Et kønsløst nysprog

Et eller andet sted i EU har der siddet nogle og kedet sig, så nu har de sendt en brochure ud til medlemmerne af Europa Parlamentet. Den handler om, hvordan disse skal tale og skrive. Altså ikke om at skrive og tale så folk kan forstå de, uha nej. Det handler om ord, man ikke må bruge, fordi de kan støde sarte sjæle.
Især skal parlamentarikerne dy sig for ord, der indeholder leddene »mand« og »kvinde«. Man må altså ikke skrive skraldemand, for der kan sidde en skraldekvinde et eller andet sted og føle sig diskrimineret.
Nu er forfatterne til brochuren godt klar over, at nogle ord er mere genstridige for eksempel mandskab og lægmand, og konklusionen er derfor: Dem bør vi slet ikke bruge.
Hvad skal man så mene om det? Ja, man kan slå sig på lårene af grin og sige: – Vor Frue bevares, det måtte jo komme. Sådan et forsøg på at gøre EU-borgerne til sproglige hermafroditter lægger sig jo smukt i kølvandet på andre ord, der er luget ud, såsom »åndssvag« og »hareskår« samt ikke mindst »negerboller«. Selv om ingen dog endnu har forlangt, at vi skal kalde dem skumfiduser af anden etnisk oprindelse end dansk.
Men det andet er også rigeligt, og man kan blive helt træt i ansigtet. Med mindre man er et nervøst gemyt og kommer til at tænke på George Orwells roman »1984«, hvor Big Brothers alt–observerende diktatur havde indført nysprog, der stille og glidende afstumpede ikke bare ordet, men selve tanken.
Nu skal det retfærdigvis siges, at adskillige EU-parlamentarikere blev flintrende arrige, da de fik brochuren og råbte op om politisk korrekthed og tom signalpolitik.
Så meget mandfolk er de da.

Kønsroller hjemme og ude

Ifølge ordbogen er kønsroller et sæt normer, som mænd og kvinder forventes at leve op til, som er forskellige og samtidig karakteristiske for de to køn. Jeg synes imidlertid, at det kan være utroligt svært at finde konkrete eksempler på forskelle mellem mænd og kvinder, der ligefrem er kønsspecifikke.
Der er selvfølgelig tunnelsynet, som er mænds privilegium. Det er tunnelsynet, der gør, at vi kan stå foran køleskabet og sige:
– Ingen øl?
Hvorimod kvinder har såkaldt panorama-syn. Det er det, der gør, at kvinden stiller sig op ved siden af og siger:
– Nej, og heller ingen tomater, mælk, Kærgården og spegepølse. Her er en seddel. Gå ned og køb det og tag skraldeposen med ud.
Som det fremgår, er tunnelsyn udpræget et handicap.
Heldigvis tager mænd revanche ved at mangle det såkaldte shopping-gen:
Mand: 1) Går ind i tøjbutik. 2) Finder buksestørrelse der passer. 3) Betaler. 4) Går ud.
Kvinde: 1) Invaderer skobutik. 2) Prøver 38 par sko. 3) Driver personale til vanvid. 4) Ender med at købe det første par, hun prøvede.
Det hører så med til historie, at mand:
1) Går hjem. 2) Prøver bukser foran spejl. 3) Tænker: – Jeg skulle være gået et nummer op. Nå, pyt. Jeg lever med den mavesyre.
Sådan er vi: Konsekvente og stålfaste (og i øvrigt havde vi glemt bonen i butikken, så vi kan slet ikke få de skide bukser byttet.)
Under alle omstændigheder sparer den kønsrolle, vi spiller henne i butikken, mænd for en masse tid. Den bruger vi så på at købe tomater, mælk og Kærgården. Hvorefter vi går hjem. Tilfredse med dagens dont. Ind til vi træder ind ad døren:
– Hvad! Skulle jeg også købe spegepølse?

Fald for fristelsen

Bør man give efter for en fristelse? Det er et stort spørgsmål, som har splittet menneskeheden gennem historien. Paven og George W. Bush mener nej. Afrikanere bør afgjort ikke give efter for en fristelse.
Andre ser helt omvendt på det. Selv mener jeg, at man ikke bare skal falde for en fristelse. Man skal kigge den ud. Tage tilløb. Og styrte af sted for at så hoppe lige ned i den.
Og jeg er ikke den eneste, der ser sådan på det. Jeg er ret sikker på, at direktøren for Roskilde Bank og Stein Bagger vil støtte mig i synspunktet. Det kan jeg konstatere ud fra den kendsgerning, at de har haft mere succes med at falde for fristelser, end jeg har. Jeg er kun blevet rig på nogle ekstra kilo.
Men er det ikke umoralsk at opfordre til at give efter og give slip? Svaret må blive radikalt: Tja, tjoh, bum, bum. I de store religioners verdensbillede er det som bekendt Djævlen, der er fristeren, mens Gud er livets pedel, der går og råber:
– Kan I så holde op med at spille bold i gården!
Det synes jeg er lidt uretfærdig, for jeg tror, Gud er god, og at han derfor også døjer med fristelserne:
– På seks dage har jeg skabt en smuk verden. Tag nu Frankrig: Grønne marker, store bjerge, vinranker. Det er s´gu næsten for pænt. Jeg tror, jeg falder for en fristelse: Jeg fylder skidtet med franskmænd, he, he.
Så nej, fristelser er et lod for os alle. Selv om der er undtagelser. For eksempel når telefonen ringer, og en stemme siger:
– Ja, det er fra forsikringsselskabet I Glemte At Læse Det Med Småt. Må jeg tage fem minutter af din tid?
Så er det med at bide tænderne sammen, være stålfast og brøle:
– Nej, frister. Vig bort!

Keder du dig, din lille idiot?

Nu ved jeg ikke, hvordan det er i dag. Men da jeg var barn, og det var regnvejr, og det var søndag, og fjernsynet var så kedeligt, at lægerne brugte det i forskning mod søvnløshed – da kunne et barn godt finde på at meddele voksne, at samme barn kedede sig.
Den slags var der ingen voksne, der gad høre på, så de havde udtænkt et svar:
– Det er kun dumme mennesker, der keder sig.
Den har jeg godt nok hørt mange gange. På et tidspunkt følte jeg mig så dum, at jeg skulle bruge halvanden time på at se børnetime. Nu kunne ingen heller ikke dengang lide at få at vide, at de er dumme. Heller ikke den del af menneskeheden, der var så lille, at den skulle lyve sig ældre for at komme ind til biografens sene pornofilm. Så vi løb ud og bekæmpede alle tilløb til dumhed: Smadrede gamle fjernsyn på lossepladsen, tævede hinanden med støvsugerrør og røg så meget i smug, at de voksne troede, at naboen brændte haveaffald af. Hvorefter samme voksne, nu ret sure, dukkede op og meddelte, at så sjovt skulle det heller ikke være.
Alligevel stod mantraet ved magt: Kun dumme mennesker kedede sig. Kloge mennesker kedede sig aldrig, triumferede de voksne, for de kunne altid selv finde på noget at lave: Banke nogle tæpper, pudse noget sølvtøj, spritte nogle vandhaner rydde op i nogle hobbyrum, skændes om hækkens højde og ryste grannåle af træerne og lægge dem i små æsker. Og i det hele taget opføre sig som mus i en trædemølle.
Så det har jeg taget med mig ind i voksenlivet, så jeg kan sige til børn:
– Keder du dig. Vær du glad for det. Det er kun idioter, der aldrig keder sig.

Det lader ikke til at være tilfældet. . .

Der er nogle ord, der knytter sig til helt bestemte sammenhænge. Og som ville virke skræmmende, hvis de blev sagt det forkerte sted. Tag nu et operationsbord på sygehuset. Her ville de færreste bryde sig om at ligge og høre sætningen:
Hvad filan er det her? Nå, læg det lige til side. Vi får måske brug for det senere.
Forleden var jeg til generalforsamling, og det er godt nok længe siden, jeg har prøvet det. Jeg sad og blev helt varm om hjertet over at opdage, at der er steder, hvor tiden står stille. Sådan en generalforsamling er et vakuum der har sit eget sprog, beroligende som når farfar læser godnathistorie. Et sprog der knytter sig til bestemte sammenhænge. Så som:
– Jeg skal starte med at konstatere, om generalforsamlingen er lovligt indkaldt.
Den bemærkning var ikke faldet i god jord længere henne i arrangementet:
– Jeg skal konstatere, om regnskabet er lovligt.
Det ville lyde helt forkert. Okay, ikke i Roskilde Bank måske, men ellers.
Når tingene ligger så fast, hænger det måske sammen med, at sproget har nogle koder, deltagerne kender:
– Er der nogle kommentarer til beretningen (= Hvis I brokker Jer nu, bliver I valgt til et eller andet).
Og så er der min yndlingssentens:
– Andre kandidater til bestyrelsen? Det synes ikke at være tilfældet. Det er den sidste sætning, jeg holder af. Også den eksisterer kun i denne ramme. Den havde lydt forkert i Netto:
–Har nogen nogle noget imod, at jeg snyder mig frem i køen? Det synes ikke til at være tilfældet . . .

Store bryster og en papegøjetang

Amerikanske forskere har fundet ud af, at mænd tænker på værktøj, når de ser halvnøgne kvinder. Forskerne viste billeder af kvinder i bikini, og scanninger afslørede høj aktivitet i den del af mændenes hjerne, der beskæftiger sig med skruetrækkere og havesakse.
Jeg var slet ikke klar over, at hjernen havde sådan en afdeling, og under alle omstændigheder synes jeg, teorien lyder usandsynlig: Mand sidder på strand. Mand ser solbrun D-skål. Mand tænker: - Gud, jeg skal hen i Silvan og have en vinkelsliber.
Ærlig talt. Og så dog. For nu kommer forskernes konklusion: Mænd ser kvinder som sexobjekter, der skal ordnes og håndteres. Ligesom værktøj. De er altså sexgale svin, der ikke skænker kvinders intellekt en tanke. Så fik vi den, og den sandhed kan vi så gå hjem og sætte op på væggen. Ved hjælp af vores hammer og boremaskine.
Her sidder så måske forklaringen på, at der hænger afklædte silikone-skønheder på væggen i skurvogne og værksteder. Det minder mændene om, hvorfor de her: At arbejdet kalder, og at værktøjet skal håndteres og ordnes. Det vil jeg godt æde søm på, at de næppe havde tænkt, hvis der havde hængt et billede af Angela Merkel i g-streng. Så var mændene måske nok gået. Men ikke på arbejde. Højest hjem.
Hvor de ville opdage, at deres hjerne nok tror, at kvinder som værktøj skal ligge viljeløst i deres hænder, klar til at blive håndteret, men at det snarere er kvinden, der har manden i sin hule hånd:
– Hej skat. Jeg har hængt et billede af en 19-årig blondine med store forlygter op i badeværelse. Kan det ikke inspirere dig til at gå i gang med skifte pakningen i hanen og sætte de nye kakler op?

En fis i en hornlygte

Jeg synes selv, jeg er ret svær at imponere. Jeg sætte en ære i at se lige så empatisk ud som Putin og udstøde et verdensmandsagtigt »hmpf«, når nogen begejstret fortæller, at de har opfundet den dybe tallerken.
Men nu må jeg gnide mig så meget i øjnene, at jeg kommer til at ligne en 18årig, der har været til Roskilde Festival i fem dage. Jeg har læst, at nogen vil indføre en metanskat, så landmændene beskattes, alt efter hvor meget deres køer og grise går og prutter.
Hold da op. Sikke samtaler, der kan udspille sig i fremtidens svinebesætninger:
– Fy, hvor her stinker. Er du ikke bange for et skattesmæk?
Og det er jo egentlig en fantastisk idérigdom. Hvis man uddelte priser i den kategori, måtte Danmark være kandidat til prisen for mest fantasifulde skatteopkrævninger. Perspektiverne er mange:
Nærliggende er det at overføre metanskatten til alle:
– Hvordan er det, du sidder og fiser, knægt, vil du ruinere os?
En miljøafgift på al den varme luft, bankdirektører og finansakrobater lukker ud, må også kunne skæppe i kassen. For ikke at snakke om grøn skat på skatteyderbetalte snapse-ræb fra politikere og ministre.
Bredere ville det ramme med et strafgebyr til de her mennesker, der står i køen i fredag eftermiddag klokken kvart i skrig og skrål:
– Gud, skal man selv veje druerne? Nå men det løber jeg lige ned og gør.
Det er alt sammen en høj pris at betale for at bevare et samfund med råd til bankpakker.
Men priser plejer man jo at kunne prutte om.