Når (privat)livet ebber ud

Forleden fastslog en fremtrædende amerikaner, at begrebet privatliv er forbi. Et overstået kapitel i menneskets historie.
Ordene faldt ikke i forbindelse med den galoperende overvågning af om ikke Gud så dog hver mand, og det var ikke CIA’s direktør, der sagde det, men Mark Zuckerberg. For de uindviede er han manden bag Facebook. Altså det fænomen hvor man kan få en bunke venner, der hastigt løbende fortæller, at de nu spiser knækbrød, er sure over, at det regner på deres fridag, eller ikke kan finde deres selvangivelse.

Zuckerbergs pointe var vist, at Facebook er årsag til privatlivets endeligt, men det, synes jeg nok, er at gøre rigeligt stads ud af Facebook. Vi kan sagtens selv, hvad jeg fandt ud af, da jeg sidst kørte i tog fra København. 15 sekunder efter Valby ringede en dreng til sin far og fortalte om sin hånd, der skulle opereres:
- Det gør ikke ondt nu, men i sidste uge stak knoglen ud af hånden.

Han holdt godt nok op, men kun for at blive afløst af en ældre dame ved siden af, der ringede:
- Jeg er på vej hjem nu. Ja, han ligger på sygehuset, men de kan ikke finde ud af, hvorfor han har så meget væske i venstre side. Men det er i hvert fald ikke fra hjernen. Hans arm er så tyk, at den ikke kan være i sygehus-tøjet.
Det blev en lang tur, og jeg glædede mig til at komme hjem og rase over den manglende intimitet i vores liv. På min Facebook.

Derfor er det godt at være mand

Der er godt nok et program i tv, der hedder »Hjælp, min kone er skidesur«, der får mænd til at ligne hunde bare uden pels (og heldigt for det for så havde fået smæk for at fælde).
Men ærlig talt: Det er røgslør. Afledningsmanøvre. Camouflage. For lad os se det i øjnene: Det er mange fordele ved at være mand og nej: Det handler ikke om, at vi kan stå op og tisse.

Men i stedet for at ærgre sig over, at kvinder kan fylde et hjem med lauritz.com møbler og bruger en betragtelig del af deres liv på at ryste sofapuder, bør mænd tage Gustav Winckler-minen på og se det hele fra den lyse side. Tænke over fordelene:

Vi kan stå en søndag eftermiddag i regnvejr på et fodboldstadion og brøle op uden at blive regnet som ren idiot.
Vi kan stå foran spejlet og betragte ti kilo overvægt med ordene: Det klæder nu en mand med lidt pondus.
Vi skal ikke finde sig i lavere løn for det samme arbejde.
Vi skal aldrig spørge om vej.
Vi ved, at hvis vi kører vild, er det kortet eller skiltningen, der er åndssvag.
Endelig er vi kloge:
Vi ved en masse om 2. Verdenskrig.
Vi ved en masse om motorplæneklippere.

Og det, vi ikke ved, får vi at vide ved at gå ind til naboen og stå og drikke Blå Ceres i hans garage en hel eftermiddag, mens vi diskuterer totaktsmotorer.
Og hvorfor konen tit er sådan en sur krampe.

Herberg for hjemløse mænd

Der er lavet undersøgelser, der viser, at mænd bruger to timer mere på toilettet end for fem år siden. Det rejser tre spørgsmål:
1) Hvem undersøger sådan noget?
2) Hvem har lyst til at vide det?
3) Og hvordan gør man? Ringer rundt og spørger:
- Hvor sidder du lige nu? Og hvad laver du? Spiller Hitman på den bærbare, okay, interessant.

Men uanset hvem der spørger: De har en forklaring. Mænd vil have fred. Det kan de ikke få andre steder i huset, hvor kvinden har magten over enetalekøkkenet, børnene har magten over fjernbetjeningen, og banken og kreditforeningen sidder på resten. Det eneste, manden har tilbage at sidde på, er kummen. Han er på spanden. Frivilligt, men alligevel. Og her - blandt Ifø, Gustavsberg og en rustfri designer-toiletbørsteholder fra Ilva - er husets tidligere herre alene. Med sine tanker og sit papir. Altså det han læser i, for det viste undersøgelsen også: Tiden går med avislæsning.

Men spørgsmålet trykker stadig (ahem!): Hvorfor er det gået sådan?
Der var en gang, da en mands plads var på kontoret, bag avisen og i haven. Ja, nogle steder var der sågar et herreværelse, som mændene sagde, de trak sig tilbage til, når de skulle snakke om noget vigtigt (i virkeligheden sad de bare med opknappede bukser, bøvsede og pralede med alle de sekretærer, de havde klappet i numsen dagen lang).

Den slags rum eksisterer ikke længere. Mens børn har deres eget værelse, ja selv hunden har sin egen kurv, så er manden nødt til at flygte ud på toilettet. Det eneste sted man kan låse døren uden at blive betragtet som sindssyg – eller teenager. Indtil han giver op og siger: »færdig!«
Altså grædefærdig.

Om at forholde sig til Jylland

For nogle år siden sad jeg i kystbanetoget på vej fra Rungsted til København. Foran sad to piger af den slags, der forklarer, hvorfor ejendomspriserne er så høje i Nordsjælland: Fremadstormende D-skål, blå øjne og regelmæssige tænder. Og så kendte de forskel på ligger og lægger.
Den ene skulle ud på en rejse, der lød lang og eksotisk, men jeg kunne ikke høre, hvor den gik hen. Før toget stoppede, og pigerne skulle af. På vej ud sagde hende med rejseplanen:

- Jeg KAN altså ikke forholde mig til at skulle være i Jylland i seks måneder.

Jeg, der også dengang havde postnummer på den forkerte side af 6000, kiggede ned ad mig selv og kunne da godt mærke en svag hørm af tang, halm samt sovs og kartofler sive ud af mig.
Men ikke af rådden banan. Episoden fandt sted, længe før det blev en populær betegnelse for den del af landet, hvor lyset ikke falder ud, men mørket falder ind, når man åbner døren om aftenen. Men problemet er det samme for København og nærmeste mentale opland: Jylland. Det kan man ikke forholde sig til. (Okay, Århus måske undtaget. Bare de dog ville lade være at snakke som en Niels Malmros-film.)

Men det andet: Der er langt over, og det er svært at forholde sig til, at nogle derovre synes, at 100 kilometer til nærmeste sygehus er for langt. Så de laver ballade og pludselig er der ikke så langt, og de bliver tilbudt nogle motorveje at køre langt på. Det giver vækst, og i forvejen vokser den rådne banan, for de får flere børn i Thyborøn end i Tisvildeleje (måske fordi der er så mørkt).

Men tomt forbliver der, for som voksne flygter børnene, og det er måske her, at motorvejene kommer ind i billedet. Det bliver lettere at komme væk fra noget, ingen rigtigt kan forholde sig til.

Dybt godnat - hver for sig

Jeg gjorde mig for år tilbage til talsmand for, at Folkekirken ændrer sit vielsesritual til noget, der er mere i pagt med tiden. For eksempel:

- Vil du Camilla tage Jens, der står ved din side og ligner en hængt kat og er så konfliktsky, at han kunne være svensker, og lave ham om, så han bliver sådan, som du gerne vil have ham? Vil du ændre hans tøjsmag, tvinge ham til at blive klippet hos din frisør, og i det hele taget fratage ham enhver tro på egen dømmekraft og leve med ham i mundhuggerier og småskænderier?

Og så havde jeg tænkt mig en slutning om, at de to skal leve sammen:

- Til soveværelset skiller Jer ad.

Hvorfor så det? Jo, jeg har altid undret mig over, at børn er de eneste i en familie, der har ret til eget rum, hvor de kan krumme i sengen. Og nu har jeg fået opbakning i min antagelse fra sagkundskaben i form af en dame med den frygtindgydende titel af fremtidsforsker. Hun mener, at mange par gerne vil have hvert deres soveværelse, men at det er tabu at tale om – lidt lige som at sige, at man har fodsvamp eller samler på billeder af kongefamilien.

Og så lige en trumf: Jeg har læst, at også Joan Ørting synes, at det er en god idé, og så behøves der ikke flere argumenter. Gå hjem og vug - eller sov. Faktisk mente sexologen, at et forhold holder i længere tid, når han og hun har hvert deres soveværelse: Mænd kan snorke i fred og spise ostepops, mens de læser »2. verdenskrig i Farver«. Kvinder kan ugenert klippe tånegle i soveværelset (og lad os bare tage den med, selv om den er grim: De slipper for at vågne op ved siden af en behåret numse.)
Endelig kan trenden sætte gang i hjulene hos bolig- og reklamebrancen:
»Alle har ret til et fedt soveværelse. Uden ægtefælle«.

Findes der sure gamle kvinder?

Det er lidt uretfærdigt, at man altid taler om sure gamle mænd. Hvorfor er der ikke noget, der hedder sure gamle kvinder? For eksempel er der en amerikansk film, der hedder »Gnavne gamle mænd«, og kunne man forestille sig en film, der hed »Gnavne gamle kvinder«? Nej. Jeg kan i hvert fald ikke. Mest fordi jeg så kommer til at tænke på Birthe Rønn Hornbech, og det er ikke godt.

Med mænd er det noget andet. Måske skyldes det, at mænd fra starten har for store forventninger til tilværelsen. At de en gang drømte om mange penge og pragtvilla med havudsigt, men endte med toværelses lejlighed, skrabelodder og udsigt til kommunale affaldscontainere.

Eller er forklaringen i virkeligheden, at kvinder ikke har behov for at blive sure, når de bliver ældre? Er det, fordi de justerer surhedsgraden over et helt liv?

Som unge:
- Aiij, man har bare ikke bordfodbold i stuen, og jeg kender altså ingen andre, der stadig går med polobluser, og højttalere er altså møbler. Jeg flytter hjem til mine forældre!!!!

Et par år senere:
- Du har glemt de økologiske pastinakker, og hvorfor skal jeg altid gøre det hele selv, og nu er butikkerne lukkede, og jeg har faktisk også et arbejde at passe, og mit arbejde er lige så vigtigt som dit, og dine børn taler du heller ikke med, og når du endelig gør det, så vrisser du af dem, og. . .

Og så videre. På den måde får kvinder luftet ud og kan oppe i årene se lysere på tilværelsen og få en lettere gang på jord:
- Jamen, så tager jeg til foredrag i folkeuniversitetet og hører om tarmskylning, og hvorfor vil du egentlig ikke med, men du kan da også blive hængende i sofaen og se »2. Verdenskrig i farver« på DR2 som en anden sur gammel mand.

Alle os der udøver turisme

På Wikipedie lyder definitionen på en turist: »En person, der udøver turisme«. Jeg kan godt lide, at de bruger ordet udøver. Ligesom man udøver vold og tortur. Alle os, der har fløjet i fem timer med fireårige børn på sædet bagved, stået i kø på polske posthuse og oplevet ældre, engelske kvinders smag i badedragter synes, det er et rigtig godt ordvalg.

Desværre knækker kæden for Wikipedia-forfatteren, for umiddelbart efter står, at turisten er »en, der rejser ud for sin fornøjelses skyld«. Det harmonerer ikke med det polske posthus, skulle jeg hilse at sige, men selvfølgelig findes de turister, der betragter overraskelser som en fornøjelse i sig selv. At man rejser uden at vide, hvad der venter, og turistmål byder på mange overraskelser. Især i maden, i sengetøjet og på mobilregningen.

Af samme grund er jeg ikke tilhænger af overraskelser og har aldrig forstået visse menneskers sorgløse ferieforberedelser. De pakker badebukser og solcreme og opdager først i lufthavnen, at de ikke har fået pas og billetter med.
Mine egne forberedelser indeholder anderledes dybe og alvorlige spørgsmål, når jeg finder et rejsemål:
1) Har de ulækre sygdomme?
2) Pønser de på en borgerkrig?
3) Hvordan undgår jeg, at der kommer en masse japanere med på mine feriebilleder?

Men trods alle forberedelser kan rejsen hurtigt gå op i dystre spekulationer:
1) Slukkede jeg egentlig strygejernet?
2) Er der ikke lovligt mange arabisktalende mænd med langt skæg i det her fly?
3) Hvad skal jeg sige til Lene Espersen:
- Nå er du også her? Det er måske for din fornøjelses skyld?