En sikker salgssucces er de her livsstils-håndbøger, der prøver at overbevise læserne om, at mænd og kvinder er fra hver deres planet.
Det er især kvindelige forfattere, der har succes med at opfatte det andet køn som stammende fra en planet, hvor beboerne lever af at spille old boys-fodbold og drikke øl. Og som derfor skal have oversat, forklaret og gentaget, hvordan kvinder ser på livet. I pixibog-sprog. Det er det, vi kunne kalde »hør-efter-hvad-jeg-mener-og-ikke-hvad-jeg-siger«-litteraturen. Det er der åbenbart penge i, så jeg vil også være med.
Nu synes jeg nok, det er meget at begynde med en hel bog, så jeg vil i første omgang nøjes med en oplistning af ting, >mænd ville elske at kvinder vidste<.
Den liste kan kvinderne så hænge op på køleskabsdøren med en af de små magneter, som mange af dem alligevel bruger til at bekæmpe eksistentiel angst med:
1) Jo, du er for tyk. Men hvis ikke du vil kende svaret så lad være at spørge.
2) Vi skal i byen nu, og det tøj, du har taget på er fint. Helt fint. Det er rigtig okay. Du ser godt ud. Jo du gør. . . Kom nuuuuu!
3) Jeg har én gang sagt, at jeg elsker dig. Og jeg skal nok meddele, hvis det ændrer sig.
4) Power-shopping er ikke sport.
5) Øl betyder for mig, hvad bælter og håndtasker betyder for dig.
6) Du har tøj nok.
7) Du har for mange sko.
8) Jeg har tre par, og jeg klarer mig udmærket.
9) Lad være at græde. Det er afpresning.
10) Vi slår ikke det bræt op. Så fat det dog.
11) Fersken er en frugt. Ikke en farve. Og da slet ikke til sofaer.
12) Vi klør os i skridtet, fordi det faktisk klør.
13) Din mistanke er helt rigtig: Vi er faktisk ikke tankelæsere.
tirsdag den 10. juli 2007
En rigtig mandesnak
Der var nok mange mænd der manglede ord, da de så tv forleden. Her fortalte man, at forskere har opdaget, at kvinder og mænd bruger lige mange ord, når de taler.
Det var noget af et chok for det køn, der bryster sig af, at der findes to svar, der er brugbare i enhver situation:
1) Ja.
2) Nej.
Og som fortæller vittigheder som:
– Ved du, hvorfor kvinder strikker?
– Nej!
For at have noget at tænke på, mens de snakker.
Så griner mændene og bruger ikke flere ord på den slags selvfølgeligheder. Så vi blev lettere mundlamme, da nogle emsige forskere har snaget i, at mænd og kvinder taler lige meget. Der burde tales med store bogstaver til sådan nogle forskere, for hvad er der så snart tilbage af kønsforskelle? Bortset fra mænds genetisk bestemte trang til at klø sig i skridtet og kvinders notoriske uvilje mod at folde autokort rigtigt sammen.
Måske bygger forskrækkelsen i virkeligheden på et overset faktum: Nemlig at kvinder er udmærket i stand til at bringe en sag til afslutning med meget få ord.
Som den nygifte kvinder med kriger-frisure, der forleden i tv skulle forklare, hvor hun skulle giftes den 07.07.07:
– Jo, for så er der en chance for, at han kan huske dagen. Datoer er jo ikke hans stærke side, lød det med røg ud ad begge næsebor.
Ved siden af sad brudgommen og lignede en hundehvalp der var slået bagi med en avis, fordi den har tisset på tæppet. Og han var en rigtig mand. Sagde ikke noget. Ikke en gang vuf.

søndag den 1. juli 2007
Prinsessedåb, piberygning og panik fra morgenstunden
Indrømmet: Jeg har samme forhold til kongehuset som til sport:
1) Alle andre end mig har tilsyneladende fattet, hvorfor det betyder noget som helst.
2) Samfundet går i stå, når de foretager sig noget ekstraordinært i den verden.
3) Har vi ikke set det hele før?
Det sidste fik jeg bekræftet med eftertryk søndag den 1. juli, da nationen havde en helt særlig anledning til at bære morgenhår: En prinsesse skulle døbes.
Min i øvrigt elskelige samlever tændte fjernsynet på et tidspunkt, da jeg stadig var optaget af at spekulere over, hvorfor birkes altid skal smuldre sådan.
- Skal det sige sådan, forhørte jeg mig, fordi jeg ikke ved, hvordan tv-apparater lyder om morgenen.
Jo. Det skulle lyde sådan. Meget højt, insisterende og - lige som birkes - være uden ret meget indhold. Så der skulle gå næsten tre timer med. . . ikke ret meget.
Hvor meget lidt af lidt fremgik, da min elskelige... osv. kom ud i køkkenet klokken ni og med øjenbrynene helt oppe i Far Til Fire-højde sagde:
- Kirken er allerede fyldt, og dåben er først klokken 11.30. Per Stig Møller sidder der også...
Da må jeg indrømme, at jeg satte mig op i stolen og blev en del af den almindelige ophidselse:
- Det er løgn. Så skal de stakkels mennesker sidde der i to og en halv time. Kirkebænke er noget, ergoterapeuter brænder under deres årlige hekse-sabatter. . .
- Ja, sagde den elskelige.. osv.
og føjede det lammende slag med heksehammeren til:
- Og så Per Stig Møller, der er pibryger. . .
Nu har jeg ikke selv røget, siden jeg mente at vide bedre. Men alligevel: Per Stig Møller. Det pæne menneske. Regeringens klogeste mand og med et intellekt, som Anders Fogh Rasmussen, hvis han har en overbærende bankrådgiver, kan få et lån i. Jeg mener: Jeg ville bygge
en udestue og lade Per Stig Møller flytte ind med pibe, Weekendavisen og Chesterfield-stol, hvis det skulle være.
Sad jeg og tænkte forarget. Indtil min elskede. . . osv. kom ud i køkkenet og sagde:
- Nå, men de der billeder fra kirken var genudsendelse fra en tidligere, kongelig begivenhed.
Så faldt der ro på. Tv-stationerne sendte blot en transmission fra før, tingene skete.
Problemet var altså blot, at de havde nogle højtlønnede folk til at stå udenfor kirken og uden for virkeligheden og meddele, at her står jeg, og der er to timer, til de første gæster kommer, men der går en mand og fejer blade op. Tilbage til dig i studiet, Jesper.
Det kan man ikke fylde en seerflade, der skal være større end virkeligheden, med. Så de tog lidt fra en tidligere virkelighed. Fyldte fladen. Og alle dør lidt imens.
Men jeg var s'gu da lettet over at konstatere, at Per Stig Møller ikke sad på en kirkebænk med en komfort som en russiske grænsebom - uden sin pibe. For så afspejler tv godt nok for meget virkeligheden. Og så må de hellere lade være.

fredag den 29. juni 2007
Forbrugsfest med fatale følger
Jeg har bidraget til forbrugsfesten og købt ny mobiltelefon. Vel vidende at jeg bidrager til den globale opvarmning og måske er skyld i at barn i Kina får slidgigt i fingrene.
Og så har jeg skyndt mig at føje endnu en tanke til:
- Det går s’gu nok.
Under alle omstændigheder har jeg en folkevandring af udskyldninger parat til at forsvare min investering. Min gamle mobiltelefon var – netop gammel. Ikke at den ikke fungerede. Tværtimod: Når den lå i min brystlomme og ringede, ringede alle andre 112, fordi de troede, min pacemaker var eksploderet. Til gengæld var den så tung, at når jeg lagde den i jakkelommen, fik jeg en gangart som Klokkeren fra Notre Dame. Og hvis jeg tog mobilen frem mellem folk under 30 år, sagde de:
– Ti, hi tager den også imod to-kroner?
Den slags er undergravende for en i forvejen vaklende selvtillid. Altså fandt jeg en stille, skyggefuld krog nede i den anden ende af haven. Og trådte på den. Nu ligger den begravet ved siden af rabarberbedet med sin egen mindeplade: Hvem ka’? Nokia.
Dens afløser er som en kvindelig tennisspiller fra Rusland: En lille, smart sag.
Desværre er den lige så svær at kommunikere med. Jeg har læst manualen igennem med en sådan grundighed, at man skulle tro, jeg var tysker, men det er ikke dér problemet ligger. Det ligger i fingrene. Mens taster bliver mindre, bliver de desværre større. Det går især ud over SMS-trafikken, hvor mine beskeder ser ud som, om de faktisk er skrevet af en russer. Nu kan jeg godt frygte, at tasterne på mit pc-tastatur går samme vej, for såskjvbkcvjfkdggfkl.

tirsdag den 26. juni 2007
Må Gud bevare dig - og især din bil
Efter sigende skal man høre meget, før ørerne falder af. Men hvad hvis man læser noget, man dårligt tror? Triller øjnene så ud som bolde i tv-lotto? I så fald fik jeg en sekser og en toer, da jeg forleden læste, at Paven har været sysselsat med at udstikke religiøse retningslinjer for bilkørsel.
Et af de pavelige forbud siger, at vi ikke må køre med spiritus i blodet. Det er ret godt tænkt. Det har det verdslige retssamfund også pukket på i årevis, uden at det hjulpet lige meget alle steder.
Der er andre fornuftige og rimelige påbud og forbud i »retningslinjer for den pastorale opførsel i trafikken« (ja, det hedder det. Det er ikke noget, jeg har fundet på.) Blandt andet skal man:
Lade være at køre fodgængere ned.
Overholde fartbegrænsningerne.
Undgå »grimme attituder over for andre trafikanter«.
Noget af det her kommer Paven altså ikke langt med i Roms myldretid. . .
Så er der en, der virker lidt kryptisk: »Du må ikke opfatte bilen som redskab for personlig heltedyrkelse«.
Jeg har valgt at tolke det sådan, at det er slut med at drøne ned ad stillevejen med 95 km. i timen, i pastelfarvet habit og med blå blink på taget, mens jeg siger som temaet fra »Miami Vice«.
Det fremgår ikke, om de pavelige retningslinjer kun gælder katolikker, men andre må kunne lade sig inspirere.
Muslimer for eksempel:
– Undgå at burkaen vikler sig rundt om gearstangen.
– Pligten til fem daglige bønner gælder ikke når du kører med 180 ud ad motorvejen. Benyt i stedet muligheden, når du alligevel hænger fast i morgentrafikken.
Danske protestanter:
– Hold op med at pille næse hver gang, du holder for rødt lys. Det er ikke en guddomenligt påbud, men er du klar over hvor åndssvag, du ser ud. . ?

mandag den 25. juni 2007
Ualmindelig almindelig
Der er ikke noget som almindelige mennesker. Almindelige mennesker er i høj kurs. Det kan godt være, de ikke ved det selv, men sådan forholder det sig.
Nogle gange opdager mange almindelige mennesker, at de, eller rettere deres almindelige liv, er penge værd. Det sker som regel efter, at journalisterne har holdt møde, hvor de har konstateret, at folk, især de almindelige, ikke køber aviser:
– Vi skal have nogle flere almindelige mennesker i spalterne, råber cheferne.
Så farer journalisterne ud for at få kontakt med almindelige mennesker. Og kommer farende tilbage igen:
– Mødte I nogle almindelige mennesker. Hvordan er deres liv. Hvad lavede de, råber cheferne.
– De stod og ventede på bussen og beklagede sig over, at der er så mange fejl i avisen, svarer journalisterne.
Så må vi finde på noget andet. Almindelige mennesker, når de er ualmindelige for eksempel. Har ualmindelige sygdomme – gerne lidt ulækre. Eller er ualmindeligt dumme og uformående. Det sidste har især tv-stationer glæde af. Almindelige mennesker, der ikke kan styre deres kalorieindtag og vejer lige så meget som en babyelenfant. Eller ikke kan holde deres hjem rent. Eller opdrage deres børn.
Så kan der gå en halv time i selskab med mennesker, hvis liv er et rod og som skal have hjælp for at fjerne døde fluer fra deres vindueskarme.
Og alle de almindelige mennesker kan sidde hjemme foran fjernsynet og sige:
– Det var dog en ualmindelig stor klovn ham der.
På den måde bliver alle lidt glade.

tirsdag den 19. juni 2007
Når storhjerner kommer til kort
Det er muligt, at mænds hjerner er større end kvinders. Men til gengæld udnytter kvinder harddisken langt bedre end mænd, der mest bruger den overskydende lagerplads til at gå og huske på resultatet af Randers Frejas kamp mod Skovbakken i 1981, og hvilket år »Langt Ned i Halsen« havde premiere.
Kvinders harddisk rummer derimod et pakkeprogram, der kan rumme usædvanligt mange og store filer, som programmet er i stand til at pakke ud med lynets hast, hvorefter data strømmer ud. Det opdager mænd, når de fredag eftermiddag sidder ved deres skriveborde på kontorerne. Så ringer telefonen. Det er konen.
Der lige vil sige, at du skal huske at købe hvidvin og ost med hjem, for vi skal til onkel Kurts fødselsdag, og du havde vel ikke glemt, at vi skal til den fødselsdag, og prøv lige at tage dig sammen, men det er altid mig, der skal huske på en slags, som om jeg ikke også har et arbejde, og som om det ikke er lige så vigtigt som dit arbejde, og vi kommer også for sent op lørdag morgen, så vi ikke kan nå at komme ud og købe ind, fordi du sidder og ser åndssvage tv-programmer til langt ud på natten om fredagen, og dine børn snakker du heller ikke aldrig med, og når du endelig gør det, så vrisser du af dem, og du samler aldrig dine håndklæder op fra gulvet i badeværelset, og der er altid skægstubbe i håndvasken efter dig, og ved du overhovedet, hvordan en vaskemaskine fungerer?
Så sidder mændene med telefonrøret i hånden og en lyd inde i ørerne som Tjernobyl-værket fem sekunder før nedsmeltningen. Hvorefter de med en gangart som en retarderet gorilla styrter ud ad døren for at købe ind. Og kommer glad hjem med det indkøbte. Og møder konen. Der siger:
– Du har glemt ost, og jeg sagde hvidvin, ikke rødvin, og nu har butikkerne lukket, og det er faktisk også din familie, og synes du ærlig talt ikke. . .

Abonner på:
Opslag (Atom)