For nogle år siden sad jeg i kystbanetoget på vej fra Rungsted til København. Foran sad to piger af den slags, der forklarer, hvorfor ejendomspriserne er så høje i Nordsjælland: Fremadstormende D-skål, blå øjne og regelmæssige tænder. Og så kendte de forskel på ligger og lægger.
Den ene skulle ud på en rejse, der lød lang og eksotisk, men jeg kunne ikke høre, hvor den gik hen. Før toget stoppede, og pigerne skulle af. På vej ud sagde hende med rejseplanen:
- Jeg KAN altså ikke forholde mig til at skulle være i Jylland i seks måneder.
Jeg, der også dengang havde postnummer på den forkerte side af 6000, kiggede ned ad mig selv og kunne da godt mærke en svag hørm af tang, halm samt sovs og kartofler sive ud af mig.
Men ikke af rådden banan. Episoden fandt sted, længe før det blev en populær betegnelse for den del af landet, hvor lyset ikke falder ud, men mørket falder ind, når man åbner døren om aftenen. Men problemet er det samme for København og nærmeste mentale opland: Jylland. Det kan man ikke forholde sig til. (Okay, Århus måske undtaget. Bare de dog ville lade være at snakke som en Niels Malmros-film.)
Men det andet: Der er langt over, og det er svært at forholde sig til, at nogle derovre synes, at 100 kilometer til nærmeste sygehus er for langt. Så de laver ballade og pludselig er der ikke så langt, og de bliver tilbudt nogle motorveje at køre langt på. Det giver vækst, og i forvejen vokser den rådne banan, for de får flere børn i Thyborøn end i Tisvildeleje (måske fordi der er så mørkt).
Men tomt forbliver der, for som voksne flygter børnene, og det er måske her, at motorvejene kommer ind i billedet. Det bliver lettere at komme væk fra noget, ingen rigtigt kan forholde sig til.
torsdag den 30. september 2010
onsdag den 22. september 2010
Dybt godnat - hver for sig
Jeg gjorde mig for år tilbage til talsmand for, at Folkekirken ændrer sit vielsesritual til noget, der er mere i pagt med tiden. For eksempel:
- Vil du Camilla tage Jens, der står ved din side og ligner en hængt kat og er så konfliktsky, at han kunne være svensker, og lave ham om, så han bliver sådan, som du gerne vil have ham? Vil du ændre hans tøjsmag, tvinge ham til at blive klippet hos din frisør, og i det hele taget fratage ham enhver tro på egen dømmekraft og leve med ham i mundhuggerier og småskænderier?
Og så havde jeg tænkt mig en slutning om, at de to skal leve sammen:
- Til soveværelset skiller Jer ad.
Hvorfor så det? Jo, jeg har altid undret mig over, at børn er de eneste i en familie, der har ret til eget rum, hvor de kan krumme i sengen. Og nu har jeg fået opbakning i min antagelse fra sagkundskaben i form af en dame med den frygtindgydende titel af fremtidsforsker. Hun mener, at mange par gerne vil have hvert deres soveværelse, men at det er tabu at tale om – lidt lige som at sige, at man har fodsvamp eller samler på billeder af kongefamilien.
Og så lige en trumf: Jeg har læst, at også Joan Ørting synes, at det er en god idé, og så behøves der ikke flere argumenter. Gå hjem og vug - eller sov. Faktisk mente sexologen, at et forhold holder i længere tid, når han og hun har hvert deres soveværelse: Mænd kan snorke i fred og spise ostepops, mens de læser »2. verdenskrig i Farver«. Kvinder kan ugenert klippe tånegle i soveværelset (og lad os bare tage den med, selv om den er grim: De slipper for at vågne op ved siden af en behåret numse.)
Endelig kan trenden sætte gang i hjulene hos bolig- og reklamebrancen:
»Alle har ret til et fedt soveværelse. Uden ægtefælle«.
- Vil du Camilla tage Jens, der står ved din side og ligner en hængt kat og er så konfliktsky, at han kunne være svensker, og lave ham om, så han bliver sådan, som du gerne vil have ham? Vil du ændre hans tøjsmag, tvinge ham til at blive klippet hos din frisør, og i det hele taget fratage ham enhver tro på egen dømmekraft og leve med ham i mundhuggerier og småskænderier?
Og så havde jeg tænkt mig en slutning om, at de to skal leve sammen:
- Til soveværelset skiller Jer ad.
Hvorfor så det? Jo, jeg har altid undret mig over, at børn er de eneste i en familie, der har ret til eget rum, hvor de kan krumme i sengen. Og nu har jeg fået opbakning i min antagelse fra sagkundskaben i form af en dame med den frygtindgydende titel af fremtidsforsker. Hun mener, at mange par gerne vil have hvert deres soveværelse, men at det er tabu at tale om – lidt lige som at sige, at man har fodsvamp eller samler på billeder af kongefamilien.
Og så lige en trumf: Jeg har læst, at også Joan Ørting synes, at det er en god idé, og så behøves der ikke flere argumenter. Gå hjem og vug - eller sov. Faktisk mente sexologen, at et forhold holder i længere tid, når han og hun har hvert deres soveværelse: Mænd kan snorke i fred og spise ostepops, mens de læser »2. verdenskrig i Farver«. Kvinder kan ugenert klippe tånegle i soveværelset (og lad os bare tage den med, selv om den er grim: De slipper for at vågne op ved siden af en behåret numse.)
Endelig kan trenden sætte gang i hjulene hos bolig- og reklamebrancen:
»Alle har ret til et fedt soveværelse. Uden ægtefælle«.
mandag den 13. september 2010
Findes der sure gamle kvinder?
Det er lidt uretfærdigt, at man altid taler om sure gamle mænd. Hvorfor er der ikke noget, der hedder sure gamle kvinder? For eksempel er der en amerikansk film, der hedder »Gnavne gamle mænd«, og kunne man forestille sig en film, der hed »Gnavne gamle kvinder«? Nej. Jeg kan i hvert fald ikke. Mest fordi jeg så kommer til at tænke på Birthe Rønn Hornbech, og det er ikke godt.
Med mænd er det noget andet. Måske skyldes det, at mænd fra starten har for store forventninger til tilværelsen. At de en gang drømte om mange penge og pragtvilla med havudsigt, men endte med toværelses lejlighed, skrabelodder og udsigt til kommunale affaldscontainere.
Eller er forklaringen i virkeligheden, at kvinder ikke har behov for at blive sure, når de bliver ældre? Er det, fordi de justerer surhedsgraden over et helt liv?
Som unge:
- Aiij, man har bare ikke bordfodbold i stuen, og jeg kender altså ingen andre, der stadig går med polobluser, og højttalere er altså møbler. Jeg flytter hjem til mine forældre!!!!
Et par år senere:
- Du har glemt de økologiske pastinakker, og hvorfor skal jeg altid gøre det hele selv, og nu er butikkerne lukkede, og jeg har faktisk også et arbejde at passe, og mit arbejde er lige så vigtigt som dit, og dine børn taler du heller ikke med, og når du endelig gør det, så vrisser du af dem, og. . .
Og så videre. På den måde får kvinder luftet ud og kan oppe i årene se lysere på tilværelsen og få en lettere gang på jord:
- Jamen, så tager jeg til foredrag i folkeuniversitetet og hører om tarmskylning, og hvorfor vil du egentlig ikke med, men du kan da også blive hængende i sofaen og se »2. Verdenskrig i farver« på DR2 som en anden sur gammel mand.
Med mænd er det noget andet. Måske skyldes det, at mænd fra starten har for store forventninger til tilværelsen. At de en gang drømte om mange penge og pragtvilla med havudsigt, men endte med toværelses lejlighed, skrabelodder og udsigt til kommunale affaldscontainere.
Eller er forklaringen i virkeligheden, at kvinder ikke har behov for at blive sure, når de bliver ældre? Er det, fordi de justerer surhedsgraden over et helt liv?
Som unge:
- Aiij, man har bare ikke bordfodbold i stuen, og jeg kender altså ingen andre, der stadig går med polobluser, og højttalere er altså møbler. Jeg flytter hjem til mine forældre!!!!
Et par år senere:
- Du har glemt de økologiske pastinakker, og hvorfor skal jeg altid gøre det hele selv, og nu er butikkerne lukkede, og jeg har faktisk også et arbejde at passe, og mit arbejde er lige så vigtigt som dit, og dine børn taler du heller ikke med, og når du endelig gør det, så vrisser du af dem, og. . .
Og så videre. På den måde får kvinder luftet ud og kan oppe i årene se lysere på tilværelsen og få en lettere gang på jord:
- Jamen, så tager jeg til foredrag i folkeuniversitetet og hører om tarmskylning, og hvorfor vil du egentlig ikke med, men du kan da også blive hængende i sofaen og se »2. Verdenskrig i farver« på DR2 som en anden sur gammel mand.
torsdag den 29. juli 2010
Alle os der udøver turisme
På Wikipedie lyder definitionen på en turist: »En person, der udøver turisme«. Jeg kan godt lide, at de bruger ordet udøver. Ligesom man udøver vold og tortur. Alle os, der har fløjet i fem timer med fireårige børn på sædet bagved, stået i kø på polske posthuse og oplevet ældre, engelske kvinders smag i badedragter synes, det er et rigtig godt ordvalg.
Desværre knækker kæden for Wikipedia-forfatteren, for umiddelbart efter står, at turisten er »en, der rejser ud for sin fornøjelses skyld«. Det harmonerer ikke med det polske posthus, skulle jeg hilse at sige, men selvfølgelig findes de turister, der betragter overraskelser som en fornøjelse i sig selv. At man rejser uden at vide, hvad der venter, og turistmål byder på mange overraskelser. Især i maden, i sengetøjet og på mobilregningen.
Af samme grund er jeg ikke tilhænger af overraskelser og har aldrig forstået visse menneskers sorgløse ferieforberedelser. De pakker badebukser og solcreme og opdager først i lufthavnen, at de ikke har fået pas og billetter med.
Mine egne forberedelser indeholder anderledes dybe og alvorlige spørgsmål, når jeg finder et rejsemål:
1) Har de ulækre sygdomme?
2) Pønser de på en borgerkrig?
3) Hvordan undgår jeg, at der kommer en masse japanere med på mine feriebilleder?
Men trods alle forberedelser kan rejsen hurtigt gå op i dystre spekulationer:
1) Slukkede jeg egentlig strygejernet?
2) Er der ikke lovligt mange arabisktalende mænd med langt skæg i det her fly?
3) Hvad skal jeg sige til Lene Espersen:
- Nå er du også her? Det er måske for din fornøjelses skyld?
Desværre knækker kæden for Wikipedia-forfatteren, for umiddelbart efter står, at turisten er »en, der rejser ud for sin fornøjelses skyld«. Det harmonerer ikke med det polske posthus, skulle jeg hilse at sige, men selvfølgelig findes de turister, der betragter overraskelser som en fornøjelse i sig selv. At man rejser uden at vide, hvad der venter, og turistmål byder på mange overraskelser. Især i maden, i sengetøjet og på mobilregningen.
Af samme grund er jeg ikke tilhænger af overraskelser og har aldrig forstået visse menneskers sorgløse ferieforberedelser. De pakker badebukser og solcreme og opdager først i lufthavnen, at de ikke har fået pas og billetter med.
Mine egne forberedelser indeholder anderledes dybe og alvorlige spørgsmål, når jeg finder et rejsemål:
1) Har de ulækre sygdomme?
2) Pønser de på en borgerkrig?
3) Hvordan undgår jeg, at der kommer en masse japanere med på mine feriebilleder?
Men trods alle forberedelser kan rejsen hurtigt gå op i dystre spekulationer:
1) Slukkede jeg egentlig strygejernet?
2) Er der ikke lovligt mange arabisktalende mænd med langt skæg i det her fly?
3) Hvad skal jeg sige til Lene Espersen:
- Nå er du også her? Det er måske for din fornøjelses skyld?
onsdag den 28. juli 2010
Hvordan klarede vi os egentlig uden?
Nogen gange kan man gribe sig i at tænke: Hvad gjorde vi egentlig før? Tag nu fjernbetjeningen til tv’et. Hvordan klarede vi os uden den? Man skal dog nøjes med at tænke den slags. Siger man det højt, er der bare en i rummet, der svarer:
- Du stod op af sofaen gik hen og skiftede kanal, og så pendulerede du frem og tilbage, mens du brokkede dig over, at alle programmerne var genudsendelser.
Men det rækker videre. Ting udvikler sig hurtigere, end vi kan nå at sige »altså, da jeg var dreng«. Det er egentlig et under, at jeg har overlevet min barndom, der – kan jeg godt se nu – var en ørkenvandring af gammeltestamentlige dimensioner i afsavn. Og har jeg brug for et større perspektiv på sagen, kan jeg ringe til et tudsegammelt familiemedlem:
- Hvad lavede I egentlig dengang, der ikke var noget, der hed tv?
- Sad og kiggede ind i væggen hele lørdag aften.
Sådan kan man blive ved: Hvordan kom vi rundt uden bil (på cykel og til fods, i regnvejr og ti kilo lettere). Hvordan klarede vi os uden mobil (slap for at blive ringet op af folk, der spurgte: Er det dig, der har ringet?)
Men ærlig talt: Er den slags ikke bare et håbløst råb fra en mental oksekærre, hvor et fortabt segment sidder og lugter af Reumert og Rastenni og tror, at Bluetooth er en slags camembert? Har de tekniske fornyelser ikke gjort verden større og revitaliseret den menneskelige kommunikation, så folk kan sidde i toget og brøle i telefonen, at de er hjemme om ti minutter?
Jo, selvfølgelig. Og jo: Vi får hurtigere og dybere indsigt. Blandt andet takket ovennævnte fjernbetjening. Nu kræver det kun nogle klik at nå frem til det samme resultat: Alle programmerne er genudsendelser. Indsigt uden at rejse sig fra sofaen. Det er da fremskridt.
- Du stod op af sofaen gik hen og skiftede kanal, og så pendulerede du frem og tilbage, mens du brokkede dig over, at alle programmerne var genudsendelser.
Men det rækker videre. Ting udvikler sig hurtigere, end vi kan nå at sige »altså, da jeg var dreng«. Det er egentlig et under, at jeg har overlevet min barndom, der – kan jeg godt se nu – var en ørkenvandring af gammeltestamentlige dimensioner i afsavn. Og har jeg brug for et større perspektiv på sagen, kan jeg ringe til et tudsegammelt familiemedlem:
- Hvad lavede I egentlig dengang, der ikke var noget, der hed tv?
- Sad og kiggede ind i væggen hele lørdag aften.
Sådan kan man blive ved: Hvordan kom vi rundt uden bil (på cykel og til fods, i regnvejr og ti kilo lettere). Hvordan klarede vi os uden mobil (slap for at blive ringet op af folk, der spurgte: Er det dig, der har ringet?)
Men ærlig talt: Er den slags ikke bare et håbløst råb fra en mental oksekærre, hvor et fortabt segment sidder og lugter af Reumert og Rastenni og tror, at Bluetooth er en slags camembert? Har de tekniske fornyelser ikke gjort verden større og revitaliseret den menneskelige kommunikation, så folk kan sidde i toget og brøle i telefonen, at de er hjemme om ti minutter?
Jo, selvfølgelig. Og jo: Vi får hurtigere og dybere indsigt. Blandt andet takket ovennævnte fjernbetjening. Nu kræver det kun nogle klik at nå frem til det samme resultat: Alle programmerne er genudsendelser. Indsigt uden at rejse sig fra sofaen. Det er da fremskridt.
fredag den 16. juli 2010
Vil du frem i verden, min dreng
Det var måske lidt lettere i gamle dage, når drengene kom hjem og spurgte den alvidende – far – hvad de skulle være. For tømrerens søn skulle være tømrer, murerens søn skulle være murer, og lægens søn skulle være læge. Det var det klogeste, for ellers havde den alvidende jo ikke valgt det. Enkelt og sikkert.
Pigerne kom ikke at spurgte, for dem var der en gennemprøvet allround-plan: De skulle giftes og have børn og have børn og have børn. Hvorefter de døde. Også et enkelt koncept.
Siden er meget ændret. Far er ikke længere alvidende, ja han er dårligt nok vidende. Kun 37 procent af mændene får en videregående uddannelse, mens det er 53 procent af kvinderne, der bliver om ikke alvidende, så læger og dommere og præster og en masse andet, der kræver, at man kan sidde stille på sin rumpe i 25 år.
Udviklingen bekymrer ligestillingsministeren. Det er en kvinde – det er ligestillingsministre sjovt nok altid – og optimistiske forældre har døbt den nuværende Lykke. Lykke vil have ligestilling - altså for mænd, har hun ladet forstå - for samfundet kan ikke holde til, at kvinder alene skal stå for karakterer og karrierer, mens mændene må nøjes med hættebluse og behandlingsdom.
Men måske skyldes skævheden, at så mange mænd hele deres liv er blevet passet af kvinder, undervist af kvinder og sendt på hvilken-fugl-er-du-kursus af kvinder.
Når de så får nok og går amok, kan de blive behandlet af kvinder og dømt af kvinder. Først i fængslet kan de ånde lettet op, for her er dæleme mange mænd at spejle sig i.
Så uden at være alvidende kunne man fristes til at sige til den søgende søn:
- Hvis du vil frem i verden min dreng, burde du nok have været en pige. Så det løb er vist kørt.
Pigerne kom ikke at spurgte, for dem var der en gennemprøvet allround-plan: De skulle giftes og have børn og have børn og have børn. Hvorefter de døde. Også et enkelt koncept.
Siden er meget ændret. Far er ikke længere alvidende, ja han er dårligt nok vidende. Kun 37 procent af mændene får en videregående uddannelse, mens det er 53 procent af kvinderne, der bliver om ikke alvidende, så læger og dommere og præster og en masse andet, der kræver, at man kan sidde stille på sin rumpe i 25 år.
Udviklingen bekymrer ligestillingsministeren. Det er en kvinde – det er ligestillingsministre sjovt nok altid – og optimistiske forældre har døbt den nuværende Lykke. Lykke vil have ligestilling - altså for mænd, har hun ladet forstå - for samfundet kan ikke holde til, at kvinder alene skal stå for karakterer og karrierer, mens mændene må nøjes med hættebluse og behandlingsdom.
Men måske skyldes skævheden, at så mange mænd hele deres liv er blevet passet af kvinder, undervist af kvinder og sendt på hvilken-fugl-er-du-kursus af kvinder.
Når de så får nok og går amok, kan de blive behandlet af kvinder og dømt af kvinder. Først i fængslet kan de ånde lettet op, for her er dæleme mange mænd at spejle sig i.
Så uden at være alvidende kunne man fristes til at sige til den søgende søn:
- Hvis du vil frem i verden min dreng, burde du nok have været en pige. Så det løb er vist kørt.
onsdag den 14. juli 2010
Bare vent til vi bliver gamle
Jeg har spekuleret over, om der er nogen fordele ved at blive ældre? Hvad der i sig selv er et tegn på, at man er blevet gammel og har for god tid, men alligevel: Er der nogen fordele?
Umiddelbart nej. Alderdom indebærer, så vidt jeg kan se, to ting. Man:
1) begynder at sige akkeja, hver gang man sætter sig i en stol.
2) falder i søvn i samme stol til en hel amerikansk film og vågner med savl ud ad mundvigen.
På den anden side: Var der fordele ved at være ung:
1) opdage at køleskab ikke fylder sig selv.
2) sidde på kursus i en uge og alligevel ikke fatte hvad key account manager betyder.
Var der fordele ved at være lidt ældre end ung:
1) Spilde lørdag på at tage i Kolding Storcenter.
2) spilde resten af liv på at køre på ferie i bil til Italien med børn, der første gang spørger, hvornår er vi der, 15 minutter efter start.
Man kan indvende, at ovenstående er en urimelig nedskrivning af et liv i velfærdssamfundet, og der har vi måske en god ting ved at blive gammel: Man tiltager sig retten til at være sarkastisk, kværulerende, urimelig og firkantet. Så bare vent. Vi vil:
1) Komme til familiefester og gå hen over svigerdatterens gider-I-godt-tage-skoene-af gulv i vores lysegrå Ecco sko fra 1983.
2) Passe børnebørn og skræmme livet af dem ved at fortælle om dengang, skolelæger stak en finger op i numsen på alle børn.
3) Tabe 15 mønter på gulvet ved den kasse i Netto, hvor køen er længst.
Og glædestrålende vide at ingen forventer andet end bøvl fra det værste, man kan være i dag: Gammel.
Konkluderede jeg efter at have tænkt over én god ting ved at blive ældre. Så blev den tid alligevel givet godt ud. Akkeja.
Umiddelbart nej. Alderdom indebærer, så vidt jeg kan se, to ting. Man:
1) begynder at sige akkeja, hver gang man sætter sig i en stol.
2) falder i søvn i samme stol til en hel amerikansk film og vågner med savl ud ad mundvigen.
På den anden side: Var der fordele ved at være ung:
1) opdage at køleskab ikke fylder sig selv.
2) sidde på kursus i en uge og alligevel ikke fatte hvad key account manager betyder.
Var der fordele ved at være lidt ældre end ung:
1) Spilde lørdag på at tage i Kolding Storcenter.
2) spilde resten af liv på at køre på ferie i bil til Italien med børn, der første gang spørger, hvornår er vi der, 15 minutter efter start.
Man kan indvende, at ovenstående er en urimelig nedskrivning af et liv i velfærdssamfundet, og der har vi måske en god ting ved at blive gammel: Man tiltager sig retten til at være sarkastisk, kværulerende, urimelig og firkantet. Så bare vent. Vi vil:
1) Komme til familiefester og gå hen over svigerdatterens gider-I-godt-tage-skoene-af gulv i vores lysegrå Ecco sko fra 1983.
2) Passe børnebørn og skræmme livet af dem ved at fortælle om dengang, skolelæger stak en finger op i numsen på alle børn.
3) Tabe 15 mønter på gulvet ved den kasse i Netto, hvor køen er længst.
Og glædestrålende vide at ingen forventer andet end bøvl fra det værste, man kan være i dag: Gammel.
Konkluderede jeg efter at have tænkt over én god ting ved at blive ældre. Så blev den tid alligevel givet godt ud. Akkeja.
Abonner på:
Opslag (Atom)
