Sandheden, den fulde sandhed og kun sandheden. Nej, lad os se det i øjnene: Det holder ikke. Heller ikke i amerikanske tv-film, for så var der nok ingen historie. Det er også den erfaring, de gør sig i de virkelige retssale. På skattekontorerne. Samt på generalforsamlinger i alverdens lystfiskerforeninger:
Den nøgne, skinbarlige sandhed findes ikke. Man kan ikke kun tale sandt.
Selv har jeg altid hyldet det synspunkt, at lidt løgn skal der til, og jeg begyndte allerede som dreng:
– Hej mor. Nej, vi har ikke lavet noget særligt. Hvorfor der er huller i mit tøj, og det lugter brændt? Nå, men det er ikke noget.
Mænd er bedre til at lyve end kvinder. Allerede Eva faldt igennem, da hun stjal et æble og prøvede at skyde skylden på et krybdyr. Det er for tyndt og bare se: Den dag i dag får kvinder kun en tredjedel i løn for det samme arbejde. Det kan de godt lige tænke over.
Men er det ikke umoralsk at forsvare løgnen? Jo, men det andet er farligt. Tag nu den verbale vejsidebombe, kvinder uden varsel kan smide:
– Ser min røv for stor ud i de her bukser?
Hvad skal manden sige:
– Ja, der er faktisk lidt pansret mandskabsvogn over det der.
Så ville man da med fuld ret kunne sige, at hans hjerne så for lille ud til det hoved.
Ergo: Vi lyver. Og forventer ikke andet fra andre. Jeg mener, hvis vi for år tilbage havde spurgt de islandske finansfolk, hvor de havde alle de penge fra, var vi nok blevet lettere paf, hvis de havde sagt det, som det var:
– Jamen, vi har heller ikke nogen. Det er alt sammen varm luft og lånte fjer.
lørdag den 1. november 2008
tirsdag den 21. oktober 2008
Svineri for børn
Det er fint, at forældre propper computeren med firewalls og filtre, så adgangen til Internettet bliver som at snige sig over grænsen til Nordkorea. Børn skal jo beskyttes mod snasket derude.
Men måske skal vi også kigge nærmere på vores kulturskat i form af de gamle børnesange, som vi lader ungerne synge – sådan uden videre. For der er altså grove løjer imellem.
Tag nu »Giftes med Farmand«. Den kan nok give nogle indre billeder af tvivlsom karakter, og komponisten skal være glad for, at den er skrevet for mange år siden.
Eller hvad skal vi mene om »I Skoven skulle være Gilde.«. Den rummer en grim scene til sidst, hvor den gamle ugle drak sig »ganske fuld, så den faldt i græsset omkuld«. Børn pånødes her indre billeder af alkoholiseret fjerkræ, og det må vi sige er stærke sager i en tid, da to 15-årige må gå i seng med hinanden, men ikke ryge en smøg bagefter.
Vi kommer heller ikke udenom at kaste et kritisk blik på en nationaldigter som Jeppe Aakjær, der skrev »her er soen – sikken en – messingring i næsen, lange ører korte ben, uopdragent væsen«. Det er da den sikre måde at fremme spisevægring på, næste gang der står nakkekoteletter på bordet. Aakjær fremturer i samme sang: »Ved sin moders patte får den en dejlig mælketår«. Sin moders patte – må vi være fri. Børn skal bare vide, at mælk kommer fra Nettos køledisk. Det må være nok. For at det ikke skal være løgn slutter sangen med ordene: »Lotte går ved lisken, nu skal jeg have pisken«. Sadomasochistiske fantasier skal vi heller ikke skånes for. Jo, jeg synes nok, der er noget at tage fat på.

onsdag den 15. oktober 2008
Time Manager from Hell
For mange år siden havde jeg en veninde i Århus, der altid gik og sagde, at livet stoppede, når man fik børn. Det syntes jeg nok var at stramme den, men udsagnet faldt mig ind forleden. Nemlig da jeg så et af disse talkshows, hvor en gruppe lettere bedagede kendisser sad og skulle designe begavede svar på banale problemer, som voksne mennesker selv burde kunne løse.
Et af spørgsmålene kom fra en kvinde, der var grundig træt af, at hele venindekredsen havde fået mand og barn. Jo, for nu var det umuligt at samles spontant om noget som helst. Selv den mest uambitiøse kop kaffe-snak skulle planlægges, aftales, forhandles, afstemmes og inddrage Outlook, Facebook, SMS, kalender og logistikkontoret hos Statens Byggeforskningsinstitut.
Når den endelige beslutning så var taget, og audiensen tilstået, havde kvinden mistet al lyst til kaffe–snak. Og al anden form for samvær med sine planlægnings-psykotiske veninder.
Det kunne talkshowets panel sådan set godt forstå, men folk havde jo så travlt i dag, så konklusionen blev, at kvinden måtte drikke sin kaffe selv.
Det syntes jeg nok var et tyndt svar. Spørgsmålet er om det overhovedet handler om travlhed. Eller om det ikke bare handler om, at spontanitet er yt. Spontan er noget aborter kan være. Alt andet i vores kultur skal skemalægges og hænges op på køleskabet med en lille magnet, og kontrolsygen, synes jeg, slog nye rekorder, da jeg i sidste uge læste, at børnefamilier bestiller charterrejser halvandet år i forvejen.
En psykolog kaldte det sygt.

Jeg fik ikke hendes navn, men måske var det min gamle veninde fra Århus.
mandag den 6. oktober 2008
Ser jeg for tyk ud i de her bukser?
Mænd er det handlekraftige køn. Vores forfædre sad på sletten, parate til at nedlægge vilde dyr, og den eneste form for verbalisering var, når de sad og fangede lus ved bålet:
– Lørdag aften. Hvad skal vi lave? Gå ud og smide med sten efter nogle mammutter?
Af samme grund bider ord ikke på mænd i dag. Det sagte skræmmer os ikke, selv om sætningen »der er ikke flere øl« selvfølgelig kan sende en svag trækning hen over vores øjenbryn. Men ellers ikke.
Dog er der ingen regel uden undtagelse. Det ved alle, der har set en mands reaktion, når kæresten/konen siger:
– Ser jeg for tyk ud i de her bukser?
Historien kender til enkelte mænd, der troede på, at sandheden tjener alle bedst, så de sagde noget i retning af:
– Ja, der er godt nok noget Marie Carmen Koppel over det der. . .
Lad os sende disse mænd en tanke. De er her ikke mere. Og hvis de alligevel er, så er det med en anden kone.
Alle andre mænd ved med deres urinstinkt, at her skal ikke tales. Her skal handles. Så de forvandler sig i et splitsekund til noget fra en Greemlins-film, piber noget usammenhængende og finder en uopsættelig opgave at kaste sig over: En tagrende, der skal renses eller en bil, der skal vaskes. Jeg vil vædde en konsultation hos Carl Mar Møller på, at landet er fyldt med havelamper, der har fået pærerne skiftet ud på den konto. Af en repræsentant for det handlekraftige, nonverbale køn. I overalls og med et jaget blik i øjnene.
Alt imens en kvinde har stået foran spejlet og lignet en sumobryder med vejrtrækningsbesvær.

mandag den 29. september 2008
En ordentlig bunke problemer
En forsker mener, vores kultur tilsiger os, at det er risikabelt at ligne det andet køn alt for meget.
Han nævner tøjvask som et område, hvor mænd beskedent holder sig tilbage i en tid, da de ellers skifter lige så meget ble som olie. Men tøjvask er historisk noget, kvinder har gjort nede i åen med rumpen i vejret, og det billede kan mænd desværre ikke slippe, så de vægrer sig.
Metoden en enkel: Det eneste, mænd ved om vaskemaskiner, er at de ligesom tv-apparater har programmer. En viden mænd til gengæld ikke anvender til noget. Det ved de kvinder, der har prøvet at forklare om skåneprogrammet. Rigtige mænd ser ikke svensk tv, så vores mand smider hele tøjbunken ind i maskinen. Med ét fast tag, så der kommer lidt møggreb over operationen. Sortere er noget de gør på postkontoret, og her lurer den egentlige fare:
Inde i vaskemaskinen ligger nu konens sarte sillketrusser sammen med vor mands svedige rugbytrøje. Hele molevitten bliver sat på kogevask, hvorefter trusserne krymper så meget, at kun datterens Barbiedukke kan passe dem.
Så har vi balladen, og ordet ”klovn” bliver måske brugt. Men der er ikke noget at gøre. Det køn, der elsker at læse manualer, er ikke i stand til at læse en vaskeanvisning på et stykke tekstil. Sådan er det, beklager, og kvinderne ved det godt.
Så de sorterer og vasker og hænger op. Mændene går glade videre til mere maskuline opgaver så som at sætte ny pære i havelampen, mens konen står ude i haven med klemmer i munden og spekulerer på, om hun har råd til en karriere som enlig mor.

fredag den 26. september 2008
De store forskelle
Det kan godt være, at sagkundskaben mener, at de to køn kommer til at ligne hinanden mere og mere. Den om det. Jeg vil til enhver tid hævde, at hverdagen er fyldt med beviser på, at mænd og kvinder lever på hver deres planet, hvor beboerne har mere end svært ved at forstå hinanden.
Hvis nogen er i tvivl, skal de bare tjekke reaktionen hos en mand, når han sidder foran tv bevæbnet med dåseøl, snacks samt anden udtryk for sportslighed, og konen så siger:
– Herregud, det er jo bare et spil.
Det forstår han simpelthen ikke.
Sådan er hverdagen fyldt med beviser på kønnenes forskellighed. Kvinder har svært ved at forstå, hvorfor mænd finder det bydende nødvendigt at finde boremaskine, værktøjskasse, vinkelsliber, stiksav, hammer, bajonetsav og rystepudser frem – for at sætte en hylde op. Lige som de fleste piger har opgivet at begribe, hvorfor mænd kan tisse over alt og gør det med stor fornøjelse. På samme måde bliver de nærmest lammede over at se, at mænd er i stand til at købe et par sko på fire minutter.
Forskellene mellem kønnene kan skabe kludder i samtalen. Når mænd siger: »Hvor er mine nøgler/fodboldbilletter/underbukser«, så er svaret: »Nok, der hvor du lagde dem sidst« altså bare det forkerte svar.
Hvorfor? Fordi mænd kræver rationelle og opklarende svar. Vi er det rationelle køn. Derfor ved vi, at det ikke udelukker hinanden at være dødssyg af en let sommerforkølelse og forlange konstant pleje og omsorg – og samtidig nægte at gå til læge.
Det forstå kvinder garanteret heller ikke.

torsdag den 18. september 2008
Hvorfor ikke kalde konen for kæresten?
Forleden var vi hjemme hos en tidligere kollega, der beklagede sig over et nyt problem, hun havde fået som journalist. Hun vidste ikke, hvordan hun skulle omtale gifte kvinder. Ordet kone gav hende nogle indre billeder af flade sko og en lettere nedtrådt størrelse, der får mere banko end sex. Ægtefælle lød for sagsbehandleragtigt, og hustru lød alt for kirkeligt.
Sukkede hun hen over den varme chili corn carne. Nu kan man indvende, at verden byder på større problemer, bare spørg de amerikanske aktiehandlere, men ord betyder meget. De kan bringe os nærmere på og længere væk fra livet.
Det faldt mig ind, da jeg læste en klumme af en præst, der var træt af, at rødvin lagret på egetræsfade i 12 år nu blot hedder en genstand. Under en fest var hans borddame kommet til at gribe ud efter hans glas, hvorefter han uden tanke på følgerne råbte:
– Rør ikke min genstand!
Resultat: Kvindens mand ville ikke tale med hende resten af aftenen. Så kom ikke at sige at det ikke betyder noget.
Engang sagde vi goddag. Underforstået: Jeg ønsker dig en god dag. I dag beder vi folk om lige at tage sig sammen og selv sørge for det:
– Kan du have en god dag, siger den fortravlede og affable kassedame.
Jo, tak. Jeg skal prøve. Ringer i aften og fortæller om det er lykkedes.
Og så burde der uddeles tæsk med våde håndklæder til ham, der opfandt ordet livskvalitet. Som var det en varedeklaration. Men selvfølgelig er det lettere at forholde sig til et menneske, der er i krise frem for at skulle høre den virkelige historie: At dette menneske er dybt ulykkeligt.

Abonner på:
Opslag (Atom)