Udrensning i vokabulariet

Nytår er tiden, hvor der skal gøre status, forbedres, strammes op, ryddes ud, og tavler skal vaskes rene.

Selv har jeg her på falderebet af 2017 – året hvor ord som ”fake news” og ”jeg føler mig krænket” blev anvendt rigelig ofte - udarbejdet en liste over ord og vendinger, jeg gerne ser, at vi tager endelig afsked med i 2018.

På sigt. Hvem fandt på det? Det giver ingen mening. Det må være på langt sigt eller på kort sigt. Det andet – få det væk. Gerne på meget kort sigt.

Set i bakspejlet. Ordet skal vist henvise til, at noget er sket tidligere, som man ikke tog bestik af i tide. Men det, man ser i et bakspejl, sker faktisk her og nu. For eksempel den tumpe, der ligger lige bag ved dig på motorvejen og blinker hidsigt med det lange lys.

I øvrigt: Ham, der gjorde vendingen ”set i bakspejlets ulideligt klare lys” til en udbredt vending, endte bag tremmer i flere år. Det kan du godt lige tænke over.

Jamen. Jamen var oprindeligt ment som startskuddet til en modsigelse over for det vås, som samtalepartneren lige havde lukket ud. Men et stigende antal mennesker bruger ordet som tomgangsindledning til hver sætning:

- Hvordan gik jobsamtalen?

- Jamen, den gik okay.

- Hvordan var din ferie?

- Jamen, den var såmænd fin nok.

Jamen, så hold dog op.

Ironi kan forekomme. Den forekommer kun på de sociale medier, men her trives den til gengæld som svamp i et hus ejet af Låsby Svendsen. Er man ironisk bør det stå klart, at man er det. Hvis du tror, at læserne ikke kan gennemskue, at du anvender ironi så lad at være at prøve kræfter med disciplinen. Sagt helt uden ironi.

Krænket. Ordet dækker over såret, fornærmet, beskadiget, ydmyget, stødt, forulempet og klappet bagi af Peter Aalbæk Jensen. Ordet var i sin vorden i orden, men det lider samme skæbne som et glas øl, der står ude i regnen. Indholdet bliver tyndere, efterhånden som flere og flere bliver krænkede af mere og mere.

Eller måske rettere: Af mindre og mindre. Ikke mindst tredjeparts-krænkede som svenskere, der bliver krænkede på kinesernes vegne, fordi Pippi Langstrømpe laver skrå øjne.

Ildsjæl. Se ovenstående. Har de brave mennesker ikke fortjent en ny betegnelse i 2018?

Robust. Før i tiden skulle man være samarbejdsvillig og fleksibel. Nu skal vi være robuste. I stedet for at sige det som det er: Forholdene her er dårlige, men vi har opgivet at gøre noget ved det, så nu vil vi kun have folk, der kan tåle mosten.

Udkantsdanmark. Udtryk der for mange københavnere dækker den del af landet, hvor der ikke kører metro. Modigt - i betragtning af at der bor 1.8 millioner i København og 5.7 millioner de andre steder. Hvem bor egentlig i en udkant?

Store patter. Ikke at der er noget i vejen med dem, men hvad er der i vejen med de små og mellemstore af slagsen? Skal de føle sig krænkede?

Sure gamle mænd. Sproglig forbistring, der stigmatiserer mænd i deres bedste alder, som øser af deres indsigt, viden og kommunikative overlegenhed for at skabe fornyelse, orden og variation i det danske sprog og i øvrigt sætte tingene i rette perspektiv.

Julen og maj

Forleden læste jeg en gammel klumme, hvor forfatteren slog til lyd for, at man byttede om på jul og store bededag.

Nu var skribenten et af den slags mennesker, der var julehader af Ebenezer Scrooge ‘ske dimensioner, men alligevel. Jeg har tænkt over hans idé og kan godt se perspektiverne:

Vi kunne gå rundt i forårssolen og købe gaver. Det er lyst længe nok til, at man kan sidde og pakke gaver ind uden at skulle tænde lys. Og det vil vare længere ud på aftenen, før folk kan tænde deres grimme lyskæder på husene.

 

I et rigtig godt år kunne vi danse om juletræet i haven og slippe for al det grandrys i stuen. Vi kunne spise varme hveder og slippe for at mødes over lunken rødvin med rosiner og kanel, som man bare får hektiske, røde pletter på kinderne af. I stedet kunne vi med god samvittighed tage en gin og tonic og kalde det juledrik.

 

I øvrigt var gløgg oprindeligt en slags helsedrik, der skulle indtages mod vinterdepressioner, så det bøvl var vi også fri for, hvis man flyttede julen til store bededag.

 

Endelig ville vi slippe for de tilbagevendende, men aldrig indfriede forventninger om en hvid jul. Den sag ville være afgjort én gang for alle.

 

Projektet ville have bred folkelig opbakning alene af den grund, at de fleste danskere dårligt aner, hvorfor vi fejrer store bededag. Det er noget med at spise, så vidt vi husker. Lægger man tilmed juledagene i forlængelse af 1. maj, ligner det (jule)grangivelig en dansk vindersag.

 

Sådan et forslag giver udtrykket disruption en helt ny betydning.

 

Men får sådan en rokade has på julens helt grundlæggende problemer og kvaler? Næppe.

Tag for eksempel pakkeshoppen: Hvis myndighederne brugte en plads i køen ved pakkebutikken henne i supermarkedet som samfundstjeneste til kriminelle, ville selv den mest hærdede Loyal to Familia-bavian græde:

- Jeg skal nok opføre mig ordentligt.

 

Sidste øjebliks-gaver: Hvor mænd over hele landet med angste blikke hjemsøger lingeri- og Matas-butikker som zombier - i selskab med en masse andre zombier, der aldrig har hørt om udtrykket intimsfære.

 

Store byttedag: Hvor lingeributikker landet over fyldes af frustrerede kvinder, der skal bytte, hvad deres mænd med angste blikke få døgn forinden har indkøbt, fordi de aldrig har gidet finde ud af hvilken størrelse, deres kone bruger. Manden ser for sig en størrelse S for small, uagtet at hun er en størrelse LS - for lettere slasket.

Kvindernes hævn bliver at komme hjem med en håndfuld Sloggi’er, der er lige så sexede som en Fjällräven rygsæk, men kan kogevaskes.

 

Julearrangementer på skoler og i børnehaver: Hvor forældre forventes at stille med knas og hjemmebagte brunkager – økologiske - og som tak skal bese julepynt udført af fedtede børnefingre og lytte til ”Kender I den om Rudolf” udsat for 24 blokfløjter i skolens gymnastiksal med den karakteristiske lugt af sure tæer.

 

Nej, voldsom trængsel og alarm vil forfølge højtiden uanset årstid, og kulminationen vil givet også være den samme. En tur hen til lægen, der ved månedens udgang råder:

 

- Gå hjem og tag den absolut med ro, undgå at lytte til ”Last Christmas” og lad være at tjekke dine kontoudtog for julemåneden. Du må ikke hidse dig op.

De lette gamle dage

Der er en tilbagevendende debat om begrebet "de gode gamle dage". For var de egentlig så gode? Måske er det mere rigtigt at kalde dem de lette gamle dage, for meget var unægtelig meget nemmere engang.

I skolen gik alle i bad efter gymnastik. Sommetider med koldt vand, men altid uden brok.

Ingen forældre hjalp med lektier. Det mente de faktisk var lærernes arbejde. Skolehjem-samarbejde var et årligt møde, hvor forældre fik at vide, at ungen sådan set var klog nok, men doven, og det vidste de jo godt i forvejen.

Ude i verden gik voksne rundt og brugte udtryk som neger, spasser og hareskår, uden at nogen tog anstød af det.

Børn blev uden cykelhjelm sendt til Brugsen efter "20 Cecil, to elefanter og BT", men blev truet med bål og brand, hvis de begyndte at ryge. Det var så intet problem. Cigaretter kunne trækkes i automater, så man kunne begynde at ryge uden indblanding fra voksne. Og da der kom mønter med hul i, kunne sammen mønt ved hjælp af en snor bruges flere gange, selv om ordet innovation ikke var opfundet.

 Børn gik ikke til fodbold. (Det gør de heller ikke i dag. De bliver kørt.) De spillede det bare. Ofte på en mark i hverdagstøj i regnvejr, og hvor en del af kampen handlede om at sparke bolden op i hovedet på dem, der brugte briller.

 Når man kom hjem efter sådan en omgang, smed sig på hynden på skibsbriksen og gloede på en plakat med Suzi Quatro, ville man ikke i sin vildeste fantasi forestille sig, at dette skulle blive de "gode gamle dage."

Glade gamle kvinder

Jeg har nogle kvindelige kolleger, der sommetider taler en del om emnet "sure gamle mænd". Det forekommer mig, at det lidt ofte sker, når jeg er indenfor hørevidde, men det kan selvfølgelig være en tilfældighed.

Har man hørt om "sure gamle kvinder"? Nej, hvis man spørger Google, insisterer søgemaskinen på at rette det til "sure gamle damer".

Nu er der bare det, at begrebet "damer" efterhånden kun eksisterer inden for sporten og på dørene til offentlige toiletter. Alle andre steder hedder hunkønsvæsener kvinder, og de kan tilsyneladende ikke udvikle surhed med alderen.

 Der findes en amerikansk film, "Gnavne gamle mænd". Kunne man forestille sig en film med titlen "Gnavne gamle kvinder"? Jeg har prøvet og kommer hver gang til at tænke på Birthe Rønn Hornbech, så jeg er holdt op.

Måske hænger forskellen sammen med, at kvinder gennem livet sørger for, at surheden ikke får lov at hobe sig op. Det lader sig kun gøre på én måde: Slippe galden løbende ud.

Det begynder i de helt unge år:

– Aiiii, du stiller bare ikke det bordfodbold op i min stue - ja, min . . . 

Ved sådan at justere udslippet kan kvinder slentre gennem livet på lette fødder og med et let sind.

Også når de bliver ældre:

– Så du vil ikke med til det foredrag om tarmskylning hos folkeuniversitetet? Jamen, du kan da også bare blive hængende i sofaen og se "2. Verdenskrig i farver" på DR K - som en anden sur, gammel mand.

Tarme på hjernen

Det er indtil for nylig forbigået min opmærksomhed, at sundheds- og livsstilsforfattere har fundet et nyt emne at kaste sig over: Vores tarme.

Det, der tidligere blot var en bunke ikke særligt pænt stablet medister, der en gang i mellem gav en prut fra sig, er blevet et videnskabeligt projekt på niveau med motionsløb og stenalder-mad.

Man kan købe bøger med titler som "Tarme i topform", ja der er sågar en der hedder: "Elsk din tarm". Jeg er ikke helt sikker på, at jeg vil vide hvordan.

Hvad er der sket? Har vi fået tarme på hjernen? Forsker man tilstrækkeligt i emnet, vil man falde over mange detaljer - også nogle, man ikke har lyst til at kende.

Tarmsystemet kan blive det nye samtaleemne ved middagsbordet i selskab med bodymass index, hvilepuls, fedtprocent, madkemikalier og kondital, samtidig man sidder og forundret diskuterer, hvorfor så mange børn har spiseforstyrrelser.

Mens de gamle ved bordet skulle takke for maden, skal vi i dag frygte fødeindtaget. Det sker med udveksling af store bunke fakta rundt om bordet mellem mennesker, der er så sunde og slanke, især kvinderne, at man sommetider spekulerer på, om der overhovedet er plads til tarme i den krop.

Det er sikkert en naturlig udvikling, da mad er blevet gud og sundhedsbøger bibler. Hjerte, blodtryk og vægt har fået deres. Nu er turen komme til de arme tarme, og man får en ubændig trang til gendigte en gammel schlager "Man kan jo ikke gøre for, at man har tarme".

På indkøb med klovn

Forleden var jeg inde at købe nye sko. Det tog ikke mange minutter at blive 939 kroner fattigere, for jeg køber sko efter få og enkle principper:

1) Får øje på sko.

2)Konstaterer at de passer.

 3) Siger: Det er lige mig.

4)Betaler og går ud.

Altså ikke som kvinder:

 1) Kommer farende ind i butik.

2) Prøver 11 par sko.

 3) Gør ekspeditricer trætte.

 4) Ender med at købe det første par de prøvede.

Det hører med til historien, at jeg under mit hurtige indkøb nåede at investere i en dåse med lædervoks og en flaske med indprægneringsspray.

Stolt vandrede jeg hjem for at fortælle om mit snusfornuftige og forudseende indkøb, men det faldt på stenet grund:

– Indprægneringsspray har vi altså rigeligt af, men det må du selvfølgelig selv om. (Oversat for mænd: (Du har dummet dig igen.)

På det tidspunkt var min mund ved at tage magten fra min hjerne for at sige:

– Jamen, ekspeditricen bar sin C-skål så pænt.

 Så kom jeg i tanke om den danske tv-serie "Klovn".

 Og holdt min mund.

Situationen vil typisk kun ramme mænd. Kan man forestille sig en kvinde komme hjem og sige, at hun har købt nye sko og en mand herefter svare:

– Du har da masser af sko.

 Nej, det gør kun uerfarne eller meget dumdristige mænd.

Men skulle nogle stå at mangle noget water blocker så meld glad ind. Så kommer jeg. I sko, der kan tåle næsten alt.

Giv os i dag vort daglige brød, hvis det altså er økologisk

I gamle dage skulle de forsage djævelen. Han har imidlertid forladt vores liv som dårlig rollemodel - måske døde han af rygerlunger - i stedet skal vi forsage fedt, sukker salt, tobak, mælk, alkohol, gluten, laktose og hvidt brød.

Hvor der i gamle dage blot skulle én djævel til for at få vores forfædre til at rette ind, er der i dag adskillige djævle løs, og de sidder ikke i detaljen, men i kostplanen. Og mens de gamle kiggede bedende mod himlen, stirrer folk i dag på varedeklarationer med et blik som Johanne Schmidt Nielsen, når hun bliver hidsig. Måske hænger det sammen med at, ikke blot Fanden har forladt os. Han tog Gud med, og i stedet har flere fået mad som religion og helsebøger som hellige skrifter.

 Det gribes an på forskellig måde. Nogle sværger til stenalder-kost. Er man stærk nok i troen, kræves ikke rationelle svar, og derfor kan man ikke få oplyst, hvorfor mad fra stenalderen, da gennemsnitsalderen var 30, skulle være god.

Diæter er mangfoldige som e-numre, og de skal holde os sunde og slanke. Sammen med kiloene er det første, mange taber, deres humoristiske sans. Det vil man vide, hvis man én gang har spurgt en veganer, om de heller ikke går med uldsokker. Det bliver modtaget med et fåret blik - og nej: Det sidste var heller ikke sjovt.

Friheden på menuen er eksploderet siden dengang, man ydmygt takkede for det daglige brød. I dag tager vi det bare. Altså hvis det er økologisk og er med kerner . . . Hvad! Hvidt brød! Er du rigtig klog, sig mig, er du klar over, at . . . .