onsdag den 8. august 2007

Planlægningens pestilens

Derhjemme er vi ved at lave en bordplan forud for en større fest. Det er altså hårdt arbejde. I hvert fald for mig, der er vokset op med halvfjerdsernes slendrian, hvor vi gik til fester med kondomer i baglommen, men uden vært og plan.
I dag er vi blevet knappet mere op i halsen, så en plan må der til. Der skal ikke være noget at komme efter.
Når jeg er lidt skeptisk over for bordplaner hænger det sammen med, at jeg for en del år siden blev ramt af en ondskabsfuld én af slagsen. Jeg blev placeret ved et bord med plads til seks. Som den eneste alien. De øvrige fem var tilsyneladende alle barndomsvenner, og hele aftenen gik med at snakke om fælles grisefester, gamle skolekammerater og om, hvor store børnene var blevet.
Hver gang jeg forsøgte at dreje samtalen over i en retning af mere almen interesse – såsom hvorfor der ikke er nogen topløse piger på stranden længere – holdt eksperimentet kun i 30 sekunder. Så handlede snakken igen om, hvor store børnene var blevet, og under desserten slog det mig, at det var da ufatteligt, så store de børn var blevet. Rene monstre.
Hvorefter jeg sendte en vred tanke til værtinden:
Det skal blive husket.
Nemlig hvis hun nogensinde dukker op til en fest, hvor jeg står for bordplanen:
– Står der wc på dit bordkort? Jamen, så er det jo nok fordi, du skal sidde derude. Men vi skal nok komme ud med maden til dig. Og bare rolig: Det er dametoilettet. Og der er papir i holderen. Og sæbe ved håndvasken.
Så kan hun sidde og fundere over hvor store, vi er nogle, der ikke er blevet.

tirsdag den 7. august 2007

Gods goes to Hollywood

Gad vide, hvad der var sket, hvis Gud i sin tid var dukket op i Hollywood med et manus under armen:
- Jo, iscenesættelsen er da flot, men er du klar over, hvad det her vil koste? Jeg mener, bare syndfloden... og så er der lige manuskriptet: Perfekt have, der aldrig skal luges og med frisk frugt året rundt. Hoverpersonen er en klovn med hår på skuldrene, der indleder historien med at stå og klø sig i skridtet, hvorefter han slår figenbladene sammen med en kvinde, der går på æblerov og bagefter skyder skylden på et reptil. Helt ærligt: Var du på noget, da du skrev det her? Hva´ siger du? Er du Gud! Okay, du var på noget.
Hvorfor er ovenstående sjovt? Hvis læseren da synes, at det er sjovt. Det er der helt sikkert nogle, der ikke synes.
Jeg har skrevet ting som ovenstående før, og jeg har hørt fra folk, der ikke brød sig om det.
Men jeg mangler endnu at blive truet. Jeg har endnu til gode at modtage trusler i telefonen, fordi jeg har krænket nogens religiøse følelser. Ingen er løbet mig i møde med en kniv for at skære halsen over på mig som et andet slagtesvin.
Måske fordi det er kristendommen, det her handler om. Så er der som bekendt frit slag i bolledejen, og det skal der være også være. Det var på den måde, vi fandt ud af, at Jorden er rund, fiser rundt om solen, og at kvinder og mænd har lige værd.
Derfor tager vi den lige en gang til:
Gad vide, hvad der var sket hvis Allah i sin tid var dukket op i Hollywood med et manus under armen?
- Okay, historien handler om, at du leder en flok landevejsrøvere, og du fører krig mod alt og alle. På et tidspunkt finder du ud af, at du i virkeligheden handler på Guds vegne, og det er de andre idioters skyld, hvis ikke de kan fatte det. Det plot lyder velkendt... bare spørg de nordamerikanske indianere. Men den der passus med at du giftede dig med en niårig pige, sku vi ikke lige droppe den? Det giver bare vrøvl. Du ved: Folk i Vesten er så pylrede. Hvorfor buler din mave i øvrigt sådan ud? Og hvorfor siger det tik-tik...
Nu er det lige pludselig ikke så sjovt længere. Hvorfor ikke? Og hvor er det lige, at problemet ligger?

torsdag den 2. august 2007

Mani med manualer

Indrømmet: Jeg er lige så meget handymand som en sumpskildpadde. For mig er Silvan navnet på en horrorfilm, hvor den motorsavs-massakrerende skurk bevæger sig rundt i sorte træsko, hvide tennisstrømper og Kansas-bukser. Samt en kæk jeg-har-fri-og-slapper-af-kasket, som konen har givet ham lov at gå med i weekenden, bare han får ordnet den køkkenvask.
Den side har jeg simpelthen ikke i mig. For mig er savsmuld noget, der hører hjemme i et cirkus. Ikke i mit hjem. Jeg har ledt efter trangen til at gribe værktøj – og har fået livsvarig karantæne mod at forsøge igen.
Som en direkte følge af det forhold, at mit håndværker-gen en ramt af misdannelse, har jeg en gevaldig respekt for manualer. Faktisk studerer jeg dem så grundigt, at folk tror, jeg er tysker. Nogle gange bliver jeg så opslugt, at jeg først går i stå halvvejs inde i afsnittet på kinesisk eller finsk.
Af indlysende årsager er vores hjem ikke fyldt med værktøj, der kan larme. Men efterhånden som den elektroniske maskinpark vokser, har jeg overvejet at reservere nogle hylder til instruktionsbøger. Mogensens Manual Museum kunne det med tiden blive døbt, og eftertiden kan komme at se samlingen, mens de besøgende lavmælt taler om udstillingen:
– Se, hvor mange æselører, den der har. Han må have haft bøvl med den håndmikser.
Den mani med manualer er bestemt ikke for handymænd. Grundlæggende er der noget decideret udansk over det. Autoritetstro læsning af instrukser passer dårligt til en nation, der heller ikke læser skilte med fartbegrænsninger eller advarselsmærkater på cigaretpakker.
Altså: Man slæber et nyt underholdningsapparat med hjem, flår indpakningen af, giver børnene kassen af lege med, kigger et øjeblik forundret på manualen og smider den så i brændeovnen. Tænder apparatet, der går i sort med et suk. Og ringer til butikken for at brokke sig. Helt uden manual.

tirsdag den 31. juli 2007

Handymand kommer til kort

Nu synes jeg nok, at sparsommelighed er en fin ting. Men da hustruen foreslog, at vi »også bare kunne banke hovedet på plads på den gamle gårdkost«, blev jeg grebet af ødselhed:
– Jeg skal nok købe en ny kost, proklamerede jeg, hvilket faktisk er et offer. Jeg har samme forhold til byggemarkeder, som en muslim har til svinestalde og begyndte at hyperventilere allerede på parkeringspladsen. Indtil jeg opdagede, at gårdkoste var på udsalg og stod i en kasse udenfor butikken. Jeg skulle altså ikke lede efter den i en butik af den slags, hvor jeg ikke engang kan finde mig selv.
Jeg blev lettet, grænsende til det overmodige, greb en kost og indtog butikken med sådan en let slentrende gang, som man har, når man ligner én, der også liiiiige skal have et par rustfri dørgreb. Og følte mig næsten helt godt tilpas i denne verden af mænd i sorte træsko, hvide tennisstrømper og en kæk jeg-har-fri-og-slapper-af-kasket, som konen har givet dem lov at gå med i weekenden, bare de ordner den terrasse.
Så stillede jeg mig i kø ved kassen bag en to meter høj, yngre mand med rank ryg, Camp Danevang-frisure og en røvfuld høvlede brædder under armen.
Der ikke kunne sætte dankortet rigtig i terminalen.
Handymand stod og kiggede hjælpeløst på automaten. Længe. Meget længe.
Indtil den cirka 19-årige kassedame vendte tyggegummiet i munden og forklarede, at den der »gyldne dims skal vende nedad«.
Det stod der sådan set også på et kort på dankort-automaten, men okay, rigtige handymænd læser ikke manualer.

mandag den 30. juli 2007

Bloggen vil også dopes

Jeg overvejer at følge i overskudsmenneskenes fodspor: Jeg må simpelthen dopes. Gerne så meget at jeg kommer til at ligne Jan Gintberg på speed. Så kan det være, jeg kan følge med – også uden cykel-shorts og en brystkasse som et par røvballer.
Det med at følge med kniber det efterhånden med. Jeg synes, jeg falder over flere og flere sten, der minder mig om, at jeg er kommet ind på en af livets vildveje. Sådan en skummel sti, der bliver mere og mere tilgroet, og som ingen vegne fører, samtidig med at man kan høre kragerne komme nærmere.
Der er flere advarselssignaler:
1) Jeg er begyndt at kigge efter kvinder over 20 år på gaden.
2) Min mobiltelefon kan ikke klappes sammen.
3) Jeg har aldrig Læst en Harry Potter-bog.
4) Jeg er blevet snuppet i at surfe efter billeder af Ulla Cold på Internettet.
I gamle dage var det sikkert lettere at være en del af det selskab, der ikke kunne følge med. De blev anbragt på en sten i udkanten af landsbyen, hvor de sad i deres vadmelstøj og talte med sig selv.
Så nemt slipper man ikke i dag. Nu er det slet ikke accepteret at ende på B-holdet sammen med enlige ældre, tosserne og tabere, der insisterer på at arbejde på deltid. Man skal holde skruen i vandet konstant, få søvnbesvær og udvide døgnet til 33 timer. Der skal jo også være tid til fælles forargelse over, at elitesportsfolk viser vejen og pumper sig med medikamenter for at nå det ypperlige, fordi mindre ikke kan gøre det i et CV-samfund med lodder og vægte og kompetenceudviklingsskemaer.

fredag den 27. juli 2007

Må vi få noget mere kaos, tak

Per definition betyder kaos mangel på orden, og det er der mange, der ikke kan lide. Derfor lægger mennesker planer. Simpelthen for at undgå kaos.
Nu kan det godt være, at det er mig, der er grænsepsykotisk karakterafviger, men jeg har altid været imod for meget plan og orden. Egentlig mener jeg, at et menneske kun behøver én plan og med blot to punkter:
1) Først tager du dine bukser på.
2) Derefter dine sko. Ikke omvendt.
Mere plan behøver et menneske ikke, for så ender alting i vaner og forudsigelighed, og det er tilværelsen i forvejen fyldt med. Forudsigelighed som at:
1) Regninger altid kommer ubelejligt.
2) Dem ved nabobordet får mere lækker mad, end du har bestilt.
3) Telefonen altid ringer, når du er i bad.
4) Det er din mor, der spørger, hvorfor du aldrig ringer.
Nej, vel? Så hellere kaos.
Og kaos bør tages alvorligt. Videnskaben har i hvert fald udviklet såkaldte kaosteorier. Den mest kendte er spørgsmålet stillet af en meteorolog, Edward Lorenz: Hvis en sommerfugl i Kina basker med vingerne, kunne det så få indflydelse på vejret i Nord Amerika?
Det er et fascinerende tankeeksperiment og kræver dyb indsigt. Jeg kan godt nøjes med et mindre perspektiv:
Hvis naboerne starter en plæneklipper søndag før klokken ti, får det så indflydelse på mit mavetarm-system? Svaret er forudsigeligt:
Ja, i allerhøjeste grad.
Og det viser blot hvor trælse størrelser planer og forudsigelighed er.

torsdag den 26. juli 2007

Så tag dig dog sammen, mand...

Jeg bliver nogle gange ramt af den her følelse af, at nu skal jeg dæleme også tage mig sammen. De fleste kender sikkert den slags anfald: De er ret modbydelige og kan i værste fald gøre fysisk ondt, for eksempel hvis man har en garage, der skal ryddes op i. Godt nok går anfaldene ret hurtigt over – mine gør i hvert fald – men det er slemt, mens det står på.
Oven i købet rammes jeg som regel i weekenderne, hvor man ikke en gang kan ringe til sin læge:

– Nu er den gal igen. Jeg er ramt af iver og energi.
– Luk dig inde på toilettet med en roman af Tolstoj, så du kan få lidt søvn. Og find dig så nogle rigtige problemer. Vi sidder faktisk med syge mennesker her. . .
Den mulighed er som sagt ofte udelukket, så der er ikke andet at gøre end at bide tænderne sammen og stå smerten igennem. Det har kostet mig en nyslået græsplæne op til flere gange.
Som andre kronisk syge er jeg nødt til at indrette mit liv efter, at lidelsen kan slå ned uden varsel. Der er er ting i hverdagen, jeg skal sørge for at undgå: Byggemarkeder, for eksempel, så jeg ikke pludselig står i bryggerset med en kinesisk rystepudser.
Ens hjem skal indrettes efter sygdommen. Altså ingen fuld kælder, der vil ryddes op. Ingen plankeværk, der skriger »Gori« efter mig, men gerne en gammel, vildvoksende hæk, der kan kunsten af dø af sig selv – og helst lidt hurtig, tak.
Endelig skal jeg ruste mig psykisk. Ikke sidde lørdag eftermiddag med Tolstoj slået op på side 148, lade blikke glide ud ad vinduet og tænke:
– Jeg kunne også tage mig sammen og gå ud at. . . .