Hvad har Søren Kierkegaard og Desmond Tutu til fælles? Jo, de er kendte. Men de er også fælles om noget andet, som vi ikke vidste, de var fælles om. De var/er ikke ret kløgtige.
En dansk professor fra Århus har sammen med en engelsk kollega forsket sig frem til, at religiøse mennesker ikke er så intelligente som ikke-religiøse mennesker. Søren Kierkegaard var særdeles religiøs, og det samme må man sige om Desmond Tutu, så de nævnte herrer er altså ikke videre skarpe oveni hatten. Ta' den.
Den danske forsker, der har deltaget i undersøgelsen, har en passion for intelligens. Han har tidligere fundet ud af, at mænd er kløgtigere end kvinder, og at de sorte heller ikke hører til de hurtigste knallerter på havnen. Og med hans bidrag til den seneste intelligens-epos må vi konkludere:
Styringen af verden har det bedst i hænderne på hvide mænd. Det var det segment, der opfandt strækmarchen, brintbomben samt hjemmesko med Garfield-motiver, så det hele lyder ret overbevisende. Hvis de herskende altså er ateister og kan sætte eventuelt vanvid på formel. Og ikke bare undskylde sig med tro. Må vi lige være fri. Vi vil se beviser.
søndag den 29. juni 2008
torsdag den 19. juni 2008
Muslim, lad være at drille Gugge. . .
Et af mine store skrækscenarier i selskabslivet er at komme ud til et af de her arrangementer med hvidvin, pindemadder og sko, der klemmer – og som kan være anstrengende nok i sig selv – og risikere at rende ind i mennesker, der fortæller, at de lige har døbt deres barn Gilbert.
Hvad i al verden siger man til dem?
Ifølge nærværende avis er der ikke grænser for forældres fantasi, når barnet skal navngives, men for lige at tage toppen af de værste udskejelser har myndighederne oprettet Familiestyrelsen, der skal godkende navne. Her er de nogle liberale og rare mennesker, så landets pædagoger kan i fremtiden høre sig selv brøle ud i rød stue:
– Muslim, lad være at drille Gugge. Ellers må du gå ind i puderummet til Nælde, Piv og Slim.
Alle navne er nemlig godkendte.
Det samme er Rejer, og det er jo en guldgrube for morsomme idrætslærere i skolen:
– Kan du humme dig, Rejer.
Muslim kan man også hedde. Det kunne godt give mumlen på kirkebænkene:
– Jeg døber dig muslim . . .
Nu vi er i den boldgade, så er Jihad også et legalt drengenavn, selv om han nok får problemer med visumansøgningen til USA.
Hvad er meningen med al den fantasi? Ifølge en navneforsker er forklaringen, at alle vil være helt specielle og enestående. Så er spørgsmålet om ikke det går med de unikke børn som med alle de andre unikke valg, vi traf: Vi endte med det samme HTH køkken og den sammen Berlingo. Nu ender vi med den samme Bimmer og Dutter. Og Jihad.
Hvad i al verden siger man til dem?
Ifølge nærværende avis er der ikke grænser for forældres fantasi, når barnet skal navngives, men for lige at tage toppen af de værste udskejelser har myndighederne oprettet Familiestyrelsen, der skal godkende navne. Her er de nogle liberale og rare mennesker, så landets pædagoger kan i fremtiden høre sig selv brøle ud i rød stue:
– Muslim, lad være at drille Gugge. Ellers må du gå ind i puderummet til Nælde, Piv og Slim.
Alle navne er nemlig godkendte.
Det samme er Rejer, og det er jo en guldgrube for morsomme idrætslærere i skolen:
– Kan du humme dig, Rejer.
Muslim kan man også hedde. Det kunne godt give mumlen på kirkebænkene:
– Jeg døber dig muslim . . .
Nu vi er i den boldgade, så er Jihad også et legalt drengenavn, selv om han nok får problemer med visumansøgningen til USA.
Hvad er meningen med al den fantasi? Ifølge en navneforsker er forklaringen, at alle vil være helt specielle og enestående. Så er spørgsmålet om ikke det går med de unikke børn som med alle de andre unikke valg, vi traf: Vi endte med det samme HTH køkken og den sammen Berlingo. Nu ender vi med den samme Bimmer og Dutter. Og Jihad.
lørdag den 14. juni 2008
Mænd er til dimser, piger til tingeltangel
Har De nogensinde hørt om et dimseblad? Formentlig ikke, men det er er et blad for mænd, der har opdaget, at de alligevel ikke er manden, der har alt, og nu arbejder på sagen.
Dimseblade koster en halv Ipod og indeholder artikler, der er skjulte reklamer for ting, der kan lyse, bippe, bruge batterier og har navne som Bim Bam Banana.
Nu lyder det ikke særligt maskulint at sige dimseblad, faktisk kan man godt få et indre billede af løse håndled og lyserøde slimlineskjorter. Det går ikke an, når man tilhører det køn, der får lavet maoriagtige tatoveringer i nakken, så man kan stå i køen henne i Fakta og ligne en bulgarsk vægtløfter.
I stedet for dimser siger mænd derfor gadgets. Det er engelsk og betyder det samme, men den angloamerikanske forklædning kaster et skær af testosteron over dimserne. Ja, hvis dimsen er stor nok og bruger tilstrækkeligt med strøm kommer der ligefrem lidt Irak-krig over det.
Gadgets er udpræget en di-sciplin for mænd. Kvinder vil efter et hastigt blik i et dimseblad bruge ordet »ragelse, og det skal i hvert fald ikke ligge fremme i stuen«.
Selv foretrækker kvinder accessories. Det er bånd, bælter, ringe og kæder, som kvinder tager på for at ligne et juletræ og sige som en vindharpe. Mænd vil med et hastigt blik på accessories tænke: Tingeltangel, men de tør ikke sige det højt. Det stærke køn gemmer sig bag manualen til den nye popcorn gourmet, der laver popcorn på tre minutter. Det er maskulint. Anvendeligt. Rationelt. Altså lige bortset fra at det tager tre arbejdsdage at gøre dimsen ren.
Dimseblade koster en halv Ipod og indeholder artikler, der er skjulte reklamer for ting, der kan lyse, bippe, bruge batterier og har navne som Bim Bam Banana.
Nu lyder det ikke særligt maskulint at sige dimseblad, faktisk kan man godt få et indre billede af løse håndled og lyserøde slimlineskjorter. Det går ikke an, når man tilhører det køn, der får lavet maoriagtige tatoveringer i nakken, så man kan stå i køen henne i Fakta og ligne en bulgarsk vægtløfter.
I stedet for dimser siger mænd derfor gadgets. Det er engelsk og betyder det samme, men den angloamerikanske forklædning kaster et skær af testosteron over dimserne. Ja, hvis dimsen er stor nok og bruger tilstrækkeligt med strøm kommer der ligefrem lidt Irak-krig over det.
Gadgets er udpræget en di-sciplin for mænd. Kvinder vil efter et hastigt blik i et dimseblad bruge ordet »ragelse, og det skal i hvert fald ikke ligge fremme i stuen«.
Selv foretrækker kvinder accessories. Det er bånd, bælter, ringe og kæder, som kvinder tager på for at ligne et juletræ og sige som en vindharpe. Mænd vil med et hastigt blik på accessories tænke: Tingeltangel, men de tør ikke sige det højt. Det stærke køn gemmer sig bag manualen til den nye popcorn gourmet, der laver popcorn på tre minutter. Det er maskulint. Anvendeligt. Rationelt. Altså lige bortset fra at det tager tre arbejdsdage at gøre dimsen ren.
fredag den 6. juni 2008
Takt og ringetone
Emma Gad (1852-1921) var kvinden, der skrev en bog om, hvordan danskerne kunne gøre deres dagligliv indviklet som en gryde kogt spaghetti. Den vildeste stamme i Amazoneområdet ville blegne, hvis den havde hørt om alle de ritualer til hverdag og fest, som mænd, kvinder, børn og ældre skulle efterleve for kunne holde hinanden ud.
»Takt og Tone« hed bogen. Der var virkelig noget at leve op til, og etiketten havde ingen livliner. Mænd kunne ikke komme til middagsselskab og få oplysningen sendt per SMS, hvis de havde glemt, om borddamen sidder til højre eller til venstre for herren. Det var bare at lære det udenad.
Og de kunne lære det, tror jeg. Det er sikkert derfor, mine oldeforældre ser så bistre på de billeder, jeg har set af dem. De har stået og tænkt:
– Er den fotograf ikke snart færdig? Min næse klør, og byggrøden koger over. . .
Hvis Emma Gad stod op af sin grav i dag, ville hun – ud over at beklager sig over, at ingen havde revet jorden og vandet blomsterne – få gode ideer til en ny udgave af sin bestseller. I hvert fald hvis hun tog toget og kom i selskab med 20 gymnasieelever med mobiltelefon:
Det er ikke god tone at have en ringetone, der lyder som en parringslysten kamel.
Jeg sidder lige og kæmper mig igennem en af DSB’s frikadelleburgere. Behøver du så at sidde og snakke i telefon om din tantes tarmoperation, der betyder, at hun nu må gå med afføringen i en pose?
Til sidst ville hun vakle bestyrtet ud af toget og konstatere at én ting i det mindste er som i hendes tid:
Der er næsten ingen, der ryger på gaderne.
»Takt og Tone« hed bogen. Der var virkelig noget at leve op til, og etiketten havde ingen livliner. Mænd kunne ikke komme til middagsselskab og få oplysningen sendt per SMS, hvis de havde glemt, om borddamen sidder til højre eller til venstre for herren. Det var bare at lære det udenad.
Og de kunne lære det, tror jeg. Det er sikkert derfor, mine oldeforældre ser så bistre på de billeder, jeg har set af dem. De har stået og tænkt:
– Er den fotograf ikke snart færdig? Min næse klør, og byggrøden koger over. . .
Hvis Emma Gad stod op af sin grav i dag, ville hun – ud over at beklager sig over, at ingen havde revet jorden og vandet blomsterne – få gode ideer til en ny udgave af sin bestseller. I hvert fald hvis hun tog toget og kom i selskab med 20 gymnasieelever med mobiltelefon:
Det er ikke god tone at have en ringetone, der lyder som en parringslysten kamel.
Jeg sidder lige og kæmper mig igennem en af DSB’s frikadelleburgere. Behøver du så at sidde og snakke i telefon om din tantes tarmoperation, der betyder, at hun nu må gå med afføringen i en pose?
Til sidst ville hun vakle bestyrtet ud af toget og konstatere at én ting i det mindste er som i hendes tid:
Der er næsten ingen, der ryger på gaderne.
tirsdag den 13. maj 2008
Få en tilstandsrapport til dit liv
Jeg faldt over en blog forleden med overskriften »Hvis mit liv var en bil, ville jeg ikke komme til syn«. Så tænker man godt nok: Tak for kaffe. For det var jo noget af en tilståelse.
Og man ser for sig den stakkels mand få den endelige dom: Ja, undervognen er jo noget rusten. Det drypper også fra den. Styringen er gal. Der er alt for meget ratslør. Bagpartiet hænger, bremselængen er lig nul, der er ikke styr på sprinklervæsken, og der er en bule foran, det ikke kan betale sig at rette ud.
Hvorefter pladerne klippes, og vraget bliver sendt til ophugning.
Sådan nogle indre billeder er grimme og skyld i, at man vågner badet i sved midt om natten mens tanken »mit liv må til revision« farer gennem hjernen. Hårdt, når man nu egentlig burde vågne om natten, badet i sved og tænke på helt anderledes vigtige ting. Så som: Hvorfor er det lige, at jeg nu klokken tre om natten kan høre lyden af træ, der bliver brækket, og glas, der bliver smadret inde i stuen, og hvorfor er der nogen derinde, der taler polsk. . .?
Men er det ikke farligt for et menneske at få sådan en tilstandsrapport for krop og sjæl? Jo, i mit tilfælde tror jeg, at rapporten vil blive læsning, der får Stephen King til at ligne højtlæsning for småbørn:
Fundamentet er revnet. Det er bygget på mosejord. Vaklende terrasse. Murværk der mørner. Svamp på loftet, hvor det også trækker. Fugtskader flere steder. Og en forsikring mod skader i skjulte rør kan du godt glemme alt om.
Indtil rapporten ender med anbefalingen: Lev videre med dig selv. Det byggesjusk er der ingen, der vil overtage.
Og man ser for sig den stakkels mand få den endelige dom: Ja, undervognen er jo noget rusten. Det drypper også fra den. Styringen er gal. Der er alt for meget ratslør. Bagpartiet hænger, bremselængen er lig nul, der er ikke styr på sprinklervæsken, og der er en bule foran, det ikke kan betale sig at rette ud.
Hvorefter pladerne klippes, og vraget bliver sendt til ophugning.
Sådan nogle indre billeder er grimme og skyld i, at man vågner badet i sved midt om natten mens tanken »mit liv må til revision« farer gennem hjernen. Hårdt, når man nu egentlig burde vågne om natten, badet i sved og tænke på helt anderledes vigtige ting. Så som: Hvorfor er det lige, at jeg nu klokken tre om natten kan høre lyden af træ, der bliver brækket, og glas, der bliver smadret inde i stuen, og hvorfor er der nogen derinde, der taler polsk. . .?
Men er det ikke farligt for et menneske at få sådan en tilstandsrapport for krop og sjæl? Jo, i mit tilfælde tror jeg, at rapporten vil blive læsning, der får Stephen King til at ligne højtlæsning for småbørn:
Fundamentet er revnet. Det er bygget på mosejord. Vaklende terrasse. Murværk der mørner. Svamp på loftet, hvor det også trækker. Fugtskader flere steder. Og en forsikring mod skader i skjulte rør kan du godt glemme alt om.
Indtil rapporten ender med anbefalingen: Lev videre med dig selv. Det byggesjusk er der ingen, der vil overtage.
mandag den 5. maj 2008
Når alderen ikke passer
Så snakker folk om, at »alderen tynger«. Jeg synes nu nærmest, den presser, og jeg har lige opdaget, at jeg ikke kan være i min. Men da jeg har smidt kvitteringen væk, kan jeg ikke få den byttet til en størrelse 27.
Det ville ellers gøre underværker. For eksempel ville jeg slippe for at skulle forklare, hvorfor jeg stadig går med hættetrøje – samt til rockkoncerter med den let anløbne, skjulte dagsorden at bombardere 18-årige piger med udvalgte score-bemærkninger som:
– Hvor har du været hele mit liv?
– Ja, de første 20 år var jeg slet ikke født. . .
Men at alderen ikke passer til personen, men strammer og sidder dårligt, er et livsvilkår. Også dengang man faktisk syntes, det var vigtigt at virke ældre, end man var. Altså dengang man ikke var 14, men fyldte 15. Med mindre man skulle til midnatsforestilling og se »Langt ned i Halsen«, så var der ikke grænser for hvor meget 18, man var.
Og da man så endelig nåede den forjættende periode, hvor man bestemte alt selv, så var det ikke engang et morsomt møde, for med ret kom pligt. Samt regninger, terminer og det chok, det var, at opdage, at køleskabet ikke fyldte sig selv. Plus ikke mindst arbejdspladsens forventning om, at man stillede hver morgen. Og udførte noget, når man nu alligevel var kommet.
Det er her, at trangen til heavy metal, hættebluser, uspolerethed og eskapisme bliver grundlagt, men man får ingen hjælp, når man klager over, at størrelsen ikke passer. Allerhøjest en påmindelse om at man ikke skal skabe sig sådan. »I din alder. . .«
Det ville ellers gøre underværker. For eksempel ville jeg slippe for at skulle forklare, hvorfor jeg stadig går med hættetrøje – samt til rockkoncerter med den let anløbne, skjulte dagsorden at bombardere 18-årige piger med udvalgte score-bemærkninger som:
– Hvor har du været hele mit liv?
– Ja, de første 20 år var jeg slet ikke født. . .
Men at alderen ikke passer til personen, men strammer og sidder dårligt, er et livsvilkår. Også dengang man faktisk syntes, det var vigtigt at virke ældre, end man var. Altså dengang man ikke var 14, men fyldte 15. Med mindre man skulle til midnatsforestilling og se »Langt ned i Halsen«, så var der ikke grænser for hvor meget 18, man var.
Og da man så endelig nåede den forjættende periode, hvor man bestemte alt selv, så var det ikke engang et morsomt møde, for med ret kom pligt. Samt regninger, terminer og det chok, det var, at opdage, at køleskabet ikke fyldte sig selv. Plus ikke mindst arbejdspladsens forventning om, at man stillede hver morgen. Og udførte noget, når man nu alligevel var kommet.
Det er her, at trangen til heavy metal, hættebluser, uspolerethed og eskapisme bliver grundlagt, men man får ingen hjælp, når man klager over, at størrelsen ikke passer. Allerhøjest en påmindelse om at man ikke skal skabe sig sådan. »I din alder. . .«
onsdag den 30. april 2008
Det sidste fristed for larm og liv
Jeg blev en gang spurgt, hvordan jeg »kunne holde den larm ud«.
– Så slemme er de heller ikke, og det er trods alt mine kolleger.
– Det var ikke det, jeg mente. Det er den musik, du hører. Og anmelder. Sagesløse mennesker går ud køber de plader, der lyder som Tjernobyl værket, der bliver beskudt af Navarones Kanoner.
Og det er selvfølgelig rigtigt. Jeg har i årevis skrevet om den absolut mest larmende niche i rockmusikken, og min hørelse burde være et tema i Ugeskrift for Læger.
Men det er gjort med stor fornøjelse. Hvorfor? Jo, der var engang, da rockmusikken var ung og skabte uro. Hver gang Beatles eller Rolling Stones udgav et album var det uden diskussion det bedste album, de havde lavet. Der var en lo-yalitet hos gruppernes fans, der rakte ud over, hvad udenforstående kunne fatte.
Så kom industrien, og så var den fornøjelse ødelagt. Musik blev forbrug, og vi gik til fest-ivaler der kaldte sig Danmarks største havefest. Med hoppeborg og klapvogn og musikken som baggrundstapet. Noget hulens dyrt tapet. Undtagen i den hårde rock. Den udspiller sig stadig i sin niche af larm og spektakel. Og liv og glade dage. Tilsyneladende endeløst liv. Ozzy Osbourne har da lignet en 80-årig de sidste 20 år, og hvilke andre steder kan man overleve ved at vakle rundt på en scene og ligne en gorilla med slagtilfælde? På grund af begejstring og loyalitet.
Og larmen? Jamen, en forsker ved Syddansk Universitet har lige fundet ud af, at flagermus udsender et lydtryk på 140 decibel, mens en rockkoncert udsender 120 decibel. Så vi er faktisk nogle stille og rolige drenge og piger.
– Så slemme er de heller ikke, og det er trods alt mine kolleger.
– Det var ikke det, jeg mente. Det er den musik, du hører. Og anmelder. Sagesløse mennesker går ud køber de plader, der lyder som Tjernobyl værket, der bliver beskudt af Navarones Kanoner.
Og det er selvfølgelig rigtigt. Jeg har i årevis skrevet om den absolut mest larmende niche i rockmusikken, og min hørelse burde være et tema i Ugeskrift for Læger.
Men det er gjort med stor fornøjelse. Hvorfor? Jo, der var engang, da rockmusikken var ung og skabte uro. Hver gang Beatles eller Rolling Stones udgav et album var det uden diskussion det bedste album, de havde lavet. Der var en lo-yalitet hos gruppernes fans, der rakte ud over, hvad udenforstående kunne fatte.
Så kom industrien, og så var den fornøjelse ødelagt. Musik blev forbrug, og vi gik til fest-ivaler der kaldte sig Danmarks største havefest. Med hoppeborg og klapvogn og musikken som baggrundstapet. Noget hulens dyrt tapet. Undtagen i den hårde rock. Den udspiller sig stadig i sin niche af larm og spektakel. Og liv og glade dage. Tilsyneladende endeløst liv. Ozzy Osbourne har da lignet en 80-årig de sidste 20 år, og hvilke andre steder kan man overleve ved at vakle rundt på en scene og ligne en gorilla med slagtilfælde? På grund af begejstring og loyalitet.
Og larmen? Jamen, en forsker ved Syddansk Universitet har lige fundet ud af, at flagermus udsender et lydtryk på 140 decibel, mens en rockkoncert udsender 120 decibel. Så vi er faktisk nogle stille og rolige drenge og piger.
Abonner på:
Opslag (Atom)
