Når kvinder mander sig op

Nogle forskere har fundet ud af, at flere enlige kvinder i Danmark vælger at få børn gennem kunstig insemination. Altså uden en mand i den anden ende.
Det var et godt tidspunkt at offentliggøre den opdagelse på, for her midt i agurketiden var en masse mænd, politikere og mandeforskere – det kan man også læse til – kommet op på tæerne og var forarget langt op i tolvfingertarmen: Manden risikerer jo at blive overflødig, skældte mændene med store, sårede blikke. Nogle var så desperate, at de henviste til en undersøgelse, der viste, at amerikanske mus blev frustrerede, hvis de voksede op uden far.
Men det er også en gammel konflikt. Den begyndte måske allerede dengang, vores forfædre sad med ulveskind om livet og fangede lus i et hul, mens de skændtes om hvem af dem, der havde opfundet ilden, og hvad de skulle bruge den til. Så er der kommet én farende og har råbt:
- Hjælp, de kan føde børn.
Hvorefter mændene kiggede forbavset på hunnerne, der stavrede rundt med hår til navlen og bryster som punkterede balloner, imens tanken om, at sådanne væsener havde et fortrin i forhold til mændene, langsomt bundfældede sig.
Siden har kvinderne lagt til: Lært at køre bil og spille billard. Nu har pigerne indtaget uddannelsesstederne, så universitetet ligner en pigeskole, mens drenge mest gør sig bemærket ved at brænde bildæk af og drikker fadbamser.
Kvinder kan klare det hele selv, fortalte en mandeforsker, og det gør mænd usikre. Men hvis en mand føler sig truet, fordi han møder en kvinde, der selv kan sætte sin skohylde op, er det måske ikke så underligt, at kvinden har opgivet prinsen på den hvide hest.
Hun risikerer bare at møde en tudeprins.

Gå nu ikke lige hjem

Vi lever i et land, hvor alle går meget op i det lige. Derfor taler vi om skæve typer. Det er sådan nogen, vi ikke vil være naboer til på vores lige villaveje.
Det er mange år siden, at digteren begejstret kunne skrive om den å, der snoede sig gennem landskabet, for vi kom efter det, gjorde vi. Og åen blev rettet ud.

Danske børn går rundt med en Berlinmur af tandbøjler, fordi deres mødre er besat af tanken om lige rækker af tænder, som børnene senere kan smile regelmæssigt med, når de er gået den lige vej gennem uddannelsessystemet og er endt med en ph.d. i varm luft. Det var lige, hvad det kunne blive til med den udsigt, man får, ved at stå på en lige vej. Og måske var børnene blevet til noget sjovere med et hul mellem fortænderne, som kunne sige shhh, når de sagde S. Men den chance tager vi ikke lige i dag.

Selv en af vores kulturs skæve skikkelser Povl Dissing har sunget »go’ nu nat og gå nu lige hjem«. Det har ikke været nogen sjov fest. En sjov fest indebærer, at man slingrer ned ad Vestergade og som regel fem minutter i blodbræk, for det er eneste undskyldning for at slå en skævert.

Måske begyndte det allerede dengang, vi fik at vide, at vi skulle gå lige hjem fra skole. Hvilket vi gjorde, og på den vej stod Store Kim og Fede Finn parat i læderjakker og scooterstøvler med et arsenal af mavepumpere, trælår og lussinger. Så nogen gik en omvej. Og fandt haver med æbler, der var lette at hugge, og det hus, hvor hende den søde fra 7.b boede. Alt sammen noget vi kun turde, fordi vi ikke turde gå den lige vej. Men det var omvejen værd.

Måske burde vi tage nogle flere svinkeærinder - med risiko for at komme for sent, galt af sted og på afveje.
Selv om man skal holde tungen lige i munden for at sige den slags i dag.

Når vi engang bliver helt overflødige

Engelske forskere hævder, at de kan opfinde sæd af kunstig vej, og det har fået en række ligeledes engelske kvinder til at se store perspektiver: I fremtiden vil mænd være helt overflødige.
– Se, hvad jeg købt henne i Netto, skat. På tube. Nu kan du godt pakke sammen. . .
Måske ser mange kvinder på sagen på samme måde: En fremtid hvor de trygt kan købe hvide sofaer i Ikea uden frygt for at finde krummer af salte skruer mellem hynderne. Til gengæld får de måske nok et problem med at slæbe sofaen op på anden sal, men det er en detalje.
For vi andre, der er så uheldige at være født med udendørs afløb, er der derimod grund til om ikke at gå i panik så i hvert fald at dykke helt i substansen af eksistentielle overvejelser. For hvis vi bliver helt overflødige hvad så? Hvordan vil verden se ud uden os? Hvad vil kvinderne egentlig gøre? Hvem skal nu begynde krige, gå i strækmarch, vaske al tøj på kogevask, få en let sommerforkølelse til at lyde som en nær-død oplevelse? Hvem skal nu hade katte, få æg til at koge på, glemme fødselsdage, bryllupsdage og hvor han har lagt sine nøgler, men have fuldstændig styr på den seneste stilling i Champion League?
Der vil med andre ord komme til at mangle dynamik i kvinders liv. Noget der kan holde dem i gang, hvad de garanteret også vil beklage sig over i fremtidens dameblade.
Hvor de også kan fortælle om de børn, der er kommet ud af den kunstige sæd:
– Jeg fik ham i sin tid med det der kunstige sæd. Nu går han rundt derhjemme med hår på skuldrene, ulveskind om livet og kølle i hånden og siger, han har opfundet ilden, er skabelsens herre, og han synes, jeg skal blive hjemme i hulen og passe afkommet, så skal han nok tage sig af resten . . .

Har jeg udtrykt mig klart nok?

Alle brancher har åbenbart deres eget kodesprog, der skal dække over, at man ikke bare siger tingene, som de er. For så går der bare Muhammed-krise i det.
Butiksbranchen: Hvad kan jeg hjælpe med? (Hvad kan jeg prakke dig på?)
Folkeskolen: Det er vigtigt, at forældrene støtter op om læseindlæringen. (Der er for mange elever i klassen, så I må selv lære ungen at læse.)
It-supportens verden: Nu burde det virke. (Jeg ved heller ikke helt, hvad jeg har med at gøre. Prøv at genstarte Windows.)
Finansverdenen: Set i bagklogskabens lys - (nå, ja, det kunne vi have sagt os selv, men vi troede faktisk ikke, at det blev opdaget.)
Helt speciel er den politiske verden:
Der er ikke noget at komme efter. (jo der er, men det gider vi ikke høre mere om. Så fat det da.)
På sigt. . . (om ti år vil vi fortryde det her, men hvad - da er vi gået ud af politik.)
Vi vil have et bredt flertal bag dette. (det bliver det sædvanlige udvandede bras, men det kan vi jo ikke stå at sige højt.)
Og så sker der altså et eller andet her om sommeren, når biksen på Slotsholmen holder lukket:
Vores ordfører mangler gennemslagskraft. (Hvorfor er han ikke lige så sjov i fjernsynet som Willy Søvndal?)
Jeg mener, de kriminelle rødder vil have godt af at komme ind i forsvaret, hvor der er mandeidealer. (Det kan godt være, det ikke er særligt smart at sende de hjernedøde padder hen et sted, hvor der er skarp8ladte våben, men chancen for at markere sig er bedst lige nu.)
Det kan være lidt anstrengende at høre på, men det er jo demokratiets vilkår. (Vi er nødt til at bringe skidtet her i agurkesæsonen. Suk, hvorfor i alverden tog vi ikke på ferie?)

Bare sådan til en forskel

Det irriterer mig lidt, at ingen spørger: Hvorfor skriver du klummer? Jo, for så kunne jeg melde mig i koret af:
Fordi jeg vil gøre en forskel.
Det er et ufatteligt så ofte, man hører den bemærkning. Det bliver råbt ud på samme måde, som når muezzinen fra minareten kalder til bøn. I gamle dage skulle man gøre sit arbejde, men det er slet ikke nok i dag:
- Kevin, du kommer for sent, har ikke lavet dine lektier og smidt brugte brunstensbatterier i skolens springvand. Hvordan synes du selv, det går?
- Jo, jeg ville gøre en forskel.
Nej, det er ikke den vej rundt. Pilen går opad. Hver gang en leverpostejfarvet student rejser til Afrika i et halvt år er det for at gøre en forskel. Egentlig kunne blonde Betina også sige, at hun tager af sted for at bekæmpe fattigdom og lære landsbybeboere, at det er nederen at drikke af det samme vandhul, som man tisser i. Men det hører man sjældent.
Nej, jeg vil gøre en forskel. Sådan set har jeg gjort en forskel, lige siden, jeg var lille, og min far og mor roste mig, fordi jeg kunne sidde lige på potten. Det fortsatte helt, til jeg blev teenager, og min mor sagde, at jeg helt sikkert ville blive kok på en firestjernet Michelin-restaurant, fordi jeg en gang skrællede kartofler. Uden at skære mig i fingeren.
Med sådan en ballast kan man ikke hjælpe gamle damer over gaden, for så fylder de gamle damer uforholdsmæssigt meget i billedet, og det er jo ikke meningen. I stedet er det mig, der gør en forskel. Det er trods alt mig, det handler om.
Måske burde vi - bare til en forskel - trisse ned i discountbutikken og sige til pigen ved kassen:
– Du står op hver dag og går hen på arbejde til en ussel løn. Sådan får du tag over hovedet og sikrer, at dit barn får nye vinterstøvler. Du gør en forskel.

Facebook-fadæser

Hver gang mennesker opfinder noget nyt, rykker »skal-det-nu-være-moderne-segmentet« ud. Dette segment er i familie med »det ender-galt-segmentet«, og fælles for dem er, at udvikling er noget skidt, og at stagnation er et fremskridt. Jeg tror, de to segmenter har eksisteret siden de tidligste tider:

–Nå, så man har opfundet ilden, hvad er der nu galt med råt kød? Og i min tid spiste vil hele mammutten. Vi levnede ikke halen.

Lige nu har de fundet Facebook at kaste sig over som den store trussel. Der har sågar været afholdt et seminar, hvor bekymringsindustrien har drøftet Facebooks muligheder og trusler, og det er det sidste, man skal lægge mærke til. Facebook rummer ligesom telefonen, bilen, Internettet og finske tv-spil indbyggede farer. Især har det ophidset gemytterne, at skumle typer kan sidde i USA og til evig tid beholde de oplysninger og billeder, vi lægger ud, så folk kan blive indhentet af deres fortid:

- Det her fandt vi på nettet. Ham, der står dér i kopirummet med bukserne nede om anklerne og rager på den 16-årige piccoline – er det dig?

Det er jo ikke rart, så for en sikkerheds skyld har jeg kastet et kritisk blik på min Facebook. Jeg fandt et foto af vores kat, der sover i en stol, og hvis de der skumle typer i USA kan udnytte det kommercielt, synes jeg, de fortjener ros. Jeg overvejer at lægge et billede af en havenisse ud, så får de dæleme noget at arbejde med.
Hvad jeg vil frem til er egentlig bare: Vi kører ikke bil med en sæk over hovedet, og de fleste delete-dræber »win a billion dollars«-mailen. Så med mindre man overvejer at oprette Facebookgruppen »tumper der offentliggør deres pinkoder og kontonumre«, så er det hele måske knapt så farligt.

Grill - en affære for mænd

At grille er den eneste form for madlavning, hvor enhver diskussion om ligestilling må forstumme: Det er et job for mænd.
Bare tanken om en kvinde, der iklæder sig grillhandske og Le Chef-forklæde er lige så blasfemisk, som hvis de samme kvinder gik topløse rundt i en Taleban-lejr.
På den baggrund bliver det klart, at grill ikke kan affejes som madlavning. Det er et ritual. Det er en manddomsprøve. Det var mænd, der i tidernes morgen nedlagde byttet. Nu kan vi ikke jage længere. I stedet har vi fået Weber-grill og får sommeren igennem nabolaget til at stinke af tændvæske.
Udenforstående kan fornemme det religiøse islæt timer i forvejen, når Grill-Er-Gud-folket indtager supermarkedet. Her valser de rundt med indkøbsvogne, så man ikke skulle tro, de fleste af dem havde taget kørekort.
- Husk oksekød! Vi skal grille! lyder det hen over køledisken med samme højrøstede alvor, som når officerer råber til soldater, at de skal dukke sig, for der skydes med skarpt.
Og så i gang med alvoren i baghaven:
1) Farmand kigger lige til bøfferne. Mor skyller tomater, skærer agurker, åbner dressing-flasker, finder skåle frem.
2) Farmand kigger lige til bøfferne. Mor blander salat, åbner ketchup og sennep, snitter kartofler til kartoffelsalat.
3) Farmand kigger lige til bøfferne. Mor dækker bord med pap-tallerker og plasticbestik. Tager is op af fryseren til dessert. Løber efter sodavand til ungerne.
4) Farmand kigger lige til bøfferne. Alle spiser grillmad. Det blæser. Alle får røg i øjnene, men funker farmands grillaften ikke bare?