Sidesting af bar selvkritik

Jeg må se det i øjnene – hvis jeg kan få dem op: Jeg er kommet i den alder, hvor ansigtet har det lige som flaget. Det er pænest i modvind.
Ellers ligner det til dagligt en badebold, der har tabt det meste af luften og nu ligger i en krog og siger hvisle-lyde. Ved festlige lejligheder efter midnat kan det også antage form af et stykke julesylte, nogen har smidt to rosiner i.
Med andre ord: Jeg kan ikke længere placeres i noget sociologisk farvesegment. Med det leverpostejfarvede som mulig undtagelse. Det er dér, hvor tidligere tiders aha-oplevelser er blevet afløst af uha-oplevelser – på badevægten og foran spejlet. Og hvor resten af tilværelsen mest består af gab-oplevelser.
Hvor spændingen har forladt hverdagen og har sat sig i nakken og i skuldrene. Hvor mange tror, at MTV er et blodtryksmedikament, og DK 4 er noget, man ser.
Hvor mænd har fået bryster, og hvor kvinderne har fået hår på deres. Hvor mænd ikke kan binde snørebånd på åben gade, fordi andre så ser den voksende plet. Og hvor kvinder bliver mere runde udvendigt og mere firkantede indvendigt.
Hvor vi bliver overfaldet af modepolitiet, fordi vi går i T-shirt, og det dur simpelthen ikke, fordi maven ligner et slapt bilsædebetræk, nogen har tabt en navle ned ad.
Til gengæld kan vi glæde os over visdom, indsigt, ro og meningsfyldte samtaler. Også blandt mænd:
– Kan du stadig to gange?
– Ja, da.
– Kan du også to gange?
– Ja, da.
–Hvilket er bedst?
– Den om efteråret.

Lumre lyst-læsere

Om sommeren kan lystlæserne endelig smide smudsomslaget, komme ud af bogskabet og vifte med æselørerne. På denne tid bliver deres tilbøjelighed lidt mindre kriminel. Man bliver ikke set skævt til, fordi man henover kartoffelsalaten til sommerfesten meddeler, at man er ved at læse en bog. Sådan bare for sin fornøjelses skyld.
Tværtimod. Sommer betyder bar røv og bikini, og den årstid er tolerant. Aviserne bringer serier som >min yndlingsbog<. Hvis man keder sig i sommervarmen, skal man >læse en god bog<, hævder boghandlerne. Lidt ligesom når lægen siger, man skal skrubbe hjem i seng, hvis man har feber. At kede sig er centralt, når vi beskæftiger os med den fortielse, lystlæserne udsættes for. Det er ikke fordi, nationen læser mindre. Tværtimod går en stadig større del af vores liv med at læse e-mails, rudebreve, tilbudsaviser, varedeklarationer, undertekster på tv samt manualer til håndmiksere. Men det er noget andet. Det handler om overlevelse og om at undgå det nederlag, det er, at se et parti gratis pejsebrænde gå ens næse forbi i Den Blå Avis. Men at læse for sjov og for lyst. Det kan man gøre, når man keder sig. Og når der ikke er noget bedre i fjernsynet. Ellers ikke. Ganske vist bliver forlagene ved at råbe ind i ansigterne på alle, at de sælger flere bøger, men hvorfor taler vi så aldrig om vores kup på hylderne? Hvorfor står vi ikke frem og siger: - Ja, jeg læser romaner. Hvorfor er det tabu, ligesom når vi piller bussemænd med hår på og opdager, at vi i årevis har udtalt ordet foyer forkert? Fordi lystlæsningen er tabu. Har vi måske nogensinde mødt et menneske præsentere sig som læser? Jo bevares - journalister kender de her irriterende typer, der ringer og siger:
- Ja, jeg er af læser af Jeres avis og kan ikke forstå, at der er så mange stavefejl i den.
Men ellers. Kender vi nogen, der åbent indrømmer, at de læser bøger? Altså for sjov. Suger følelser, indtryk, drama og oplevelser til sig? Som trang og tilbøjelighed.
Kunne man forestille sig en nybagt far stå ved hækken og om sin søn sige:
- Jeg håber, han bliver en stor læser?
Nej vel.
Kunne vi finde på at skrive i en kontaktannonce: >Jeg tænder på det skrevne ord<. Helt ærligt. Jeg gad også godt se ham, der står nede ved cafeens bar og prikker en 19-årig D-skål på den solbrune skulder og sige:
- Hvaa’ - skal jeg læse højt for dig i aften?
Nej. Ingen praler af det. Vi vil ikke ønske det for vores børn, og det er ikke særligt sexet. Men lystlæserne findes. Det kan vi se på salgstallene. Måske mødes de i lukkede selskaber lige som Anonyme Alkoholikere:
- Ja, jeg er Bent. Jeg er tvangslæser. Jeg har ikke villet se det i øjnene, indtil jeg røg på ”Ringenes Herre”, men så sagde min kone, at jeg kunne have malet carporten og bygget en udestue på den tid, jeg brugte på at læse det lort. Og så kunne jeg godt se, jeg havde et problem.
- Ja, jeg hedder Erik. Jeg forstår enormt godt, hvordan du føler det, Bent. Jeg har været på Kirkegaard, siden jeg var 13. Da jeg var 17 begyndte jeg at vågne om natten og sige ord som eksistentialisme i søvne. Nu er jeg 30, og de siger, der ikke er noget at stille op. Jeg dør af indsigt.
Måske handler det om, at skønlitteratur er suspekt. Det lugter af ulevet liv. Oser af strikkede veste med ruskindslapper på albuerne, ristet brød med smør og te klokken 20. Noget hengemt.
Og værst af alt: Det lugter af en tro på, at man kan trække tråde, sige aha og bruge andres erfaringer og fantasi til noget. Hvad der er en alvorlig fodfejl i en kultur, hvor ikke så få ignoranter tror, de skal opfinde den dybe tallerken hver dag. Og gebærder sig som om de faktisk gjorde det.

Og pludselig blev der tyst...

I gamle dage, dengang tv hed fjernsyn og sendte i sorthvid, fordi også livet blev holdt i grå toner, havde søndag en særlig status. Når man vågnede om morgenen i stribet nattøj - som der stod i loven, at alle drenge skulle bruge - vidste man med det samme, når det var søndag. Med et moderne ord kunne man beskrive sin viden om søndagens særlige natur som stilhed. Men ordet dækker dårligt, måske især fordi det er moderne. Ordet tyst er meget bedre. Fordi det er gammeldags, og fordi søndagen derude bag rullegardinet var gammeldags.
Hele verden var blevet enig med sig selv om at gå i stå. Alt stod stille. Eneste synligt tegn på liv var noget væltet legetøj på plæner, hvor ejerne havde efterladt det lørdag aften, da ordet >spiseeeeeee< lød ud ad vinduet. Så spiste man. Sammen og på én gang. Derefter gik alle i seng. Som på kommando. I selskab med Otto Leisner og kaffekopper på kakkelborde.
Søndag morgen var kun tystheden. Alle veje, fra markveje til motorveje, lå øde hen. I byens gader var der ikke så meget som en løs hund. Kun hos bageren var der mennesker, men de kunne kun vælge mellem rundstykker, kryddere og horn. De skulle ikke have en parlør med for at huske på andalusisk bjergbrød bagt i stenovn eller kende den dybere forskel på håndværkere og grove håndværkere. Så hos bageren blev der også hurtigt stille.
Med andre ord: Søndage var lige så spændende som finske tv-spil. Og lige så langtrukne. Af samme grund hadede alle børn søndage. Ugens sidste dag var stille, fordi den af eller anden grund skulle være stille. Derfor fik de voksne hurtigt gå-ud-at-leg-i-det-gode-vejr-stemmen på. Så stod man ude i regnvejret og kløede sig på underarmen, indtil man fandt nogle andre.
Så man kunne ryge i smug.
Daske ud på lossepladsen og smadre tv-apparater.
Stå nede i den kommunale legeplads’ arkitekttegnede legehuse og overtale Berit til at hive op i blusen og vise bryster.
Samt en hel masse andet så der alligevel kom en søndag ud af det.
Alt sammen bare fordi det var en naturlov, at søndage skulle være stille-far-hviler-sig.
På den baggrund er det beroligende, at flere og flere butikker har åbent om søndagen. Og at der er udvidet liv på motorvejene, hvor vi nu også søndag eftermiddag kan ligge i kølvandet på slingrende erhvervskøretøjer bemandet med polske chauffører, der smider de tomme flaske ud af vinduet. Søndagen er langt om længe blevet en del af virkeligheden. Hvor vi står i kø, polerer bil, køber ind, spekulerer på umættede fedtsyre i køen hos bageren, hvor man er nummer 83 i køen, tager i legeland, bliver stimuleret og har kvalitetstid sammen med børnene.
Det bedste ved hele udviklingen er, at vi bedre kan holde øje med de samme børn. De skulle jo nødigt rende rundt derude i legehusene, på lossepladsen og de tomme veje, få for mange gode ideer, se Berits bryster og drikke vand af haveslangen. Bare fordi de keder sig.

Overhalet af udviklingen

Det kan godt være, jeg er den eneste, der har undret mig: Men hver eneste gang et stykke nyt teknologi ser dagens lys, får vi at vide, at det alene er sat i verden med det formål at gøre vores liv enklere og bedre. Okay, dem, der opfandt atombomben, gik nok stille med dørene, men ellers.
Af eller anden grund, som nogen burde forske i, bliver resultatet ofte det modsatte. Telefonen blev opfundet: Resultat: Vi har ikke haft ro siden. Krudtet blev opfundet: Vi startede nogle krige, og det koncept udvikler vi stadig.
Sådan har det sikkert været gennem hele menneskehedens historie:
– Hvad siger du? Har du opfundet ilden? Hvad skal det til for? Hvad er der nu galt med råt kød, men det er typisk dig: Bare fordi noget er nyt og kan lyse – straks skal du have det. Og se nu dér: Nu brændte maden på!
Det er nok derfor, forskere tit føler sig misforstået. Vi er simpelthen uimodtagelige for nye muligheder. Vi køber mobiltelefoner i tonsvis, og når man ringer, siger en stemme, at der ingen kontakt er til mobiltelefonen. Vores e-mails læser vi heller ikke. Personligt tabte jeg betagelsen af fænomenet, da det gik op for mig, at alle mails med indledningen »get a free blowjob. . .« dækkede over, at jeg skulle sende mine kontokort-oplysninger til Samoa.
Men hvis nogen spørger, er vi alle tilhængere af udvikling. Vi kan bare ikke finde ud af den. Det er lige som sund mad. Vi går ind for det, og alligevel tager vi på. Det er altså ikke teknikken eller maden, der er noget i vejen med. Det er os.
Men det er jo klart med den udvikling, vi har sat i gang.

Når ordens-genet flytter hjemmefra

Kvinder mener som bekendt, at de kan have flere bolde i luften samtidig. Underforstået: Det kan mænd ikke. De kan end ikke slå brættet op, før de gør det der, vi ikke skal pære mere rundt i.
Det er den slags mantraer, kvinder bekræfter hinanden i, når de mødes i lukkede selskaber – for eksempel på en ensom pløjemark, hvor de i fuldmånens skær svinger støvsugerposer over hovedet, mens de messer: »Mænd kan ikke multitaske, mænd kan ikke multitaske. . .«
 
Sådan ved vi, at det foregår. Kvinder har overblik og kan organisere tingene.
Udsagnet finder imidlertid kun støtte hos folk, der ikke har prøvet at flytte for piger.
Men det har jeg.
Været med på det hold, der mødte lørdag klokken ni med opsmøgede ærmer og en lille æske myoser til at smøre på ryg og skuldre i løbet af dagen.
Og klar til at tage fat. I de flytteklasser fra Jem og Fix, som det multitaskende væsen med næsten religiøs iver havde lovet at erhverve sig, så det »ikke gik som sidst«.
Det havde al overbliks moder blot ikke fået gjort.
Så det gik som sidst:
Plasticposer hobede sig op som sandsække på et hollandsk dige fem minutter i orkan. I selskab med 17 papkasser, alle forskellige, men dog med ét fællestræk: Bunden var ved at gå ud af dem. Trætte, tics-plagede øjne spottede mindst to lamper, der ikke var monteret af og pillet ned. Samt 57 stykker af det nips, enhver kvinde kan fylde et hjem med, der stadig stod på hylderne.
Alt imens myoserne fandt deres plads, og hjernen sendte beskeden: Lang lørdag hen over den indre lystavle.

Når store sandheder dør

Jeg ved det: Jeg er ved at blive så gammel og reaktionær, at jeg er begyndt at lyde som en plade med Grethe Sønck. Og lugte som et patcwork-tæppe, hvor der har ligget en våd hund. Alligevel eller måske netop derfor vil jeg påpege, at hverdagens store sandheder er ved at forsvinde ud af vores liv.
Ikke berusede vidtløftigheder som »Gud er død« og den slags pjat. Næ, de helt store sandheder, som mange er vokset op med:
– Hvis du bliver ved at skære grimasser, bliver det ansigt siddende en dag.
– Hvis du ikke klipper de tånegle, går der hul på dine sokker.
Det var sandheder: Der gik ganske rigtigt hul på sokkerne, og alle, der har modtaget et kontoudtog fra banken, har erkendt, at ansigtsudtrykket har det det med at blive siddende: Man ligner en, der har fået et slagtilfælde.
Den er altså god nok. Store sandheder udtrykker en fysisk realitet, der kan sættes på formel. I modsætning til de mere åbne udsagn, som man heller ikke længere møder så ofte:
– Hold op med at vippe på stolen.
– Hvorfor?
Fordi hvis du bliver ved, får du et par flade.
Her er ingen strengt videnskabelig argumentation på plads, men et praktisk forsøg vil vise, at teorien holder:
1) Jeg fortsætter med at vippe på stolen.
2) Jeg fik faktisk et par flade.
Tilbage er spørgsmålet: Hvorfor er de store sandheder forsvundet? Det kan skyldes, at vi lever i en tid uden absolutter. I stedet samtaler vi:
– Far, hvad er klokken?
– Ja, hvad synes du min dreng.

En smøg uden røg, mad uden smag...

Rygning er efterhånden ved at være den sidste årsag til en ordentligt skænderi og en oase for udløsning af store følelser på arbejdspladsen. Og hvad sker der så?
En eller anden tankeløs – beeep! – opfinder den røgfri cigaret. Den skal sættes i produktion i løbet af få måneder, så vi kan få endnu et gnidningsfrit område at kede os i laser på.
Vi har dermed nået nye højder i en udvikling, hvor flere og flere ting skal slibes til, så de ikke giver anledning til noget som helst. Jeg mener: Vi har kaffe uden koffein, øl uden alkohol og tv-programmer uden indhold. Så det her skulle jo komme.
Fødevareindustrien har i årevis beskæftiget sig med mad uden smag. Måske er den blevet inspireret af pladebranchen og filmindustrien, der for mange år tilbage opdagede, at smagløse produkter sælger godt.
På et eller andet tidspunkt skulle det parlamentariske liv opdage tendensen, ellers ville det jo være uden kontakt til folkedybet. Derfor har vi de senere år fået politik uden indhold og partier uden program. Eller hoved og hale. Hvor alle skal have, og ingen skal undvære, og hvor det ikke må gøre ondt på nogen.
Sådan noget skal selvfølgelig kunne mærkes på os alle sammen, så her er måske forklaring på, at der bliver flere mænd uden empati, kvinder uden lyst og børn uden omsorg. Så har vi endda ikke nævnt dyr uden rettigheder og gode intentioner uden plads at være på.
Det er lige før, man får lyst til at gå ud og tænde op i en smøg. Puste røgskyer ud og skabe nogle aggressioner og noget liv.