Graverende gavegivning

En af de mange snubletråde i mænds liv er køb af gaver. Ikke mindst køb af julegaver. Og absolut ikke mindst køb af julegaver til kvinden i hans liv.

Af samme grund angriber mænd opgaven på samme måde, som de tager opvasken: Det mest beskidte til sidst.

Imidlertid kan nogle snubletråde identificeres og klippes over, så faren for eksplosioner, tikkende bomber og sydende lunter begrænses.

 Nogle er helt oplagte. For eksempel: Rent teoretisk eksisterer der vel kvinder, der vil have husholdningsredskaber i julegave. De er så selv uden om det. De fleste vil læse det usynlige kort, der følger til/fra kortet: Du får denne Cook and Baker urtekniv, fordi madlavningen her i huset dybest set er din hovedpine.

En anden tråd, der kan skabe dårlig stemning, er "gaven, der mest er en gave til giveren". Og lad os tale rent ud: Det handler om undertøj af mere raffineret snit end Sloggi. Budskabet her er meget kort: Tag det nu på, for pokker.

Hvis manden, hvad der faktisk ofte er tilfældet, ikke har sat sig ind i sin konens størrelse, har han måske i et drømmesyn købt en størrelse S til trods for, at konen er en udpræget størrelse B for buttet. Så kan ventetiden, inden butikkerne åbner, og den kan byttes, føles meget lang.

Ikke mindst hvis kvindens hævn består i at vende tilbage og have investeret i en håndfuld af de førnævnte Sloggi'er med elastik, der med tiden uvilkårlig bliver slap.

Som hun så tager på.

 Det var jo det, der stod på det usynlige kort.

Gnavne gamle mænd

"Gnavenhed i hjemmet er en såre almindelig egenskab hos ældre mænd. At tale til manden om det vil næppe føre til noget resultat. Når mænd først er blevet gnavne, er der ingen vej tilbage."

Så er det sat på plads. Det er så præcist et udsagn, at man, hvis man gik med hat, ville løfte på den. At lette på hatten ville også have glædet forfatteren til citatet. Det var Emma Gad - hende, der skrev en hel bog om takt og tone. Herunder altså også om hvordan man opretholdt takt og tone med en sandstensfigur, der sad i stuens dybe lænestol med psilocybe semilanceata (spids nøgenhat) voksende ud ad ørerne.

Men hvorfor er det kun gamle mænd, der bliver gnavne? Kan man forestille sig overskriften: "Gnavne unge mænd raserede café, fordi happy hour var slut." Nej, gnaven og gammel hænger sammen.

 I 2010 fandt engelske forskere ud af, at humoren begynder at fordufte omkring de 50, og det forklarer måske noget. At teenagere griner meget, kan hænge sammen med, at de bor på et gratis (familie)hotel med fuld forplejning og friabonnement hos forsikringsselskabet Mor i Dit Spor.

Allerede når mennesker er omkring 20, bliver der ifølge forskerne længere mellem latterudbruddene. Måske fordi fænomener som arbejdstid og studiegæld dukker op i ens liv.

Sådan går det slag i slag. Mandens liv begynder med en forventning om rigdom og magt og udsigt til vandet. Og det ender måske for ofte med klatgæld, afmagt og egentlig kun udsigt til at skulle dø.

 Og det bliver ikke af grin.

De gode gamle dage

Var alt bedre i gamle dage? Der gives ikke rigtigt noget svar. Unge ved det ikke, for de var der ikke. Vi andre var der, men kan ikke huske det.

Ifølge hjerneforsker Peter Lund Madsen er vi tværtimod ofre for, at hjernen digter og lyver om fortiden. Den ubehagelige del af den. Derfor skinnede solen i gamle dage altid om sommeren. Glemt er det, at man sad hele ferien og spillede Matador i et sommerhus, fordi det regnede konstant.

Noget husker vi som notorisk bedre: Tv. Man havde altid noget at snakke om i kantinen, for alle havde set det samme aftenen forinden. I dag har vi et utal kanaler med et utal af reklamer, så alle film bliver helaftensfilm, hvor "Jagten på den forsvundne skat" afbrydes af indslag om lakridskonfekt og trusseindlæg. Så bliver det sent, og man kommer for sent på arbejde næste dag.

Glemt er det at dengang, der kun var én kanal, sluttede den klokken 22 ved at vise et lysbillede fra en mose i Jylland. Så faldt man i søvn – men kom op til tiden næste dag.

Telefoner var bedre. De fungerede gennem kabler, og man kunne gennemføre en samtale uden afbrydelser. I dag er vi alle mobile og råber i telefonerne:

– Hey, du faldt lige ud, er du der, hallo, hallo, jeg prøver lige at gå ind i rummet ved siden af, kan du høre mig. hallo! er det bedre nu, hallo...

Glemt er det, at dengang telefonen var kablet, stod den i stuen, og når folk ikke var hjemme, kunne de ikke tage den.

 Desværre har mange nok også glemt, hvor meget fred og ro, det egentlig gav.

Sæt X ved datoen

Der er grund til at ånde lettet op. For nogle af verdens mennesker i hvert fald. Videnskaben har fastslået, at manden som køn alligevel ikke uddør.

Nyheden vil måske skuffe nogle kvinder, der havde glædet sig til en fremtid, hvor de har badeværelset og fjernbetjeningen for sig selv, og hvor de slipper for at få frækt undertøj i julegave. Samme videnskab har nemlig tidligere forudsagt, at manden vil uddø indenfor de næste fem millioner år.

Det er selvfølgelig lang tid, og mænd kan nå at starte mange krige og glemme mange bryllupsdage forinden, men alligevel. . . hvis den første hypotese ikke passer, er den anden så mere troværdig?

Kan vi overhovedet vide os sikre på, at Y-kromosomet ikke ryger med ud i historiens køkkenvask på et endnu tidligere tidspunkt?

Angiveligt var det meningen, at vi alle skulle bære X-kromosom, men på et tidspunkt fór der åbenbart en djævel i evolutionen, der smed y-kromosomet på bordet.

Uanset hvordan det foregik: Resultatet blev to køn, hvoraf det ene har det privilegium at kunne få hår på ryggen.

Et andet resultat blev en idérigdom uden lige med opfindelser af alt fra atombomben til badetøfler med Garfield-motiver. Skal det virkelig være slut en dag?

 I så fald er det et lyspunkt, at manden til sin tid kan ligge som fortidsvæsen proppet ned i et glas med sprit på naturhistorisk museum og kigge ud på verden, mens han tænker:

Hvem skal nu lære dem at parallel-parkere?

En folkelig vækkelse

Det er længe blevet hævdet, at Danmark er et a-re-religøst land. Det er ikke rigtigt. Danskere har i generationer tilsluttet sig parcelismen, uden at religionsforskere har registreret det.

Som islam bygger på fem søjler, bygger parcelismen på tre: Haven, byggemarkedet og genbrugspladsen. Det sidste er et sted, hvor de troende jævnligt søger hen for syndsforladelse og underkaster sig et strengt præsteskab:

- Hallo, makker, det der skal i småt brændbar!

Det religiøse liv udfolder sig selvfølgelig mest i dagliglivet, hvor det gælder om at holde øje med frafaldne og kættere. Med andre ord: Naboer:

- De kunne da godt sætte nogle prydblomster ude ved fortovet, og nu har den legetøjstraktor ligget i forhaven i, jeg ved ikke hvor lang tid, de kunne også godt slå det græs, de er skolelærere begge to, så de må da have tid nok. . . .

Parcelismen har sine højtider. De indledes, når et par enkelte solstrejf bryder skyerne. Da vedtager parcelisterne, at det er forår. Endelig er det slut med vinterens mørke, hvor man har været spærret inde i huset, mens hustruen har haft radioen kørende på P1 og er kommet rendende med bøger, hun mente, man skulle læse. Det er ovre. Det er forår. Der kaldes til bøn i byggemarkedet, hvor kirkegængerne samles i sorte træsko og hvide tennissokker. Led os ikke i ladhed, men giv os i dag en kantklipper.

Hvad løber vi efter?

I gamle dage løb man, fordi man blev bange for noget. Øretæver for eksempel. Små børn løb fra store børn, store børn løb fra de voksne, og de voksne løb efter øl. I dag løber et stigende antal mennesker - udelukkende for at løbe.

Det gør de endda i stor stil. Efter sigende kan en dansker tilmelde sig et løb i Danmark hver dag året rundt uden at støde ind i det samme løb to gange.

Med al den ildhu skal løbere selvfølgelig have opmærksomhed. Derfor lægger løbere beslag på veje, stræder, broer og hovedfærdselsårer, hvor de løber i store flokke, så trafikken går i stå.

Hvis nogle skulle formaste sig til at mene, at motionister i massevis kunne løbe i en skov, så trafikken kunne glide, vil de få at vide, at de kan rende og hoppe. Det handler trods alt også om "Se os, vi har overskud", og det budskab er immervæk spildt på rådyr og skovflåter. Ræve og fasaner er også ret ligeglade med ens blærede Nike-løbesko.

Nogle går så vidt med deres løb, at de skriver det på deres CV. "Har gennemført en maraton", står der med stor alvor, og det kan umiddelbar lyde som et pudsigt budskab: "Jeg betragter mig som kvalificeret til at lede HR-afdeling i middelstort softwarefirma, fordi jeg har spænet 42 kilometer på én gang.

Man ville næppe oplyse, hvis fritiden gik med at samle på regimentsmærker eller tilføje en ansøgning til et job en bemærkning om, at man for øvrigt leger med modeltog i kælderen.

Der er noget med det løberi, der går rent ind. Det er derfor, så mange går op i det.

Den nære samtale

Der var en gang et teleselskab, der gennemførte en storstilet kampagne: "Samtale fremmer forståelsen". Det budskab var der ikke tilstrækkeligt forståelse for, så selskabet er her ikke længere.

Men samtaler - det gør vi. I stor stil og over det hele. Om det fremmer forståelsen er en anden sag. I gamle dage var der en vis forståelse for landsbytosserne, der gik og snakkede ud i luften. Også selv om de med lidt spyt i mundvigene gik og forudsagde Jordens undergang.

I dag er landsbytossens privilegium demokratisk delt ud til alle. Også de umyndige har taget taleretten. Derfor kan man sidde i den københavnske metro og overhøre en 16-årig pige fra Farum i mobilen indvi de øvrige passagerer i, hvem der er nederen, og hvem der var klam til Camillas fest. . .

Og det er grunden til, at man kan sidde i toget og overhører samtaler som:

– Ja, nu ligger han på Herlev Sygehus, de har klippet ærmet op, fordi hans arm simpelthen er så tyk på grund af al det vand, ja, de ved ikke, hvor vandet kommer fra, men det er i hvert fald ikke fra hovedet. 

Så kan turen fra København til Jylland føles lang. Til gengæld kan man sidde og blive næsten varm af glæde ved tanken om, at DSB har sparet rullevognene væk, for det havde godt nok være en kamp at komme i gennem en frikadelle-sandwich med medhør på al den patientjournal.

Og fremmer samtaler så altid forståelsen?

 Ja. Måske fremmer den forståelsen for, at man næste gang bør ofre penge på en stillekupé.