Sådan en må jeg absolut eje

For nogle år siden skrev jeg en klumme om de mennesker, jeg døbte »sådan en skal jeg aldrig have’erne«. Altså de mennesker, der aldrig skulle have skrueblyant/radio/tv/computer/selvlysende svedebånd, fordi det skulle de bare ikke, og verden havde i øvrigt været af lave, siden oksekærren blev afskaffet.
Hold op en ballade den klumme gav. Op til flere mennesker ringede – formentlig fra deres grå drejeskivetelefon – og skråtobak-hostede ind i røret, om det var dem, jeg sigtede til. Der var for øvrigt flere kolleger iblandt de forurettede. Interessant.
I dag synes det som om, sådan en skal jeg aldrig have’rne er forsvundet – sikkert ind i en gravhøj. I stedet er scenen overtaget af deres absolutte modpol: Sådan en må jeg absolut eje’rne. De er også lette at kende: De går rundt med åben mund i det offentlige rum, fordi de taler i trådløs mobiltelefon.
– Hvad laver du? Nå, nede i Netto. Det er jeg også, juhu, det er mig, der står her over ved hundefoderet.
Og den slags dybsindigheder.
Et andet kendetegn er, at deres næser er helt flade foran, fordi de konstant bliver trykket mod butikkernes vinduer, især hvis butikkerne handler med ting, der kræver manualer på otte sprog.
Men i modsætning til sådan en skal jeg aldrig have’erne er de meget livskraftige og optimistiske og kunne ikke drømme om at ringe og tale i diskant, fordi de føler sig forurettede og hængt ud. Allerhøjest kunne de sende en SMS:
– Du er en klam, gammel journalist-nar, og så hedder det ikke trådløs mobil, men bluetooth, skodhjerne.

Er du syg, mand?

Jeg ved godt, at kvinder synes, mænd er nogle skvat til at være syge. Det er rent vrøvl. Mænd er rigtig gode til at være syge, og vi er syge efter at vise det.
Man kan jo spekulere over følgende: Hvad sker, hvis en kvinde skærer sig i fingeren? Svar: Hun tager et plaster på og fortsætter med sit arbejde.
Hvad sker der, hvis en mand skærer sig i fingeren? Svar: Han brøler »av for satan«, springer rundt som en spastisk gorilla, brøler »hvor er førstehjælpskassen« finder den, river den op, så plaster, gazebind og vat flyver gennem luften, brøler til konen, at hun skal ringe 112, »jeg tror, jeg forbløder«, farer ind til telefonen og ringer til lægevagten, der siger, han skal slappe lidt af, hvorefter manden taber telefonrøret på gulvet, farer ud på badeværelset, laver en forbinding på størrelse med en golfkugle og stirrer på den med jævne mellemrum i tre timer med et ansigtsudtryk som Norman Bates i »Psycho«.
Og sidder dagen efter henne på arbejdet: – Nå, det der. Det er bare et lille snitsår. Ikke noget at snakke om.
Og er det ikke også mænd, der kan få en nær-død oplevelse ud af en let sommerforkølelse:
– Kom lige med puden, gider du ikke lige hente noget kamillete, hvor er tv-programmet, kør lige fjernsynet hen til min seng, kan du ikke gå ned og købe BT, hent lige nogle papirservietter, jeg tror godt, jeg kunne spise noget nu. . .
Sådan bringer vi familien sammen og styrker dens fornemmelse for omsorg, og omsorg er ikke noget, vi gerne beder om i det daglige.
Så er det rimeligt nok, at vi hæver hele opsparingen, når vi er syge.

Bekymringsindustrien

Jeg er vild med udtrykket bekymringsindustri. Man ser for sig en stor fabrikshal med kolonner af grå mennesker med knold i nakken og ruskindslapper på ærmerne, der under stor larm knækker fingre, mens de siger: Klæd dig nu varmt på, så du ikke bliver forkølet, får du nu også nok at spise og kom nu hjem i ordentlig tid. . .
Bekymringsindustrien er ny. Tidligere var det et håndværk fyldt med små, selvstændige producenter af bekymring og utryghed. Ens mor for eksempel:
– Hej mor, jeg ringer, for du siger jo, at jeg aldrig ringer til dig. . .
– Hvorfor ringer du nu? Ved du ikke, at der farligt at ringe i tordenvejr?
Nu er det altså en industri, men det er ikke gået ud over kvaliteten. Tværtimod forædler bekymringsindustrien sine produkter løbende. Tag nu mælk. Først drak vi mælk, fordi det var sundt, indtil bekymringsindustrien fortalte om mælkeallergi. Så holdt vi op, hvorefter bekymringsindustrien producerede bekymring om vores knoglers holdbarhed.
Sådan kan man blive ved, og det er lige, hvad industrien gør. Den udvikler sig konstant. Forleden så jeg således et barn med cykelhjelm. Til fods vel at mærke, men mit yndlingseksempel er stadig det forældrepar, der ikke ville have, at sønnen kom ud i regnvejr, når han var i børnehave. Nej, for så blev han jo våd. Alt sammen en følge af en opvækst i lyset fra bekymringsindustrien. Om føje år har vi formentlig taget skridtet fuldt ud, så børn slet ikke kommer udenfor en dør.
Så vil bekymringsindustrien forklare, at det er skadeligt for børn at være socialt isolerede.

Vil du frem min dreng så spil kort

Der var en gang, da børn aldrig behøvede at være i tvivl om, hvad retning deres liv skulle tage:
– Far, hvad skal jeg blive til?
– Jeg er bonde/tømrer/tandlæge så du skal være bonde/tømrer/tandlæge.
Så gik børnene ud for at være det. Hvis de altså var drenge. Hvis de var piger, fødte de børn/fødte børn/fødte børn. Hvorefter de døde.
Så gik der demokrati og ligestilling i det, og pludselig var der frit valg på samtlige hylder. Alle kunne blive det hele, og jeg skal da love for, at det har hjulpet på niveauet over hele linjen. Nu lød mantraet:
– Du skal sørge for at få en uddannelse.
Denne gang var pigerne også hevet ind til foredraget, og da de altid har været så efterrettelige, dominerer pigerne i dag de højere uddannelser i en sådan grad, at man spekulerer over, hvor drengene er: Ude at køre råddent i en rusten Nissan, mens de snakker i mobil og drikker Congo-bajere eller hvad?
Måske spiller de kort. Nu læste jeg om en yngre mand, der havde vundet 53 millioner kroner ved at spille poker. Han var dansker, men hed Peter Eastgate (er jeg den eneste, der tror, at han i virkeligheden hedder Peter Østerport, men at det andet lyder mere fancy?). Og fordi han er god til noget, der i gamle dage i bedste fald blev kaldt tidsfordriv, bruger Peter Østerport næppe tid på at gruble over, hvordan dælen han skal snige sig ind på medicinstudiet.
Så hvordan pokker skal forældre i fremtiden overbevise sløve pubertetslømler om det fornuftige i at tage en uddannelse:
– Hvorfor det. Jeg udvikler da bare mine kompetencer i yatzy.

Modepoliti med fejl i efterforskningen

Nu er mænd ret storsindede. Derfor går de heller ikke så højt op i, at det er kvinder, der bestemmer mænds påklædning og frisure samt kontrollere, at de ikke kommer i byen med små hår ud ad næsen.
– Pyt med at kvinder klæder mænd på. Bare vi kan klæde kvinder af, lyder det let og muntert fra det stærke køn, parallelparkeringens betvinger.
Men er det ikke en kortsigtet betragtning? Har kvinder ikke fat i den lange ende, når de med farvekort og hævede øjenbryn blander sig i det daglige. Også når det gælder partnerens påklædning?
Jo, ubetinget. Og det er der grund til at tænke over nu, da vi nærmer os den tid på året, hvor det undtagelsesvis er mænd, der køber tøj til kvinder. Tøj til at tage af. Undertøj. For let’s face it: I december er landets stormagasiner og lingeributikker proppet med forventningsfulde mænd, der køber g-strengstrusser, sorte bh’er og røde hofteholdere til deres livs kærlighed. Her kan andre kunder overhøre kostelige samtaler mellem ekspeditricer og svedende mænd:
– Ja, hun er sådan cirka lige så højt som dig, men med mindre bryster. . .
Den slags slap research hævner sig. Nemlig juleaften når konen pakker den bløde gave op og sender indholdet et isbjerg af et blik for derefter at meddele at de diminutive trusser i sart silke skal byttes til hvide Sloggi’er, der med tiden uvilkårlig får slap elastik. Alt imens manden resten af juleaften sidder og ligner en karton glemt kærnemælk, fordi han ikke styr på, at konen ikke er en størrelse S for small, men B for buttet.
Sådan går det, når man ikke blander sig i det daglige.

Bloggen går på Facebook

Jeg kan lige så godt krybe til korset. Falde til patten. Og bide til bolle: Jeg er også kommet på Facebook.
Eller fjæsbog som vi hardcore-fjæs indforstået siger. Når vi ikke lyder som børn, der samler på hønseringe:
– Hvor mange venner har du? Øj, så mange. Nå, men Anders Fogh siger, han har 5000. Hvad er det, vi gør forkert?
Nu har jeg det som andre mænd med noget, der udsender en bare svag odør af teknisk snilde:
1) Mærkeligt at vi har kunnet levet uden det her? (Læs: Jeg kan finde ud af det)
2) Hvem Fanden opfinder sådan noget bras? (Læs: Jeg kan ikke finde ud af det.)
Derfor er vi nogle, der bruger en weekend på at gå og tjekke om vores dørkarme er i vatter, når vi har købt et vaterpas.
Og sådan er det med Facebook. Knap havde jeg opdaget det, før jeg var i gang med at tage en ph.d. i ordskvalder og mening-gitis. Det er sådan, at man kan opdatere sin status på Facebook hele tiden, så alle ens nyopdukkede venner kan følge med i ens liv lige nu og få indblik i de intimeste tanker og følelser:
– Michael overvejer at gå ud og spise et stykke knækbrød, men det her er for spændende.
For det er godt nok stort: Folk er ved at forbedre indkøb af pakkekalendre, har lige opdaget noget appelsinhud, kan ikke finde deres selvangivelse, synes det er for dårligt, at det regner på deres fridag eller glæder sig over, at de i sin tid ikke tog flexlån.
Jeg kan blive helt rørt over, at alle de mennesker samtidig har tid til at passe deres Facebook. Og bedst af alt: Det revitaliserer virkelig begrebet venner.

Jamen, jeg sagde det jo

Der var en gang, da forældre regerede ved hjælp af store sandheder. De var gode at have når, børn kom og stillede krav og havde ønsker:
– Sig mig, tror du, vi er millionærer?
Subsidiært:
- Sig mig, tror du, penge hænger på træerne?
Endelig var der:
– Jeg sagde det jo.
For nok hang penge ikke på træerne, men det gjorde børn. Her kravlede de ud på grenene, hvor de ved hjælp af en kæp ville fiske den bold ned, der lå på drivhusets tag. Når de så styrtede ned gennem drivhustaget og kom ud som en cocktail af knuste tomater, glasskår og blødende sår, så sagde de voksne:
– Jamen, jeg sagde det jo.
Underforstået: Man skulle nok have ladet være. Men så var man jo den erfaring rigere.
Den erfaring har jeg ikke indtryk af, at børn altid får lov at gøre i dag. Tværtimod har jeg indtryk af, at nogle børn tror, de hedder "Pas Nu På". For det er de ord, de oftest bliver tiltalt med. Nogle børn tror måske også, at de hedder "Skal Mor Puste". Og træer er ikke til at kravle i. Allerhøjest til at hænge en gynge op i. Som Sebastian kan gynge i. Men pas nu på.
For man kan falde og snuble, og brænde sig og rive hul og bløde. Med andre ord kan man komme galt af sted, og det skal forblive en hemmelighed for børn.
Indtil den dag Sebastian er gammel nok til at tage beslutninger selv, trække i uniform og drage til Irak med våben og maoriagtig tatovering i nakken. Det vil sikkert holde mor vågen, for det kan ende der, hvor det ikke er nok at puste.
Men måske er det kompensation for de grene, han ikke måtte kravle i, dengang det højest kunne give skrammer.