- Hej Allan, det er Gud. . .
Nå ja, ja, så Allah da, men du er jo selv er uendelig, så du ved jo, hvor meget vi højere magter har om ørerne. Så kan der godt ryge et enkelt navn ud. En finke af panden som vi siger heroppe, når det ikke er svinekød, der er på panden. Ja, rolig nu. Det var en vits.
Nå, men det var præcis det med vores navne, jeg ringede om - hvis du lige gider skrue ned for den højttaler på minareten i baggrunden. Du skulle nødigt risikere, at man laver »en schweizer« på dig. He, he, fik du den? Det var satire. Det er noget, vi bruger i kristendommen. Kan anbefales.
Nå, det med navnene: Der er nogle af dine hooligans, der har brændt kristne kirker af, fordi nogle andre i en avis var kommet til at bruge mit navn i stedet for dit og jo: Den forvirring er da træls, og forvirring skaber tvivl, men ærlig talt: Tvivl skader ikke!
Tag nu bare mig: Jeg er da roen selv, selv om jeg ved Gud, altså mig selv, har mit hyr. Jeg skabte mennesket i mit billede, og så kom nogen af dem bagefter og hævdede, at det var omvendt. At jeg var et billede af dem, og at de egentlig nedstammede fra nogle lodne fætre, der kravler i træer og fanger lus hele dagen. Nu skulle de være ateister, og jeg skal da komme efter dig. Jeg blev helt træt i ansigtet og tænkte: Gider jeg egentlig det her?
Altså tvivl. Men jeg tog det med guddommelig ro, og siden vendte mange af dem også tilbage. Så slap af siger jeg bare.
Jeg foreslår, at vi to laver en deal sådan Gud og Gud imellem: Forklarer hele flokken én gang for alle: Vi er sat i verden for at passe på dem. De ikke er sat dernede for at beskytte os. Vi guder kan sagtens passe på os selv. Og ikke mindst:
Vold i vores navn er absolut no go!
Jeg er sikker på, at de vil forstå det. Ellers må du kalde mig Allan.
lørdag den 30. januar 2010
fredag den 22. januar 2010
Hjemmegående mand på deltid
Der er så mange kvinder på de danske læreanstalter, at nogen spørger, hvor de unge mænd er. Ja, en del af dem er jo nok ude på lange, lige landeveje i Jylland, hvor de laver hjulspind i Opel Rekord’er, mens de snakker i mobiltelefon og drikker Congo bajere.
Imens terper tøserne. Resultat: Senere scorer de skejserne. Konsekvensen er at, flere kvinder tjener bedre end deres mænd, og det er farligt, mener nogen. Med madammen ved muffen bliver mandens i forvejen skamskudte maskulinitet mere hullet. En proces der har været i gang, siden han kom hjem fra stepperne:
- Wiiiilma, jeg er hjemme. Jeg har selv nedlagt den her, og nu vil jeg sætte mig hen og arbejde videre med mit store projekt: Ilden.
Sådan er det mildt sagt ikke længere, og visse eksperter forudser en stigning i antallet af skilsmisser, hvis den lille forskel - på hans og hendes lønseddel - bliver for stor i hendes favør, fordi den hvide prins så måske rider væk med en yngre model (på kontanthjælp), så han kan få genrejst sin mandlighed og se sin lønseddel i øjnene.
Men jeg synes, at mænd skal se chancen i udviklingen. Her er endelig muligheden for at gå på deltid, lade konen knokle og tage sig af hjemmet: Ud med ferskenfarvede puder og den hvide sofa. Ind med den sorte sump fra Biva, hvor der er plads til både ølsjatter og ostepops. Bordfodbold og de meterhøje højttalere kommer til ære og værdighed. Og sidst men ikke mindst: Den usigelige glæde ved at stå med telefonen:
- Skal du ud at drikke caffe latte med veninderne igen? Helt ærligt, du havde lovet at tage rucolasalat med hjem. Det er altså også din familie, og jeg hænger snart på det hele, og dine børn snakker du heller aldrig med og. . .
Det vil næsten bære lønnen i sig selv.
Imens terper tøserne. Resultat: Senere scorer de skejserne. Konsekvensen er at, flere kvinder tjener bedre end deres mænd, og det er farligt, mener nogen. Med madammen ved muffen bliver mandens i forvejen skamskudte maskulinitet mere hullet. En proces der har været i gang, siden han kom hjem fra stepperne:
- Wiiiilma, jeg er hjemme. Jeg har selv nedlagt den her, og nu vil jeg sætte mig hen og arbejde videre med mit store projekt: Ilden.
Sådan er det mildt sagt ikke længere, og visse eksperter forudser en stigning i antallet af skilsmisser, hvis den lille forskel - på hans og hendes lønseddel - bliver for stor i hendes favør, fordi den hvide prins så måske rider væk med en yngre model (på kontanthjælp), så han kan få genrejst sin mandlighed og se sin lønseddel i øjnene.
Men jeg synes, at mænd skal se chancen i udviklingen. Her er endelig muligheden for at gå på deltid, lade konen knokle og tage sig af hjemmet: Ud med ferskenfarvede puder og den hvide sofa. Ind med den sorte sump fra Biva, hvor der er plads til både ølsjatter og ostepops. Bordfodbold og de meterhøje højttalere kommer til ære og værdighed. Og sidst men ikke mindst: Den usigelige glæde ved at stå med telefonen:
- Skal du ud at drikke caffe latte med veninderne igen? Helt ærligt, du havde lovet at tage rucolasalat med hjem. Det er altså også din familie, og jeg hænger snart på det hele, og dine børn snakker du heller aldrig med og. . .
Det vil næsten bære lønnen i sig selv.
tirsdag den 12. januar 2010
Bakteriologisk krigsførelse
Fødevaremyndighederne i København har været på inspektion i fire kollegiers køkkener. Det syn, der mødte dem, mindede efter referaterne at dømme om en rumænsk losseplads på en varm augustdag:
Gammel opvask, muggen mad i gryderne og køleskabe så varme, at bananfluerne sang »Vi er børn af sol og sommer«. Af samme grund kunne fødevarekontrollen tilføje, at de 15-24årige, fremtidens it-teknikere og phd-genier, bliver dobbelt så syge af campylobacter som alle os, der med alderens varedeklaration ikke drikker mælk, vi ikke har snuset til.
– Vi må gøre noget ved det, lød det næsten militærisk fra en repræsentant fra fødevarekontrollen. Sikkert efter at han havde fået gasmasken af.
Hvem »vi« er, fremgik ikke helt. Men det er ret indlysende ikke de 15-24-årige selv. Det er nok næppe heller deres forældre, for de har jo sådan set haft chancen, og det endte altså med en smiley så sur, at hvis det havde været mælk, havde det virkelig givet ballade.
Her kan man så lige tage en dyb indånding (efter at have tjekket at ingen i nærheden har haft svineinfluenza). For lur mig om ikke det er her, bananfluen kan ligge begravet:
De campylobacter-ramte er trods alt vokset op med forældre, der kørte med børn-i-bilen-mærkater. Hjemme er de hele barndommen vokser op med forsikringsselskabet Mor i Dit Spor, og dermed har de aldrig hørt eventyr som: »Hvordan skærebrættet blev rent«, og »karkluden, der ville kogevaskes«.
I stedet er tiden i det skinnende rene samtalekøkken formentlig gået med at snakke om, at det er for dårligt, at personalet på sygehusene ikke vasker hænder oftere, for man kan jo blive syg, og det er for galt, at man ikke gør noget ved det.
Gammel opvask, muggen mad i gryderne og køleskabe så varme, at bananfluerne sang »Vi er børn af sol og sommer«. Af samme grund kunne fødevarekontrollen tilføje, at de 15-24årige, fremtidens it-teknikere og phd-genier, bliver dobbelt så syge af campylobacter som alle os, der med alderens varedeklaration ikke drikker mælk, vi ikke har snuset til.
– Vi må gøre noget ved det, lød det næsten militærisk fra en repræsentant fra fødevarekontrollen. Sikkert efter at han havde fået gasmasken af.
Hvem »vi« er, fremgik ikke helt. Men det er ret indlysende ikke de 15-24-årige selv. Det er nok næppe heller deres forældre, for de har jo sådan set haft chancen, og det endte altså med en smiley så sur, at hvis det havde været mælk, havde det virkelig givet ballade.
Her kan man så lige tage en dyb indånding (efter at have tjekket at ingen i nærheden har haft svineinfluenza). For lur mig om ikke det er her, bananfluen kan ligge begravet:
De campylobacter-ramte er trods alt vokset op med forældre, der kørte med børn-i-bilen-mærkater. Hjemme er de hele barndommen vokser op med forsikringsselskabet Mor i Dit Spor, og dermed har de aldrig hørt eventyr som: »Hvordan skærebrættet blev rent«, og »karkluden, der ville kogevaskes«.
I stedet er tiden i det skinnende rene samtalekøkken formentlig gået med at snakke om, at det er for dårligt, at personalet på sygehusene ikke vasker hænder oftere, for man kan jo blive syg, og det er for galt, at man ikke gør noget ved det.
fredag den 4. december 2009
Julen er hele kroppens fest
Den jul, der nærmer sig som en løbsk snescooter i en vinterstorm, er døbt hjerternes fest. Det er almindelig vedtaget, men jeg synes, det er lidt urimeligt, at hjertet skal have monopol på højtiden. Andre dele af kroppen bidrager da så rigeligt.
Tag nu maven: Den er i den grad på arbejde og omdannes til en indsø af sild, snaps, rødkål, mere sild, mere snaps, mere rødkål. Var der tale om et havnebassin, havde miljømyndighederne slået alarm.
For ikke at snakke om ørerne: Forældre til børn i folkeskolen vil vide, hvad det handler om: Et maratonløb fra julestuer over gløggaftener til krybbespil. Hvor hænderne ligger døde i skødet henne i skolens gymnastiksal, indtil musiklæreren rejser sig og kigger hvast ud over forsamlingen, der bryder ud i maniske klapsalver, som var der møde i det nordkoreanske kommunistparti.
Alt sammen akkompagneret af en susen i varmerørene og lyden af børn, der står på scenen og hælder savl ud af blokfløjternes mundstykker.
Eneste kropsdel, der ikke synes stresset af julen, er hjernen. Mange hjerner er åbenlyst gået i hi under halløjet, og det kan dårligt undgå at påvirke den øvrige opførsel.
Endelig bør nævnes øjnene, der kan blive ganske trætte af tv’s julekalendere. I gamle dage var der én julekalender med sorthvide snoredukker, der havde det fornuftige koncept, at ungerne holdt kæft i 20 minutter. Nu skal 17 forskellige julekalendere skrue spændingen i vejret til sidste, 24. afsnit.
Sådan slides hele systemet, til vi en gang januar sidder hos lægen:
- Du skal tabe fem kilo og lade være at læse dine kontoudskrifter for december. Det kan dit hjerte slet ikke klare. Og hvad det for noget med den tinnitus, der lyder som Whams »Last Christmas«?
Tag nu maven: Den er i den grad på arbejde og omdannes til en indsø af sild, snaps, rødkål, mere sild, mere snaps, mere rødkål. Var der tale om et havnebassin, havde miljømyndighederne slået alarm.
For ikke at snakke om ørerne: Forældre til børn i folkeskolen vil vide, hvad det handler om: Et maratonløb fra julestuer over gløggaftener til krybbespil. Hvor hænderne ligger døde i skødet henne i skolens gymnastiksal, indtil musiklæreren rejser sig og kigger hvast ud over forsamlingen, der bryder ud i maniske klapsalver, som var der møde i det nordkoreanske kommunistparti.
Alt sammen akkompagneret af en susen i varmerørene og lyden af børn, der står på scenen og hælder savl ud af blokfløjternes mundstykker.
Eneste kropsdel, der ikke synes stresset af julen, er hjernen. Mange hjerner er åbenlyst gået i hi under halløjet, og det kan dårligt undgå at påvirke den øvrige opførsel.
Endelig bør nævnes øjnene, der kan blive ganske trætte af tv’s julekalendere. I gamle dage var der én julekalender med sorthvide snoredukker, der havde det fornuftige koncept, at ungerne holdt kæft i 20 minutter. Nu skal 17 forskellige julekalendere skrue spændingen i vejret til sidste, 24. afsnit.
Sådan slides hele systemet, til vi en gang januar sidder hos lægen:
- Du skal tabe fem kilo og lade være at læse dine kontoudskrifter for december. Det kan dit hjerte slet ikke klare. Og hvad det for noget med den tinnitus, der lyder som Whams »Last Christmas«?
fredag den 27. november 2009
På flugt fra julens stress og jag
Jeg kan lige så godt foregribe situationen. På et tidspunkt er der alligevel en, der spørger, om jeg ikke kan skrive en klumme om stress i julen.
Det lette svar er: NEJ! Hvis man skal skrive om stress i julen, er der ingen undskyldning for ikke også at skrive om sommerferiestress, efterårsferiestress, og vores-børnefødselsdag-skal-være-mere-glamourøs-end-de-andre-ungers-stress.
Mere imødekommende var det, om jeg tog en dyb indånding og sagde:
- Glem gaveræset og den materialistiske jul, saml din familie om adventskransen og tal i stedet om højtidens egentlige budskab: Julen er lysets og glædens fest, hvor vi venter på Jesu komme.
Men ærlig talt: Dér kan jeg godt høre, at min mund bliver fyldt med så meget uld, at Poul Nyrup Rasmussen lyder som en stand upper på ecstasypiller ved siden af. Den slags kan man kun binde på ærmet af folk, der kom for sent til Guds reception for den 11. plage, julestress.
Så der er kun tilbage at slå fast: Der findes kun én løsning: Stik af!
At stikke af har altid været det mest effektive, uanset om det drejer sig om overarbejde, uddeling af karakterbøger, middag med svigerfor8ældre. Eller julestress. Man kan gemme sig på et eksotisk sted, hvor de ikke har hørt om jul, siden de europæiske kolonitropper bandt snørestøvlerne og rejste hjem, og her kan man sidde på stranden med solskoldet næse og ringe hjem:
– Hvordan går det? Nå, det regner, Netto var løbet tør for frosne æbleskiver, du nåede ikke den sidste gave, men til gengæld nåede din mor frem til jul og står lige nu og sviner din kones juletræspynt til, Karl Albert fik bank, fordi hans klassens gave var billigere end Andreas’, og anden er brændt på, nå men, så skal jeg ikke forstyrre. Du skulle jo nødig blive stresset, he, he.
Det lette svar er: NEJ! Hvis man skal skrive om stress i julen, er der ingen undskyldning for ikke også at skrive om sommerferiestress, efterårsferiestress, og vores-børnefødselsdag-skal-være-mere-glamourøs-end-de-andre-ungers-stress.
Mere imødekommende var det, om jeg tog en dyb indånding og sagde:
- Glem gaveræset og den materialistiske jul, saml din familie om adventskransen og tal i stedet om højtidens egentlige budskab: Julen er lysets og glædens fest, hvor vi venter på Jesu komme.
Men ærlig talt: Dér kan jeg godt høre, at min mund bliver fyldt med så meget uld, at Poul Nyrup Rasmussen lyder som en stand upper på ecstasypiller ved siden af. Den slags kan man kun binde på ærmet af folk, der kom for sent til Guds reception for den 11. plage, julestress.
Så der er kun tilbage at slå fast: Der findes kun én løsning: Stik af!
At stikke af har altid været det mest effektive, uanset om det drejer sig om overarbejde, uddeling af karakterbøger, middag med svigerfor8ældre. Eller julestress. Man kan gemme sig på et eksotisk sted, hvor de ikke har hørt om jul, siden de europæiske kolonitropper bandt snørestøvlerne og rejste hjem, og her kan man sidde på stranden med solskoldet næse og ringe hjem:
– Hvordan går det? Nå, det regner, Netto var løbet tør for frosne æbleskiver, du nåede ikke den sidste gave, men til gengæld nåede din mor frem til jul og står lige nu og sviner din kones juletræspynt til, Karl Albert fik bank, fordi hans klassens gave var billigere end Andreas’, og anden er brændt på, nå men, så skal jeg ikke forstyrre. Du skulle jo nødig blive stresset, he, he.
tirsdag den 24. november 2009
Gud - dit navn er sundhed
Vi kan lide så godt se i øjnene, at sundhed har overtaget Guds plads. Og som troen skulle sikre de gamle evigt liv, således skal sundhed sikre os et par år længere med et liv, der er lige så spændende som svenskernes.
Derfor er det på sin plads med en revision af de ti bud:
1) Du må ikke have andre guder end din krop – det skulle lige være glutenfri mad, masochistisk maratonløb og Statens Institut for Folkesundhed.
2) Du må ikke misbruge herren din krop til noget som helst, der tangerer noget sjovt.
3) Kom fitnesscentret i hu så du holder det helligt.
4) Du skal ære dit kosttilskud og paperbackudgaven af »Kernesund Familie«
5) Du må ikke spise noget, fordi det smager godt eller gør dig i godt humør. Faktisk er det bedst, hvis du helt kan undgå fødeindtag.
6) Du må ikke bryde slankekuren.
7) Du må ikke stjæle dig til bedre humør ved at lukke øjnene, når du står på badevægten.
8) Du må ikke vidne falsk mod din næste, hvis vedkommende er overvægtig. De skal bare have sandheden lige i sylten: At de er nogle fede tabere uden selvkontrol.
9) Du må ikke begære din næstes Matador Mix eller cheeseburger. Eller noget som helst der smager godt.
10) Du må ikke begære din næstes hustru, og hvis du ikke kan dy dig, så er det kun ok, fordi man taber kalorier ved at have sex. Men husk at vaske lagener bagefter og dup dig med desinficerende væske. Kropskontakt er dybest set uappetitligt.
Husk de ti bud. Thi således kan du få et par år mere i den anden ende, så du kan sidde som 90årig og ærgre dig over alt det, du gik glip af.
Hvis du da ikke dør af kedsomhed forinden.
Derfor er det på sin plads med en revision af de ti bud:
1) Du må ikke have andre guder end din krop – det skulle lige være glutenfri mad, masochistisk maratonløb og Statens Institut for Folkesundhed.
2) Du må ikke misbruge herren din krop til noget som helst, der tangerer noget sjovt.
3) Kom fitnesscentret i hu så du holder det helligt.
4) Du skal ære dit kosttilskud og paperbackudgaven af »Kernesund Familie«
5) Du må ikke spise noget, fordi det smager godt eller gør dig i godt humør. Faktisk er det bedst, hvis du helt kan undgå fødeindtag.
6) Du må ikke bryde slankekuren.
7) Du må ikke stjæle dig til bedre humør ved at lukke øjnene, når du står på badevægten.
8) Du må ikke vidne falsk mod din næste, hvis vedkommende er overvægtig. De skal bare have sandheden lige i sylten: At de er nogle fede tabere uden selvkontrol.
9) Du må ikke begære din næstes Matador Mix eller cheeseburger. Eller noget som helst der smager godt.
10) Du må ikke begære din næstes hustru, og hvis du ikke kan dy dig, så er det kun ok, fordi man taber kalorier ved at have sex. Men husk at vaske lagener bagefter og dup dig med desinficerende væske. Kropskontakt er dybest set uappetitligt.
Husk de ti bud. Thi således kan du få et par år mere i den anden ende, så du kan sidde som 90årig og ærgre dig over alt det, du gik glip af.
Hvis du da ikke dør af kedsomhed forinden.
fredag den 20. november 2009
Dissekering af en Berlingo-mand
Har De nogensinde hørt om en Berlingo-mand? Sikkert ikke, men De har garanteret set en uden at vide, at det var en Berlingo-mand.
Det er en mand med døde øjne, der kommer kørende i – netop en Berlingo.
Bilmærket afgør, at han er en gift, og kvinden har nogle børn. Ja, det vil sige, når de skal hentes i institutionen, hedder det ganske vist vores børn, men egentlig er de kvindens.
Det finder manden ud af, hvis han prøver at købe tøj til børnene. Ved sådanne lejligheder gør mange mænd den erfaring at:
1) alt, hvad mænd køber, skal byttes.
2) alt, hvad mænd hænger op, skal pilles ned.
3) alt, hvad mænd kan lide, er dårlig smag subsidiært ingen smag.
Når det pensum er blevet gennemgået længe nok, består han eksamen og finder sig selv i en Berlingo. På vej til Silvan, til middag hos svigerforældrene eller til møde i børnehavens bestyrelse.
Aldrig på vej til fodbold med mindre det er børnene, der skal spille, og hvor tredje halvleg fejres med rød sodavand. Eneste lyspunkt er, at han slipper for at vaske spillertrøjer, for:
Alt, hvad mænd vasker, bliver vasket for varmt/for koldt/forkert.
Hjemme får han måske udvidet pensum med ligningerne:
1) Tv er møbler.
2) Højttalere er møbler.
3) Det er bordfodbold ikke.
Måske rummer Berlingo-manden forklaringen på det mysterium, flere forskere er faldet over: Hvorfor toilettet er blevet det rum, mænd tilbringer mest tid i. Jo, for her kan vores mand få ro og dvæle i sit eget selskab.
Han har måske oven i købet tilkæmpet sig denne ret til at tilbringe terapeutiske timer bag toilettets dør.
Altså hvis han lover at sidde ned og tisse.
Det er en mand med døde øjne, der kommer kørende i – netop en Berlingo.
Bilmærket afgør, at han er en gift, og kvinden har nogle børn. Ja, det vil sige, når de skal hentes i institutionen, hedder det ganske vist vores børn, men egentlig er de kvindens.
Det finder manden ud af, hvis han prøver at købe tøj til børnene. Ved sådanne lejligheder gør mange mænd den erfaring at:
1) alt, hvad mænd køber, skal byttes.
2) alt, hvad mænd hænger op, skal pilles ned.
3) alt, hvad mænd kan lide, er dårlig smag subsidiært ingen smag.
Når det pensum er blevet gennemgået længe nok, består han eksamen og finder sig selv i en Berlingo. På vej til Silvan, til middag hos svigerforældrene eller til møde i børnehavens bestyrelse.
Aldrig på vej til fodbold med mindre det er børnene, der skal spille, og hvor tredje halvleg fejres med rød sodavand. Eneste lyspunkt er, at han slipper for at vaske spillertrøjer, for:
Alt, hvad mænd vasker, bliver vasket for varmt/for koldt/forkert.
Hjemme får han måske udvidet pensum med ligningerne:
1) Tv er møbler.
2) Højttalere er møbler.
3) Det er bordfodbold ikke.
Måske rummer Berlingo-manden forklaringen på det mysterium, flere forskere er faldet over: Hvorfor toilettet er blevet det rum, mænd tilbringer mest tid i. Jo, for her kan vores mand få ro og dvæle i sit eget selskab.
Han har måske oven i købet tilkæmpet sig denne ret til at tilbringe terapeutiske timer bag toilettets dør.
Altså hvis han lover at sidde ned og tisse.
Abonner på:
Opslag (Atom)
