Jeg har udviklet en teori om, at mennesket har en afgrænset mængde af bestemte egenskaber. Held for eksempel. Hvis man bruger løs af egenskaben, så er der ikke mere tilbage til det her liv. Så ku’ du have holdt hus med det, ja du ku’.
Hvis den teori holder er det synd, at tilværelsen ikke byder på en højere retfærdighed. I form af et slags overjordisk forbrugerankenævn:
– Hallo, er det Gud? Jeg fik fire rigtige på min lottokupon. 43 kroner, helt ærligt . .!
Jeg har lige fået min teori bekræftet, da en tidligere kollega meddelte, at nu holdt hun op med at ryge. Jeg er så solidarisk med hende, at hun kan sy en fagforeningsfane af al den opbakning. Jeg kvittede selv cigaretterne for mange år siden, og mine negle har ikke været de samme siden.
Der var flere anledninger:
1) Jeg havde en vejrtrækning som en kaffemaskine, der trænger til at blive afkalket.
2) Jeg blev forpustet, bare jeg så et par Sloggi-trusser på et udstillingsstativ.
3) Mine fingre var så gule af nikotin, at jeg kunne bruge dem som lommelygter om aftenen.
Altså besluttede jeg at stoppe. Og stoppede. Og det holdt ved. Også efter hovedretten ved selskaber, hvor alle andre havde et komplot kørende med at hive cigaretter frem. Og på kommando puste skyer ud i luften og udstøde et saligt »aah«. Så sad jeg der og kløede mig på underarmen som en epileptisk gorilla.
Nu kommer min teori ind i billedet, for desværre opbrugte jeg al mit livs kvote af viljestyrke ved det rygestop. Jeg mangler stopklodser:
1) Jeg tager altid to stykker.
2) Jeg kan ikke gå ind i en spøg- og skæmtbutik uden at købe en pruttepude.
3) Når jeg er i byen, kan jeg ikke styre mit forbrug af det sagde-hun-også-i går-vittigheder.
Til gengæld må jeg sidde i held. Jeg har aldrig vundet mere end de der 43 kroner.
tirsdag den 24. juli 2007
mandag den 23. juli 2007
Åh nej, ikke nu igen
Ifølge ordbogen betyder dille at være meget optaget af en bestemt ting. Det er en klinisk udlægning og forklarer ikke hvor belastende, det kan være. Jeg har sågar haft perioder, hvor jeg havde en dille med at blive grebet af en dille. Så er det altså slemt.
En af de få diller, der fik varig betydning og lykkelig udgang, var da jeg for så mange år siden, at det er løgn, besluttede at holde op med at ryge. På det tidspunkt havde jeg en vejrtrækning som en kaffemaskine, der trænger til at blive afkalket. Mine tænder lignede en arabisk landsby efter et luftangreb, og jeg begyndte dagen med at hoste så meget, at røgalarmen ude på trappen gik i gang.
Så jeg holdt op. Og holdt ved.
Desværre steg succesen mig til hovedet, så jeg siden med iver har kastet mig over mange diller. Med, skal vi sige, begrænset succes. For eksempel min dille med at blive lidt mere kulturel. Jeg kunne stå og kigge med påtaget beundring på skulpturer, der mest mindede mig om en operation for tarmslyng. Så trådte jeg et skridt tilbage. Nikkede. Og sagde:
– Spændende!
Det var simpelthen for tyndt. Min seneste dille er at begynde dagen med et halvt fed hvidløg. Det skulle være så sundt, at det halve kunne være nok. Desværre kan det halve af lugten også så rigeligt slå til. Jeg har opdaget, at det ikke kun er vampyrer, der flygter, og man kan skabe rædsel i enhver kø i Netto.
Så hvis De en dag møder en mand med dårlig ånde på vej ud ad Netto med favnen fuld af Nutella, hvidt brød og Buko ost, så er det mig, der er på vej til at opgive min seneste dille.
En af de få diller, der fik varig betydning og lykkelig udgang, var da jeg for så mange år siden, at det er løgn, besluttede at holde op med at ryge. På det tidspunkt havde jeg en vejrtrækning som en kaffemaskine, der trænger til at blive afkalket. Mine tænder lignede en arabisk landsby efter et luftangreb, og jeg begyndte dagen med at hoste så meget, at røgalarmen ude på trappen gik i gang.
Så jeg holdt op. Og holdt ved.
Desværre steg succesen mig til hovedet, så jeg siden med iver har kastet mig over mange diller. Med, skal vi sige, begrænset succes. For eksempel min dille med at blive lidt mere kulturel. Jeg kunne stå og kigge med påtaget beundring på skulpturer, der mest mindede mig om en operation for tarmslyng. Så trådte jeg et skridt tilbage. Nikkede. Og sagde:
– Spændende!
Det var simpelthen for tyndt. Min seneste dille er at begynde dagen med et halvt fed hvidløg. Det skulle være så sundt, at det halve kunne være nok. Desværre kan det halve af lugten også så rigeligt slå til. Jeg har opdaget, at det ikke kun er vampyrer, der flygter, og man kan skabe rædsel i enhver kø i Netto.
Så hvis De en dag møder en mand med dårlig ånde på vej ud ad Netto med favnen fuld af Nutella, hvidt brød og Buko ost, så er det mig, der er på vej til at opgive min seneste dille.
torsdag den 19. juli 2007
Chip og Chap på krigsstien
Ifølge Ekstrabladets netavis har iransk politi anholdt 14 egern, der sigtes for spionage. De lumske gnavere var på vej over den iranske grænse iført lytteudstyr, og nu sidder spionerne formentlig spærret inde i bure og er under skarpt forhør:
– Okay, hvem af jer er Chip og Chap?
Nogen synes måske, at der må være opstået overtryk i turbanen dernede, men jeg kan godt følge iranernes mistanke. Jeg har altid haft en teori om, at vi skal være på vagt overfor dyr.
Vores kat har jeg alvorlig mistænkt for at føre hemmelig, biologisk krig ved at sprede kattehår overalt med den hensigt, at vi en dag transformerer til forede hjemmesko. Herefter kan den lodne agent overtage huset og oprette en base sammen med artsfæller, der fører krigen videre med killinger, lopper og ringorm i overflod.
Så er der fuglene. De små har i årevis har ført psykolog-isk krig ved at holde en mildt sagt disharmonisk koncert uden for vores vinduer. Vel at mærke så tidligt om morgenen, at de selv må have poser under øjnene.
Bombeeskadriller af store fugle udsætter nyvaskede biler for overraskelsesangreb og tæppebomber dem med lind afføring. Alt imens jagerflyene i form at solsorte slår ned i stikkelsbærbusken. (og hvor er katten så, når der endelig er brug for den. . ?)
Endelig må vi ikke glemme vores legioner af myrer, der i antal får Kinas hær til at ligne en eksklusiv rejseklub for de få udvalgte.
Sådan er vi omgivet af en krigerisk natur. Ikke noget at sige til at mennesker har bekæmpet den så intenst, som tilfældet er.
– Okay, hvem af jer er Chip og Chap?
Nogen synes måske, at der må være opstået overtryk i turbanen dernede, men jeg kan godt følge iranernes mistanke. Jeg har altid haft en teori om, at vi skal være på vagt overfor dyr.
Vores kat har jeg alvorlig mistænkt for at føre hemmelig, biologisk krig ved at sprede kattehår overalt med den hensigt, at vi en dag transformerer til forede hjemmesko. Herefter kan den lodne agent overtage huset og oprette en base sammen med artsfæller, der fører krigen videre med killinger, lopper og ringorm i overflod.
Så er der fuglene. De små har i årevis har ført psykolog-isk krig ved at holde en mildt sagt disharmonisk koncert uden for vores vinduer. Vel at mærke så tidligt om morgenen, at de selv må have poser under øjnene.
Bombeeskadriller af store fugle udsætter nyvaskede biler for overraskelsesangreb og tæppebomber dem med lind afføring. Alt imens jagerflyene i form at solsorte slår ned i stikkelsbærbusken. (og hvor er katten så, når der endelig er brug for den. . ?)
Endelig må vi ikke glemme vores legioner af myrer, der i antal får Kinas hær til at ligne en eksklusiv rejseklub for de få udvalgte.
Sådan er vi omgivet af en krigerisk natur. Ikke noget at sige til at mennesker har bekæmpet den så intenst, som tilfældet er.
tirsdag den 17. juli 2007
En indvandrer taler ud
Jeg er en nogenlunde integreret indvandrer. Jeg havde aldrig set den del af Jylland, der ligger syd for Kolding, da jeg begyndte som ung journalistspire i 1983. I Sønderborg. Inden da havde jeg en tåget fornemmelse af Sønderjylland som et sted, hvor der var en svag lugt af currywurst, og alle drak Hansa-øl og bagefter maste den tomme dåse mod panden.
Sådan i store træk.
En af mine første telefonsamtaler var med en indfødt – meget indfødt – mand, der ville fortælle, at den lokale vejmandsklub havde bevilget nogle penge til børn med vanskelige forældre. Så det skrev jeg. Det viste sig, at han sagde Y’s Mens Club, så dér skrev jeg min første rettelse.
Episoden faldt mig ind, da en yngre kollega forleden spurgte:
– Hvornår lærer man at sige mojn?
Og så ud som om han ville tilføje:
– Og kan man på nogen måde undgå at blive ramt af det?
Der måtte jeg blive ham svar skyldig, for jeg lærte det vel ikke sådan på den måde. Ligesom fodsved er det bare noget, der kommer af sig selv, og en dag hører man bare sig selv stå i en butik og sige »mojn«. Og forlade forretningen. Måske med seks Hansa-øl og en currywurst.
Faktisk har jeg et større problem med at huske ikke at sige mojn, når jeg er uden for Sønderjylland. Og der kan altså blive meget stille i en københavnsk bagerforretning, hvis man søvndrukket mumler mojn efter at have fået sine rundstykker og gifler.
Så er man integrereret. Men helt opgivet mit oprindelige jeg har jeg ikke:
Jeg fatter stadig ikke en bjælde på tysk.
Sådan i store træk.
En af mine første telefonsamtaler var med en indfødt – meget indfødt – mand, der ville fortælle, at den lokale vejmandsklub havde bevilget nogle penge til børn med vanskelige forældre. Så det skrev jeg. Det viste sig, at han sagde Y’s Mens Club, så dér skrev jeg min første rettelse.
Episoden faldt mig ind, da en yngre kollega forleden spurgte:
– Hvornår lærer man at sige mojn?
Og så ud som om han ville tilføje:
– Og kan man på nogen måde undgå at blive ramt af det?
Der måtte jeg blive ham svar skyldig, for jeg lærte det vel ikke sådan på den måde. Ligesom fodsved er det bare noget, der kommer af sig selv, og en dag hører man bare sig selv stå i en butik og sige »mojn«. Og forlade forretningen. Måske med seks Hansa-øl og en currywurst.
Faktisk har jeg et større problem med at huske ikke at sige mojn, når jeg er uden for Sønderjylland. Og der kan altså blive meget stille i en københavnsk bagerforretning, hvis man søvndrukket mumler mojn efter at have fået sine rundstykker og gifler.
Så er man integrereret. Men helt opgivet mit oprindelige jeg har jeg ikke:
Jeg fatter stadig ikke en bjælde på tysk.
torsdag den 12. juli 2007
Hænderne op eller hit med firserne
En søgning på Google efter ordene »hit med firserne« giver riiiiiigtig mange hits. Hvorfor er den sekvens og den tid lige blevet så in? Der er jo ingen, der siger »hit med halvfjerdserne«. Sikkert fordi vi er temmelig mange, der får angst-anfald ved tanken om kakkelborde, gildesale og James Last.
Men firserne: Det er noget andet. Sæt Ulla Cold på cd-afspilleren, og din stue bliver indtaget af 15 mennesker, der skråler »Elsk mig i nat«, mens de lugter af fadøl og fægter med lightere.
Så der må være en grund til, at så mange har svært ved at proppe årtiet ned i hjernens container for let brændbare fortrængninger. Det har jeg tænkt over og det så længe, at jeg kunne udgive det som ph.d.-afhandling. Men nogle highlights må være:
1) Vi var 20 år yngre.
2) Vi var 20 kilo lettere.
3) Vi kunne se vores fødder, når vi stod op, fordi maven ikke spærrede for udsynet.
4) Piger smed blusen og blottede de bh-løse bryster til kollegiefester, hvor der blev spillet Kliché på vinyl, og vi brækkede os i fryseposer og lagde det i frostboksen.
5) Kollegiefester var i det hele taget sjove.
6) Vi lignede ikke et luftangreb over Bagdad efter kollegiefester.
7) Metallicas medlemmer havde hår på hovedet.
8) Vi kunne høre Metallica uden at have hyletone for øret tre dage efter.
Men var der slet ikke noget skidt ved årtiet? Jo, bagateller som 300.000 arbejdsløse, Palle Simonsen som socialminister og en rente på 22 procent.
Nå ja, og så Bon Jovi. Ham var det faktisk næsten lykkedes mig at fortrænge. . .
Men firserne: Det er noget andet. Sæt Ulla Cold på cd-afspilleren, og din stue bliver indtaget af 15 mennesker, der skråler »Elsk mig i nat«, mens de lugter af fadøl og fægter med lightere.
Så der må være en grund til, at så mange har svært ved at proppe årtiet ned i hjernens container for let brændbare fortrængninger. Det har jeg tænkt over og det så længe, at jeg kunne udgive det som ph.d.-afhandling. Men nogle highlights må være:
1) Vi var 20 år yngre.
2) Vi var 20 kilo lettere.
3) Vi kunne se vores fødder, når vi stod op, fordi maven ikke spærrede for udsynet.
4) Piger smed blusen og blottede de bh-løse bryster til kollegiefester, hvor der blev spillet Kliché på vinyl, og vi brækkede os i fryseposer og lagde det i frostboksen.
5) Kollegiefester var i det hele taget sjove.
6) Vi lignede ikke et luftangreb over Bagdad efter kollegiefester.
7) Metallicas medlemmer havde hår på hovedet.
8) Vi kunne høre Metallica uden at have hyletone for øret tre dage efter.
Men var der slet ikke noget skidt ved årtiet? Jo, bagateller som 300.000 arbejdsløse, Palle Simonsen som socialminister og en rente på 22 procent.
Nå ja, og så Bon Jovi. Ham var det faktisk næsten lykkedes mig at fortrænge. . .
tirsdag den 10. juli 2007
Hvad mænd ville ønske at kvinder vidste
En sikker salgssucces er de her livsstils-håndbøger, der prøver at overbevise læserne om, at mænd og kvinder er fra hver deres planet.
Det er især kvindelige forfattere, der har succes med at opfatte det andet køn som stammende fra en planet, hvor beboerne lever af at spille old boys-fodbold og drikke øl. Og som derfor skal have oversat, forklaret og gentaget, hvordan kvinder ser på livet. I pixibog-sprog. Det er det, vi kunne kalde »hør-efter-hvad-jeg-mener-og-ikke-hvad-jeg-siger«-litteraturen. Det er der åbenbart penge i, så jeg vil også være med.
Nu synes jeg nok, det er meget at begynde med en hel bog, så jeg vil i første omgang nøjes med en oplistning af ting, >mænd ville elske at kvinder vidste<.
Den liste kan kvinderne så hænge op på køleskabsdøren med en af de små magneter, som mange af dem alligevel bruger til at bekæmpe eksistentiel angst med:
1) Jo, du er for tyk. Men hvis ikke du vil kende svaret så lad være at spørge.
2) Vi skal i byen nu, og det tøj, du har taget på er fint. Helt fint. Det er rigtig okay. Du ser godt ud. Jo du gør. . . Kom nuuuuu!
3) Jeg har én gang sagt, at jeg elsker dig. Og jeg skal nok meddele, hvis det ændrer sig.
4) Power-shopping er ikke sport.
5) Øl betyder for mig, hvad bælter og håndtasker betyder for dig.
6) Du har tøj nok.
7) Du har for mange sko.
8) Jeg har tre par, og jeg klarer mig udmærket.
9) Lad være at græde. Det er afpresning.
10) Vi slår ikke det bræt op. Så fat det dog.
11) Fersken er en frugt. Ikke en farve. Og da slet ikke til sofaer.
12) Vi klør os i skridtet, fordi det faktisk klør.
13) Din mistanke er helt rigtig: Vi er faktisk ikke tankelæsere.
Det er især kvindelige forfattere, der har succes med at opfatte det andet køn som stammende fra en planet, hvor beboerne lever af at spille old boys-fodbold og drikke øl. Og som derfor skal have oversat, forklaret og gentaget, hvordan kvinder ser på livet. I pixibog-sprog. Det er det, vi kunne kalde »hør-efter-hvad-jeg-mener-og-ikke-hvad-jeg-siger«-litteraturen. Det er der åbenbart penge i, så jeg vil også være med.
Nu synes jeg nok, det er meget at begynde med en hel bog, så jeg vil i første omgang nøjes med en oplistning af ting, >mænd ville elske at kvinder vidste<.
Den liste kan kvinderne så hænge op på køleskabsdøren med en af de små magneter, som mange af dem alligevel bruger til at bekæmpe eksistentiel angst med:
1) Jo, du er for tyk. Men hvis ikke du vil kende svaret så lad være at spørge.
2) Vi skal i byen nu, og det tøj, du har taget på er fint. Helt fint. Det er rigtig okay. Du ser godt ud. Jo du gør. . . Kom nuuuuu!
3) Jeg har én gang sagt, at jeg elsker dig. Og jeg skal nok meddele, hvis det ændrer sig.
4) Power-shopping er ikke sport.
5) Øl betyder for mig, hvad bælter og håndtasker betyder for dig.
6) Du har tøj nok.
7) Du har for mange sko.
8) Jeg har tre par, og jeg klarer mig udmærket.
9) Lad være at græde. Det er afpresning.
10) Vi slår ikke det bræt op. Så fat det dog.
11) Fersken er en frugt. Ikke en farve. Og da slet ikke til sofaer.
12) Vi klør os i skridtet, fordi det faktisk klør.
13) Din mistanke er helt rigtig: Vi er faktisk ikke tankelæsere.
En rigtig mandesnak
Der var nok mange mænd der manglede ord, da de så tv forleden. Her fortalte man, at forskere har opdaget, at kvinder og mænd bruger lige mange ord, når de taler.
Det var noget af et chok for det køn, der bryster sig af, at der findes to svar, der er brugbare i enhver situation:
1) Ja.
2) Nej.
Og som fortæller vittigheder som:
– Ved du, hvorfor kvinder strikker?
– Nej!
For at have noget at tænke på, mens de snakker.
Så griner mændene og bruger ikke flere ord på den slags selvfølgeligheder. Så vi blev lettere mundlamme, da nogle emsige forskere har snaget i, at mænd og kvinder taler lige meget. Der burde tales med store bogstaver til sådan nogle forskere, for hvad er der så snart tilbage af kønsforskelle? Bortset fra mænds genetisk bestemte trang til at klø sig i skridtet og kvinders notoriske uvilje mod at folde autokort rigtigt sammen.
Måske bygger forskrækkelsen i virkeligheden på et overset faktum: Nemlig at kvinder er udmærket i stand til at bringe en sag til afslutning med meget få ord.
Som den nygifte kvinder med kriger-frisure, der forleden i tv skulle forklare, hvor hun skulle giftes den 07.07.07:
– Jo, for så er der en chance for, at han kan huske dagen. Datoer er jo ikke hans stærke side, lød det med røg ud ad begge næsebor.
Ved siden af sad brudgommen og lignede en hundehvalp der var slået bagi med en avis, fordi den har tisset på tæppet. Og han var en rigtig mand. Sagde ikke noget. Ikke en gang vuf.
Det var noget af et chok for det køn, der bryster sig af, at der findes to svar, der er brugbare i enhver situation:
1) Ja.
2) Nej.
Og som fortæller vittigheder som:
– Ved du, hvorfor kvinder strikker?
– Nej!
For at have noget at tænke på, mens de snakker.
Så griner mændene og bruger ikke flere ord på den slags selvfølgeligheder. Så vi blev lettere mundlamme, da nogle emsige forskere har snaget i, at mænd og kvinder taler lige meget. Der burde tales med store bogstaver til sådan nogle forskere, for hvad er der så snart tilbage af kønsforskelle? Bortset fra mænds genetisk bestemte trang til at klø sig i skridtet og kvinders notoriske uvilje mod at folde autokort rigtigt sammen.
Måske bygger forskrækkelsen i virkeligheden på et overset faktum: Nemlig at kvinder er udmærket i stand til at bringe en sag til afslutning med meget få ord.
Som den nygifte kvinder med kriger-frisure, der forleden i tv skulle forklare, hvor hun skulle giftes den 07.07.07:
– Jo, for så er der en chance for, at han kan huske dagen. Datoer er jo ikke hans stærke side, lød det med røg ud ad begge næsebor.
Ved siden af sad brudgommen og lignede en hundehvalp der var slået bagi med en avis, fordi den har tisset på tæppet. Og han var en rigtig mand. Sagde ikke noget. Ikke en gang vuf.
Abonner på:
Opslag (Atom)
