Jeg er vild med udtrykket bekymringsindustri. Man ser for sig en stor fabrikshal med kolonner af grå mennesker med knold i nakken og ruskindslapper på ærmerne, der under stor larm knækker fingre, mens de siger: Klæd dig nu varmt på, så du ikke bliver forkølet, får du nu også nok at spise og kom nu hjem i ordentlig tid. . .
Bekymringsindustrien er ny. Tidligere var det et håndværk fyldt med små, selvstændige producenter af bekymring og utryghed. Ens mor for eksempel:
– Hej mor, jeg ringer, for du siger jo, at jeg aldrig ringer til dig. . .
– Hvorfor ringer du nu? Ved du ikke, at der farligt at ringe i tordenvejr?
Nu er det altså en industri, men det er ikke gået ud over kvaliteten. Tværtimod forædler bekymringsindustrien sine produkter løbende. Tag nu mælk. Først drak vi mælk, fordi det var sundt, indtil bekymringsindustrien fortalte om mælkeallergi. Så holdt vi op, hvorefter bekymringsindustrien producerede bekymring om vores knoglers holdbarhed.
Sådan kan man blive ved, og det er lige, hvad industrien gør. Den udvikler sig konstant. Forleden så jeg således et barn med cykelhjelm. Til fods vel at mærke, men mit yndlingseksempel er stadig det forældrepar, der ikke ville have, at sønnen kom ud i regnvejr, når han var i børnehave. Nej, for så blev han jo våd. Alt sammen en følge af en opvækst i lyset fra bekymringsindustrien. Om føje år har vi formentlig taget skridtet fuldt ud, så børn slet ikke kommer udenfor en dør.
Så vil bekymringsindustrien forklare, at det er skadeligt for børn at være socialt isolerede.
tirsdag den 30. december 2008
onsdag den 3. december 2008
Vil du frem min dreng så spil kort
Der var en gang, da børn aldrig behøvede at være i tvivl om, hvad retning deres liv skulle tage:
– Far, hvad skal jeg blive til?
– Jeg er bonde/tømrer/tandlæge så du skal være bonde/tømrer/tandlæge.
Så gik børnene ud for at være det. Hvis de altså var drenge. Hvis de var piger, fødte de børn/fødte børn/fødte børn. Hvorefter de døde.
Så gik der demokrati og ligestilling i det, og pludselig var der frit valg på samtlige hylder. Alle kunne blive det hele, og jeg skal da love for, at det har hjulpet på niveauet over hele linjen. Nu lød mantraet:
– Du skal sørge for at få en uddannelse.
Denne gang var pigerne også hevet ind til foredraget, og da de altid har været så efterrettelige, dominerer pigerne i dag de højere uddannelser i en sådan grad, at man spekulerer over, hvor drengene er: Ude at køre råddent i en rusten Nissan, mens de snakker i mobil og drikker Congo-bajere eller hvad?
Måske spiller de kort. Nu læste jeg om en yngre mand, der havde vundet 53 millioner kroner ved at spille poker. Han var dansker, men hed Peter Eastgate (er jeg den eneste, der tror, at han i virkeligheden hedder Peter Østerport, men at det andet lyder mere fancy?). Og fordi han er god til noget, der i gamle dage i bedste fald blev kaldt tidsfordriv, bruger Peter Østerport næppe tid på at gruble over, hvordan dælen han skal snige sig ind på medicinstudiet.
Så hvordan pokker skal forældre i fremtiden overbevise sløve pubertetslømler om det fornuftige i at tage en uddannelse:
– Hvorfor det. Jeg udvikler da bare mine kompetencer i yatzy.
– Far, hvad skal jeg blive til?
– Jeg er bonde/tømrer/tandlæge så du skal være bonde/tømrer/tandlæge.
Så gik børnene ud for at være det. Hvis de altså var drenge. Hvis de var piger, fødte de børn/fødte børn/fødte børn. Hvorefter de døde.
Så gik der demokrati og ligestilling i det, og pludselig var der frit valg på samtlige hylder. Alle kunne blive det hele, og jeg skal da love for, at det har hjulpet på niveauet over hele linjen. Nu lød mantraet:
– Du skal sørge for at få en uddannelse.
Denne gang var pigerne også hevet ind til foredraget, og da de altid har været så efterrettelige, dominerer pigerne i dag de højere uddannelser i en sådan grad, at man spekulerer over, hvor drengene er: Ude at køre råddent i en rusten Nissan, mens de snakker i mobil og drikker Congo-bajere eller hvad?
Måske spiller de kort. Nu læste jeg om en yngre mand, der havde vundet 53 millioner kroner ved at spille poker. Han var dansker, men hed Peter Eastgate (er jeg den eneste, der tror, at han i virkeligheden hedder Peter Østerport, men at det andet lyder mere fancy?). Og fordi han er god til noget, der i gamle dage i bedste fald blev kaldt tidsfordriv, bruger Peter Østerport næppe tid på at gruble over, hvordan dælen han skal snige sig ind på medicinstudiet.
Så hvordan pokker skal forældre i fremtiden overbevise sløve pubertetslømler om det fornuftige i at tage en uddannelse:
– Hvorfor det. Jeg udvikler da bare mine kompetencer i yatzy.
tirsdag den 18. november 2008
Modepoliti med fejl i efterforskningen
Nu er mænd ret storsindede. Derfor går de heller ikke så højt op i, at det er kvinder, der bestemmer mænds påklædning og frisure samt kontrollere, at de ikke kommer i byen med små hår ud ad næsen.
– Pyt med at kvinder klæder mænd på. Bare vi kan klæde kvinder af, lyder det let og muntert fra det stærke køn, parallelparkeringens betvinger.
Men er det ikke en kortsigtet betragtning? Har kvinder ikke fat i den lange ende, når de med farvekort og hævede øjenbryn blander sig i det daglige. Også når det gælder partnerens påklædning?
Jo, ubetinget. Og det er der grund til at tænke over nu, da vi nærmer os den tid på året, hvor det undtagelsesvis er mænd, der køber tøj til kvinder. Tøj til at tage af. Undertøj. For let’s face it: I december er landets stormagasiner og lingeributikker proppet med forventningsfulde mænd, der køber g-strengstrusser, sorte bh’er og røde hofteholdere til deres livs kærlighed. Her kan andre kunder overhøre kostelige samtaler mellem ekspeditricer og svedende mænd:
– Ja, hun er sådan cirka lige så højt som dig, men med mindre bryster. . .
Den slags slap research hævner sig. Nemlig juleaften når konen pakker den bløde gave op og sender indholdet et isbjerg af et blik for derefter at meddele at de diminutive trusser i sart silke skal byttes til hvide Sloggi’er, der med tiden uvilkårlig får slap elastik. Alt imens manden resten af juleaften sidder og ligner en karton glemt kærnemælk, fordi han ikke styr på, at konen ikke er en størrelse S for small, men B for buttet.
Sådan går det, når man ikke blander sig i det daglige.
– Pyt med at kvinder klæder mænd på. Bare vi kan klæde kvinder af, lyder det let og muntert fra det stærke køn, parallelparkeringens betvinger.
Men er det ikke en kortsigtet betragtning? Har kvinder ikke fat i den lange ende, når de med farvekort og hævede øjenbryn blander sig i det daglige. Også når det gælder partnerens påklædning?
Jo, ubetinget. Og det er der grund til at tænke over nu, da vi nærmer os den tid på året, hvor det undtagelsesvis er mænd, der køber tøj til kvinder. Tøj til at tage af. Undertøj. For let’s face it: I december er landets stormagasiner og lingeributikker proppet med forventningsfulde mænd, der køber g-strengstrusser, sorte bh’er og røde hofteholdere til deres livs kærlighed. Her kan andre kunder overhøre kostelige samtaler mellem ekspeditricer og svedende mænd:
– Ja, hun er sådan cirka lige så højt som dig, men med mindre bryster. . .
Den slags slap research hævner sig. Nemlig juleaften når konen pakker den bløde gave op og sender indholdet et isbjerg af et blik for derefter at meddele at de diminutive trusser i sart silke skal byttes til hvide Sloggi’er, der med tiden uvilkårlig får slap elastik. Alt imens manden resten af juleaften sidder og ligner en karton glemt kærnemælk, fordi han ikke styr på, at konen ikke er en størrelse S for small, men B for buttet.
Sådan går det, når man ikke blander sig i det daglige.
torsdag den 13. november 2008
Bloggen går på Facebook
Jeg kan lige så godt krybe til korset. Falde til patten. Og bide til bolle: Jeg er også kommet på Facebook.
Eller fjæsbog som vi hardcore-fjæs indforstået siger. Når vi ikke lyder som børn, der samler på hønseringe:
– Hvor mange venner har du? Øj, så mange. Nå, men Anders Fogh siger, han har 5000. Hvad er det, vi gør forkert?
Nu har jeg det som andre mænd med noget, der udsender en bare svag odør af teknisk snilde:
1) Mærkeligt at vi har kunnet levet uden det her? (Læs: Jeg kan finde ud af det)
2) Hvem Fanden opfinder sådan noget bras? (Læs: Jeg kan ikke finde ud af det.)
Derfor er vi nogle, der bruger en weekend på at gå og tjekke om vores dørkarme er i vatter, når vi har købt et vaterpas.
Og sådan er det med Facebook. Knap havde jeg opdaget det, før jeg var i gang med at tage en ph.d. i ordskvalder og mening-gitis. Det er sådan, at man kan opdatere sin status på Facebook hele tiden, så alle ens nyopdukkede venner kan følge med i ens liv lige nu og få indblik i de intimeste tanker og følelser:
– Michael overvejer at gå ud og spise et stykke knækbrød, men det her er for spændende.
For det er godt nok stort: Folk er ved at forbedre indkøb af pakkekalendre, har lige opdaget noget appelsinhud, kan ikke finde deres selvangivelse, synes det er for dårligt, at det regner på deres fridag eller glæder sig over, at de i sin tid ikke tog flexlån.
Jeg kan blive helt rørt over, at alle de mennesker samtidig har tid til at passe deres Facebook. Og bedst af alt: Det revitaliserer virkelig begrebet venner.
Eller fjæsbog som vi hardcore-fjæs indforstået siger. Når vi ikke lyder som børn, der samler på hønseringe:
– Hvor mange venner har du? Øj, så mange. Nå, men Anders Fogh siger, han har 5000. Hvad er det, vi gør forkert?
Nu har jeg det som andre mænd med noget, der udsender en bare svag odør af teknisk snilde:
1) Mærkeligt at vi har kunnet levet uden det her? (Læs: Jeg kan finde ud af det)
2) Hvem Fanden opfinder sådan noget bras? (Læs: Jeg kan ikke finde ud af det.)
Derfor er vi nogle, der bruger en weekend på at gå og tjekke om vores dørkarme er i vatter, når vi har købt et vaterpas.
Og sådan er det med Facebook. Knap havde jeg opdaget det, før jeg var i gang med at tage en ph.d. i ordskvalder og mening-gitis. Det er sådan, at man kan opdatere sin status på Facebook hele tiden, så alle ens nyopdukkede venner kan følge med i ens liv lige nu og få indblik i de intimeste tanker og følelser:
– Michael overvejer at gå ud og spise et stykke knækbrød, men det her er for spændende.
For det er godt nok stort: Folk er ved at forbedre indkøb af pakkekalendre, har lige opdaget noget appelsinhud, kan ikke finde deres selvangivelse, synes det er for dårligt, at det regner på deres fridag eller glæder sig over, at de i sin tid ikke tog flexlån.
Jeg kan blive helt rørt over, at alle de mennesker samtidig har tid til at passe deres Facebook. Og bedst af alt: Det revitaliserer virkelig begrebet venner.
mandag den 10. november 2008
Jamen, jeg sagde det jo
Der var en gang, da forældre regerede ved hjælp af store sandheder. De var gode at have når, børn kom og stillede krav og havde ønsker:
– Sig mig, tror du, vi er millionærer?
Subsidiært:
- Sig mig, tror du, penge hænger på træerne?
Endelig var der:
– Jeg sagde det jo.
For nok hang penge ikke på træerne, men det gjorde børn. Her kravlede de ud på grenene, hvor de ved hjælp af en kæp ville fiske den bold ned, der lå på drivhusets tag. Når de så styrtede ned gennem drivhustaget og kom ud som en cocktail af knuste tomater, glasskår og blødende sår, så sagde de voksne:
– Jamen, jeg sagde det jo.
Underforstået: Man skulle nok have ladet være. Men så var man jo den erfaring rigere.
Den erfaring har jeg ikke indtryk af, at børn altid får lov at gøre i dag. Tværtimod har jeg indtryk af, at nogle børn tror, de hedder "Pas Nu På". For det er de ord, de oftest bliver tiltalt med. Nogle børn tror måske også, at de hedder "Skal Mor Puste". Og træer er ikke til at kravle i. Allerhøjest til at hænge en gynge op i. Som Sebastian kan gynge i. Men pas nu på.
For man kan falde og snuble, og brænde sig og rive hul og bløde. Med andre ord kan man komme galt af sted, og det skal forblive en hemmelighed for børn.
Indtil den dag Sebastian er gammel nok til at tage beslutninger selv, trække i uniform og drage til Irak med våben og maoriagtig tatovering i nakken. Det vil sikkert holde mor vågen, for det kan ende der, hvor det ikke er nok at puste.
Men måske er det kompensation for de grene, han ikke måtte kravle i, dengang det højest kunne give skrammer.
– Sig mig, tror du, vi er millionærer?
Subsidiært:
- Sig mig, tror du, penge hænger på træerne?
Endelig var der:
– Jeg sagde det jo.
For nok hang penge ikke på træerne, men det gjorde børn. Her kravlede de ud på grenene, hvor de ved hjælp af en kæp ville fiske den bold ned, der lå på drivhusets tag. Når de så styrtede ned gennem drivhustaget og kom ud som en cocktail af knuste tomater, glasskår og blødende sår, så sagde de voksne:
– Jamen, jeg sagde det jo.
Underforstået: Man skulle nok have ladet være. Men så var man jo den erfaring rigere.
Den erfaring har jeg ikke indtryk af, at børn altid får lov at gøre i dag. Tværtimod har jeg indtryk af, at nogle børn tror, de hedder "Pas Nu På". For det er de ord, de oftest bliver tiltalt med. Nogle børn tror måske også, at de hedder "Skal Mor Puste". Og træer er ikke til at kravle i. Allerhøjest til at hænge en gynge op i. Som Sebastian kan gynge i. Men pas nu på.
For man kan falde og snuble, og brænde sig og rive hul og bløde. Med andre ord kan man komme galt af sted, og det skal forblive en hemmelighed for børn.
Indtil den dag Sebastian er gammel nok til at tage beslutninger selv, trække i uniform og drage til Irak med våben og maoriagtig tatovering i nakken. Det vil sikkert holde mor vågen, for det kan ende der, hvor det ikke er nok at puste.
Men måske er det kompensation for de grene, han ikke måtte kravle i, dengang det højest kunne give skrammer.
lørdag den 1. november 2008
Lidt løgn letter livet
Sandheden, den fulde sandhed og kun sandheden. Nej, lad os se det i øjnene: Det holder ikke. Heller ikke i amerikanske tv-film, for så var der nok ingen historie. Det er også den erfaring, de gør sig i de virkelige retssale. På skattekontorerne. Samt på generalforsamlinger i alverdens lystfiskerforeninger:
Den nøgne, skinbarlige sandhed findes ikke. Man kan ikke kun tale sandt.
Selv har jeg altid hyldet det synspunkt, at lidt løgn skal der til, og jeg begyndte allerede som dreng:
– Hej mor. Nej, vi har ikke lavet noget særligt. Hvorfor der er huller i mit tøj, og det lugter brændt? Nå, men det er ikke noget.
Mænd er bedre til at lyve end kvinder. Allerede Eva faldt igennem, da hun stjal et æble og prøvede at skyde skylden på et krybdyr. Det er for tyndt og bare se: Den dag i dag får kvinder kun en tredjedel i løn for det samme arbejde. Det kan de godt lige tænke over.
Men er det ikke umoralsk at forsvare løgnen? Jo, men det andet er farligt. Tag nu den verbale vejsidebombe, kvinder uden varsel kan smide:
– Ser min røv for stor ud i de her bukser?
Hvad skal manden sige:
– Ja, der er faktisk lidt pansret mandskabsvogn over det der.
Så ville man da med fuld ret kunne sige, at hans hjerne så for lille ud til det hoved.
Ergo: Vi lyver. Og forventer ikke andet fra andre. Jeg mener, hvis vi for år tilbage havde spurgt de islandske finansfolk, hvor de havde alle de penge fra, var vi nok blevet lettere paf, hvis de havde sagt det, som det var:
– Jamen, vi har heller ikke nogen. Det er alt sammen varm luft og lånte fjer.
Den nøgne, skinbarlige sandhed findes ikke. Man kan ikke kun tale sandt.
Selv har jeg altid hyldet det synspunkt, at lidt løgn skal der til, og jeg begyndte allerede som dreng:
– Hej mor. Nej, vi har ikke lavet noget særligt. Hvorfor der er huller i mit tøj, og det lugter brændt? Nå, men det er ikke noget.
Mænd er bedre til at lyve end kvinder. Allerede Eva faldt igennem, da hun stjal et æble og prøvede at skyde skylden på et krybdyr. Det er for tyndt og bare se: Den dag i dag får kvinder kun en tredjedel i løn for det samme arbejde. Det kan de godt lige tænke over.
Men er det ikke umoralsk at forsvare løgnen? Jo, men det andet er farligt. Tag nu den verbale vejsidebombe, kvinder uden varsel kan smide:
– Ser min røv for stor ud i de her bukser?
Hvad skal manden sige:
– Ja, der er faktisk lidt pansret mandskabsvogn over det der.
Så ville man da med fuld ret kunne sige, at hans hjerne så for lille ud til det hoved.
Ergo: Vi lyver. Og forventer ikke andet fra andre. Jeg mener, hvis vi for år tilbage havde spurgt de islandske finansfolk, hvor de havde alle de penge fra, var vi nok blevet lettere paf, hvis de havde sagt det, som det var:
– Jamen, vi har heller ikke nogen. Det er alt sammen varm luft og lånte fjer.
tirsdag den 21. oktober 2008
Svineri for børn
Det er fint, at forældre propper computeren med firewalls og filtre, så adgangen til Internettet bliver som at snige sig over grænsen til Nordkorea. Børn skal jo beskyttes mod snasket derude.
Men måske skal vi også kigge nærmere på vores kulturskat i form af de gamle børnesange, som vi lader ungerne synge – sådan uden videre. For der er altså grove løjer imellem.
Tag nu »Giftes med Farmand«. Den kan nok give nogle indre billeder af tvivlsom karakter, og komponisten skal være glad for, at den er skrevet for mange år siden.
Eller hvad skal vi mene om »I Skoven skulle være Gilde.«. Den rummer en grim scene til sidst, hvor den gamle ugle drak sig »ganske fuld, så den faldt i græsset omkuld«. Børn pånødes her indre billeder af alkoholiseret fjerkræ, og det må vi sige er stærke sager i en tid, da to 15-årige må gå i seng med hinanden, men ikke ryge en smøg bagefter.
Vi kommer heller ikke udenom at kaste et kritisk blik på en nationaldigter som Jeppe Aakjær, der skrev »her er soen – sikken en – messingring i næsen, lange ører korte ben, uopdragent væsen«. Det er da den sikre måde at fremme spisevægring på, næste gang der står nakkekoteletter på bordet. Aakjær fremturer i samme sang: »Ved sin moders patte får den en dejlig mælketår«. Sin moders patte – må vi være fri. Børn skal bare vide, at mælk kommer fra Nettos køledisk. Det må være nok. For at det ikke skal være løgn slutter sangen med ordene: »Lotte går ved lisken, nu skal jeg have pisken«. Sadomasochistiske fantasier skal vi heller ikke skånes for. Jo, jeg synes nok, der er noget at tage fat på.
Men måske skal vi også kigge nærmere på vores kulturskat i form af de gamle børnesange, som vi lader ungerne synge – sådan uden videre. For der er altså grove løjer imellem.
Tag nu »Giftes med Farmand«. Den kan nok give nogle indre billeder af tvivlsom karakter, og komponisten skal være glad for, at den er skrevet for mange år siden.
Eller hvad skal vi mene om »I Skoven skulle være Gilde.«. Den rummer en grim scene til sidst, hvor den gamle ugle drak sig »ganske fuld, så den faldt i græsset omkuld«. Børn pånødes her indre billeder af alkoholiseret fjerkræ, og det må vi sige er stærke sager i en tid, da to 15-årige må gå i seng med hinanden, men ikke ryge en smøg bagefter.
Vi kommer heller ikke udenom at kaste et kritisk blik på en nationaldigter som Jeppe Aakjær, der skrev »her er soen – sikken en – messingring i næsen, lange ører korte ben, uopdragent væsen«. Det er da den sikre måde at fremme spisevægring på, næste gang der står nakkekoteletter på bordet. Aakjær fremturer i samme sang: »Ved sin moders patte får den en dejlig mælketår«. Sin moders patte – må vi være fri. Børn skal bare vide, at mælk kommer fra Nettos køledisk. Det må være nok. For at det ikke skal være løgn slutter sangen med ordene: »Lotte går ved lisken, nu skal jeg have pisken«. Sadomasochistiske fantasier skal vi heller ikke skånes for. Jo, jeg synes nok, der er noget at tage fat på.
Abonner på:
Opslag (Atom)
