Nogen gange kan man gribe sig i at tænke: Hvad gjorde vi egentlig før? Tag nu fjernbetjeningen til tv’et. Hvordan klarede vi os uden den? Man skal dog nøjes med at tænke den slags. Siger man det højt, er der bare en i rummet, der svarer:
- Du stod op af sofaen gik hen og skiftede kanal, og så pendulerede du frem og tilbage, mens du brokkede dig over, at alle programmerne var genudsendelser.
Men det rækker videre. Ting udvikler sig hurtigere, end vi kan nå at sige »altså, da jeg var dreng«. Det er egentlig et under, at jeg har overlevet min barndom, der – kan jeg godt se nu – var en ørkenvandring af gammeltestamentlige dimensioner i afsavn. Og har jeg brug for et større perspektiv på sagen, kan jeg ringe til et tudsegammelt familiemedlem:
- Hvad lavede I egentlig dengang, der ikke var noget, der hed tv?
- Sad og kiggede ind i væggen hele lørdag aften.
Sådan kan man blive ved: Hvordan kom vi rundt uden bil (på cykel og til fods, i regnvejr og ti kilo lettere). Hvordan klarede vi os uden mobil (slap for at blive ringet op af folk, der spurgte: Er det dig, der har ringet?)
Men ærlig talt: Er den slags ikke bare et håbløst råb fra en mental oksekærre, hvor et fortabt segment sidder og lugter af Reumert og Rastenni og tror, at Bluetooth er en slags camembert? Har de tekniske fornyelser ikke gjort verden større og revitaliseret den menneskelige kommunikation, så folk kan sidde i toget og brøle i telefonen, at de er hjemme om ti minutter?
Jo, selvfølgelig. Og jo: Vi får hurtigere og dybere indsigt. Blandt andet takket ovennævnte fjernbetjening. Nu kræver det kun nogle klik at nå frem til det samme resultat: Alle programmerne er genudsendelser. Indsigt uden at rejse sig fra sofaen. Det er da fremskridt.
onsdag den 28. juli 2010
fredag den 16. juli 2010
Vil du frem i verden, min dreng
Det var måske lidt lettere i gamle dage, når drengene kom hjem og spurgte den alvidende – far – hvad de skulle være. For tømrerens søn skulle være tømrer, murerens søn skulle være murer, og lægens søn skulle være læge. Det var det klogeste, for ellers havde den alvidende jo ikke valgt det. Enkelt og sikkert.
Pigerne kom ikke at spurgte, for dem var der en gennemprøvet allround-plan: De skulle giftes og have børn og have børn og have børn. Hvorefter de døde. Også et enkelt koncept.
Siden er meget ændret. Far er ikke længere alvidende, ja han er dårligt nok vidende. Kun 37 procent af mændene får en videregående uddannelse, mens det er 53 procent af kvinderne, der bliver om ikke alvidende, så læger og dommere og præster og en masse andet, der kræver, at man kan sidde stille på sin rumpe i 25 år.
Udviklingen bekymrer ligestillingsministeren. Det er en kvinde – det er ligestillingsministre sjovt nok altid – og optimistiske forældre har døbt den nuværende Lykke. Lykke vil have ligestilling - altså for mænd, har hun ladet forstå - for samfundet kan ikke holde til, at kvinder alene skal stå for karakterer og karrierer, mens mændene må nøjes med hættebluse og behandlingsdom.
Men måske skyldes skævheden, at så mange mænd hele deres liv er blevet passet af kvinder, undervist af kvinder og sendt på hvilken-fugl-er-du-kursus af kvinder.
Når de så får nok og går amok, kan de blive behandlet af kvinder og dømt af kvinder. Først i fængslet kan de ånde lettet op, for her er dæleme mange mænd at spejle sig i.
Så uden at være alvidende kunne man fristes til at sige til den søgende søn:
- Hvis du vil frem i verden min dreng, burde du nok have været en pige. Så det løb er vist kørt.
Pigerne kom ikke at spurgte, for dem var der en gennemprøvet allround-plan: De skulle giftes og have børn og have børn og have børn. Hvorefter de døde. Også et enkelt koncept.
Siden er meget ændret. Far er ikke længere alvidende, ja han er dårligt nok vidende. Kun 37 procent af mændene får en videregående uddannelse, mens det er 53 procent af kvinderne, der bliver om ikke alvidende, så læger og dommere og præster og en masse andet, der kræver, at man kan sidde stille på sin rumpe i 25 år.
Udviklingen bekymrer ligestillingsministeren. Det er en kvinde – det er ligestillingsministre sjovt nok altid – og optimistiske forældre har døbt den nuværende Lykke. Lykke vil have ligestilling - altså for mænd, har hun ladet forstå - for samfundet kan ikke holde til, at kvinder alene skal stå for karakterer og karrierer, mens mændene må nøjes med hættebluse og behandlingsdom.
Men måske skyldes skævheden, at så mange mænd hele deres liv er blevet passet af kvinder, undervist af kvinder og sendt på hvilken-fugl-er-du-kursus af kvinder.
Når de så får nok og går amok, kan de blive behandlet af kvinder og dømt af kvinder. Først i fængslet kan de ånde lettet op, for her er dæleme mange mænd at spejle sig i.
Så uden at være alvidende kunne man fristes til at sige til den søgende søn:
- Hvis du vil frem i verden min dreng, burde du nok have været en pige. Så det løb er vist kørt.
onsdag den 14. juli 2010
Bare vent til vi bliver gamle
Jeg har spekuleret over, om der er nogen fordele ved at blive ældre? Hvad der i sig selv er et tegn på, at man er blevet gammel og har for god tid, men alligevel: Er der nogen fordele?
Umiddelbart nej. Alderdom indebærer, så vidt jeg kan se, to ting. Man:
1) begynder at sige akkeja, hver gang man sætter sig i en stol.
2) falder i søvn i samme stol til en hel amerikansk film og vågner med savl ud ad mundvigen.
På den anden side: Var der fordele ved at være ung:
1) opdage at køleskab ikke fylder sig selv.
2) sidde på kursus i en uge og alligevel ikke fatte hvad key account manager betyder.
Var der fordele ved at være lidt ældre end ung:
1) Spilde lørdag på at tage i Kolding Storcenter.
2) spilde resten af liv på at køre på ferie i bil til Italien med børn, der første gang spørger, hvornår er vi der, 15 minutter efter start.
Man kan indvende, at ovenstående er en urimelig nedskrivning af et liv i velfærdssamfundet, og der har vi måske en god ting ved at blive gammel: Man tiltager sig retten til at være sarkastisk, kværulerende, urimelig og firkantet. Så bare vent. Vi vil:
1) Komme til familiefester og gå hen over svigerdatterens gider-I-godt-tage-skoene-af gulv i vores lysegrå Ecco sko fra 1983.
2) Passe børnebørn og skræmme livet af dem ved at fortælle om dengang, skolelæger stak en finger op i numsen på alle børn.
3) Tabe 15 mønter på gulvet ved den kasse i Netto, hvor køen er længst.
Og glædestrålende vide at ingen forventer andet end bøvl fra det værste, man kan være i dag: Gammel.
Konkluderede jeg efter at have tænkt over én god ting ved at blive ældre. Så blev den tid alligevel givet godt ud. Akkeja.
Umiddelbart nej. Alderdom indebærer, så vidt jeg kan se, to ting. Man:
1) begynder at sige akkeja, hver gang man sætter sig i en stol.
2) falder i søvn i samme stol til en hel amerikansk film og vågner med savl ud ad mundvigen.
På den anden side: Var der fordele ved at være ung:
1) opdage at køleskab ikke fylder sig selv.
2) sidde på kursus i en uge og alligevel ikke fatte hvad key account manager betyder.
Var der fordele ved at være lidt ældre end ung:
1) Spilde lørdag på at tage i Kolding Storcenter.
2) spilde resten af liv på at køre på ferie i bil til Italien med børn, der første gang spørger, hvornår er vi der, 15 minutter efter start.
Man kan indvende, at ovenstående er en urimelig nedskrivning af et liv i velfærdssamfundet, og der har vi måske en god ting ved at blive gammel: Man tiltager sig retten til at være sarkastisk, kværulerende, urimelig og firkantet. Så bare vent. Vi vil:
1) Komme til familiefester og gå hen over svigerdatterens gider-I-godt-tage-skoene-af gulv i vores lysegrå Ecco sko fra 1983.
2) Passe børnebørn og skræmme livet af dem ved at fortælle om dengang, skolelæger stak en finger op i numsen på alle børn.
3) Tabe 15 mønter på gulvet ved den kasse i Netto, hvor køen er længst.
Og glædestrålende vide at ingen forventer andet end bøvl fra det værste, man kan være i dag: Gammel.
Konkluderede jeg efter at have tænkt over én god ting ved at blive ældre. Så blev den tid alligevel givet godt ud. Akkeja.
lørdag den 3. juli 2010
Med pels og hår - og Disney-attitude
Der er kun én ting, der er værre end at skrive grimme ting om mennesker. Det er at skrive grimme ting om de samme menneskers kæledyr.
Utallige er de journalister, der er kommet for skade at skrive noget kritisk om hunde. De bliver ringet op af mindst otte vrede hundeejere, der snerrer, at hvis det skal være på den måde, kan de også bare sige avisen op, og vi skulle hellere skrive om alle de katte, der sætter poteaftryk på vores biler.
Men det gør kun ubefæstede journalistsjæle, og de bliver ringet op af mindst otte vrede katteejere, der hvæser, at hvis det skal være på den måde, kan de også bare sige avisen op, og vi skulle hellere skrive om alle de hunde, der går og snuser folk i skridtet.
Så er vi er ligesom tilbage ved start.
Hunde- og kattesnak kan få mennesker til at vise klør. Man kan sågar møde folk, der i ramme alvor hævder, at de elsker deres hund højere end alt andet og ve den, der kommer til at sige:
– Så du har altså opgivet at finde en kæreste, der vil stå på alle fire med tungen ud ad munden, når du kommer ind ad døren?
Det er kun hund og kat, der er omfattet af denne helt særlige beskyttelse mod hån, spot og latterliggørelse. De har en helt særlig plads i danskeres hjerte. En lun, foret plads med madskål, bidering og loppepulver. Måske fordi hunde og katte har det til fælles, at de har pels og nuttede øjne. De minder os om Disney-film, hvor dyr som bekendt både kan tale, synge og danse Charleston. De er simpelthen betryggende, bekræftende og troværdige. Ville vi måske nogensinde tro ejeren af en fugleedderkop, der sagde:
– Du skal ikke være bange. Han gør skam ikke noget. Du skal bare klappe ham, og han snuser dig med garanti ikke i skridtet.
Utallige er de journalister, der er kommet for skade at skrive noget kritisk om hunde. De bliver ringet op af mindst otte vrede hundeejere, der snerrer, at hvis det skal være på den måde, kan de også bare sige avisen op, og vi skulle hellere skrive om alle de katte, der sætter poteaftryk på vores biler.
Men det gør kun ubefæstede journalistsjæle, og de bliver ringet op af mindst otte vrede katteejere, der hvæser, at hvis det skal være på den måde, kan de også bare sige avisen op, og vi skulle hellere skrive om alle de hunde, der går og snuser folk i skridtet.
Så er vi er ligesom tilbage ved start.
Hunde- og kattesnak kan få mennesker til at vise klør. Man kan sågar møde folk, der i ramme alvor hævder, at de elsker deres hund højere end alt andet og ve den, der kommer til at sige:
– Så du har altså opgivet at finde en kæreste, der vil stå på alle fire med tungen ud ad munden, når du kommer ind ad døren?
Det er kun hund og kat, der er omfattet af denne helt særlige beskyttelse mod hån, spot og latterliggørelse. De har en helt særlig plads i danskeres hjerte. En lun, foret plads med madskål, bidering og loppepulver. Måske fordi hunde og katte har det til fælles, at de har pels og nuttede øjne. De minder os om Disney-film, hvor dyr som bekendt både kan tale, synge og danse Charleston. De er simpelthen betryggende, bekræftende og troværdige. Ville vi måske nogensinde tro ejeren af en fugleedderkop, der sagde:
– Du skal ikke være bange. Han gør skam ikke noget. Du skal bare klappe ham, og han snuser dig med garanti ikke i skridtet.
tirsdag den 29. juni 2010
Rigtige mænd er beskedne
Nogen kvinder synes vist, at mænd er lige så gode til at give gaver, som sumpskildpadder er. Hvis det forholder sig sådan, er det imidlertid ikke fordi, mænd ikke elsker deres koner. Heller ikke fordi de ikke har styr på datoer og mærkedage eller er nødt til at gå med billeder af deres børn i tegnebogen for at kunne huske, hvad de hedder.
Nej, det er fordi mænds tanker tit er optaget af vigtige emner så som, hvor man kan købe billigt pejsebrænde. Plus - og det er vigtigt at få med - mænd er beskedne.
Og det kan altså være svært at tage imod, når man selv er taknemmelig for lidt. Mænd bliver simpelthen overvældede. For eksempel når børnene kommer og spørger, hvad vi ønsker os i julegave. Så svarer mænd med en klump i halsen:
- Nogle søde børn.
Hvorefter de lede unger fniser, og manden får et kinesisk vaterpas til 20 kroner.
Den slags udløser ikke bitterhed hos mænd – slet ikke – men det virker måske nok som væksthæmmer på gave-genet.
At vi er så beskedne hænger sammen med den opvækst i små kår, som alle mænd har haft – en beskeden opvækst, der synes at blive mere karsk, jo ældre manden er. Det ved enhver, der har overhørt en samtale mellem to mænd i deres bedste alder:
- Nej du, da vi var børn, da kunne vi underholde os selv i timevis med en snor, en sten og en saks.
- Nå, havde du en saks? Der kan man se. Ja, jeg måtte jo nøjes med en sten, og jeg skulle dele den med min bror.
Derfor kommer mænd i bedste vilje til at forære kvinder en ribstrikket cardigan, hvor kvitteringen afslører, at rædslen er købt to minutter før lukketid dagen før konens fødselsdag.Nu ved kvinderne, hvorfor det er sådan. Den viden må være en gave i sig selv.
Nej, det er fordi mænds tanker tit er optaget af vigtige emner så som, hvor man kan købe billigt pejsebrænde. Plus - og det er vigtigt at få med - mænd er beskedne.
Og det kan altså være svært at tage imod, når man selv er taknemmelig for lidt. Mænd bliver simpelthen overvældede. For eksempel når børnene kommer og spørger, hvad vi ønsker os i julegave. Så svarer mænd med en klump i halsen:
- Nogle søde børn.
Hvorefter de lede unger fniser, og manden får et kinesisk vaterpas til 20 kroner.
Den slags udløser ikke bitterhed hos mænd – slet ikke – men det virker måske nok som væksthæmmer på gave-genet.
At vi er så beskedne hænger sammen med den opvækst i små kår, som alle mænd har haft – en beskeden opvækst, der synes at blive mere karsk, jo ældre manden er. Det ved enhver, der har overhørt en samtale mellem to mænd i deres bedste alder:
- Nej du, da vi var børn, da kunne vi underholde os selv i timevis med en snor, en sten og en saks.
- Nå, havde du en saks? Der kan man se. Ja, jeg måtte jo nøjes med en sten, og jeg skulle dele den med min bror.
Derfor kommer mænd i bedste vilje til at forære kvinder en ribstrikket cardigan, hvor kvitteringen afslører, at rædslen er købt to minutter før lukketid dagen før konens fødselsdag.Nu ved kvinderne, hvorfor det er sådan. Den viden må være en gave i sig selv.
tirsdag den 15. juni 2010
Os der bruger (brokke)hovedet
Så er den endelig kommet: »Håndbog for halvgamle mænd« skrevet af to dagbladsjournalister.
Den har vi ventet på længe, og jeg har skyndt mig at ringe til alle de halvgamle mænd, jeg kender, for at bekendtgøre nyheden:
– Nu er den kommet!
– Hva!! Skal vi til lommerne? Som om vi ikke betaler nok, og de skal i hvert fald ikke pille ved efterlønnen.
- Den er kommet, sagde jeg, så hør dog efter!
- Lad være at råbe. Jeg er ikke døv.
Sådan var vi bred kreds, der modtog denne bog. Halvgamle mænd er ellers ikke vant til at være i mediefokus. Sikkert fordi det ikke giver points at udgive selvhjælpsbøger som »Ti år ældre på ti dage«.
En anden årsag er, at halvgamle mænd - og det skriver forfatterne også - ikke ser sig som halvgamle. Det er kun hjerteløse omgivelser, der tværer rundt i det:
Konen: - Skulle du ikke få en næsetrimmer?
Ekspedienten: - Du skal nok have mere styrke i.
Andre halvgamle mænd:
- Sover du? Eller er du død, he, he!
Men den vigtigste pointe i bogen er opgøret med påstanden om, at gamle mænd brokker sig så meget. Det har forfatterne en indlysende forklaring på: Der er meget at brokke sig over. Og ikke mindst: Brok er udtryk for indsigt. Gamle mænd ved meget. Derfor kan de se, når noget er ved at køre af sporet, og så føler de en moralsk pligt at gøre opmærksom på det. Det gælder også, når de skriver til ministeren for at klage over, at sygeplejerskerne har fået uniformer, hvor man ikke kan se trusserne gennem stoffet.
Det er en advarsel mod et uføre og udtryk for omsorg og ansvarsbevidsthed. Tænk over det næste gang en af os vrisser til dig:
- Jeg vil blæse på, at det er Bjørn Borg. Træk de bukser op, snothvalp!
Den har vi ventet på længe, og jeg har skyndt mig at ringe til alle de halvgamle mænd, jeg kender, for at bekendtgøre nyheden:
– Nu er den kommet!
– Hva!! Skal vi til lommerne? Som om vi ikke betaler nok, og de skal i hvert fald ikke pille ved efterlønnen.
- Den er kommet, sagde jeg, så hør dog efter!
- Lad være at råbe. Jeg er ikke døv.
Sådan var vi bred kreds, der modtog denne bog. Halvgamle mænd er ellers ikke vant til at være i mediefokus. Sikkert fordi det ikke giver points at udgive selvhjælpsbøger som »Ti år ældre på ti dage«.
En anden årsag er, at halvgamle mænd - og det skriver forfatterne også - ikke ser sig som halvgamle. Det er kun hjerteløse omgivelser, der tværer rundt i det:
Konen: - Skulle du ikke få en næsetrimmer?
Ekspedienten: - Du skal nok have mere styrke i.
Andre halvgamle mænd:
- Sover du? Eller er du død, he, he!
Men den vigtigste pointe i bogen er opgøret med påstanden om, at gamle mænd brokker sig så meget. Det har forfatterne en indlysende forklaring på: Der er meget at brokke sig over. Og ikke mindst: Brok er udtryk for indsigt. Gamle mænd ved meget. Derfor kan de se, når noget er ved at køre af sporet, og så føler de en moralsk pligt at gøre opmærksom på det. Det gælder også, når de skriver til ministeren for at klage over, at sygeplejerskerne har fået uniformer, hvor man ikke kan se trusserne gennem stoffet.
Det er en advarsel mod et uføre og udtryk for omsorg og ansvarsbevidsthed. Tænk over det næste gang en af os vrisser til dig:
- Jeg vil blæse på, at det er Bjørn Borg. Træk de bukser op, snothvalp!
tirsdag den 1. juni 2010
Og hvilken dag er det så i dag, skat?
En gang i 1990’erne undersøgte forskere hvilke mennesker, der spillede den vigtigste rolle i børns liv. Nummer et var mor. Derefter fulgte yndlingspædagogen i børnehaven og legekammeraterne, mens far kom nede på en 7. plads. Sammen med naboens hund og tilfældige bekendte af familien.
Det var noget værre noget, men siden har flere mænd lært at gå med babysele, ja nogle har sågar anstrengt sig og fået en fødselspsykose, så det går åbenbart fremad.
Eller også skyldes udviklingen, at begrebet far er blevet mere elastisk. For eksempel kan homoseksuelle i dag få børn, hvilket kan give udviklende børnesamtaler på legepladsen:
- Hvem er den dame der?
- Det er min mor.
- Hvem er så damen ved siden af?
- Det er min far.
Så er der de børn, der hverken har far eller mor, men en forælder. Smag på ordet. En kønsneutral sutsko. Ikke noget at snakke om. Lidt lige som dagen på lørdag. Det er Fars Dag og let’s face it: Der er altså ikke samme sus over den som over Mors Dag. Eller Valentins dag. Måske fordi de to sidste har kvinden i centrum, og kvinder er ikke blot bedre til at huske mærkedage. De er også enormt gode til at huske, når mænd har glemt dem. Derfor kan man se svedende mænd foretage damage control-indkøb af røde roser i blomsterbutikker dagen før Mors Dag og Valentins Dag. Mens jeg er ret sikker på, at Silvan endnu har til gode at opleve kvinder med flakkende blikke hjemsøge kassen med »blandet værktøj - 20 kroner« og med Mette Frederiksen-stemme forlange et kinesisk vaterpas pakket ind i rød cellofan.
Det betyder ikke rigtig noget at glemme den slags. Fars hammer er nemlig faldet. I enhver forstand.
Det var noget værre noget, men siden har flere mænd lært at gå med babysele, ja nogle har sågar anstrengt sig og fået en fødselspsykose, så det går åbenbart fremad.
Eller også skyldes udviklingen, at begrebet far er blevet mere elastisk. For eksempel kan homoseksuelle i dag få børn, hvilket kan give udviklende børnesamtaler på legepladsen:
- Hvem er den dame der?
- Det er min mor.
- Hvem er så damen ved siden af?
- Det er min far.
Så er der de børn, der hverken har far eller mor, men en forælder. Smag på ordet. En kønsneutral sutsko. Ikke noget at snakke om. Lidt lige som dagen på lørdag. Det er Fars Dag og let’s face it: Der er altså ikke samme sus over den som over Mors Dag. Eller Valentins dag. Måske fordi de to sidste har kvinden i centrum, og kvinder er ikke blot bedre til at huske mærkedage. De er også enormt gode til at huske, når mænd har glemt dem. Derfor kan man se svedende mænd foretage damage control-indkøb af røde roser i blomsterbutikker dagen før Mors Dag og Valentins Dag. Mens jeg er ret sikker på, at Silvan endnu har til gode at opleve kvinder med flakkende blikke hjemsøge kassen med »blandet værktøj - 20 kroner« og med Mette Frederiksen-stemme forlange et kinesisk vaterpas pakket ind i rød cellofan.
Det betyder ikke rigtig noget at glemme den slags. Fars hammer er nemlig faldet. I enhver forstand.
Abonner på:
Opslag (Atom)
