Sprogblomster i dyreriget

Jeg har lige Google’t på ordene »Jørgen Leth« og »gammel gris«. Der kom godt nok skræmmende mange hits op. Jeg håber ikke, at han selv har foretaget samme eksperiment. Det ville næsten være synd.
Så prøvede jeg at søge på mit eget navn og »gammel gris«. Lukkede øjnene. Og åbnede dem igen. Ingen hits. Fint, så er jeg i det mindste ikke gammel . . .
Men ung og nysgerrig nok til at undre mig over hvorfor vi så ofte trækker paralleller til dyr, når vi skal lufte vores negative holdning over for mennesker. Jeg har for eksempel ikke tal på alle de gange, jeg er blevet kaldt et dumt svin.
Denne sætten i (dyre)bås begyndte allerede, da jeg var lille, og min mor – temmelig ofte forekommer det mig – kaldte mig en lille gris. Hvilket min far omgående korrigerede til somikkel.
I skolen blev jeg hurtigt kendt som en doven hund, og af samme grund var læreren over mig som en høg.
Det med piger var svært. Efterhånden som man lærte dem bedre at kende, udviklede de sig til gæs. Subsidiært finker. Og med visse fælles træk: De viste klør og hejrede op. Især når de skulle have luft for de-res redebygger-trang. Så kunne han, der tidligere var en tyr i deres øjne, hurtigt reduceres til en orm. Det har ikke ændret sig med årene. Nu synes jeg, at jeg render ind i et stigende antal rejekællinger. (Okay, den var lidt langt ude. . .)
I arbejdslivet gør man hurtigt den erfaring, at man er omgivet af ikke så få mider, så det er om at sno sig som en ål, og det bliver sværere, efterhånden som man har udviklet sig til noget af en stud.
Der stort set kun kan se frem til at blive tudsegammel.

Når Gud tænker højt

Man må ikke håbe, at Gud har hørt om intelligent design:
- Hvad har de nu fundet på dernede? Intelligent design. Ja, bare jok i det. De første to eksemplarer, jeg designede, stjal mine æbler og prøvede bagefter at skyde skylden på et krybdyr. Intelligent design? Hallo...
Tilmed var jeg træt og irritabel ovenpå den øvrige produktion og havde egentlig tænkt mig at komme hviledagen i hu. Tilbringe den med benene oppe på bordet foran en Olsen Bande-film. Nu endte jeg med at smide dem ud af min frugtplantage. Det var lidt overilet, men jeg er en god og tilgivende gud, så jeg har tilgivet mig selv. Hø, hø... det var sådan en guddommelig vits.
Der blev for øvrigt en farlig ballade bagefter. Deres to eneste børn var da noget afmarcheret, og den ene slog den anden ihjel. Sikke en redelighed.
Så var der Moses. Han var ret trættekær, og jeg synes egentlig, han var ikke så lidt fræk, da han steg ned fra bjerget med stentavlerne:
- Nu skal I høre. Jeg har to nyheder, en god og en dårlig: Den gode er, at jeg fik ham forhandlet ned på ti bud. Den dårlige: I må stadig ikke begå hor.
Oveni kommer alt det andet bøvl: Babelstårnet - der blev jeg godt nok sur - og dansen om guldkalven. Så er det meget godt at have en syndflod og 13 plager i baghånden, for det behøver jeg i det mindste ikke længere. Menneskene kan sagtens selv opfinde plager: Ringetoner og boligprogrammer i tv. Men at kalde det et resultat af intelligent design... det synes jeg godt nok er en undervurdering af mine evner.

Overskud på kontoen

Jeg går meget ind for praktiske løsninger. I madlavning for eksempel. Her har jeg fundet ud af, at soya-sovs og Uncle Beans sur-søde sovs kan hældes på alt - med citronhalvmåner som mulig undtagelse.
Samme indgang har jeg til haver:
1) Asfaltér den og lej den ud til ungdomsskolen som basketball-bane.
2) Gå rundt og saml naboernes dræbersnegle ind i en spand og hæld dem ud over skidtet.
Men herved har jeg placeret mig blandt underskudsmenneskene. Udtrykket anerkendes vist ikke officielt, men det gør modsætningen: Overskudsmennesker. Og de går bestemt ikke ind for praktiske løsninger. Så meget kan jeg da se over fra den billige langside, hvor der stinker af pommes frites og billig soya-sovs.
Overskudsmennesker indretter deres liv temmelig upraktisk. Tilsyneladende i et hvinende desperat forsøg på at demonstrere, at de netop er overskudsmennesker.
1) De køber et gammelt skrummel af et hus, der skal renoveres fra kvist til kælder. Det skal de selv stå for, for det er ikke til at skaffe håndværkere, og for øvrigt vil overskudsmenesker ikke betale, hvad det koster at få tingene gjort ordentligt. Sådan en smule kan man også sagtens klare selv. Man skal bare skære lidt i nattesøvnen.
2) Subsidiært: De køber en grund og bygger nyt. Og blander sig i enhver detalje. Nattens hede snak består i en diskussion om farven på emhætten og formen på grebene til skufferne. Der røg yderligere en stump nattesøvn - og måske lidt sex.
3) De får en hel røvfuld unger, der alle skal gå til babyrytmik, håndbold, fodbold, tennis, badminton, ballet og river rafting. Og så sagde jeg godt nok gå til. Sandheden er, at de skal køres til. Kørsel er i det hele taget en kerneydelse blandt overskudsmennesker. De finder eller bygger som sagt drømmeboligen, og en del af drømmen består i, at hytten ligger lige langt fra fars og mors arbejde... undskyld karriere... så de skal have to biler.
Og et samtalekøkken.
Og en udestue.
Og en Weber Grill.
Og en fladskærm.
Og en firehjulstrækker.
Samt deltagelse i hvert eneste forældremøde i vuggestuen, børnehaven og skolen, fordi de er deltagere i et mangeårigt kapløb, der handler om at have kontrol med selv den mindste detalje i børnenes liv. Man vil jo gerne have noget ud af investeringen.
Og det får overskudsmennesker sikkert. Mange af dem tænker garanteret også på det, når de er kommet gennem skilsmisse nummer to og står og bager klassens time-kage kvart over midnat. Det er nok lidt upraktisk, men det er et godt liv. Rent overskud.

Grib dagen, grib rattet

Der var en gang, da biler var sådan en rå fornøjelse, der appellerede til rigtige mænd. Sådan noget med krom, olie og hestekræfter. Hvor en mand kunne tillade sig at lade lidenskaben råde og kigge kærligt på en lille, åben topersones sportsvogn, selv om han vejede 135 kilo og havde tre børn og en kone, hvis, lår lignede strandede hvaler.
Da familieudflugterne søndag foregik med børn, der blev proppet ind på bagsædet af en Fiat 600, og turen foregik med fars sikre hånd på rattet. Mens den anden blev brugt til at slå bagud, alt imens far brølede, at ungerne ville blive sat af på næste rasteplads, hvis de ikke holdt op med at sidde og nive hinanden.
Sådan var det en gang.
Sådan er det ikke mere.
Og lade os tage tyren ved hornene: Det er ligestillingens skyld.
Man kan se det i annoncer. Man kan se det, når familien er ude at købe bil. Manden kigger stadig forelsket på en lille topersoners sportsvogn, og konen genner ham hen til en familien Danmark-dyt, der fik seks stjerner i Alt For Damernes test, fordi der er lys i handskerummet. Ren fornuft. Biler, der leveres fra fabrikken med to børn og en sort labrador indbygget.
Hvorfor er det endt sådan?
Fordi biler er så dyre, at selv mænd, der ynder at omtalen konen som hende den langhårede, tænderskærende må se i bakspejlet, at en bil kun dårligt lade sig erhverv uden tilskud fra fruens løn. Og som alle forhandlere, der har fat i den lange ende, stiller kvinderne krav. Om lys i handskerummet og plads til fem kilo vaskepulver fra Bilka.
Samt søndagsture. Med far ved rattet og mor ved magten.

Undskyld, undskyld og atter undskyld

En undskyldning på rette tid og sted kan gøre underværker. Men fænomenet med skamfuldt at bøje nakken og sige be-be breder sig godt nok voldsomt for tiden.
Sidste skud på undskyldningernes hastigt voksende stamme er Tolai-stammen på Ny Guinea, der ifølge Kristeligt Dagblad har sagt undskyld, fordi stammens forfædre i 1878 dræbte, kogte og spiste fire kristne missionærer.
Nu kan man vælge at være spids og indvende, at de var da godt nok lange i spyttet, inden de fik hostet op med den undskyldning. Men den kan jo have krævet mange og lange diskussioner derude i den dampende jungle:
– Jeg synes nu, vi skal stikke en undskyldning.
– Hvorfor det? De smittede os med syfilis og dræbte og stjal. I øvrigt smagte de rædselsfuldt og var seje i kødet. Der var oven i købet krucifikser i suppen. . .
Sådan kan det jo godt være foregået, men tilbage til det principielle:
Vi skal alle sammen godt nok grave dybt i vores samvittigheds sorte huller, hvis vi skal overgå kannibalernes angrende efterkommere. Men vi kan vel forvente undskyldninger fra:
De mænd, der i årevis har ladet deres sagesløse kærester sove på den våde plet.
Helmuth Lotti fordi han har udgivet adskillige plader.
Op til flere pladedirektører fordi de har udgivet dem.
Anders Fogh Rasmussen fordi der vist alligevel er noget at komme efter.
Asmaa Abdul Hamid for gentagne tilfælde af stupiditet grænsende til det ubehagelige i det offentlige rum.
Og hun må godt nøjes med at beklage. Hun behøver skam ikke give hånd.

En hær af individualister

Jeg har lige fået sådan en dansker-jakke. En dansker-jakke er ikke i rødhvide farver. Nej, det er sådan en sort kunststof-satan fra HH - Helvedes Hansen betyder det vist - og den siger som en lystbådehavn i pålandsvind, når man går med den. Sådan en tager alle danskere på, når sommeren er mere våd end varm, og så går vi rundt og ligner nogle, der har været på det samme udsalg i Bilka.
Underligt nok for der er ellers ingen grænser for, hvor individualistiske danskere er. Jeg kender i hvert fald ikke andre nationer, hvor man kan lave en tv-reklame for et Lars og Dorte-køkken. Vi skal endelig ikke ligne alle andre, og derfor skiftede Socialdemokratiet navn til Socialdemokraterne, og derfor spørger vi ind til. Ligesom det jeg hører dig sige er, at du ligesom er et unikt individ. Meget personligt, følt og inderligt.
Og det er her, at min nye dansker-jakke kommer ind og forstyrrer billedet. Og minder mig om, at danskerne er lige så individualistiske som soldaterne i den nordkoreanske hær.
Alle samtalerkøkkener ligner hinanden. Alle der ejer dem, er lige indskrænkede at høre på. Alle vil have fladskærme, og alle er bekymrede for miljøet. Alle børn hedder Stine og Nikolaj. Alle børn bliver kørt til skole i ens Berlingo'er og overflødige firehjulstrækkere. Alle forældre er ansvarlige og sidder bag rattet og udsætter andres unger for livsfare, for skolevejen jo er farlig. Alle børn har taget individualismen til sig og ter som prinser og prinsesser i skolen. Alle lærere, der konstaterer, at nogle børn er udenfor enhver rækkevidde kan ved forældremøder se og høre, at alle disse unger ikke har det fremmede.
Alle vil have skattelettelser. Alle vil have velfærd. Alle partier fedter derfor rundt på den politiske midte. Alle politikere må til stemmetræning og stylist, for deres politik kan ingen høre forskel på. Alle ved, at regnestykket ikke holder en meter og derfor - og for en sikkerheds skyld: Alle arbejder sort.
Og det bedste ved det hele: Ingen føler sig ramt af ovenstående. Naboen burde måske nok. Men ikke jeg. Vi er jo alle forskellige og meget individualistiske.

Guds arbejde kan altså være hårdt

Morede Gud sig under skabelsesværket? Var Vorherre med et moderne udtryk lystarbejder, der ikke tog det så nøje med arbejdstider, frokostpauser og afspadseringsregler?
Noget tyder på, at Den Almægtige faktisk kastede sig over projektet af ren og skær lyst. Han har næppe stået mandag morgen i regnvejr og tænkt:
- Puh ha. På den igen. Hvorfor gider jeg blive ved. Mig selv bevar mig vel.
Det virker simpelt ikke rigtigt. Han fik jo også udgivet en bog om projektet, skal vi tro eftertiden, og det havde Gud næppe gjort, hvis han var sådan en 8-16 type. Tværtimod har han som den ildsjæl, han er, taget del i bogens udformning med liv og evig sjæl:
- Biblen? Er den titel ikke lidt tynd. Hvad med: "Gud – mit liv". Eller "Verdener på 100 måder – heraf én guddommelig". Nå det mener I ikke. Hm, hm. Jamen, så skide være med det. I får Jeres vilje, men hvis den ender i udsalgskasserne, så skal I ikke sige, at Jeg ikke har advaret Jer.
Sådan en personlighed tror jeg, Gud er. Derfor er han løbet ind i det samme problem som så mange andre entreprenante og iderige typer gennem tiden: Projektet voksede ham over hovedet:
- Australien. Hvor hulen lagde jeg nu Australien?
Han har givetvis oplevet kriser undervejs. Gået der med migræne og fejet tabte englefjer op fra de himmelske gange. Måske været oppe at skændes med Djævlen undervejs:
- Det var da helvedes til spektakel. Og behøver I at fyre sådan? Hvor længe skal det stå på? I evigheder siger du. Bare vent til jeg får tjekket lejekontrakten.
Sådan har der været så meget, der har fået Gud til at være tæt på at opgive ævred.
- Den vandrende pind og skovflåten. Hvor får jeg sådan noget fra. Ind i mellem skulle man ikke tro, at jeg var Den Almægtige.
Men så skabte Gud mennesket.
Og dér er jeg ret sikker på, at Gud pludselig syntes, at det var hele besværet værd. Bevares, ikke det rene Børge Mogensen, men designmæssigt ganske vellykket, selv om hannen havde en bekymrende tendens til at stå med ludende ryg og klø sig i skridtet med et ubegavet udtryk i ansigtet. Og for øvrigt havde en dårlig vane med at give andre skylden for sin grådighed. Nu var der kun den anden, model Eva, at give skylden.
Og lige siden har hanner givet hunnerne skylden for følgerne af egen uforstand og pålagt dem skyld for de laster, der begyndte med en ludende idiot i herrens have.
Men skulle Gud få chancen for at skrive et efterskrift til manualen om sit værk, er jeg ret sikker, at han er mandfolk nok til at undskylde:
- Ja, jeg sov i timen dér. Og jeg tabte nok hovedet, da jeg smed dem begge to ud af min frugtplantage bagefter. Nogen har ment, at det var en overreaktion, men jeg var under voldsomt pres. Og jeg prøvede at rette op på det ved senere at pådutte menneskeheden de 13 plager, så de kunne lære det. Og de lærte det jo. Det må man sige. Bare se alle de boligprogrammer i fjernsynet. Det er rent selvhad, men dybest set skulle jeg have stoppet hele processen ved skovflåten. Den var ikke værre, end at man kunne ordne den med klud dyppet i husholdningssprit.