For år tilbage forsøgte jeg at finde ud af, hvad begrebet livsstil dækker over. Folk, der har set min garderobe, vil bekræfte, at det var tiltrængt. Som alle andre, der ikke har gået på universitetet, anvendte jeg den eneste metode, jeg kunne komme i tanke om: Google.
Den første side, Google fandt, var specielt for kvinder, hvilket allerede gav et fingerpeg. Det er trods alt kvinder, der køber designerglaskugler til 125 kroner stykket til juletræet, mens mænd tror, at juletræ har noget at gøre med hygge, genkendelighed fra barndommens jul og musetrapper lavet med svedige fingre ved køkkenbordet.
Da jeg kom længere ned af hjemmesiden, kunne jeg imidlertid læse, at mine tarme sandsynligvis var tykt belagt med kemikalier, og at jeg nok led af den såkaldte candida-svamp. Så stoppede jeg den efterforskning.
Senere har nogle åbenbart gjort Google opmærksom på den uheldige hjemmeside. I hvert fald kan jeg ikke finde den længere. I stedet har jeg fundet en side, der fortæller, at jeg vil få mere livskvalitet, hvis jeg tjener flere penge, end jeg bruger. Fantastisk! Har nogen fortalt det til islændingene og grækerne?
Det er en sætning, der viser dyb indsigt, men ikke i livsstil. Al den stund at når man ser og hører om livsstil alle andre steder, så handler det om præcist det modsatte. Nemlig om at skaffe sig ting. Blot ikke hvilke som helst ting. Men ting som:
- ikke har nogen fornuftig anvendelse, men bare står i vejen. Eller:
- koster tre gange så meget som den udmærkede version af samme vare, man kan købe i Føtex. Eller:
- spilder når man hælder af den. Eller:
- er købt i en fancy sidegadebutik, der er gået konkurs, når man kommer for at klage over, at skidtet er krympet. Fordi livsstil tilsyneladende har et kort liv.
fredag den 7. maj 2010
onsdag den 5. maj 2010
Kirkegården for de døde ord
En debattør foreslog forleden i en klumme, at vi fik en ord-kirkegård. Et sted hvor udtjente verber og navneord på deres trætte fødder og håbløst uforstået af deres samtid, kan vandre ind og lægge sig til hvile med et træt suk:
- Akke ja, herre Jemini. Min salighed.
Eller noget i den retning. Og så ville de udånde. Gå til de evige ordbøger og blive til døde begreber liggende i deres grave ved siden af busteholder og statsradiofoni.
Men debattøren mente, at flere ord burde traske ind på sprogets kirkegård. Selv foreslog han, der er præst, at ordet skamlæber bliver sendt ind til den evige hvile, for der er vel ikke noget at skamme sig over, påpegede han. Desværre foreslog han ingen alternativer. Jeg kan komme i tanke om et par stykker, men de egner sig ikke til at komme på tryk - men grundlæggende er der det problem med at tage livet af ord, at der skal findes en erstatning, og det forekommer mig, at den nye generation altid bliver en mere vissen og blodfattig udgave af tidligere tiders kraftfulde udtryk. Jeg mener: læbeganespalte - der var nu mere swung over hareskår, men sådan skulle det ikke være.
Og den proces bliver mere og mere sofistikeret. I EU fandt nogen sidste år ud af, at vi bør undlade ord, hvor køn indgå. Skraldemand skulle hedde skraldeperson, for ellers kunne der sidde en skraldekvinde et eller andet sted i Europa og føle sig diskrimineret. Ordet mandskab skulle helt udslettes, mente sprog-stasierne, for de kunne godt se, at de næppe kom igennem med kvindskab.
Når man læser den slags, er det man tænker: Vor Frue bevares, hvad bliver det næste? Forhåbentlig at ordene tøsedrenge, håndsky og politisk korrekthed vandrer ind på ord-kirkegården. Og vi behøver ingen erstatning for dem.
- Akke ja, herre Jemini. Min salighed.
Eller noget i den retning. Og så ville de udånde. Gå til de evige ordbøger og blive til døde begreber liggende i deres grave ved siden af busteholder og statsradiofoni.
Men debattøren mente, at flere ord burde traske ind på sprogets kirkegård. Selv foreslog han, der er præst, at ordet skamlæber bliver sendt ind til den evige hvile, for der er vel ikke noget at skamme sig over, påpegede han. Desværre foreslog han ingen alternativer. Jeg kan komme i tanke om et par stykker, men de egner sig ikke til at komme på tryk - men grundlæggende er der det problem med at tage livet af ord, at der skal findes en erstatning, og det forekommer mig, at den nye generation altid bliver en mere vissen og blodfattig udgave af tidligere tiders kraftfulde udtryk. Jeg mener: læbeganespalte - der var nu mere swung over hareskår, men sådan skulle det ikke være.
Og den proces bliver mere og mere sofistikeret. I EU fandt nogen sidste år ud af, at vi bør undlade ord, hvor køn indgå. Skraldemand skulle hedde skraldeperson, for ellers kunne der sidde en skraldekvinde et eller andet sted i Europa og føle sig diskrimineret. Ordet mandskab skulle helt udslettes, mente sprog-stasierne, for de kunne godt se, at de næppe kom igennem med kvindskab.
Når man læser den slags, er det man tænker: Vor Frue bevares, hvad bliver det næste? Forhåbentlig at ordene tøsedrenge, håndsky og politisk korrekthed vandrer ind på ord-kirkegården. Og vi behøver ingen erstatning for dem.
onsdag den 28. april 2010
En dag med multitasking
- Selvfølgelig kan mænd multitaske.
Tænkte jeg forleden, da jeg balancerede på en taburet med en kuglepen i munden og målte ud til et rullegardin i et vindue. Samtidig.
Det lykkedes mig at komme ned fra taburetten uden at snuble, så det var på alle måder en lykkelig lørdag, især fordi jeg samtidig fik en åbenbaring om, hvorfor mænd er gode til at multitaske:
Vi har øvet os, siden vi var børn.
Det begyndte i sandkassen, hvor vi snildt klarede at grave et stort hul i vådt, iskoldt sand, fylde den ene gummistøvle med vand og kyle sand i håret på Charlotte, der derefter hylede som en stukket gris. Alt sammen stort set samtidig.
Senere præsterede vi at sidde på en skibsbrik med benene oppe ad reolen, høre »Top 20« med Jørgen Mylius og kigge i pornoblad, samtidig med at vi lyttede nøje efter, om vores mor var på vej ind på værelset, hvorefter vi i løbet af et splitsekund kunne skjule pornoblad bag »Tysk for 2. real«. En strategisk manøvre der krævede overblik.
Som voksne har mænd forædlet multitaskingen. Eksempel: Køre bil og tygge tyggegummi samtidig med, at man udtænker overbevisende forklaringer på, hvorfor man har glemt at hente børn/købe ind/kærestes fødselsdag.
Sådan. Der er rigelig med dokumentation. Jeg blev helt grebet af tanken og opdagede desværre for sent, at nu havde byggemarkederne lukket, så det med rullegardinet måtte lige vente. Ingen er jo perfekt.
I stedet satte jeg mig i stuen for at mutitaske:
1) åbne øl 2) smide kapsel efter kat 3) trykke på fjernbetjening. Samtidig.
Det lykkedes. Stort set:
1) spildte øl. 2) kat undveg. 3) Fik tændt for fjernbetjening, men kom ind på DK4.
Tænkte jeg forleden, da jeg balancerede på en taburet med en kuglepen i munden og målte ud til et rullegardin i et vindue. Samtidig.
Det lykkedes mig at komme ned fra taburetten uden at snuble, så det var på alle måder en lykkelig lørdag, især fordi jeg samtidig fik en åbenbaring om, hvorfor mænd er gode til at multitaske:
Vi har øvet os, siden vi var børn.
Det begyndte i sandkassen, hvor vi snildt klarede at grave et stort hul i vådt, iskoldt sand, fylde den ene gummistøvle med vand og kyle sand i håret på Charlotte, der derefter hylede som en stukket gris. Alt sammen stort set samtidig.
Senere præsterede vi at sidde på en skibsbrik med benene oppe ad reolen, høre »Top 20« med Jørgen Mylius og kigge i pornoblad, samtidig med at vi lyttede nøje efter, om vores mor var på vej ind på værelset, hvorefter vi i løbet af et splitsekund kunne skjule pornoblad bag »Tysk for 2. real«. En strategisk manøvre der krævede overblik.
Som voksne har mænd forædlet multitaskingen. Eksempel: Køre bil og tygge tyggegummi samtidig med, at man udtænker overbevisende forklaringer på, hvorfor man har glemt at hente børn/købe ind/kærestes fødselsdag.
Sådan. Der er rigelig med dokumentation. Jeg blev helt grebet af tanken og opdagede desværre for sent, at nu havde byggemarkederne lukket, så det med rullegardinet måtte lige vente. Ingen er jo perfekt.
I stedet satte jeg mig i stuen for at mutitaske:
1) åbne øl 2) smide kapsel efter kat 3) trykke på fjernbetjening. Samtidig.
Det lykkedes. Stort set:
1) spildte øl. 2) kat undveg. 3) Fik tændt for fjernbetjening, men kom ind på DK4.
fredag den 16. april 2010
Da planlægningen gik op i røg
For meget planlægning er mistænkeligt. I Sovjetunionen og Østeuropa havde de i mange år noget, de kaldte planøkonomi. Der var så meget plan i tingene, at de fleste mennesker måtte stå i kø for at købe toiletpapir. Så det blev de trætte af.
Selv er jeg ikke den store planlægger. Hvis jeg var general, havde freden indfundet sig påfaldende hurtigt, for jeg havde sikkert kommanderet min hær det forkerte sted hen. Så kunne de andre stå på slagmarken med alle deres talenter, mens mine soldater sad et eller andet tumpet sted og drak øl, mens de diskuterede, om vi alligevel skulle være drejet til højre tre dage tidligere.
Med en sådan mangel på sans for plan falder jeg udenfor tidens krav. Jeg ved det. Ganske vist er førnævnte planøkonomi ikke i kridthuset nogen steder, hvis vi ser bort fra sofistikerede statsdannelser som Nordkorea, men en hel masse mennesker synes alligevel at leve i et regneark. Tiden skriger på plan, system, flueben og afrapportering, så alt kan blive talt op, målt og vejet. Og derefter privatiseret og fusioneret.
På et mere nærværende plan ved enhver, der inviterer til sommerfest, at man bør man sende invitationerne ud i vinterhalvåret, for ikke så få mennesker synes at planlægge deres liv flere måneder ud i fremtiden for ikke at risikere at stå med en ledig stund. Hvad der er ledigt er spildt, og den overbevisning kan ingen tage fra os.
Det skulle da lige være en islandsk vulkan. Der med en geologisk bøvs aflyste en masse (flyve)planer, (køre)planer og (møde)planer. Og efterlod tusindvis af mennesker med en ledig stund og en fornemmelse af, at noget alligevel viste sig større end os.
Det kan De godt lige tænke over. Hvis De altså ikke har andre planer.
Selv er jeg ikke den store planlægger. Hvis jeg var general, havde freden indfundet sig påfaldende hurtigt, for jeg havde sikkert kommanderet min hær det forkerte sted hen. Så kunne de andre stå på slagmarken med alle deres talenter, mens mine soldater sad et eller andet tumpet sted og drak øl, mens de diskuterede, om vi alligevel skulle være drejet til højre tre dage tidligere.
Med en sådan mangel på sans for plan falder jeg udenfor tidens krav. Jeg ved det. Ganske vist er førnævnte planøkonomi ikke i kridthuset nogen steder, hvis vi ser bort fra sofistikerede statsdannelser som Nordkorea, men en hel masse mennesker synes alligevel at leve i et regneark. Tiden skriger på plan, system, flueben og afrapportering, så alt kan blive talt op, målt og vejet. Og derefter privatiseret og fusioneret.
På et mere nærværende plan ved enhver, der inviterer til sommerfest, at man bør man sende invitationerne ud i vinterhalvåret, for ikke så få mennesker synes at planlægge deres liv flere måneder ud i fremtiden for ikke at risikere at stå med en ledig stund. Hvad der er ledigt er spildt, og den overbevisning kan ingen tage fra os.
Det skulle da lige være en islandsk vulkan. Der med en geologisk bøvs aflyste en masse (flyve)planer, (køre)planer og (møde)planer. Og efterlod tusindvis af mennesker med en ledig stund og en fornemmelse af, at noget alligevel viste sig større end os.
Det kan De godt lige tænke over. Hvis De altså ikke har andre planer.
fredag den 9. april 2010
Må jeg få mit æg perfekt, tak?
Norske forskere har fundet en måde at koge det perfekte æg på. De har simpelthen siddet deroppe mellem fjeldene og regnet sig frem til en måde, der gør, at ægget ikke bliver for blødt og ikke for hårdt. Det er sådan noget, man kan tillade sig at bruge tid på, når man har for mange oliepenge.
Men nyheden skal nok få nogen til at løfte brynene, smide avisen og slukke for tv, der alligevel kun er fyldt med sult, krig og andet, vi ikke kan gøre noget ved. Vi kan heller ikke koge vores æg rigtigt, men her kommer videnskaben os til hjælp, og det er da en trøst, når den nu ikke kan stoppe sult og krig.
På de norske forskeres hjemmeside findes en beregningsmetode, så man skal bare lige slæbe den bærbare ud i køkkenet. Der er forskel på beregningerne alt efter æggenes størrelse, men desværre fremgår det ikke helt, om man også skal bruge en skydelære og en elektronisk postvægt - eller bliver nødt til at tage 9. klasse i matematik for at være på den sikre side. Men smart lyder det. Det er sikkert også nemt.
Vigtigt er det i hvert fald, for ellers ville forskere ikke bruge tid på det, men vigtigt er det først og fremmest, fordi det handler om at gøre noget perfekt. Perfektion er vor tids svar på tuberkulosen og luseplagen. En slags folkesygdom.
Holder vi os lige til æggene, så er det for eksempel slet ikke nok, at de er æg. De skal være økologiske og fra fritgående fjerkræ, og helst skal man have samlet dem op i egen hønsegård i baghaven, hvor man går og prøver at ligne ham bonderøven fra tv. Måske med lidt flere myoser og uden Morten Kock-kasket, men autentisk og virkeligt og perfekt skal det det være. Det hele helst. Æg som børn. Ægtefælle som fritid. Karriere som vægt. Det er sagen i en æggeskal.
Men nyheden skal nok få nogen til at løfte brynene, smide avisen og slukke for tv, der alligevel kun er fyldt med sult, krig og andet, vi ikke kan gøre noget ved. Vi kan heller ikke koge vores æg rigtigt, men her kommer videnskaben os til hjælp, og det er da en trøst, når den nu ikke kan stoppe sult og krig.
På de norske forskeres hjemmeside findes en beregningsmetode, så man skal bare lige slæbe den bærbare ud i køkkenet. Der er forskel på beregningerne alt efter æggenes størrelse, men desværre fremgår det ikke helt, om man også skal bruge en skydelære og en elektronisk postvægt - eller bliver nødt til at tage 9. klasse i matematik for at være på den sikre side. Men smart lyder det. Det er sikkert også nemt.
Vigtigt er det i hvert fald, for ellers ville forskere ikke bruge tid på det, men vigtigt er det først og fremmest, fordi det handler om at gøre noget perfekt. Perfektion er vor tids svar på tuberkulosen og luseplagen. En slags folkesygdom.
Holder vi os lige til æggene, så er det for eksempel slet ikke nok, at de er æg. De skal være økologiske og fra fritgående fjerkræ, og helst skal man have samlet dem op i egen hønsegård i baghaven, hvor man går og prøver at ligne ham bonderøven fra tv. Måske med lidt flere myoser og uden Morten Kock-kasket, men autentisk og virkeligt og perfekt skal det det være. Det hele helst. Æg som børn. Ægtefælle som fritid. Karriere som vægt. Det er sagen i en æggeskal.
fredag den 5. marts 2010
Vi vil have en undskyldning
Hans Scherfigs roman »Det forsømte forår« har været stort set været lige så obligatorisk læsning som Den lille Røde var i Maos Kina.
I den bog optræder en person ved navn Michael Mogensen, en særling, der tilbragte sit voksne liv ved den samme vinduesplads på universitetets frokoststue. I en senere roman sprænger han sig selv i luften på Fælleden i København.
Mit navnesammenfald med den figur har forfulgt mig en del gennem årene:
- Hedder du Michael Mogensen? Lige som ham der. .
- Ja, og skal vi så snakke om noget andet!
Indtil for nyligt har det kun irriteret mig, men nu kan jeg se en anden vej ud af pinagtigheden. Jeg skal selvfølgelig føle mig krænket og forlange en undskyldning. Undskyldninger er tidens trend, og vi er flere, der har tænkt på at kræve en undskyldning af Lars Løkke Rasmussen, fordi han har udpeget Per Stig Møller til kulturminister. Det virker nemlig som om, samme Møller interesserer sig for kultur, og nu havde vi lige vænnet os til det modsatte.
Så er der en dansk avis, der har sagt undskyld til en advokat, der mener at repræsentere over 95.000 efterkommere af en profet, og da var det, at jeg tænkte: Jeg må kunne samle et vist antal Michael Mogensen’er, der som mig har sårede følelser oven på hån, spot og latterliggørelse. Ikke mindst ved at blive sammenlignet med en langskægget, nej ikke profet, men falleret akademiker, der sprænges i luften - helt uden bombe og turban. Og så var ham i bogen oven i
købet vegetar.
Så vores følelser er krænkede. Nogen skal kræves til regnskab og ned på knæ. Og jeg tror da på, at vi kan finde en advokat fra Saudi Arabien subsidiært Iran eller Sudan, der kan tale vores sag, så vi kan få ret og rimelighed i tingene igen.
I den bog optræder en person ved navn Michael Mogensen, en særling, der tilbragte sit voksne liv ved den samme vinduesplads på universitetets frokoststue. I en senere roman sprænger han sig selv i luften på Fælleden i København.
Mit navnesammenfald med den figur har forfulgt mig en del gennem årene:
- Hedder du Michael Mogensen? Lige som ham der. .
- Ja, og skal vi så snakke om noget andet!
Indtil for nyligt har det kun irriteret mig, men nu kan jeg se en anden vej ud af pinagtigheden. Jeg skal selvfølgelig føle mig krænket og forlange en undskyldning. Undskyldninger er tidens trend, og vi er flere, der har tænkt på at kræve en undskyldning af Lars Løkke Rasmussen, fordi han har udpeget Per Stig Møller til kulturminister. Det virker nemlig som om, samme Møller interesserer sig for kultur, og nu havde vi lige vænnet os til det modsatte.
Så er der en dansk avis, der har sagt undskyld til en advokat, der mener at repræsentere over 95.000 efterkommere af en profet, og da var det, at jeg tænkte: Jeg må kunne samle et vist antal Michael Mogensen’er, der som mig har sårede følelser oven på hån, spot og latterliggørelse. Ikke mindst ved at blive sammenlignet med en langskægget, nej ikke profet, men falleret akademiker, der sprænges i luften - helt uden bombe og turban. Og så var ham i bogen oven i
købet vegetar.
Så vores følelser er krænkede. Nogen skal kræves til regnskab og ned på knæ. Og jeg tror da på, at vi kan finde en advokat fra Saudi Arabien subsidiært Iran eller Sudan, der kan tale vores sag, så vi kan få ret og rimelighed i tingene igen.
søndag den 28. februar 2010
Klovnen og kronerne
Forleden fik jeg en mail fra biblioteket om, at jeg skulle huske at aflevere nogle bøger. Ellers ville det give en bøde:
- Det er da service, hørte jeg min mund råbe så skingert, at selv Mette Frederiksen ville blegne.
Før i tiden fik man altid besked efter at have overskredet afleveringsfristen, og jeg har regnet mig frem til, at jeg gennem årene har forsørget mindst én bibliotekarfamilie gennem bøder.
- Jamen, er det ikke næsten for god service, sagde min også i egen opfattelse bedre halvdel.
Hun er nemlig jyde og kunne se mange penge forsvinde, og den vinkel havde jeg slet ikke anlagt, hvilket så viser, at jeg ikke er jyde. De har et kærligt forhold til penge (det lyder grimt bare at kalde dem fedtede), og det har jeg ikke.
Tværtimod hylder jeg det princip at betale mig fra alt, hvad man kan betale sig fra, og alene det gør mig uegnet til at bo i Jylland. Her opfattes »betal ved kasse et« som en trussel, der udløser politianmeldelse. Her prutter man, og det gen mangler jeg. Jeg vader lallende ind i butikken og kigger på en vaskemaskine. Stiller de nødvendige tekniske spørgsmål:
Er det sådan en model, der ikke konsekvent æder den ene af et par strømper?
Og så videre. For at ende med: - Fint. Den tager jeg. Her er pengene. Vær venlig at komme og installér den.
Så kigger ekspedienten forskrækket på mig, som venter han at se det spirende vanvid i mine øje bryde ud i lys lue, og jeg begynder at sige som Snurre Snup og hamre hovedet ind i væggen.
Men et eller andet sted tror jeg, at hvis alle priser stod til troende, ville det hele være mere gennemskueligt, og man forlod ikke en butik med en fornemmelse af at være blevet snydt.
Men det viser vel bare, at jeg er en klovn, der ikke har forstand på penge.
- Det er da service, hørte jeg min mund råbe så skingert, at selv Mette Frederiksen ville blegne.
Før i tiden fik man altid besked efter at have overskredet afleveringsfristen, og jeg har regnet mig frem til, at jeg gennem årene har forsørget mindst én bibliotekarfamilie gennem bøder.
- Jamen, er det ikke næsten for god service, sagde min også i egen opfattelse bedre halvdel.
Hun er nemlig jyde og kunne se mange penge forsvinde, og den vinkel havde jeg slet ikke anlagt, hvilket så viser, at jeg ikke er jyde. De har et kærligt forhold til penge (det lyder grimt bare at kalde dem fedtede), og det har jeg ikke.
Tværtimod hylder jeg det princip at betale mig fra alt, hvad man kan betale sig fra, og alene det gør mig uegnet til at bo i Jylland. Her opfattes »betal ved kasse et« som en trussel, der udløser politianmeldelse. Her prutter man, og det gen mangler jeg. Jeg vader lallende ind i butikken og kigger på en vaskemaskine. Stiller de nødvendige tekniske spørgsmål:
Er det sådan en model, der ikke konsekvent æder den ene af et par strømper?
Og så videre. For at ende med: - Fint. Den tager jeg. Her er pengene. Vær venlig at komme og installér den.
Så kigger ekspedienten forskrækket på mig, som venter han at se det spirende vanvid i mine øje bryde ud i lys lue, og jeg begynder at sige som Snurre Snup og hamre hovedet ind i væggen.
Men et eller andet sted tror jeg, at hvis alle priser stod til troende, ville det hele være mere gennemskueligt, og man forlod ikke en butik med en fornemmelse af at være blevet snydt.
Men det viser vel bare, at jeg er en klovn, der ikke har forstand på penge.
Abonner på:
Opslag (Atom)
