Sådan en gang svineri

Svenskerne har været ude med saksen og grebet ind over for en Pippi Langstrømpe-film fra 1969. Ikke fordi den mindreårige pige bor uden sine forældre i et hus, hvor hun har en kønsmoden abe med i sengen og en sprøjtemalet hest gående rundt i huset. Nej, hun siger "negerkonge". Det er anderledes alvorligt og derfor klippet ud af en ny udgave af tv-serien fra 1969.

Det er meget svensk. Lige som hotdogs med kartoffelmos og ildelugtende sild på dåse, og det er godt, at danskerne har svenskerne at grine af. Men måske skulle vi gribe i egen barm, for det er ikke småting, vi selv tidligere bød børn.

Tag nu de gamle børnesange. For eksempel den om bagermester Harepus: "Harepus har wienerbrød, sigtebrød og klejner, flødebrød og nøddebrød, sprøde brød og søde brød, blødt brød når det regner".

Ærlig talt: Vi har nul sukker-politik.

Vi er mange, der er vokset op med sangen "I skoven skulle være gilde", og her går det da helt galt: "Og uglen var til gilde, hun drak sig ganske fuld, om aftenen så silde hun faldt i græs omkuld."

Her pånødes børn traumatiserende billeder af alkoholiseret fjerkræ.

Som i Sverige kan vores litterære ikoner træde ved siden af. Jeppe Aakjær skrev "Her er soen sikke' en", hvor sidste vers lyder "Lotte går ved lisken, så skal jeg have pisken". Seksuelle udskejelser skal vi heller ikke skånes for.

Endelig er der dyremishandling i "Katten ligger under kakkelovn," og stigmatisering af minoriteter i "Syv arbejdsvante dværge".

Så der er nok at tage fat på og få renset ud i.

Det fikser jeg da lige

Mænd er det rationelle køn. Der er en grund til, at det hedder handlingens mænd og ikke handlingens kvinder. Selv om det sidste ikke er helt retfærdigt, hvad man vil vide, hvis man har overværet kvinder shoppe. Det er handling.
Men som sagt: At høre en mand sige, at der er en praktisk opgave, han ikke kan klare, er lige så usandsynligt, som at høre Lars Løkke Rasmussen tilbyde at betale næste omgang, eller en kvinde sige:

– Se, jeg har ryddet op i mine sko fra 80erne.


For uanset opgavens art finder mange mænd, at der ikke er grund til at tilkalde en anden mand og da slet ikke en fagmand, for det fikser farmand lige. Som mange kvinder med en vis bitterhed har erfaret, taler vi om en handlekraft, der kan få utilsigtede følger i form af revner, huller og en tur til tanken søndag aften efter nye propper til målerskabet.
Hvorfor er det sådan? Ja, det handler underligt nok om at få fred. Når man er i selskab med et vaterpas, en hammer og har munden fuld af små stifter, kan man kun sige "mmmhh", hvis kvinden begynder på det her kedelige:

 - Skat, der er noget vi må tale om.

,
som ikke ret mange mænd bryder sig om.
Der er altså indlysende fordele ved al den rationalitet og handlekraft. Også for kvinderne:

– Okay jeg sluttede det måske ikke helt rigtigt til, men du ønskede dig jo alligevel en ny vaskemaskine.

Sundheden er ilde hørt

Efter at have holdt det som en undertrykt hemmelighed i mange år føler jeg trang til at stå frem i lyset og modtage offentlighedens dom. Og nej, jeg har ikke taget epo. Faktisk ejer jeg ikke en gang en cykel, og jeg har lovet mine omgivelser aldrig at vise mig i cykelshorts.

Det er værre. Jeg kan egentlig godt lide broccoli!

Værsgo, så er det sagt. Så er der serveret. Men hvorfor er det forbundet med skam, stigmatisering og måske indkaldelse af en forsoningskommission at sige sådan? Fordi det er en vedtaget kendsgerning, at: MÆND KAN IKKE LIDE BROCCOLI.

I sommer skrev en klummeskribent i Berlingske, at »broccoli smager af pis«. Intet mindre. Og når Berlingske accepterer brugen af ordet pis, kan enhver se, at det er en alvorlig sag. Der er udviklet konspirationsteorier mellem mænd om, at kvinder kommer broccoli i blenderen og blander det i frikadellefarsen. Frikadeller som vores mor snød med.

Mænds modstand kan være svær for mange kvinder at forstå, når de med øjne som Johanne Schmidt Nielsen, når hun føler sig snydt, og en stemme som en vinkelsliber, udbryder:

ER DU KLAR OVER, HVOR SUNDT DET ER!

Det er vores mand afgjort ikke. For mænd er sundhed lig med sport. Og sport er lig med fodbold på en af de tv-kanaler, der ender på et tal over 3. Og med Blå Ceres, Rød Tuborg og gule ostepops. Og det passer grønt altså dårligt til.

Noget af en byrde

Ældrebyrden.

Smag på ordet. Man ser det for sig: En hær af gnæggende gamlinge med medicinkort og brune snøresko, der sidder på skuldrene af svedende skaffedyr. Der kæmper sig foroverbøjede og forpinte op ad en stejl bakke, mens de synger »Vi stemmer på Liberal Alliance« på melodi af »Snart dages det brødre«. Alt imens ældrebyrden pisker dem med et sammenrullet eksemplar af Ældre Sagens blad.

Sådan cirka ser billedet ud. Gys. Sjovt nok bruges ordet ofte om de årgange, der voksede op med, at de netop ikke måtte ligge nogen til byrde. At penge ikke hang på træerne, og at man skulle slukke for det varme vand, mens man sæbede hænderne ind. Hvis man altså havde varmt vand.

Kan vi forestille sig udtrykket: Børnebyrde. Nej. Skønt en del forældre, efter at røgen har lagt sig efter en børnefødselsdag med eksploderet kagemand på møblerne og »Mariehønen Evigglad« i diskant ekkoende i ørerne, vil skrive under på, at det ved Gud kan være rigtigt.

Vi har også til gode at høre ordet ungdomsbyrde. Heller ikke fra de, der har prøvet at rydde op på en 13-årig drengs værelse eller forsøgt at forklare en teenagepige begrebet t-e-le-f-o-n-r-e-g-n-i-n-g.

De skal nemlig ud at være it-folk, finansrådgivere, key account managere og hjertekirurger. Dem bliver vi simpelthen afhængige af. Og de ser med garanti nødigt, at for mange ligger dem byrde.

Ikea-blues

Jeg har lige læst, at 700 millioner mennesker hvert år går i en Ikea-butik. Det er mange. Især fordi jeg ikke kan lade være med at tænke på hvor mange millioner af dem, der efter at være kommet hjem fra Ikea lørdag middag, kravler rundt på gulvet:

– Aj altså, hvor skal den der sidde, der mangler s’gu da noget der, den manual kan bare ikke passe, og nu har de lukket, for Fanden også . . .

Det er den slags kvalitetstid, der styrker familielivet, og ikke mindst børnene vil kigge beundrende på deres far og tænke, at sådan nogle ord vil de også bruge henne i børnehaven.

Alt sammen fordi familien har været på besøg i en butik på størrelse med en mellemstor provinsby, hvor tallerknerne i cafeteriet er varmere end maden, og som er fyldt med overvægtige, gravide kvinder med kort hår og lange huskesedler fulgt af mænd med angste blikke og gloende kreditkort:

– Vi skal også have et puslebord, vi kan jo ikke pusle hende på gulvet, det kan du vel forstå?

Ovenpå sådanne fælles oplevelser kan det kun blive et brag en køretur hjem, hvorefter udpakningen af produktet åbenbarer, hvorfor netop det styrker familiebåndene. Ikea-ting kræver, at der skal være:

1) En til at holde.

2) En til at skrue.

3) Mindst to til at vedligeholde kvalitetstiden:

– Det står jo skævt, og der er en skrue til overs, du ku’ også bare have læst den manual og . . .

Kattens til fortalelse

Når min hjerne et øjeblik er fraværende, tager min mund magten. Den kan levere udslip, som får miljøalarmen til at bippe hjerteskærende, og som hjernen skal bruge tid på at rydde op efter. Forleden hørte jeg min mund skvulpe over med: »ældre kvinder holder jo tit kat«.

– Hvad mener du med »ældre kvinder«, spurgte en kvindelig, katteejende kollega med en stemme som et arktisk topmøde.

– Nårmmmmøh, jeg sagde ikke, at andre end ældre ikke holder kat, men når ældre kvinder holder dyr, så er jo som regel kat, jeg mener, der er jo ikke så mange ældre kvinder, der holder flyvende hunde og fugleedderkopper ogøøh. . .

Alt mens hjernen ømmede sig som efter et riv med kattekløer. For den ved, at det er farligt: At sætte etiketter på dyreejere. Måske fordi etiketterne passer. Der er næppe nogle HA’ere, der holder hamstere – allerhøjest som føde til deres anakonda. Fugleedderkopper indgår typisk i husholdningen hos det segment, der får ejendomspriserne i området til at falde, fordi de holder bilvrag i forhaven og skyder til måls efter øldåser i baghaven. Hunde, der er så små, at de kan være i en håndtaske, holdes kun af yngre kvinder, der ser »Sex and the city«. Alt imens de sender kæresten ud for at lufte en hund, der ikke er større end den tøffel, han befinder sig under.

Han er til gengæld svær at sætte etikette på. Men lidt kylling er der altså over det.

Nogle har krammet på os

I en avis blev komikeren Sebastian Dorset forleden spurgt, hvad han gerne ville læse, se i tv osv. - samt hvem han ville møde. Jo, han ville gerne møde Lars Barfoed, for han lignede én, der trængte til en krammer.

Nu skal nogle nok synes, at Lars Barfoed, hvis han var en dreng, ville være et af de børn, der blev indkaldt til bekymringsmøde med sine forældre på skolen. Men ligefrem en krammer?

Hvad er det med de krammere? Problemet er måske ikke så stort i Jylland, hvor de er mere kræmmere end krammere, men længere østpå, kan voksne mænd blive udsat for krammere. Fra andre mænd. Og fra folk de kun kender sporadisk fra den seneste høstfest i børnehaven. Det er svært at forholde sig til. I hvert fald for os, der er miljøskadede fra dengang, der var noget, der hed den kolde krig, og man på det sorthvide tv kunne se Sovjetpolitikere med en hud som gammel kartoffelmos kindkysse hinanden, mens 4000 soldater med munde som Mikado-pinde marcherede strækmarch i baggrunden. Det virkede ikke ret kærligt.

Står man og tænker hver gang, man ser to mænd stå og omfavne hinanden med klap og kram, som var de til afdansningsbal for sumobrydere. Man aner ikke, hvad man skal stille op med sine hænder og håber sådan, at Lars Barfoed vil dukke op. Så man kan give ham et håndtryk:

– Min medfølelse, gamle dreng.