil henne ved Centerpladsen.
Af sted går det. Med børn på bagsædet og konens stemme ekkoende i ørerne: "Husk de har hundemad til halv pris, hvis man køber 130 kilo" (så får han også brug for Euro-pallen).
Af sted går det. Til udsalg, underholdning for hele familien og en rask konkurrence, hvor børnene kan vinde fem kilo vingummibamser.
Og hjem går det. Med Euro-palle, 130 kilo hundemad, og børn der sidder på bagsædet og prutter fem kilo vingummibamser ud i bilen. Man "har fået en dag ud af det."
Underholdning for hele familien bygger på en filosofi om, at børn og voksne røres, bevæges og mores ved det samme. Hvad der også er en nærliggende tanke i en kultur, hvor mænd tæt på efterlønsalderen promenerer på gågaden med trofæ-børn i klapvogn og kone nummer to, der blev færdig med sin uddannelse, da han fik sin første åreknude. Og hvor kvinder med panikrødt hår rask væk taler om "pigefrokost", selv om der ikke er skyggen af en kvinde under 30 til stede ved det arrangement. Hvor ingen vil være ved, hvem de er, men mødes alle andre steder.
Abonner på:
Opslag (Atom)
