Alpha-han med vinylskiver

Jeg har lige opdaget, at jeg er en alpha-han. Det fik jeg at vide i et program i DR2, der en gang blev kaldt klogekanalen, så det må passe.
Tilmed blev det sagt af en mand, der hedder Mads Christensen. Han har en gang skrevet en bog, der hed »Den store Blærerøv«, som handler om, hvordan man binder slipseknuder, og som solgte forfærdeligt godt. Sådan en mand må man lytte til.

Tilbage til alpha-hannen, som jeg troede var en karseklippet mandsperson, der tyranniserer firmaet med powerpoint og øjne som dem, man ser på torsk i fiskehandlerens vindue. Men nej. Det er pladesamlingen, der afgør sagen.

I programmet sagde Mads Christensen, at hvis man kommer ind i et hjem, hvor lp-pladerne står frit fremme, så bor der en alpha-han. Jeg fornærmer ingen ved at sige, at den bemærkning fik alpha-hunnen i den anden ende af sofaen til at fnise, og jeg synes ærlig talt også, at det lød lidt tyndt: Jeg er »den som dominerer resten af flokken og puster sig op, når udefrakommende truer«, fordi AC/DC, en røvfuld dødsmetal plus fejlkøb fra diverse udsalgskasser har fået lov at overleve på en reol i form at vinylskiver med et hul midten.
Hvor er det indiskutable førerskab og videreførelse af flokkens gener lige i det?

Men det kan blive småt for enhver. Især for enhver mand, og små mænd var der fyldt med i programmet, der handlede om biler, de ikke måtte købe, fodboldkampe de ikke måtte gå til, modeljernbaner, de ikke måtte lege med, Al Pacino-plakater, de ikke måtte hænge op. Alt sammen fordi: Så blev konen sur.

Jeg sad og fik det helt skidt på deres vegne, hvad der ikke er særligt alpha, og jeg håber ikke, at de mænd nogensinde selv ser programmet. Men det får de sikkert slet ikke lov til.

Skal vi ikke bare glemme det?

For nylig var vi et lettere opstemt selskab, der var inde at se »Pigen, der legede med ilden«. I kapløb med tiden havde jeg frem til den aftalte biografdag prøvet at æde mig igennem bogen, men det lykkedes ikke helt.

Da jeg nu havde set Lisbeth Salanders pyrotekniske tilbøjeligheder, synes jeg ærligt talt ikke, at jeg behøvede at læse de sidste sider.

Meddelte jeg let henkastet under den efterfølgende pizza.

Det skulle jeg ikke have sagt. En af kvinderne i selskabet fik en kulør som en gammeldags glødepære i ansigtet og lagde bestikket fra sig med klirrende lyde, der fik mig til at tænke på en abe, der spiller xylofon. Hun var forarget langt op i tolvfingertarmen, og harmen var så intens, at baconskiverne på pizzaen begyndte at syde igen:

- Det er princippet. Man skal gennemføre det, man er begyndt på, tordnede hun, så jeg et øjeblik følte min mormors ånd svæve i rummet. Jeg har ikke hørt nogen sige, man skal gøre det, man er begyndt på, færdigt, siden hun døde.
Måske døde den principfasthed sammen med hendes generation, hvor de også lukkede for den varme hane, mens de sæbede hænder ind.

Men hvor var vi henne med al den standhaftighed? Okay, har man taget hul på en flaske rødvin, skal man naturligvis gøre arbejdet færdigt, men på et højere plan er stivnakkethed direkte farligt:

– Vi har fået denne rapport, der fastslår, at vi pinedød skal afskaffe efterlønnen, fordi der ellers ikke vil være nogen til at skifte vores vådliggerlagen på plejehjemmet i fremtiden. Skal vi tage skridtet fuldt ud og følge anbefalingen? Nå, I synes, vi skal dumpe den, fordi den slags koster stemmer, jamen så. . .

Det vil standse al dynamik at blive hængt op på at gøre det, man er begyndt på, færdigt.

Min Gud hvorfor har du forladt mig?

I gamle dage havde mennesket det ulige lettere, når maden brændte på, børnene giftede sig med de forkerte, og verden i det hele taget ramlede:
- Min Gud, hvorfor har du forladt mig, udbrød de så.

Gud har vi ikke længere at give lægge skylden over på. Han var elles et mandfolk, der kunne tage mosten. Konsekvent var han også:

- Moses, jeg gider ikke gøre mere vrøvl om de bud. Og nu kan du selv slæbe de tavler ned ad bjerget, ja du kan.

Sådan er det ikke længere. Mennesket er i centrum for sig selv, som det vist hedder på lommepsykologisk, og hvis man ikke tror på den påstand, kan man kaste et blik på trafikken fredag i myldretiden. Sikke en masse små udødelige guder.

At mennesket er i centrum for sig selv er der kommet mange store ting ud af. Stein Bagger og »Vild med Dans« bare for at tage nogle eksempler på indlysende fremskridt. Men det er en tung opgave kun at have sig selv som navigatør. Tag miljøet. Skal jeg løse miljøproblemerne fuldt ud, har jeg regnet mig frem til, at jeg kun må spise mad:

1) jeg kan hente på cykel
2) ikke stamme fra dyr, der prutter.
3) og som skal spises i en lejlighed uden lys, vand og varme.
Jeg dør sikkert af skørbug, men med ren samvittighed.

Så jo, det er svært at og påtage sig et for stort ansvar. Det er sikkert derfor, flere mennesker undgår det og finder nye, højere magter at placere skylden hos. Det er tobaksindustriens skyld, at de får kræft. McDonalds skyld at de er fede og deres barndoms skyld, at de tæver kæresten.
Og tiden er da slet ikke inde til: - Min Gud, hvorfor har du forladt mig? Tænk hvis Gud hører dig:
- Hold op med at råbe. Jeg er ikke døv, og er det ikke bare dig, der har tabt hovedet?

Nej, nej, det ordner jeg da lige

Mænd er det handlende og rationelle køn. Derfor er det bydende nødvendigt at finde boremaskine, rystepudser, hammer, stiksav, vinkelsliber og vaterpas frem for at hænge en hylde op. Det er muligt, ja, det er overvejende sandsynligt, at kvinder ikke forstår, hvorfor det hænger sådan sammen, men det skyldes, at mænd har en biologisk betinget trang til at være markant synlige med alt, hvad vi foretager os. Det skal fylde, ja det skal. Så nu ved kvinder også, hvorfor en mand absolut må eje en motorsav, selv om han bor på femte sal.
Det er usandsynligt at høre en mand sige, at der er en praktisk opgave, han ikke kan løse. Lige så usandsynligt som at høre en kvinde sige:
– Se, skat jeg har ryddet op i mine sko fra 80’erne.
Og bare fordi den seneste reparation af bil/radio/fjernvarmeapparat kun gjorde skaden værre, er der absolut ingen grund til at tilkalde en fagmand. For hånden på hjertet: Hvor ofte må kvinder ikke erkende, at vores handlekraft har åbnet nye muligheder:
– Okay, det røg lidt, og ledningen smeltede. Men vi havde jo alligevel talt om at få en ny vaskemaskine, ikke?

Hvorfor Fanden griner han sådan?

Jeg har lige Googlet på billeder af Djævelen. Og lad nu være med at spørge om jeg ikke har noget mere fornuftigt at bruge min tid på. Det spørgsmål har stoppet alt for mange lovende projekter i tidens løb. Tænk hvis lille Thomas Edisons far havde sagt sådan:

- Har du ikke noget mere fornuftigt at bruge din tid på? Og sluk så det lys, knægt!

Det var et sidespring. Som sagt Googlede jeg på billeder af Den Onde Selv, og der dukkede, jeg havde nær sagt, en Satans masse hits op. Men muslimer og mange kristne hævder jo også, at Djævlen lurer overalt, så hvorfor ikke også i cyberspace?
Men det, der slog mig mest, er at Fanden griner så fjoget på de fleste af billederne. Hvorfor smiler Ondskabens fyrste på så mange afbildninger? Er det sådan et smørret grin, han anvender, når han står i porten for at tage imod de fortabte sjæle:

- Velkommen til. Nå, så I er ateister, det er derfor, I ikke rigtigt kan orientere Jer. Jamen, jeg er ked af at sige det, men de troende havde sgu ret. Sådan er det. Man satser, og sommetider taber man. Her er 32.000 grader varmt, men til gengæld har vi ingen rygeforbud. I skal være her i en evighed, og jeg behøver vel ikke at sige, at det er Helvedes lang tid.

Nej, selvfølgelig smiler Satan, fordi Fanden er fristeren, og fristere har altid en god sag, selv om Stein Bagger måske vil mene noget andet. Vi kan ikke leve uden fristelser og fordærv: Hor, druk, ødselhed og en trang til at hugge handicapbåsen på p-pladsen. Vis mig et samfund, der alene bygger på skær og pur ærlighed og renhed, og jeg skal vise dig et samfund, hvor personalechefer vil stå og sige:

- Nej, Bitten, vi ansatte dig ikke for dine kvalifikationer, men fordi du er 24 og har store babser.

Der ville jo blive en Fandens ballade.

Forventningens angst er den største

Der var en gang, da danskerne grinede af svenskerne, der skulle gemme sig ude i skoven hver gang, de ville have sig en smøg.
Så stod svenskerne derude i skovens dybe, stille ro mellem elge og tre milliarder myg og tænkte store tanker. Og bare se hvad der kom ud af den forbudskultur. De kan finde på at hælde kartoffelmos på deres hotdogs.
Efter at have grinet af Forbudsverige meget længe begyndte danskerne at dø af grin - samt ikke mindst af røg, fedt og sprut, og siden er vi kommet efter det. Nu producerer vi forbud, så svenskerne må antage nationalfarven af bar misundelse. Vi må snart kunne tage vandrepokalen i OL i Forbud til evigt eje:
Forbud mod knive, kamphunde, købesex, teenagere i solarier, mennesker med for meget fedt og hunde uden stamtavle. Princippet synes at være: Hver dag sit forbud.
Burkaer skal således forbydes, selv om jeg kan komme i tanke om adskillige, det ville klæde gevaldigt at være tildækkede. Glødepærer skal forbydes, og romantiske middage skal i fremtiden indtages i en miljøvenlig belysning, der leder tanken hen på banegårde i det gamle DDR.
Forventningens angst er som bekendt den største, og jeg foreslår, vi tager skridtet fuldt ud:
Heste sparker mere, end hunde bider. Forbyd dem. Forbyd samtidig blade som »Wendy«, der forfører unge piger til at dyrke de farlige kræ. Terrorloven må kunne vrides en kende.
G-strenge er et oplagt forbudsmål. Hvorfor skal børnefamilier på stranden finde sig i udsigten til sådan et stykke tandtråd mellem blævrende baller, appelsinhud og kiksede Amager-nummerplader?
Jo, der er forbudsemner nok. Kun fantasien sætter en grænse. Indtil den en dag også bliver forbudt.

Ferien er slut og du kan vente dig

De fleste har vel den erfaring, at ferier kun har én ulempe: De slutter for hurtigt.
Prøveløsladelsen – altså den tid, da man kunne gå rundt i det offentlige rum i knickers, aspargesben og skægstubbe – er slut. Tag dig sammen! Stå op! Kom i gang!
Og det kan altså være umanerligt svært. Efter at have svælget i så meget fri tid, at man næsten turde læse bøger af russiske forfattere, er tiden igen blevet indfanget og sat i system. Tiden er knap med andre ord. Og den råber på at blive brugt og gerne til noget fornuftigt, tak. Ikke på at ligge og kigge op i himlen eller kaste sig ud i eksistentielle tanker såsom: Er Gud gift? Og i så fald: Hvis de bliver skilt, skal Himlen så indgå i bodelingen?
Man skal igen så tidligt op om morgenen, at selv fuglene har poser under øjnene, og inde i badeværelsets spejl står en klon af munken Rasputin og en koalabjørn på speed. Lige det arbejdsmarkedet har brug for en mandag morgen.
Men jeg vælger at se tingene fra den lyse side. Tælle de små succeser:
1) Jeg kom op til tiden.
2) Jeg tog mine bukser på og derefter mine sko. Ikke omvendt.
3) Jeg kan stadig huske, hvor min arbejdsplads ligger.
4) Ingen har taget min stol i ferien.
5) Der ligger ingen seddel på tastaturet: »Vi fandt ud af, at det egentlig går meget bedre, når du ikke er her til at gå i vejen. Så forlæng du bare din ferie«.
Og inboxen flyder over af 110 mails á la:
1) Send os din pinkode og vind en svømmetur til Polen.
2) Det er din mor. Nu har jeg fundet ud af, hvor Internettet ligger. Hvorfor skriver du aldrig?
3) Besked fra IT: Få så tømt den inbox.