Emma Gad (1852-1921) var kvinden, der skrev en bog om, hvordan danskerne kunne gøre deres dagligliv indviklet som en gryde kogt spaghetti. Den vildeste stamme i Amazoneområdet ville blegne, hvis den havde hørt om alle de ritualer til hverdag og fest, som mænd, kvinder, børn og ældre skulle efterleve for kunne holde hinanden ud.
»Takt og Tone« hed bogen. Der var virkelig noget at leve op til, og etiketten havde ingen livliner. Mænd kunne ikke komme til middagsselskab og få oplysningen sendt per SMS, hvis de havde glemt, om borddamen sidder til højre eller til venstre for herren. Det var bare at lære det udenad.
Og de kunne lære det, tror jeg. Det er sikkert derfor, mine oldeforældre ser så bistre på de billeder, jeg har set af dem. De har stået og tænkt:
– Er den fotograf ikke snart færdig? Min næse klør, og byggrøden koger over. . .
Hvis Emma Gad stod op af sin grav i dag, ville hun – ud over at beklager sig over, at ingen havde revet jorden og vandet blomsterne – få gode ideer til en ny udgave af sin bestseller. I hvert fald hvis hun tog toget og kom i selskab med 20 gymnasieelever med mobiltelefon:
Det er ikke god tone at have en ringetone, der lyder som en parringslysten kamel.
Jeg sidder lige og kæmper mig igennem en af DSB’s frikadelleburgere. Behøver du så at sidde og snakke i telefon om din tantes tarmoperation, der betyder, at hun nu må gå med afføringen i en pose?
Til sidst ville hun vakle bestyrtet ud af toget og konstatere at én ting i det mindste er som i hendes tid:
Der er næsten ingen, der ryger på gaderne.
fredag den 6. juni 2008
tirsdag den 13. maj 2008
Få en tilstandsrapport til dit liv
Jeg faldt over en blog forleden med overskriften »Hvis mit liv var en bil, ville jeg ikke komme til syn«. Så tænker man godt nok: Tak for kaffe. For det var jo noget af en tilståelse.
Og man ser for sig den stakkels mand få den endelige dom: Ja, undervognen er jo noget rusten. Det drypper også fra den. Styringen er gal. Der er alt for meget ratslør. Bagpartiet hænger, bremselængen er lig nul, der er ikke styr på sprinklervæsken, og der er en bule foran, det ikke kan betale sig at rette ud.
Hvorefter pladerne klippes, og vraget bliver sendt til ophugning.
Sådan nogle indre billeder er grimme og skyld i, at man vågner badet i sved midt om natten mens tanken »mit liv må til revision« farer gennem hjernen. Hårdt, når man nu egentlig burde vågne om natten, badet i sved og tænke på helt anderledes vigtige ting. Så som: Hvorfor er det lige, at jeg nu klokken tre om natten kan høre lyden af træ, der bliver brækket, og glas, der bliver smadret inde i stuen, og hvorfor er der nogen derinde, der taler polsk. . .?
Men er det ikke farligt for et menneske at få sådan en tilstandsrapport for krop og sjæl? Jo, i mit tilfælde tror jeg, at rapporten vil blive læsning, der får Stephen King til at ligne højtlæsning for småbørn:
Fundamentet er revnet. Det er bygget på mosejord. Vaklende terrasse. Murværk der mørner. Svamp på loftet, hvor det også trækker. Fugtskader flere steder. Og en forsikring mod skader i skjulte rør kan du godt glemme alt om.
Indtil rapporten ender med anbefalingen: Lev videre med dig selv. Det byggesjusk er der ingen, der vil overtage.
Og man ser for sig den stakkels mand få den endelige dom: Ja, undervognen er jo noget rusten. Det drypper også fra den. Styringen er gal. Der er alt for meget ratslør. Bagpartiet hænger, bremselængen er lig nul, der er ikke styr på sprinklervæsken, og der er en bule foran, det ikke kan betale sig at rette ud.
Hvorefter pladerne klippes, og vraget bliver sendt til ophugning.
Sådan nogle indre billeder er grimme og skyld i, at man vågner badet i sved midt om natten mens tanken »mit liv må til revision« farer gennem hjernen. Hårdt, når man nu egentlig burde vågne om natten, badet i sved og tænke på helt anderledes vigtige ting. Så som: Hvorfor er det lige, at jeg nu klokken tre om natten kan høre lyden af træ, der bliver brækket, og glas, der bliver smadret inde i stuen, og hvorfor er der nogen derinde, der taler polsk. . .?
Men er det ikke farligt for et menneske at få sådan en tilstandsrapport for krop og sjæl? Jo, i mit tilfælde tror jeg, at rapporten vil blive læsning, der får Stephen King til at ligne højtlæsning for småbørn:
Fundamentet er revnet. Det er bygget på mosejord. Vaklende terrasse. Murværk der mørner. Svamp på loftet, hvor det også trækker. Fugtskader flere steder. Og en forsikring mod skader i skjulte rør kan du godt glemme alt om.
Indtil rapporten ender med anbefalingen: Lev videre med dig selv. Det byggesjusk er der ingen, der vil overtage.
mandag den 5. maj 2008
Når alderen ikke passer
Så snakker folk om, at »alderen tynger«. Jeg synes nu nærmest, den presser, og jeg har lige opdaget, at jeg ikke kan være i min. Men da jeg har smidt kvitteringen væk, kan jeg ikke få den byttet til en størrelse 27.
Det ville ellers gøre underværker. For eksempel ville jeg slippe for at skulle forklare, hvorfor jeg stadig går med hættetrøje – samt til rockkoncerter med den let anløbne, skjulte dagsorden at bombardere 18-årige piger med udvalgte score-bemærkninger som:
– Hvor har du været hele mit liv?
– Ja, de første 20 år var jeg slet ikke født. . .
Men at alderen ikke passer til personen, men strammer og sidder dårligt, er et livsvilkår. Også dengang man faktisk syntes, det var vigtigt at virke ældre, end man var. Altså dengang man ikke var 14, men fyldte 15. Med mindre man skulle til midnatsforestilling og se »Langt ned i Halsen«, så var der ikke grænser for hvor meget 18, man var.
Og da man så endelig nåede den forjættende periode, hvor man bestemte alt selv, så var det ikke engang et morsomt møde, for med ret kom pligt. Samt regninger, terminer og det chok, det var, at opdage, at køleskabet ikke fyldte sig selv. Plus ikke mindst arbejdspladsens forventning om, at man stillede hver morgen. Og udførte noget, når man nu alligevel var kommet.
Det er her, at trangen til heavy metal, hættebluser, uspolerethed og eskapisme bliver grundlagt, men man får ingen hjælp, når man klager over, at størrelsen ikke passer. Allerhøjest en påmindelse om at man ikke skal skabe sig sådan. »I din alder. . .«
Det ville ellers gøre underværker. For eksempel ville jeg slippe for at skulle forklare, hvorfor jeg stadig går med hættetrøje – samt til rockkoncerter med den let anløbne, skjulte dagsorden at bombardere 18-årige piger med udvalgte score-bemærkninger som:
– Hvor har du været hele mit liv?
– Ja, de første 20 år var jeg slet ikke født. . .
Men at alderen ikke passer til personen, men strammer og sidder dårligt, er et livsvilkår. Også dengang man faktisk syntes, det var vigtigt at virke ældre, end man var. Altså dengang man ikke var 14, men fyldte 15. Med mindre man skulle til midnatsforestilling og se »Langt ned i Halsen«, så var der ikke grænser for hvor meget 18, man var.
Og da man så endelig nåede den forjættende periode, hvor man bestemte alt selv, så var det ikke engang et morsomt møde, for med ret kom pligt. Samt regninger, terminer og det chok, det var, at opdage, at køleskabet ikke fyldte sig selv. Plus ikke mindst arbejdspladsens forventning om, at man stillede hver morgen. Og udførte noget, når man nu alligevel var kommet.
Det er her, at trangen til heavy metal, hættebluser, uspolerethed og eskapisme bliver grundlagt, men man får ingen hjælp, når man klager over, at størrelsen ikke passer. Allerhøjest en påmindelse om at man ikke skal skabe sig sådan. »I din alder. . .«
onsdag den 30. april 2008
Det sidste fristed for larm og liv
Jeg blev en gang spurgt, hvordan jeg »kunne holde den larm ud«.
– Så slemme er de heller ikke, og det er trods alt mine kolleger.
– Det var ikke det, jeg mente. Det er den musik, du hører. Og anmelder. Sagesløse mennesker går ud køber de plader, der lyder som Tjernobyl værket, der bliver beskudt af Navarones Kanoner.
Og det er selvfølgelig rigtigt. Jeg har i årevis skrevet om den absolut mest larmende niche i rockmusikken, og min hørelse burde være et tema i Ugeskrift for Læger.
Men det er gjort med stor fornøjelse. Hvorfor? Jo, der var engang, da rockmusikken var ung og skabte uro. Hver gang Beatles eller Rolling Stones udgav et album var det uden diskussion det bedste album, de havde lavet. Der var en lo-yalitet hos gruppernes fans, der rakte ud over, hvad udenforstående kunne fatte.
Så kom industrien, og så var den fornøjelse ødelagt. Musik blev forbrug, og vi gik til fest-ivaler der kaldte sig Danmarks største havefest. Med hoppeborg og klapvogn og musikken som baggrundstapet. Noget hulens dyrt tapet. Undtagen i den hårde rock. Den udspiller sig stadig i sin niche af larm og spektakel. Og liv og glade dage. Tilsyneladende endeløst liv. Ozzy Osbourne har da lignet en 80-årig de sidste 20 år, og hvilke andre steder kan man overleve ved at vakle rundt på en scene og ligne en gorilla med slagtilfælde? På grund af begejstring og loyalitet.
Og larmen? Jamen, en forsker ved Syddansk Universitet har lige fundet ud af, at flagermus udsender et lydtryk på 140 decibel, mens en rockkoncert udsender 120 decibel. Så vi er faktisk nogle stille og rolige drenge og piger.
– Så slemme er de heller ikke, og det er trods alt mine kolleger.
– Det var ikke det, jeg mente. Det er den musik, du hører. Og anmelder. Sagesløse mennesker går ud køber de plader, der lyder som Tjernobyl værket, der bliver beskudt af Navarones Kanoner.
Og det er selvfølgelig rigtigt. Jeg har i årevis skrevet om den absolut mest larmende niche i rockmusikken, og min hørelse burde være et tema i Ugeskrift for Læger.
Men det er gjort med stor fornøjelse. Hvorfor? Jo, der var engang, da rockmusikken var ung og skabte uro. Hver gang Beatles eller Rolling Stones udgav et album var det uden diskussion det bedste album, de havde lavet. Der var en lo-yalitet hos gruppernes fans, der rakte ud over, hvad udenforstående kunne fatte.
Så kom industrien, og så var den fornøjelse ødelagt. Musik blev forbrug, og vi gik til fest-ivaler der kaldte sig Danmarks største havefest. Med hoppeborg og klapvogn og musikken som baggrundstapet. Noget hulens dyrt tapet. Undtagen i den hårde rock. Den udspiller sig stadig i sin niche af larm og spektakel. Og liv og glade dage. Tilsyneladende endeløst liv. Ozzy Osbourne har da lignet en 80-årig de sidste 20 år, og hvilke andre steder kan man overleve ved at vakle rundt på en scene og ligne en gorilla med slagtilfælde? På grund af begejstring og loyalitet.
Og larmen? Jamen, en forsker ved Syddansk Universitet har lige fundet ud af, at flagermus udsender et lydtryk på 140 decibel, mens en rockkoncert udsender 120 decibel. Så vi er faktisk nogle stille og rolige drenge og piger.
onsdag den 16. april 2008
Hvordan overlevede vi uden?
Jeg kan blive ved at undre mig over alle de ting, man med tiden finder ud af, man ikke kan leve uden. Faktisk er det et under, at jeg selv har overlevet min barndom, der, kan jeg godt se nu, har været en ørkenvandring gennem alvorlige afsavn. Og hvis jeg vil have endnu større perspektiv på, kan jeg ringe til et tudsegammelt familiemedlem:
– Helt ærligt: Hvad lavede I egentlig dengang, der ikke var noget tv?
– Sad og kiggede ind i væggen i stedet, når vi ikke gik rundt og slog hinanden bagi med boldtræ.
Og sådan er det med det hele: Hvordan kom vi rundt uden bil? (for sent, på cykel, i regnvejr og modvind). Hvordan kom vi hurtigt i kontakt med hinanden uden e-mail? (det gjorde vi heller ikke og sikke en fred). Og hvordan vidste forældre, hvor deres børn var uden mobil (det anede de heller ikke en bjælde om, og det er vi mange, der er glade for. Det har skabt en masse kreative mennesker, at de i sin tid fik lov at smadre gamle tv-apparater på lossepladsen og skyde rotter med luftgevær, uden at nogen blandede sig eller tilbød krisepsykologi.)
Så måske var det ikke så skidt. Og én ting havde de åbenbart i gamle dage, som vi ikke har i dag: Tid. Oldefar arbejdede i 50-60 timer og havde alligevel tid til banke både kone og den børnefolk, der voksede som hullet i hans sok, ligesom han havde tid til kolonihave og til at være fanebærer i sangforeningen Morgenrøden. I dag arbejder vi i 37 timer og har fire gange så meget ferie, men har dårligt tid til at hente vores 1,7 barn fra børnehaven.
Men alt det, vi ikke kan leve foruden, skal selvfølgelig også passes.
– Helt ærligt: Hvad lavede I egentlig dengang, der ikke var noget tv?
– Sad og kiggede ind i væggen i stedet, når vi ikke gik rundt og slog hinanden bagi med boldtræ.
Og sådan er det med det hele: Hvordan kom vi rundt uden bil? (for sent, på cykel, i regnvejr og modvind). Hvordan kom vi hurtigt i kontakt med hinanden uden e-mail? (det gjorde vi heller ikke og sikke en fred). Og hvordan vidste forældre, hvor deres børn var uden mobil (det anede de heller ikke en bjælde om, og det er vi mange, der er glade for. Det har skabt en masse kreative mennesker, at de i sin tid fik lov at smadre gamle tv-apparater på lossepladsen og skyde rotter med luftgevær, uden at nogen blandede sig eller tilbød krisepsykologi.)
Så måske var det ikke så skidt. Og én ting havde de åbenbart i gamle dage, som vi ikke har i dag: Tid. Oldefar arbejdede i 50-60 timer og havde alligevel tid til banke både kone og den børnefolk, der voksede som hullet i hans sok, ligesom han havde tid til kolonihave og til at være fanebærer i sangforeningen Morgenrøden. I dag arbejder vi i 37 timer og har fire gange så meget ferie, men har dårligt tid til at hente vores 1,7 barn fra børnehaven.
Men alt det, vi ikke kan leve foruden, skal selvfølgelig også passes.
fredag den 11. april 2008
Kollektiv krængen ud
Jeg har lige læst i en avis, at vi lever i et krænge-ud samfund. Jeg blev helt glad, for jeg kom i tanke om den her aktion bare bryster ovre i DGI-byen. Men det var ikke sådan, det skulle forstås.
Krænge-ud samfundet er det, der dukker op, når man tænder for sit tv i primetime, og her kan opleve den danske sang som en ung blod pige. Hun går bare ikke og nynner i Danmarks hus. Nej, hun krænger hele sin sjæl ud og synger pop i vilden sky, går i knæ og bøjer barmen så meget forover at seerne tror, hun har tre knæ. Måske burde det hedde screamtime.
Bagefter får amatørsangerinden dårlige karakterer af et dommerpanel og kalder næste dag den ene dommer for et skaldet fedtæg i en avis.
Så krænge ud-samfund, jo. Vi stikker ikke noget under stolen. På Facebook og Myspace kan vi udstille os selv med skulder-bumser og kiksede skjorteflipper. Og vi kan demonstrere dumheder, der vil få Jackass til at ligne en bulgarsk dokumentarfilm. Vi er inderlige og hudløse og har et behov på størrelse med Putins ego for at vise. . hvad? Åbenbart meget ofte vores uformåenhed og hjælpeløshed. Vi ammer terapi og vil have krisehjælp, når bunden går ud af Netto-posen, eller fordi vi ikke blev castet til »Hjernedød for en Aften«. Eller endnu værre: Vi blev faktisk castet og bagefter stemt hjem af 13-årige, der er de hurtigste på SMS. Og så hurtige at de kan nå at føje endnu en SMS til: »Du er skod og så tykhovedet, at du ligner en tilskuer fra Rickie Lake–show«.
Måske burde vi overveje at stikke piben ind frem for at krænge sjælen ud. Og finde bare en lille smule værdighed frem.
Krænge-ud samfundet er det, der dukker op, når man tænder for sit tv i primetime, og her kan opleve den danske sang som en ung blod pige. Hun går bare ikke og nynner i Danmarks hus. Nej, hun krænger hele sin sjæl ud og synger pop i vilden sky, går i knæ og bøjer barmen så meget forover at seerne tror, hun har tre knæ. Måske burde det hedde screamtime.
Bagefter får amatørsangerinden dårlige karakterer af et dommerpanel og kalder næste dag den ene dommer for et skaldet fedtæg i en avis.
Så krænge ud-samfund, jo. Vi stikker ikke noget under stolen. På Facebook og Myspace kan vi udstille os selv med skulder-bumser og kiksede skjorteflipper. Og vi kan demonstrere dumheder, der vil få Jackass til at ligne en bulgarsk dokumentarfilm. Vi er inderlige og hudløse og har et behov på størrelse med Putins ego for at vise. . hvad? Åbenbart meget ofte vores uformåenhed og hjælpeløshed. Vi ammer terapi og vil have krisehjælp, når bunden går ud af Netto-posen, eller fordi vi ikke blev castet til »Hjernedød for en Aften«. Eller endnu værre: Vi blev faktisk castet og bagefter stemt hjem af 13-årige, der er de hurtigste på SMS. Og så hurtige at de kan nå at føje endnu en SMS til: »Du er skod og så tykhovedet, at du ligner en tilskuer fra Rickie Lake–show«.
Måske burde vi overveje at stikke piben ind frem for at krænge sjælen ud. Og finde bare en lille smule værdighed frem.
mandag den 7. april 2008
Jeg hader fødselsdage
Jeg kan lige så godt pakke ud og tilstå: Jeg bryder mig ikke særligt meget om fødselsdage.
Heller ikke selv om folk er holdt op med at komme med lagkager med lys, som jeg skal puste ud. Dengang, det stadig var aktuelt, syntes jeg i det mindste, at det var sjovt. I dag ville der komme lidt ligbrænding over det.
I stedet for lagkager kommer folk med bedagede gaver. Belgisk øl og biografier om Kierkegaard. Vedhæftet et gavekort med usynlig tekst:
»Tillykke Gammelnok, her er noget, du kan fordybe dig i her i dit livs efterår«.
Folk er ufølsomme. Desværre er jeg for velopdragen til at ringe rundt fra min musegrå drejeskivetelefon til hele omgangskredsen og med skinger stemme forsikre, at jeg skrækkeligt ønsker mig en hættebluse. Gerne en med Motör-heads logo på. Plus en skifteramme med et billede af Paris Hilton på bytur.
Som sagt: Det gør jeg ikke. Resultat: Horisonten tordner derude med to flasker »Fynsk Forår« fra Ørbæk Bryggeri og en plade med Annedorte Michelsen. Som jeg ikke en gang kan gå i gaderne med og høre på min MP3-afspiller af bar skræk for, at folk skal tro, det er et høreapparat.
Nu er egen fødselsdag én ting. Man kan skjule sig for den. Fortælle Gud og hvermand at man »er bortrejst på dagen« og så sidde bag nedrullede gardiner og se film på TCM.
Andres fødselsdag – det er noget lidt andet. Bevares, lige så tragiske. Man dukker op for at mure folks liv inde i langstilkede vinglas og forudsigelighed, når man står i sko, der klemmer, og giver dem en ja-den-kan-jo-byttes-gave. Og kun står der fordi man har glemt at bestille varer hjem til hjernens lager for hvide, sorte og livsnødvendige løgne og derfor ikke har meldt afbud.
Og måske især fordi man kender konsekvensen af bare at blive væk. Nemlig at resten af selskabet på et eller andet tidspunkt kommer frem til, at:
– Han har s’gu nok glemt det, den gamle.
Heller ikke selv om folk er holdt op med at komme med lagkager med lys, som jeg skal puste ud. Dengang, det stadig var aktuelt, syntes jeg i det mindste, at det var sjovt. I dag ville der komme lidt ligbrænding over det.
I stedet for lagkager kommer folk med bedagede gaver. Belgisk øl og biografier om Kierkegaard. Vedhæftet et gavekort med usynlig tekst:
»Tillykke Gammelnok, her er noget, du kan fordybe dig i her i dit livs efterår«.
Folk er ufølsomme. Desværre er jeg for velopdragen til at ringe rundt fra min musegrå drejeskivetelefon til hele omgangskredsen og med skinger stemme forsikre, at jeg skrækkeligt ønsker mig en hættebluse. Gerne en med Motör-heads logo på. Plus en skifteramme med et billede af Paris Hilton på bytur.
Som sagt: Det gør jeg ikke. Resultat: Horisonten tordner derude med to flasker »Fynsk Forår« fra Ørbæk Bryggeri og en plade med Annedorte Michelsen. Som jeg ikke en gang kan gå i gaderne med og høre på min MP3-afspiller af bar skræk for, at folk skal tro, det er et høreapparat.
Nu er egen fødselsdag én ting. Man kan skjule sig for den. Fortælle Gud og hvermand at man »er bortrejst på dagen« og så sidde bag nedrullede gardiner og se film på TCM.
Andres fødselsdag – det er noget lidt andet. Bevares, lige så tragiske. Man dukker op for at mure folks liv inde i langstilkede vinglas og forudsigelighed, når man står i sko, der klemmer, og giver dem en ja-den-kan-jo-byttes-gave. Og kun står der fordi man har glemt at bestille varer hjem til hjernens lager for hvide, sorte og livsnødvendige løgne og derfor ikke har meldt afbud.
Og måske især fordi man kender konsekvensen af bare at blive væk. Nemlig at resten af selskabet på et eller andet tidspunkt kommer frem til, at:
– Han har s’gu nok glemt det, den gamle.
Abonner på:
Opslag (Atom)
