tirsdag den 15. september 2009

Hvorfor Fanden griner han sådan?

Jeg har lige Googlet på billeder af Djævelen. Og lad nu være med at spørge om jeg ikke har noget mere fornuftigt at bruge min tid på. Det spørgsmål har stoppet alt for mange lovende projekter i tidens løb. Tænk hvis lille Thomas Edisons far havde sagt sådan:

- Har du ikke noget mere fornuftigt at bruge din tid på? Og sluk så det lys, knægt!

Det var et sidespring. Som sagt Googlede jeg på billeder af Den Onde Selv, og der dukkede, jeg havde nær sagt, en Satans masse hits op. Men muslimer og mange kristne hævder jo også, at Djævlen lurer overalt, så hvorfor ikke også i cyberspace?
Men det, der slog mig mest, er at Fanden griner så fjoget på de fleste af billederne. Hvorfor smiler Ondskabens fyrste på så mange afbildninger? Er det sådan et smørret grin, han anvender, når han står i porten for at tage imod de fortabte sjæle:

- Velkommen til. Nå, så I er ateister, det er derfor, I ikke rigtigt kan orientere Jer. Jamen, jeg er ked af at sige det, men de troende havde sgu ret. Sådan er det. Man satser, og sommetider taber man. Her er 32.000 grader varmt, men til gengæld har vi ingen rygeforbud. I skal være her i en evighed, og jeg behøver vel ikke at sige, at det er Helvedes lang tid.

Nej, selvfølgelig smiler Satan, fordi Fanden er fristeren, og fristere har altid en god sag, selv om Stein Bagger måske vil mene noget andet. Vi kan ikke leve uden fristelser og fordærv: Hor, druk, ødselhed og en trang til at hugge handicapbåsen på p-pladsen. Vis mig et samfund, der alene bygger på skær og pur ærlighed og renhed, og jeg skal vise dig et samfund, hvor personalechefer vil stå og sige:

- Nej, Bitten, vi ansatte dig ikke for dine kvalifikationer, men fordi du er 24 og har store babser.

Der ville jo blive en Fandens ballade.

fredag den 28. august 2009

Forventningens angst er den største

Der var en gang, da danskerne grinede af svenskerne, der skulle gemme sig ude i skoven hver gang, de ville have sig en smøg.
Så stod svenskerne derude i skovens dybe, stille ro mellem elge og tre milliarder myg og tænkte store tanker. Og bare se hvad der kom ud af den forbudskultur. De kan finde på at hælde kartoffelmos på deres hotdogs.
Efter at have grinet af Forbudsverige meget længe begyndte danskerne at dø af grin - samt ikke mindst af røg, fedt og sprut, og siden er vi kommet efter det. Nu producerer vi forbud, så svenskerne må antage nationalfarven af bar misundelse. Vi må snart kunne tage vandrepokalen i OL i Forbud til evigt eje:
Forbud mod knive, kamphunde, købesex, teenagere i solarier, mennesker med for meget fedt og hunde uden stamtavle. Princippet synes at være: Hver dag sit forbud.
Burkaer skal således forbydes, selv om jeg kan komme i tanke om adskillige, det ville klæde gevaldigt at være tildækkede. Glødepærer skal forbydes, og romantiske middage skal i fremtiden indtages i en miljøvenlig belysning, der leder tanken hen på banegårde i det gamle DDR.
Forventningens angst er som bekendt den største, og jeg foreslår, vi tager skridtet fuldt ud:
Heste sparker mere, end hunde bider. Forbyd dem. Forbyd samtidig blade som »Wendy«, der forfører unge piger til at dyrke de farlige kræ. Terrorloven må kunne vrides en kende.
G-strenge er et oplagt forbudsmål. Hvorfor skal børnefamilier på stranden finde sig i udsigten til sådan et stykke tandtråd mellem blævrende baller, appelsinhud og kiksede Amager-nummerplader?
Jo, der er forbudsemner nok. Kun fantasien sætter en grænse. Indtil den en dag også bliver forbudt.

onsdag den 26. august 2009

Ferien er slut og du kan vente dig

De fleste har vel den erfaring, at ferier kun har én ulempe: De slutter for hurtigt.
Prøveløsladelsen – altså den tid, da man kunne gå rundt i det offentlige rum i knickers, aspargesben og skægstubbe – er slut. Tag dig sammen! Stå op! Kom i gang!
Og det kan altså være umanerligt svært. Efter at have svælget i så meget fri tid, at man næsten turde læse bøger af russiske forfattere, er tiden igen blevet indfanget og sat i system. Tiden er knap med andre ord. Og den råber på at blive brugt og gerne til noget fornuftigt, tak. Ikke på at ligge og kigge op i himlen eller kaste sig ud i eksistentielle tanker såsom: Er Gud gift? Og i så fald: Hvis de bliver skilt, skal Himlen så indgå i bodelingen?
Man skal igen så tidligt op om morgenen, at selv fuglene har poser under øjnene, og inde i badeværelsets spejl står en klon af munken Rasputin og en koalabjørn på speed. Lige det arbejdsmarkedet har brug for en mandag morgen.
Men jeg vælger at se tingene fra den lyse side. Tælle de små succeser:
1) Jeg kom op til tiden.
2) Jeg tog mine bukser på og derefter mine sko. Ikke omvendt.
3) Jeg kan stadig huske, hvor min arbejdsplads ligger.
4) Ingen har taget min stol i ferien.
5) Der ligger ingen seddel på tastaturet: »Vi fandt ud af, at det egentlig går meget bedre, når du ikke er her til at gå i vejen. Så forlæng du bare din ferie«.
Og inboxen flyder over af 110 mails á la:
1) Send os din pinkode og vind en svømmetur til Polen.
2) Det er din mor. Nu har jeg fundet ud af, hvor Internettet ligger. Hvorfor skriver du aldrig?
3) Besked fra IT: Få så tømt den inbox.

mandag den 27. juli 2009

Når kvinder mander sig op

Nogle forskere har fundet ud af, at flere enlige kvinder i Danmark vælger at få børn gennem kunstig insemination. Altså uden en mand i den anden ende.
Det var et godt tidspunkt at offentliggøre den opdagelse på, for her midt i agurketiden var en masse mænd, politikere og mandeforskere – det kan man også læse til – kommet op på tæerne og var forarget langt op i tolvfingertarmen: Manden risikerer jo at blive overflødig, skældte mændene med store, sårede blikke. Nogle var så desperate, at de henviste til en undersøgelse, der viste, at amerikanske mus blev frustrerede, hvis de voksede op uden far.
Men det er også en gammel konflikt. Den begyndte måske allerede dengang, vores forfædre sad med ulveskind om livet og fangede lus i et hul, mens de skændtes om hvem af dem, der havde opfundet ilden, og hvad de skulle bruge den til. Så er der kommet én farende og har råbt:
- Hjælp, de kan føde børn.
Hvorefter mændene kiggede forbavset på hunnerne, der stavrede rundt med hår til navlen og bryster som punkterede balloner, imens tanken om, at sådanne væsener havde et fortrin i forhold til mændene, langsomt bundfældede sig.
Siden har kvinderne lagt til: Lært at køre bil og spille billard. Nu har pigerne indtaget uddannelsesstederne, så universitetet ligner en pigeskole, mens drenge mest gør sig bemærket ved at brænde bildæk af og drikker fadbamser.
Kvinder kan klare det hele selv, fortalte en mandeforsker, og det gør mænd usikre. Men hvis en mand føler sig truet, fordi han møder en kvinde, der selv kan sætte sin skohylde op, er det måske ikke så underligt, at kvinden har opgivet prinsen på den hvide hest.
Hun risikerer bare at møde en tudeprins.

tirsdag den 21. juli 2009

Gå nu ikke lige hjem

Vi lever i et land, hvor alle går meget op i det lige. Derfor taler vi om skæve typer. Det er sådan nogen, vi ikke vil være naboer til på vores lige villaveje.
Det er mange år siden, at digteren begejstret kunne skrive om den å, der snoede sig gennem landskabet, for vi kom efter det, gjorde vi. Og åen blev rettet ud.

Danske børn går rundt med en Berlinmur af tandbøjler, fordi deres mødre er besat af tanken om lige rækker af tænder, som børnene senere kan smile regelmæssigt med, når de er gået den lige vej gennem uddannelsessystemet og er endt med en ph.d. i varm luft. Det var lige, hvad det kunne blive til med den udsigt, man får, ved at stå på en lige vej. Og måske var børnene blevet til noget sjovere med et hul mellem fortænderne, som kunne sige shhh, når de sagde S. Men den chance tager vi ikke lige i dag.

Selv en af vores kulturs skæve skikkelser Povl Dissing har sunget »go’ nu nat og gå nu lige hjem«. Det har ikke været nogen sjov fest. En sjov fest indebærer, at man slingrer ned ad Vestergade og som regel fem minutter i blodbræk, for det er eneste undskyldning for at slå en skævert.

Måske begyndte det allerede dengang, vi fik at vide, at vi skulle gå lige hjem fra skole. Hvilket vi gjorde, og på den vej stod Store Kim og Fede Finn parat i læderjakker og scooterstøvler med et arsenal af mavepumpere, trælår og lussinger. Så nogen gik en omvej. Og fandt haver med æbler, der var lette at hugge, og det hus, hvor hende den søde fra 7.b boede. Alt sammen noget vi kun turde, fordi vi ikke turde gå den lige vej. Men det var omvejen værd.

Måske burde vi tage nogle flere svinkeærinder - med risiko for at komme for sent, galt af sted og på afveje.
Selv om man skal holde tungen lige i munden for at sige den slags i dag.

fredag den 17. juli 2009

Når vi engang bliver helt overflødige

Engelske forskere hævder, at de kan opfinde sæd af kunstig vej, og det har fået en række ligeledes engelske kvinder til at se store perspektiver: I fremtiden vil mænd være helt overflødige.
– Se, hvad jeg købt henne i Netto, skat. På tube. Nu kan du godt pakke sammen. . .
Måske ser mange kvinder på sagen på samme måde: En fremtid hvor de trygt kan købe hvide sofaer i Ikea uden frygt for at finde krummer af salte skruer mellem hynderne. Til gengæld får de måske nok et problem med at slæbe sofaen op på anden sal, men det er en detalje.
For vi andre, der er så uheldige at være født med udendørs afløb, er der derimod grund til om ikke at gå i panik så i hvert fald at dykke helt i substansen af eksistentielle overvejelser. For hvis vi bliver helt overflødige hvad så? Hvordan vil verden se ud uden os? Hvad vil kvinderne egentlig gøre? Hvem skal nu begynde krige, gå i strækmarch, vaske al tøj på kogevask, få en let sommerforkølelse til at lyde som en nær-død oplevelse? Hvem skal nu hade katte, få æg til at koge på, glemme fødselsdage, bryllupsdage og hvor han har lagt sine nøgler, men have fuldstændig styr på den seneste stilling i Champion League?
Der vil med andre ord komme til at mangle dynamik i kvinders liv. Noget der kan holde dem i gang, hvad de garanteret også vil beklage sig over i fremtidens dameblade.
Hvor de også kan fortælle om de børn, der er kommet ud af den kunstige sæd:
– Jeg fik ham i sin tid med det der kunstige sæd. Nu går han rundt derhjemme med hår på skuldrene, ulveskind om livet og kølle i hånden og siger, han har opfundet ilden, er skabelsens herre, og han synes, jeg skal blive hjemme i hulen og passe afkommet, så skal han nok tage sig af resten . . .

søndag den 12. juli 2009

Har jeg udtrykt mig klart nok?

Alle brancher har åbenbart deres eget kodesprog, der skal dække over, at man ikke bare siger tingene, som de er. For så går der bare Muhammed-krise i det.
Butiksbranchen: Hvad kan jeg hjælpe med? (Hvad kan jeg prakke dig på?)
Folkeskolen: Det er vigtigt, at forældrene støtter op om læseindlæringen. (Der er for mange elever i klassen, så I må selv lære ungen at læse.)
It-supportens verden: Nu burde det virke. (Jeg ved heller ikke helt, hvad jeg har med at gøre. Prøv at genstarte Windows.)
Finansverdenen: Set i bagklogskabens lys - (nå, ja, det kunne vi have sagt os selv, men vi troede faktisk ikke, at det blev opdaget.)
Helt speciel er den politiske verden:
Der er ikke noget at komme efter. (jo der er, men det gider vi ikke høre mere om. Så fat det da.)
På sigt. . . (om ti år vil vi fortryde det her, men hvad - da er vi gået ud af politik.)
Vi vil have et bredt flertal bag dette. (det bliver det sædvanlige udvandede bras, men det kan vi jo ikke stå at sige højt.)
Og så sker der altså et eller andet her om sommeren, når biksen på Slotsholmen holder lukket:
Vores ordfører mangler gennemslagskraft. (Hvorfor er han ikke lige så sjov i fjernsynet som Willy Søvndal?)
Jeg mener, de kriminelle rødder vil have godt af at komme ind i forsvaret, hvor der er mandeidealer. (Det kan godt være, det ikke er særligt smart at sende de hjernedøde padder hen et sted, hvor der er skarp8ladte våben, men chancen for at markere sig er bedst lige nu.)
Det kan være lidt anstrengende at høre på, men det er jo demokratiets vilkår. (Vi er nødt til at bringe skidtet her i agurkesæsonen. Suk, hvorfor i alverden tog vi ikke på ferie?)