Julen er hele kroppens fest

Den jul, der nærmer sig som en løbsk snescooter i en vinterstorm, er døbt hjerternes fest. Det er almindelig vedtaget, men jeg synes, det er lidt urimeligt, at hjertet skal have monopol på højtiden. Andre dele af kroppen bidrager da så rigeligt.

Tag nu maven: Den er i den grad på arbejde og omdannes til en indsø af sild, snaps, rødkål, mere sild, mere snaps, mere rødkål. Var der tale om et havnebassin, havde miljømyndighederne slået alarm.

For ikke at snakke om ørerne: Forældre til børn i folkeskolen vil vide, hvad det handler om: Et maratonløb fra julestuer over gløggaftener til krybbespil. Hvor hænderne ligger døde i skødet henne i skolens gymnastiksal, indtil musiklæreren rejser sig og kigger hvast ud over forsamlingen, der bryder ud i maniske klapsalver, som var der møde i det nordkoreanske kommunistparti.

Alt sammen akkompagneret af en susen i varmerørene og lyden af børn, der står på scenen og hælder savl ud af blokfløjternes mundstykker.

Eneste kropsdel, der ikke synes stresset af julen, er hjernen. Mange hjerner er åbenlyst gået i hi under halløjet, og det kan dårligt undgå at påvirke den øvrige opførsel.

Endelig bør nævnes øjnene, der kan blive ganske trætte af tv’s julekalendere. I gamle dage var der én julekalender med sorthvide snoredukker, der havde det fornuftige koncept, at ungerne holdt kæft i 20 minutter. Nu skal 17 forskellige julekalendere skrue spændingen i vejret til sidste, 24. afsnit.

Sådan slides hele systemet, til vi en gang januar sidder hos lægen:
- Du skal tabe fem kilo og lade være at læse dine kontoudskrifter for december. Det kan dit hjerte slet ikke klare. Og hvad det for noget med den tinnitus, der lyder som Whams »Last Christmas«?

På flugt fra julens stress og jag

Jeg kan lige så godt foregribe situationen. På et tidspunkt er der alligevel en, der spørger, om jeg ikke kan skrive en klumme om stress i julen.

Det lette svar er: NEJ! Hvis man skal skrive om stress i julen, er der ingen undskyldning for ikke også at skrive om sommerferiestress, efterårsferiestress, og vores-børnefødselsdag-skal-være-mere-glamourøs-end-de-andre-ungers-stress.

Mere imødekommende var det, om jeg tog en dyb indånding og sagde:
- Glem gaveræset og den materialistiske jul, saml din familie om adventskransen og tal i stedet om højtidens egentlige budskab: Julen er lysets og glædens fest, hvor vi venter på Jesu komme.

Men ærlig talt: Dér kan jeg godt høre, at min mund bliver fyldt med så meget uld, at Poul Nyrup Rasmussen lyder som en stand upper på ecstasypiller ved siden af. Den slags kan man kun binde på ærmet af folk, der kom for sent til Guds reception for den 11. plage, julestress.

Så der er kun tilbage at slå fast: Der findes kun én løsning: Stik af!
At stikke af har altid været det mest effektive, uanset om det drejer sig om overarbejde, uddeling af karakterbøger, middag med svigerfor8ældre. Eller julestress. Man kan gemme sig på et eksotisk sted, hvor de ikke har hørt om jul, siden de europæiske kolonitropper bandt snørestøvlerne og rejste hjem, og her kan man sidde på stranden med solskoldet næse og ringe hjem:

– Hvordan går det? Nå, det regner, Netto var løbet tør for frosne æbleskiver, du nåede ikke den sidste gave, men til gengæld nåede din mor frem til jul og står lige nu og sviner din kones juletræspynt til, Karl Albert fik bank, fordi hans klassens gave var billigere end Andreas’, og anden er brændt på, nå men, så skal jeg ikke forstyrre. Du skulle jo nødig blive stresset, he, he.

Gud - dit navn er sundhed

Vi kan lide så godt se i øjnene, at sundhed har overtaget Guds plads. Og som troen skulle sikre de gamle evigt liv, således skal sundhed sikre os et par år længere med et liv, der er lige så spændende som svenskernes.
Derfor er det på sin plads med en revision af de ti bud:

1) Du må ikke have andre guder end din krop – det skulle lige være glutenfri mad, masochistisk maratonløb og Statens Institut for Folkesundhed.

2) Du må ikke misbruge herren din krop til noget som helst, der tangerer noget sjovt.

3) Kom fitnesscentret i hu så du holder det helligt.

4) Du skal ære dit kosttilskud og paperbackudgaven af »Kernesund Familie«

5) Du må ikke spise noget, fordi det smager godt eller gør dig i godt humør. Faktisk er det bedst, hvis du helt kan undgå fødeindtag.

6) Du må ikke bryde slankekuren.

7) Du må ikke stjæle dig til bedre humør ved at lukke øjnene, når du står på badevægten.

8) Du må ikke vidne falsk mod din næste, hvis vedkommende er overvægtig. De skal bare have sandheden lige i sylten: At de er nogle fede tabere uden selvkontrol.

9) Du må ikke begære din næstes Matador Mix eller cheeseburger. Eller noget som helst der smager godt.

10) Du må ikke begære din næstes hustru, og hvis du ikke kan dy dig, så er det kun ok, fordi man taber kalorier ved at have sex. Men husk at vaske lagener bagefter og dup dig med desinficerende væske. Kropskontakt er dybest set uappetitligt.

Husk de ti bud. Thi således kan du få et par år mere i den anden ende, så du kan sidde som 90årig og ærgre dig over alt det, du gik glip af.
Hvis du da ikke dør af kedsomhed forinden.

Dissekering af en Berlingo-mand

Har De nogensinde hørt om en Berlingo-mand? Sikkert ikke, men De har garanteret set en uden at vide, at det var en Berlingo-mand.
Det er en mand med døde øjne, der kommer kørende i – netop en Berlingo.

Bilmærket afgør, at han er en gift, og kvinden har nogle børn. Ja, det vil sige, når de skal hentes i institutionen, hedder det ganske vist vores børn, men egentlig er de kvindens.
Det finder manden ud af, hvis han prøver at købe tøj til børnene. Ved sådanne lejligheder gør mange mænd den erfaring at:

1) alt, hvad mænd køber, skal byttes.
2) alt, hvad mænd hænger op, skal pilles ned.
3) alt, hvad mænd kan lide, er dårlig smag subsidiært ingen smag.

Når det pensum er blevet gennemgået længe nok, består han eksamen og finder sig selv i en Berlingo. På vej til Silvan, til middag hos svigerforældrene eller til møde i børnehavens bestyrelse.

Aldrig på vej til fodbold med mindre det er børnene, der skal spille, og hvor tredje halvleg fejres med rød sodavand. Eneste lyspunkt er, at han slipper for at vaske spillertrøjer, for:
Alt, hvad mænd vasker, bliver vasket for varmt/for koldt/forkert.

Hjemme får han måske udvidet pensum med ligningerne:
1) Tv er møbler.
2) Højttalere er møbler.
3) Det er bordfodbold ikke.

Måske rummer Berlingo-manden forklaringen på det mysterium, flere forskere er faldet over: Hvorfor toilettet er blevet det rum, mænd tilbringer mest tid i. Jo, for her kan vores mand få ro og dvæle i sit eget selskab.

Han har måske oven i købet tilkæmpet sig denne ret til at tilbringe terapeutiske timer bag toilettets dør.
Altså hvis han lover at sidde ned og tisse.

Alpha-han med vinylskiver

Jeg har lige opdaget, at jeg er en alpha-han. Det fik jeg at vide i et program i DR2, der en gang blev kaldt klogekanalen, så det må passe.
Tilmed blev det sagt af en mand, der hedder Mads Christensen. Han har en gang skrevet en bog, der hed »Den store Blærerøv«, som handler om, hvordan man binder slipseknuder, og som solgte forfærdeligt godt. Sådan en mand må man lytte til.

Tilbage til alpha-hannen, som jeg troede var en karseklippet mandsperson, der tyranniserer firmaet med powerpoint og øjne som dem, man ser på torsk i fiskehandlerens vindue. Men nej. Det er pladesamlingen, der afgør sagen.

I programmet sagde Mads Christensen, at hvis man kommer ind i et hjem, hvor lp-pladerne står frit fremme, så bor der en alpha-han. Jeg fornærmer ingen ved at sige, at den bemærkning fik alpha-hunnen i den anden ende af sofaen til at fnise, og jeg synes ærlig talt også, at det lød lidt tyndt: Jeg er »den som dominerer resten af flokken og puster sig op, når udefrakommende truer«, fordi AC/DC, en røvfuld dødsmetal plus fejlkøb fra diverse udsalgskasser har fået lov at overleve på en reol i form at vinylskiver med et hul midten.
Hvor er det indiskutable førerskab og videreførelse af flokkens gener lige i det?

Men det kan blive småt for enhver. Især for enhver mand, og små mænd var der fyldt med i programmet, der handlede om biler, de ikke måtte købe, fodboldkampe de ikke måtte gå til, modeljernbaner, de ikke måtte lege med, Al Pacino-plakater, de ikke måtte hænge op. Alt sammen fordi: Så blev konen sur.

Jeg sad og fik det helt skidt på deres vegne, hvad der ikke er særligt alpha, og jeg håber ikke, at de mænd nogensinde selv ser programmet. Men det får de sikkert slet ikke lov til.

Skal vi ikke bare glemme det?

For nylig var vi et lettere opstemt selskab, der var inde at se »Pigen, der legede med ilden«. I kapløb med tiden havde jeg frem til den aftalte biografdag prøvet at æde mig igennem bogen, men det lykkedes ikke helt.

Da jeg nu havde set Lisbeth Salanders pyrotekniske tilbøjeligheder, synes jeg ærligt talt ikke, at jeg behøvede at læse de sidste sider.

Meddelte jeg let henkastet under den efterfølgende pizza.

Det skulle jeg ikke have sagt. En af kvinderne i selskabet fik en kulør som en gammeldags glødepære i ansigtet og lagde bestikket fra sig med klirrende lyde, der fik mig til at tænke på en abe, der spiller xylofon. Hun var forarget langt op i tolvfingertarmen, og harmen var så intens, at baconskiverne på pizzaen begyndte at syde igen:

- Det er princippet. Man skal gennemføre det, man er begyndt på, tordnede hun, så jeg et øjeblik følte min mormors ånd svæve i rummet. Jeg har ikke hørt nogen sige, man skal gøre det, man er begyndt på, færdigt, siden hun døde.
Måske døde den principfasthed sammen med hendes generation, hvor de også lukkede for den varme hane, mens de sæbede hænder ind.

Men hvor var vi henne med al den standhaftighed? Okay, har man taget hul på en flaske rødvin, skal man naturligvis gøre arbejdet færdigt, men på et højere plan er stivnakkethed direkte farligt:

– Vi har fået denne rapport, der fastslår, at vi pinedød skal afskaffe efterlønnen, fordi der ellers ikke vil være nogen til at skifte vores vådliggerlagen på plejehjemmet i fremtiden. Skal vi tage skridtet fuldt ud og følge anbefalingen? Nå, I synes, vi skal dumpe den, fordi den slags koster stemmer, jamen så. . .

Det vil standse al dynamik at blive hængt op på at gøre det, man er begyndt på, færdigt.

Min Gud hvorfor har du forladt mig?

I gamle dage havde mennesket det ulige lettere, når maden brændte på, børnene giftede sig med de forkerte, og verden i det hele taget ramlede:
- Min Gud, hvorfor har du forladt mig, udbrød de så.

Gud har vi ikke længere at give lægge skylden over på. Han var elles et mandfolk, der kunne tage mosten. Konsekvent var han også:

- Moses, jeg gider ikke gøre mere vrøvl om de bud. Og nu kan du selv slæbe de tavler ned ad bjerget, ja du kan.

Sådan er det ikke længere. Mennesket er i centrum for sig selv, som det vist hedder på lommepsykologisk, og hvis man ikke tror på den påstand, kan man kaste et blik på trafikken fredag i myldretiden. Sikke en masse små udødelige guder.

At mennesket er i centrum for sig selv er der kommet mange store ting ud af. Stein Bagger og »Vild med Dans« bare for at tage nogle eksempler på indlysende fremskridt. Men det er en tung opgave kun at have sig selv som navigatør. Tag miljøet. Skal jeg løse miljøproblemerne fuldt ud, har jeg regnet mig frem til, at jeg kun må spise mad:

1) jeg kan hente på cykel
2) ikke stamme fra dyr, der prutter.
3) og som skal spises i en lejlighed uden lys, vand og varme.
Jeg dør sikkert af skørbug, men med ren samvittighed.

Så jo, det er svært at og påtage sig et for stort ansvar. Det er sikkert derfor, flere mennesker undgår det og finder nye, højere magter at placere skylden hos. Det er tobaksindustriens skyld, at de får kræft. McDonalds skyld at de er fede og deres barndoms skyld, at de tæver kæresten.
Og tiden er da slet ikke inde til: - Min Gud, hvorfor har du forladt mig? Tænk hvis Gud hører dig:
- Hold op med at råbe. Jeg er ikke døv, og er det ikke bare dig, der har tabt hovedet?