Ornli' syg patient

Eksperter af den slags, der hæver deres hyre for at være bekymrede, besværer sig ofte over, at mænd går for lidt til læge. Og det hænger sammen med, siger eksperterne, at mænd er for dårlige til at lytte til kroppens signaler. Hvilket blot viser, at de pågældende eksperter aldrig har været med til at spille pool på Café »Det Flækkede Øjenbryn«.
Oveni kommer, at mange mænd bliver medicineret derhjemme. Ret mange kvinder har en tro på, at al dårligdom kan løses ved at lytte til den egentlige lægevidenskab. Hende selv:
– Nu går du dig en frisk tur, så skal du bare se. Og så har jeg besluttet, at vi skal til at leve vegetarisk, du har ikke godt af kød, og salt er usundt for nyrerne.
Siger konen. Skodder dagens femte cigaret og giver manden en strikket hue på. Inde i ham stiger angsten op som en luftboble, da han for sit indre blik ser sin kone forvandle sig fra en bedrevidende storryger til en shaman med ulveskind på hovedet og en svag hørm af puma-tis. Det kan jage enhver til læge. Her er problemet blot, at venteværelset er fyldt med mænd, der alle har været ude at gå sig en frisk tur, hvorunder de forvred en ankel. Og ældre kvinder, der med høje stemmer indvier rummet i liggesår, luft i tarmene og operations-ar. Hvorved mændene synker sammen bag hver deres nummer af »Vi Med Børn«, hvor de læser om børnesår, strækmærker og smerter i brystvorterne. Og glæder sig over, at de endelig tog sig sammen og gik til læge. Han sidder derinde et sted omgivet af medicin. Sikkert også noget beroligende.

It's payback time

Uha. Stadig flere danske kvinder tjener mere end deres mænd. Og det er uha, siger forskere, for det kan danske mænds i forvejen skamskudte maskulinitet ikke klare. Forskerne opfordrer sågar kvinderne til ikke at fortælle manden, hvor meget de i virkeligheden tjener, for så vil han sidde og kigge på sin lønseddel med samme mine, som da han fik fire rigtige på lottokuponen. Faktisk er parforholdet i fare, hvis madammen er ved muffen, for kone krone risikerer, at den hvide prins stikker af med en yngre model, der er på kontanthjælp.
Men det er en overdreven frygt, tror jeg. Tværtimod er jeg ret sikker på, at adskillige mænd kan se fordele ved, at fruen er skaffedyr. De siger det bare ikke højt, men jeg vil godt være tarvelig nok til at afsløre nogle af fiduserne:
Manden bliver endelig mand i huset. Langt om længe ryger den hvide sofa ud til fordel for a black hell from Biva, der kan tåle ostepops og ølsjatter og hvor revnerne mellem hynderne kan sluge selv den største fjernbetjening. Ferskenfarvede dynebetræk og puder forsvinder til fordel for lagener med FCK-logoer og sorthvide portrætter af Nena. Så har vi ikke nævnt den usigelige glæde ved for en gangs skyld at stå i den anden af telefonrøret og kunne sige:
– Nej, du skal ikke ud at drikke cafe latte med veninderne, men du skal tage økologiske pastinakker med hjem, og helt ærligt det er også din familie, og jeg har faktisk også et job og det er lige så vigtigt som dit job, og dine børn snakker du heller ikke med, og hvis du endelig snakker med dem, så vrisser du af dem. . .

Gå i hi i julen

– Kan du ikke skrive en klumme om hvordan man undgår julestress, spurgte en kollega forleden. Jeg ved ikke, hvorfor nogen folk tror, at jeg er en terapeutisk døgnautomat, de kan trække i, når deres psykolog holder fri.
Mit svar blev da også derefter:
– Glem ræset, vær dig selv og tænk på, at julen egentlig er lysets og fredens fest, hvor det i bund og grund handler om glæden ved Jesu fødsel.
Sagde jeg. Og kunne godt mærke, hvordan min mund blev fyldt med uld nok til en australsk fårefarm. For en så forkvaklet holdning til julen findes kun hos de af os, der kom for sent til receptionen, dengang Gud uddelte den 11. gammeltestamentlige plage: Julestressen. Alle normale danskere ved, at det kimer nu til julefest fra sådan cirka midt i november. Og hvad kan man gøre ved julestressen?
Vi må nok fastholde, at den enkleste metode er at gå i hi. Man kan rejse ud til et eksotisk område i verden, hvor de ikke har hørt om jul, siden de europæiske koloniherrer rejste hjem. Her sætter man sig på stranden med håndklæde, solcreme, mobiltelefon og ringer om til den side af kloden, der ligger indhyllet i julestress, halvmørke og rimtåge:
– Glædelig jul. Hvad laver I? Okay, der var ikke flere frosne æbleskiver i Netto, du nåede ikke den sidste julegave, men til gengæld nåede svigermor alligevel frem til jul og har kritiseret pynten på juletræet, og hendes søn har ikke fortjent sådan en sjuskedorte af en kone. Birger fik tæsk henne i skolen, fordi hans klassens-gave var billigere end Jespers, og nu er anden ved at brænde på, jamen så har du jo heller ikke tid til at snakke i telefon. . .

Humoristisk Folkeparti

- Du, der mener så meget, du må da kunne blive spindoktor, sagde en kollega forleden.
- Nå, synes du det, svarede jeg med en klædelig beskedenhed, der i sig selv gør mig uegnet til sådan et job.
- Ja, et parti, der går til valg på noget sjovt, ivrede kollegaen.
Og en idé var født. Tanken er fristende, og opgaven rummer store udfordringer: Jeg har da selv svært ved at forestille mig Helle Thorning Schmidt sidde hjemme i sofaen og slå sig på lårene af grin. Der kunne jo ryge en maske i strømperne.
Eller Henriette Kjær:
- Gud, vi har fået ny markise. Nej, hvor sjovt. Koster den noget?
Så jo: Humorens hær kan rykke ud med et program for et parti, der kan få vælgerne til at dø af grin, hvad der også vil lette sygehusvæsenet for flere påtrængende problemer. Men inden højre hjernehalvdel kom i gang med at udtænke konceptet for Humoristisk Folkeparti, sparkede venstre halvdel et par dræbende kendsgerninger ind: Dansk politik klarer sig glimrende uden fornyelse på det område. Der er rigeligt med sjov. De konservative har udpeget en bestyrer for fem McDonals restauranter som sundhedsordfører, og det vidner om en udstrakt sans for humor.
En repræsentant for en fornyende alliance mente, at man kunne udpege en tilfældig plet på Danmarkskortet som et dansk Andorra. Det, vil jeg tro, synes især fynske husejere kunne være morsomt.
Men hvad med statsministeren? Kan denne meget kontrollerede statsmand ikke trænge til et humoristisk vitamintilskud? Svært at sige. Måske er der heller ikke her noget at komme efter. Og egentlig ved vi ikke, om ikke han i stille stunder sidder og fniser over den der med: "Jeg kan slå Fogh".

Når vi vender hjem fra sletten

Tidligere var julen hjerternes fest. I dag er den kvindernes fest, og derfor får de julestress. Ligesom kvinder får feriestress, arbejdsstress, og jeg-vil-både-bage-leverpostej-spille-stangtennis-og-dyrke-sex stress.
Mænd får ikke julestress. De står nemlig så passive over for julens trængsel og alarm, at hvis man giver dem en lille hue på, kan man stille dem udenfor som havenisser.
I det hele taget får mænd ikke stress derhjemme. Forskere har fundet ud af, at mænds stressniveau falder, når de nærmer sig hjemmet. Kvinders stress stiger til 12 på Richterskalaen. Det kan man vælge at kalde et dybt uretfærdigt påhit af en kvindehadende gud, eller man kan betragte det som resultatet af en historisk udvikling: Når vores forfædre kom hjem fra jagt, satte de sig og stirrede tavse ind i bålets flammer. Mens kvinderne løb rundt med bryster som slappe balloner og råbte:
– Mammutten slap væk, det er det samme hver gang, du har rendt rundt på sletten i tre dage, og hvad skal vi nu leve af, bær og nødder, siger du, og se mit ulveskind, jeg kan ikke gå i den las, og Hansens de har fået en ny hule – med drypsten – og vi sidder stadig nede i det hul.
Sådan er det stadig: Kvinden kan ikke slappe af i fem minutter i sofaen, fordi der ligger tre uvaskede viskestykker i køkkenet. Manden sidder og kigger tavst ind i fjernsynsskærmen, mens en børnefødselsdag synger Mariehønen Evigglad til højre, hunden laver brækbevægelser til venstre, og konen taler til ham med en stemme som en løbsk sømpistol.
Ja, ja, mammutten slap væk, men vi gjorde skam, hvad vi kunne. Det må da være nok.

Rend mig i individualismen

Det er underligt: Alle trendforskere og andre fra departementet for varm luft fortæller os, at vi lever i individualismens tidsalder. Det skulle være forklaringen på, at selv førskolebørn opfører sig som sprællemænd på speed, fordi de ikke får max. opmærksom som derhjemme, men må dele den med 117 andre børn i overfyldte institutioner.
Når nu alle har så travlt med at iscenesætte sig selv, fordi vi vil være unikke, så er det egentlig underligt, så ens alle er: Alle løber rundt i de samme viskestykketernede skjorter og Burberry tørklæder. Alle optør frostpizzaer i de samme samtalekøkkener og kører rundt i de samme firhjulstrækkere – på gule plader – i verdens fladeste land. Når de da ikke udstiller sig selv i tv-programmer om folk, der ikke kan holde deres eget hjem rent og ikke kan opdrage deres børn. For samtidig med at alle vil være usædvanlige og særlige, synes flere og flere at have glemt de mest enkle trafikregler for et helt almindeligt liv. Derfor får de en personlig coach, der skal være mental støttestrømpe for folk, hvis største problem er hvordan de skal få has på en årsindkomst på 800.000 kroner – da jeg tvivler på, at det er sosu-assistenten og pædagogmedhjælperen, der prioriterer deres penge på den måde.
Med coachens hjælp skal vi lære at navigere i livet og tage de rigtige beslutninger, for vi skal dæleme nødig gå glip af noget. Og det er jo endnu en underlig ting: Flere og flere danskere siger godt nok, at de tror på genfødsler og muligheden for at genopstå som prins i Inka-riget, men alligevel agerer de som om, det drejer sig om at presse så meget ud af livet her og nu.

Mænd og multitaskning

Mobiltelefonfirmaet Nokia har spurgt tusindvis af mennesker, hvem der er bedst til at multitaske. Flertallet mente, at kvinder er bedst til at foretage sig flere ting på én gang. For eksempel:
1 ) Se tv
2) Læse slankekure i Femina
3) Spotte syltetøjsplamage på barns hage
4) Råbe til mand,at han skal tage vasketøjet med op fra kælderen.
Alt sammen på én gang. Det kan mænd ikke. Vi er nødt til at koncentrere os om én ting. Altså: Bære vasketøjet op og først derefter gruble over, hvorfor der altid forsvinder mindst én sok i vaskemaskinen. Men så tænker vi også dybt. Så dybt at vi er nødt til at gå ud i køleskabet for at hente en øl, som vores tunnelblik straks kan se, der ikke findes nogle af i køleskabet.
– Ingen øl, mumler vi, og før vi ved af det, står kvinden ved siden af og siger:
– Nej, og heller ingen ost, mælk, tomater eller leverpostej. Her er en huskeseddel. Gå ned at købe ind og prøv at huske det hele. I øvrigt har du efterladt kurven med vasketøj på trappen. Gå op og læg det på plads først. Og prøv at få alle sokkerne med.
Nej, multitasking er ikke mænds stærke side. Personligt har jeg ellers øvet mig ved at forsøge at smide mig i sofaen, trykke på fjernbetjeningen, åbne øl og smide kapslen efter katten. Sådan i én glidende bevægelse. Det lykkedes ikke: Jeg landede på gulvet, spilde øllet, ramte ikke katten, men ramte til gengæld Eurosport på fjernbetjeningen.
For at gå til telefonen, der ringede:
– Er det Nokia? Hvis I vil spørge om det, jeg tror, så glem det. . .