Vi må have et møde

Vi mødes meget i det her land. Det er vigtigt, for på møder skal vi inddrages, opdateres, medbestemme, coache, prioritere, beslutte og evaluere.

Med andre ord: Føle os betydningsfulde, hørt og værdsat. Det er en vigtig følelse.
Nu har jeg imidlertid læst, at vi bør sige nej til flere møder. Opfordringen kom på noget, der hed lederweb.dk, og så må man hellere høre efter. Det er jo som regel lederne, der indkalder til møder. . .
Når det er en god idé med færre møder skyldes det ifølge lederweb, at man derved får en umådelig bunke tid foræret. Faktisk to-tre timer om ugen, mente forfatteren til artiklen.
Det lyder forjættende. Især fordi foruden at blive inddraget, opdateret osv. på møder så går den første del af mødet tit med at vente. På dem der kommer for sent. Der var lige noget arbejde, der havde hobet sig op på grund af nogle møder, de skulle deltage i.
Og her er en pointe, jeg nok synes, forfatteren til artiklen på lederweb burde have tænkt over. Al den frigjorte tid fra færre møder skal jo garanteret veksles til arbejde. En overset, men vigtig detalje for de fleste kan regne ud, hvad det indebærer:
Varer der skal bestilles. Kunder, der skal betjenes. Børn, der skal passes. Patienter, der skal plejes. Og al det andet, der har hobet sig op. Og ringet, mailet, lagt besked, råbt ud i lokalet, skidt i bleen, været nummer syv i køen og trykket på knappen ved sengen.
Og måske samlet en masse surhed. Vi står med en udfordring. Så det må vi have et møde om.

Tyve, trist og traumatiseret

Der skal være lavet en undersøgelse, der konkluderer, at 20'erne er det sværeste årti i et menneskes liv.

 Nu kan jeg godt høre alle de langt ældre pruste damp ud ad næseborene og fnyse, at det er noget sludder. At unge er forkælede curlingbørn, og da vi andre var 20, blev vi slået ihjel hver dag, men skulle stå op og gå på arbejde næste dag alligevel, og vent du bare, til du bliver 30, 40, 50, 60.

Men lad os tage påstanden på ordet, for hvad sker, når man rammer 20erne?

 Ja, man opdager, at køleskabe ikke fylder sig selv. At sokker på samme vis ikke samler sig selv op fra gulvet, ligesom tøj sjovt nok heller ikke vasker sig selv. Faktisk viser påfaldende mange døde ting sig at være - netop døde. Forunderligt.

Man opdager også, at man skal finde et arbejde, og har man fundet et, risikerer man at miste det.

Man skal tilmed møde hver dag og til tiden, og nej: Du kan ikke  få fri, bare fordi der er Roskilde Festival.

Andre opdagelser er, at der findes noget, der heder SKAT. Det har en hjemmeside. Den er ikke til at finde ud af. Til gengæld kan SKAT sagtens finde dig.

Endelig opdager de fleste i dette år turbulente årti, at penge er kilden til glæde. Eller angst. Det afhænger stærkt af, om man befinder sig i begyndelsen eller slutningen af måneden.

Som det ses: Det er sørme også svært. Men det går over. Sådan med med årene. Bortset fra én ting:

 Når man bliver 30, 40, 50, 60 . . . kan man stadig ikke finde ud af SKATS hjemmeside.

Turisme-trængsel

Ifølge Wikipedia findes der to former for turisme: Oplevelsesturisme og rekreationsturisme. Det sidste begreb har jeg spekuleret på, hvad dækker over.

Det første fænomen ved mange mennesker til gengæld hvad kan dække over:

En flyvetur på tre timer hvorunder man hele vejen bliver sparket i ryggen af en fireårig med UFM-diagnose. (Uopdragen Forkælet Møgunge.)

Sådan en tur er en oplevelse. Ikke mindst hvis man vender sig i sædet og sætter øglens forældre ind i sine teorier om diagnoser. Så kan man være heldig at få et andet sæde, og det er måske her, at rekreations-turismen kommer ind i billedet.

Nu er Wikipedias definition lidt mangelfuld. Der er jo både sexturisme, kulturturisme og masseturisme. Det første har mænd i Hawaiskjorter som målgruppe. Turen går til Thailand, hvor man går med små piger på steder uden alt for meget politi.

Der kan også være mænd med ved kulturturisme. Her er segmentet dog mest til sokker i sandalerne. Det kører i busser med retning mod den spanske Camino, og turen går med at holde utallige tissepauser, løse Weekendavisens kryds og tværs og skælde ud over at ergonomiske sko er blevet så dyre.

Masseturisme er, som navnet antyder, en masse biler, der lørdag efter lørdag holder i en 20 kilometer kø på en tysk motorvej i 26 graders varme, grædende børn og en aircondition, der er gået i stykker.

 Det kræver sin mand, sin kvinde og sit barn. Men det kan jo ikke altid være det rene ferie at nå frem for at slappe af.

Badr, Nix og Nitte

Danskerne er et af verdens mest ens og homogene folk. Uanset hvor i landet en dansker bevæger sig rundt, risikerer han at rende ind i sin bøvede svoger på et loppemarked.

Måske derfor vil danskerne så skrækkeligt gerne være specielle, særlige og unikke. Det er svært, for dårligt har man anskaffet sig Weber, perlegrus og gipsløver i indkørslen, før naboerne har gjort det samme.

Så kan man selvfølgelig give sit barn et unikt navn. Efter fem til ti års forberedelser og hormonbehandlinger kommer guldklumpen endelig trillende, og forældrene sidder tænderskærende og hvæser, at deres barn skal have et unikt navn, for det er et helt særligt og specielt, lille væsen.

Den proces har været lettere siden 2006. For eksempel må man hedde Jesus. Det er ganske almindeligt i Latinamerika, og hertil lands kan det give en vis effekt, især hvis man arbejder i butiksbranchen:

– Har I mødt Jesus?

– Ja, jeg tror, han er ude ved de tomme flasker.

I 2006 ændrede myndighederne navneloven, der ellers var sat i verden for at beskytte barnet mod forældrenes fantasi. Nu er børn mindre beskyttede, så fremtidens pædagoger kan stå henne på Mariehøne-stuen og høre sig selv brøle:

– Badr, hold op med at drille Gift, Nitte og Kamel. Ellers bliver du sendt ind i puderummet til Altan, Niks og Skak. Og Sok, du samler de strømper op fra gulvet.

Alt sammen er det godkendte navne.

Det er Offer for øvrigt også. Og det er der jo næsten noget symbolsk i.

Bloggen bliver rødglødende

Kort før jul købte jeg røde stearinlys til vores juletræ. Af den simple grund at butikken ikke havde andre, hvilket jeg sådan set godt vidste, aldrig har været et argument over for kvinder.

De vil til enhver tid gøre opmærksom på, at man kan gå i andre butikker, eventuelt køre udenbys eller ringe til NASA og spørge, om de eventuelt har opdaget en ny planet, hvor der forhandles hvide julelys. For her har vi konfliktens kerne.

Med al den livserfaring, som jeg ikke burde ignorere, blev jeg allerede på vej hjem grebet af den følelse, jeg tror også griber islamiske selvmordsterrorister, når de kommer stavrende med bombebæltet:

– Det her er nogen virkelig møg. Jeg burde være stoppet for længst. Nu er det for sent.

Det gik som ventet. Den korte og nådige version: De blev dumpet.

Den længere og mere pinefulde version:

– Har du stadig kvitteringen?

(Det havde jeg ikke. Jeg var gået ud på kundetoilettet og havde spist den, ligesom engelske faldskærmssoldater under 2. Verdenskrig slugte giftpiller for ikke at blive knækket under Gestapos forhør.)

Den desperate skyde-vildt-omkring-sig version:

– Når et konservativt og velanskrevet firma som Asp-Holmblad kan lave røde lys, man kan godt bruge dem. . .

– Jeg kan ikke.

Den konkluderende version: Næste år kan hun selv købe sine julelys.

Hvad hun sådan set også havde gjort denne gang. Hvide.

Sådan en gang svineri

Svenskerne har været ude med saksen og grebet ind over for en Pippi Langstrømpe-film fra 1969. Ikke fordi den mindreårige pige bor uden sine forældre i et hus, hvor hun har en kønsmoden abe med i sengen og en sprøjtemalet hest gående rundt i huset. Nej, hun siger "negerkonge". Det er anderledes alvorligt og derfor klippet ud af en ny udgave af tv-serien fra 1969.

Det er meget svensk. Lige som hotdogs med kartoffelmos og ildelugtende sild på dåse, og det er godt, at danskerne har svenskerne at grine af. Men måske skulle vi gribe i egen barm, for det er ikke småting, vi selv tidligere bød børn.

Tag nu de gamle børnesange. For eksempel den om bagermester Harepus: "Harepus har wienerbrød, sigtebrød og klejner, flødebrød og nøddebrød, sprøde brød og søde brød, blødt brød når det regner".

Ærlig talt: Vi har nul sukker-politik.

Vi er mange, der er vokset op med sangen "I skoven skulle være gilde", og her går det da helt galt: "Og uglen var til gilde, hun drak sig ganske fuld, om aftenen så silde hun faldt i græs omkuld."

Her pånødes børn traumatiserende billeder af alkoholiseret fjerkræ.

Som i Sverige kan vores litterære ikoner træde ved siden af. Jeppe Aakjær skrev "Her er soen sikke' en", hvor sidste vers lyder "Lotte går ved lisken, så skal jeg have pisken". Seksuelle udskejelser skal vi heller ikke skånes for.

Endelig er der dyremishandling i "Katten ligger under kakkelovn," og stigmatisering af minoriteter i "Syv arbejdsvante dværge".

Så der er nok at tage fat på og få renset ud i.

Det fikser jeg da lige

Mænd er det rationelle køn. Der er en grund til, at det hedder handlingens mænd og ikke handlingens kvinder. Selv om det sidste ikke er helt retfærdigt, hvad man vil vide, hvis man har overværet kvinder shoppe. Det er handling.
Men som sagt: At høre en mand sige, at der er en praktisk opgave, han ikke kan klare, er lige så usandsynligt, som at høre Lars Løkke Rasmussen tilbyde at betale næste omgang, eller en kvinde sige:

– Se, jeg har ryddet op i mine sko fra 80erne.


For uanset opgavens art finder mange mænd, at der ikke er grund til at tilkalde en anden mand og da slet ikke en fagmand, for det fikser farmand lige. Som mange kvinder med en vis bitterhed har erfaret, taler vi om en handlekraft, der kan få utilsigtede følger i form af revner, huller og en tur til tanken søndag aften efter nye propper til målerskabet.
Hvorfor er det sådan? Ja, det handler underligt nok om at få fred. Når man er i selskab med et vaterpas, en hammer og har munden fuld af små stifter, kan man kun sige "mmmhh", hvis kvinden begynder på det her kedelige:

 - Skat, der er noget vi må tale om.

,
som ikke ret mange mænd bryder sig om.
Der er altså indlysende fordele ved al den rationalitet og handlekraft. Også for kvinderne:

– Okay jeg sluttede det måske ikke helt rigtigt til, men du ønskede dig jo alligevel en ny vaskemaskine.