Time Manager from Hell

For mange år siden havde jeg en veninde i Århus, der altid gik og sagde, at livet stoppede, når man fik børn. Det syntes jeg nok var at stramme den, men udsagnet faldt mig ind forleden. Nemlig da jeg så et af disse talkshows, hvor en gruppe lettere bedagede kendisser sad og skulle designe begavede svar på banale problemer, som voksne mennesker selv burde kunne løse.
Et af spørgsmålene kom fra en kvinde, der var grundig træt af, at hele venindekredsen havde fået mand og barn. Jo, for nu var det umuligt at samles spontant om noget som helst. Selv den mest uambitiøse kop kaffe-snak skulle planlægges, aftales, forhandles, afstemmes og inddrage Outlook, Facebook, SMS, kalender og logistikkontoret hos Statens Byggeforskningsinstitut.
Når den endelige beslutning så var taget, og audiensen tilstået, havde kvinden mistet al lyst til kaffe–snak. Og al anden form for samvær med sine planlægnings-psykotiske veninder.
Det kunne talkshowets panel sådan set godt forstå, men folk havde jo så travlt i dag, så konklusionen blev, at kvinden måtte drikke sin kaffe selv.
Det syntes jeg nok var et tyndt svar. Spørgsmålet er om det overhovedet handler om travlhed. Eller om det ikke bare handler om, at spontanitet er yt. Spontan er noget aborter kan være. Alt andet i vores kultur skal skemalægges og hænges op på køleskabet med en lille magnet, og kontrolsygen, synes jeg, slog nye rekorder, da jeg i sidste uge læste, at børnefamilier bestiller charterrejser halvandet år i forvejen.
En psykolog kaldte det sygt.

Jeg fik ikke hendes navn, men måske var det min gamle veninde fra Århus.

Ser jeg for tyk ud i de her bukser?

Mænd er det handlekraftige køn. Vores forfædre sad på sletten, parate til at nedlægge vilde dyr, og den eneste form for verbalisering var, når de sad og fangede lus ved bålet:
– Lørdag aften. Hvad skal vi lave? Gå ud og smide med sten efter nogle mammutter?
Af samme grund bider ord ikke på mænd i dag. Det sagte skræmmer os ikke, selv om sætningen »der er ikke flere øl« selvfølgelig kan sende en svag trækning hen over vores øjenbryn. Men ellers ikke.
Dog er der ingen regel uden undtagelse. Det ved alle, der har set en mands reaktion, når kæresten/konen siger:
– Ser jeg for tyk ud i de her bukser?
Historien kender til enkelte mænd, der troede på, at sandheden tjener alle bedst, så de sagde noget i retning af:
– Ja, der er godt nok noget Marie Carmen Koppel over det der. . .
Lad os sende disse mænd en tanke. De er her ikke mere. Og hvis de alligevel er, så er det med en anden kone.
Alle andre mænd ved med deres urinstinkt, at her skal ikke tales. Her skal handles. Så de forvandler sig i et splitsekund til noget fra en Greemlins-film, piber noget usammenhængende og finder en uopsættelig opgave at kaste sig over: En tagrende, der skal renses eller en bil, der skal vaskes. Jeg vil vædde en konsultation hos Carl Mar Møller på, at landet er fyldt med havelamper, der har fået pærerne skiftet ud på den konto. Af en repræsentant for det handlekraftige, nonverbale køn. I overalls og med et jaget blik i øjnene.
Alt imens en kvinde har stået foran spejlet og lignet en sumobryder med vejrtrækningsbesvær.

En ordentlig bunke problemer

En forsker mener, vores kultur tilsiger os, at det er risikabelt at ligne det andet køn alt for meget.
Han nævner tøjvask som et område, hvor mænd beskedent holder sig tilbage i en tid, da de ellers skifter lige så meget ble som olie. Men tøjvask er historisk noget, kvinder har gjort nede i åen med rumpen i vejret, og det billede kan mænd desværre ikke slippe, så de vægrer sig.
Metoden en enkel: Det eneste, mænd ved om vaskemaskiner, er at de ligesom tv-apparater har programmer. En viden mænd til gengæld ikke anvender til noget. Det ved de kvinder, der har prøvet at forklare om skåneprogrammet. Rigtige mænd ser ikke svensk tv, så vores mand smider hele tøjbunken ind i maskinen. Med ét fast tag, så der kommer lidt møggreb over operationen. Sortere er noget de gør på postkontoret, og her lurer den egentlige fare:
Inde i vaskemaskinen ligger nu konens sarte sillketrusser sammen med vor mands svedige rugbytrøje. Hele molevitten bliver sat på kogevask, hvorefter trusserne krymper så meget, at kun datterens Barbiedukke kan passe dem.
Så har vi balladen, og ordet ”klovn” bliver måske brugt. Men der er ikke noget at gøre. Det køn, der elsker at læse manualer, er ikke i stand til at læse en vaskeanvisning på et stykke tekstil. Sådan er det, beklager, og kvinderne ved det godt.
Så de sorterer og vasker og hænger op. Mændene går glade videre til mere maskuline opgaver så som at sætte ny pære i havelampen, mens konen står ude i haven med klemmer i munden og spekulerer på, om hun har råd til en karriere som enlig mor.

De store forskelle

Det kan godt være, at sagkundskaben mener, at de to køn kommer til at ligne hinanden mere og mere. Den om det. Jeg vil til enhver tid hævde, at hverdagen er fyldt med beviser på, at mænd og kvinder lever på hver deres planet, hvor beboerne har mere end svært ved at forstå hinanden.
Hvis nogen er i tvivl, skal de bare tjekke reaktionen hos en mand, når han sidder foran tv bevæbnet med dåseøl, snacks samt anden udtryk for sportslighed, og konen så siger:
– Herregud, det er jo bare et spil.
Det forstår han simpelthen ikke.
Sådan er hverdagen fyldt med beviser på kønnenes forskellighed. Kvinder har svært ved at forstå, hvorfor mænd finder det bydende nødvendigt at finde boremaskine, værktøjskasse, vinkelsliber, stiksav, hammer, bajonetsav og rystepudser frem – for at sætte en hylde op. Lige som de fleste piger har opgivet at begribe, hvorfor mænd kan tisse over alt og gør det med stor fornøjelse. På samme måde bliver de nærmest lammede over at se, at mænd er i stand til at købe et par sko på fire minutter.
Forskellene mellem kønnene kan skabe kludder i samtalen. Når mænd siger: »Hvor er mine nøgler/fodboldbilletter/underbukser«, så er svaret: »Nok, der hvor du lagde dem sidst« altså bare det forkerte svar.
Hvorfor? Fordi mænd kræver rationelle og opklarende svar. Vi er det rationelle køn. Derfor ved vi, at det ikke udelukker hinanden at være dødssyg af en let sommerforkølelse og forlange konstant pleje og omsorg – og samtidig nægte at gå til læge.
Det forstå kvinder garanteret heller ikke.

Hvorfor ikke kalde konen for kæresten?

Forleden var vi hjemme hos en tidligere kollega, der beklagede sig over et nyt problem, hun havde fået som journalist. Hun vidste ikke, hvordan hun skulle omtale gifte kvinder. Ordet kone gav hende nogle indre billeder af flade sko og en lettere nedtrådt størrelse, der får mere banko end sex. Ægtefælle lød for sagsbehandleragtigt, og hustru lød alt for kirkeligt.
Sukkede hun hen over den varme chili corn carne. Nu kan man indvende, at verden byder på større problemer, bare spørg de amerikanske aktiehandlere, men ord betyder meget. De kan bringe os nærmere på og længere væk fra livet.
Det faldt mig ind, da jeg læste en klumme af en præst, der var træt af, at rødvin lagret på egetræsfade i 12 år nu blot hedder en genstand. Under en fest var hans borddame kommet til at gribe ud efter hans glas, hvorefter han uden tanke på følgerne råbte:
– Rør ikke min genstand!
Resultat: Kvindens mand ville ikke tale med hende resten af aftenen. Så kom ikke at sige at det ikke betyder noget.
Engang sagde vi goddag. Underforstået: Jeg ønsker dig en god dag. I dag beder vi folk om lige at tage sig sammen og selv sørge for det:
– Kan du have en god dag, siger den fortravlede og affable kassedame.
Jo, tak. Jeg skal prøve. Ringer i aften og fortæller om det er lykkedes.
Og så burde der uddeles tæsk med våde håndklæder til ham, der opfandt ordet livskvalitet. Som var det en varedeklaration. Men selvfølgelig er det lettere at forholde sig til et menneske, der er i krise frem for at skulle høre den virkelige historie: At dette menneske er dybt ulykkeligt.

De skal nok få sandheden frem

I gamle dage blev man knebet i ballerne med gloende jern af den spanske inkvisition, der insisterede på at vide, om man var kætter. Det må have gjort satans ondt, og hvem kunne ikke falde for fristelsen til at indrømme, at man var satans yngel, der fuskede med udkogte gedekranier. Også selv om det var ukristelig løgn.
Så blev man brændt. Det koster at få sandheden frem.
Sådan gør vi ikke i dag. Jo, der var et firma, der for nogle år siden pressede medarbej-derne til at deltage i kurser, hvor de skulle løbe på glødende kul. Det gav nogle forbrændinger, men hvor der handles, der brændes. Men ellers gør vi ikke sådan.
I en stor dippedut-koncern på Als gør de noget andet. De stikker et spørgeskema ud til folk, der søger job. Her skal de svare på, om de hader opera eller ved hvorfor, stjernerne blinker. Det har sikkert kostet virksomheden en masse penge at finde ud af, om de ansatte synes, at græsk mytologi er interessant. Og så er det ikke topchefer, der skal svare på spørgsmålene, men de mennesker der skal svinge kost og svaber på virksomhedens gange. Det kan man kalde grundighed. Lidt lige som den spanske inkvisition.
I filmen »De andres Liv« bruger en mand sit liv i DDR til at sidde i en kælder og smuglytte til andres samtaler. Sådan gør vi som sagt ikke. Vi intimiderer mennesker i fuld offentlighed.
I spørgeskemaet fra dippedut-koncernen skal man for øvrigt svare på, om man tror, man har været her før. Jeg ved godt, hvad jeg ville have svaret:
– Ja, og dengang blev jeg forfulgt af den spanske inkvisition.

Forhandlingens kunst

Jeg har en cykel derhjemme, som jeg gerne vil skifte ud. Med andre ord: Købe en ny. Det forsøger jeg så at indlede forhandlinger om. Men det er der slet ingen grund til, mener fruen. Jeg kan bare gå ned og få den gamle repareret.
Så går jeg ud i skuret og kigger på cyklen og samler en masse argumenter sammen om, hvor håbløs en reparation af liget vil være, og hvor dyrt det vil blive, og hvor lang tid, det vil tage, og nyt er jo nu en gang nyt og . . .
Til ingen verdens nytte.
Jeg begynder at forstå, hvorfor fredsforhandlinger i Mellemøsten går i hårdknude. Tænker jeg med et suk og et blik på cyklen – husets svar på Golan-højderne.
Men det er gået op for mig, at jeg ikke er den eneste. Jeg møder flere og flere mænd, der gerne vil:
Købe et nyt fjernsyn:
– Det er det ingen grund til. Det gamle er godt nok, og hvis du synes, farverne står uklart, skulle du tage at få briller.
Købe ny bil:
– Ja, men det skal ikke være den der BMW, du fabler om, men en familiebil med plads til tre børn, fem kilo vaskepulver og en golden retriever.
Købe en mountainbike:
– Du bruger den kun de første 14 dage, og så glemmer du den ude i regnen.
Osv., osv. Og jeg tror, jeg ved, hvorfor det går galt. Mænd har ikke lært fidusen, men det har kvinder. De ved, at man vinder forhandlinger, hvis man begynder et helt andet sted:
– Nu skal du bare se. De her støvler var nedsat fra 1600, og de er lige min størrelse. Hvad! Har du købt en fladskærm? Det har vi da ikke råd til.
Sådan. Først handling – så forhandling. Enkelt og ligetil.