Nogle har krammet på os

I en avis blev komikeren Sebastian Dorset forleden spurgt, hvad han gerne ville læse, se i tv osv. - samt hvem han ville møde. Jo, han ville gerne møde Lars Barfoed, for han lignede én, der trængte til en krammer.

Nu skal nogle nok synes, at Lars Barfoed, hvis han var en dreng, ville være et af de børn, der blev indkaldt til bekymringsmøde med sine forældre på skolen. Men ligefrem en krammer?

Hvad er det med de krammere? Problemet er måske ikke så stort i Jylland, hvor de er mere kræmmere end krammere, men længere østpå, kan voksne mænd blive udsat for krammere. Fra andre mænd. Og fra folk de kun kender sporadisk fra den seneste høstfest i børnehaven. Det er svært at forholde sig til. I hvert fald for os, der er miljøskadede fra dengang, der var noget, der hed den kolde krig, og man på det sorthvide tv kunne se Sovjetpolitikere med en hud som gammel kartoffelmos kindkysse hinanden, mens 4000 soldater med munde som Mikado-pinde marcherede strækmarch i baggrunden. Det virkede ikke ret kærligt.

Står man og tænker hver gang, man ser to mænd stå og omfavne hinanden med klap og kram, som var de til afdansningsbal for sumobrydere. Man aner ikke, hvad man skal stille op med sine hænder og håber sådan, at Lars Barfoed vil dukke op. Så man kan give ham et håndtryk:

– Min medfølelse, gamle dreng.

Et spørgsmål om liv og død

Som ung tror man ofte, at man er udødelig. Det forklarer hurtigtkørende VW Golf’er til 17.000 kroner, som unge mænd med filipenser og hættetrøjer har proppet med et stereoanlæg til 40.000 kroner.

Som ældre opdager man, at man absolut ikke er udødelig. Derfor begynder man at flirte med tanken om et liv efter døden – måske fordi man begynder at få en fæl fornemmelse af, at det nuværende liv kommer der ikke meget fornuftigt ud af. Det kan skabe behov for at lege med tanken om genfødsel og sjælevandring, for det kunne jo være, at man i Liv 2.0 fik større succes, mere magt, flere penge - eller bare nogle velopdragne børn og et liv uden fodsved.

Jeg har en kollega, der jævnligt sukker, at i hendes næste liv – dér skal hun en hel masse: Have mere tid, få orden på skrivebordet, have mindst 14 dage om året på en øde ø, og . . ja, jeg har siddet og talt efter og regnet ud, at ét næste liv ikke er nok. Hun får brug for et par stykker. Og hun skal tage højde for, at genfødslen kan være lidt løs i kanten, og at hun risikerer at genopstå som vandrotte i Indien.

Så måske: I stedet for spekulationer om tæppefald og tvivlen på, om der kommer en 2’er, bør vi leve i nuet. Komme ud i livet. Her lærer man at holde sig ung ved at zig-zagge uden om hurtigtkørende VW Golf’er til 17.000 kroner, som unge mænd med filipenser og hættetrøjer har proppet med et stereoanlæg til 40.000 kroner.

Damen med håndtasken

Forleden meddelte en kvindelig kollega, hvis navn jeg har lovet ikke at nævne, at hun havde fundet sin bilnøgle i sin taske.

Jubel og forløsning sagde jeg, så kan du jo køre igen. Men sådan hang det slet ikke sammen. Nøglen havde ligget i tasken i flere år, og hvad vil jeg så med den historie?

Jo, kvinder er som bekendt livets linjevogtere. Det pletfri køn. Bærere af Ajax-genet. Fnugfri frøkener og fruer, der pudser og polerer. Holder hus, rydder op og stiller på plads. De er æteriske væsener uden mørke sider og skidt i krogene. Mens mænd krøller sofapuder, efterlader brune render på bordet med deres kaffekopper og forsømmer at klippe de små hår i næsen. Sådan er det. I kvinders eget (nypudsede) spejlbillede, og det står som regel også til troende.

Indtil man(d) sniger sig til at kigge i deres håndtasker. Deres Bermuda-trekant. En dyster biotop. En mikroudgave af Floridas sumpe. Et Dante’sk helvede af gennemtyggede kuglepenne, krøllede Kleenexer, fedtede servietter med ulæselige, håndskrevne telefonnumre, en Nokia 3310, som de bestemt mente, de havde tabt, et klippekort fra Århus Sporveje fra 1996 samt – måske – en bilnøgle.

Der er to lærer:

Mænd: Sådan kan jeg tage rengørings-alfen på fersk gerning med krøllede vinger og huller i karkluden.

Kvinder: Det er nu smart, at man som regel får udleveret to nøgler når man køber bil.

Snigende alderdom

Alderdom er noget, der kommer snigende. Man vågner jo ikke bare op en morgen og ligner Gnavpot fra de syv små dværge. Nej, den kommer luskende.

Men der er nogle advarselssignaler, og jeg vil gerne pege på et par enkelte:

1) Man overvejer at købe en vejrstation. Jeg ved ikke, hvad der er med alder og vejr. I gamle – undskyld – unge dage tog man sin jakke på og gik ud, men med alderen bliver man mere og mere optaget af højtryk og lavtryk og skiftende vind fra øst og nordøst, og man følger med i vejr8udsigterne med samme iver som i »Matador«. Det burde inspirere til en gendigtning af en litterær klassiker: »Den gamle mand og vejrstationen«.

2) Mænd: Man køber en motorcykel og anlægger kejser Wilhem-overskæg.

3) Kvinder: En dag står de nede i skolens gymnastiksal og synger gospel. Mens manden er kørt på træf med de andre overskæg og mødes på en rasteplads, hvor de diskuterer krops8udsmykning:

– Er det ikke en meget lille tartovering den der?

– Det er en åreknude.

4) Frisøren spørger, om hun lige »skal tage brynene?« Hvad bilder tøsen sig ind? Og hvad er der galt i at ligne Brehznev?

Det er som sagt bare nogle enkelte advarselstegn. Der er flere, men dem har jeg glemt. Af samme grund vil jeg mod sædvane klippe denne klumme ud og hænge den et synlig sted, for i morgen har jeg garanteret glemt, hvad jeg skrev. Det kommer med alderen.

Man tager sig til hovedet

Ifølge Biblen er manden kvindens hoved. Men evangelisterne skulle bare vide hvor meget bøvl, det udsagn har givet op gennem historien:

Hun: - Ikke i aften skat, jeg har hovedpine.

Han: - Hov, det er da mig, der er hovedet.

At manden er kvindens hoved er ikke en stilstand. Det er en løbende udvikling, og mange gifte kvinder vil vide, at manden med årene udvikler sig fra at være kvindens hoved til at være hendes brokhoved. Når kvinden ikke opdager mandens forvandling, hænger det sammen med, at der ikke er nogle synlige tegn på udviklingen. Der vokser ikke langsomt en ternet kasket med kvast op af hans hoved, ligesom der heller ikke gror mycetinis alliaceus (stor løghat) ud af ørene på ham. Han får ikke sammenvoksede øjenbryn og siger hø, hø.

Derimod kan han sige ting som:

– Hvad er det for nogle sko, der står der? Dine siger du. Har har du købt nye sko? Jamen, du har da et par i forvejen.

Det er her, at kvinden tager sig til hovedet. Mandens reaktion viser, at han er et hundehoved, for han burde vide, at hans kvinde ikke har et par sko. Hun har 40. Og det er ikke nok.

– Og skabene i soveværelset burde udbygges, og hvorfor har du ikke ringet til en håndværker, mine behov skriger til himlen, det burde du da kunne se, når du nu er så klog, at du kan undvære hovedet.

Så er det hans tur til at få hovedpine.

Hold da helt ferie

Alting har en ende. Selv om vi er nogle stykker, der synes, at den er for længe om at dukke op i franske film. Men i sidste ende – alting har en ende.

Også ferier. Her mener de fleste vist til gengæld, at enden dukker skræmmende hurtigt op. Det synes vi også i Danmark, hvor vi har fem ugers ferie, fri jul, påske, pinse, tilsat en teskefuld afspadsering, lidt deltid, et par gram barselsorlov og 37 timers arbejdsuge smagt til med hundens første sygedag. Tid vi kan bruge på at snakke om hvor travlt, vi har, hvor stressede vi er, og Gud, hvor bliver det skønt at få ferie.

Der var en gang, da ferie var defineret som fravær af arbejde. Hvor det mest opsigtsvækkende var, når en bil foretog en hård opbremsning ude på vejen, og der var tid til at ligge på græsset, kigge op på skyerne og tænke store tanker som:

– Er Gud gift? Og hvis han så bliver skilt – skal Himlen så indgå i bodelingen?

Med andre ord: Frås med tid. Lal, pjat. Tant og fjas. Plads for ingenting.

Det er der ikke tid til i dag, når vi drøner af sted på ferie med bil, børn, bagage og bredbånd. Planer og projekter. Solcreme og stangtennis og Politikens »Turen gå ad Helvede til.«

Så meget har vi da lært af arbejdet: Tid skal udnyttes. Man skulle nødigt gå glip af noget. Og når man vender hjem, klør sig nervøst på underarmen og stadig kan huske adgangskoden til sin computer, så er det at man stønner:

– Ferien ender altså for hurtigt.

Selvhjælpsforfatter i svøb

Jeg har længe haft lyst at begynde en karriere som forfatter af selvhjælpsbøger. Alene af den grund at jo bedre uddannede, vi bliver i det her land, jo mere Fedtmule-febrilske synes folk at blive over for de mest banale problemer.

Så jeg blev vældig fornøjet, da jeg i Politiken læste, at selvhjælpsbøger »nu skal handle om den virkelige verden«. Fint, så slipper man for at sætte sig ind i emner som numerologi og vandkrystaller.

På den anden side har jeg ikke energi til at skrive den ultimative håndbog for forældre »Sådan kan du få stress af dit barn – fra foster til teenager«. Mindre må ku’ gøre det. For eksempel selvhjælpsbogen specielt til mænd »Sådan fjerner du skægstubbe fra håndvasken«. Det er også en oplagt gaveidé, der skriger på en 2’er: »Håndklæder – de kan vaskes«. Men for at komme i gang er det klogt med en let øvelse her på stedet i form af en lynguide: »Forstå hvad din partner siger«.

Mænd:

Ja = ja.

Nej = nej.

Jeg er sulten = jeg er sulten.

Skal vi tage en romantisk middag i aften = skal vi ikke snart have noget sex?

Rimeligt enkelt.

Anderledes med kvinder:

Ja = nej.

Nej = ja.

Måske = absolut nej.

Det må du virkelig selv om = du kan lige vove.

Hvad griner du af = er det en eller anden åndssvag klumme, du er i gang med?