mandag den 7. marts 2011

Plads for storhjerner

Mænd har mere af det hele. Vi har mere muskelmasse, vi har mere hjerne og flere hår ud af næsen. Som sagt: Mere af det hele.
Mænds hjerner kan være mellem 11 og 12 procent større end kvinders. Det har nogle forskere fundet ud af – mænd går jeg ud fra - og som alle (mænd) ved, så er det - også her - størrelsen, det kommer an på.

Her gemmer sig ny viden for mange kvinder: Hvis din mand virker tykhovedet, så er det simpelthen hjernen, der fylder hovedet ud. Det kan I godt tænke lidt over.
Nu skal der nok være nogle spydige kvinder, der med en mund så smal som en Mikado-pind vil hvæse, hvad mænd så bruger den ekstra hjernekapacitet til.

Ja, for det første viser amerikanske undersøgelser at mænd tænker på sex seks gange i timen, og den slags fylder altså. Så er det også mænd, der har opfundet hjemmesko med Garfield-hoveder og brintbomben, og der skal nok være nogen mænd, der pusler med at udvikle et toiletbræt, der kan slå sig selv op og ned. Men først og fremmest er det fordi:

Mænd tænker store tanker. Større hjerner – større tanker.

Tænk over det næste gang din mand siger:
- Skat, har du set mine solbriller?
Og det er et helt forkert svar at sige:
- Der hvor du lagde dem sidst?
Han er nemlig allerede videre i sin tankevirksomhed:
- Skat har du set mine bilnøgler?

fredag den 18. februar 2011

Tunnelsynets forbandelse

Efter sigende har mænd tunnelsyn, mens kvinder har panoramasyn. Det er grunden til, at mænd kan stå foran køleskabet og sige:
- Ingen øl?
Hvorefter det kvindelige panoramasyn dukker op:
-– Nej, og heller ingen mælk, Kærgården, leverpostej, ost eller æg. Her er en huskeseddel. Gå ned og køb ind!

Så trasker manden af sted for at sikre familiens overlevelse, og her har vi nok
forklaringen på tunnelsynet. Vores tidligste forfædre blev nemlig også sendt af sted:
– Nu har du siddet der længe nok og fanget lus sammen med gutterne. Gå ud og fang noget rigtig kød!

Så traskede manden af sted for at sikre familiens overlevelse. Ude på sletten krævede det, at han sad musestille med blikket stift rettet mod det samme punkt ude i horisonten, og hermed grundlagdes mandens evne til at fordybe sig. For eksempel hvorfor det skulle tage så lang tid af fange nogle kræ med en hjerne på størrelse med en Pinnochio-kugle. Og hvorfor han skulle sidde her, mens kvinderne hyggede sig hjemme i hulen med at finpudse panoramasynet?

Som ramte hannen, når han kom hjem med byttet:
– Mammut. Jeg sagde sabeltiger. Og en skunk? Ved du, hvor meget de stinker?
Her er evolutionen tilsyneladende gået i stå:
– Du har glemt ost, og det skulle være økologiske æg, og hvorfor har du købt »Alaska Autovox«? Det har vi da rigeligt af.

mandag den 24. januar 2011

Når kulturen står i kø

For nogle år siden fik vi en kulturkanon, men jeg er ikke sikker på, at den har udløst ret meget debat hen over spisebordet i de danske hjem:
– Fik du set »Præsten i Vejlbye?«
- Ja, sikke nogle skod-frisurer, de havde dengang.

Nej, nogen folkelig vindersag var det ikke, men skal vi ikke bare have en kanon, der er tættere på vores hverdag? Jo, og jeg iler med at foreslå en kø-kultur-kanon. Der er oven i købet bogstavrim, så det batter, det håber jeg bliver bemærket i Kulturministeriet. Sådan en kø-kultur-kanon skal afgrænses, for det er er et bredt emne, men de vigtigste moralske rettesnore må være:

Dette er ikke en bank. Drop derfor:
- Jeg vil godt have 500 oveni og det skal være i 100-kroner og 50-krone sedler.
Lad også vær med:
- Gud, skal man selv veje druerne? Nå, men det løber jeg lige ned og gør.
Specielt til kvinder: Find din pung frem, mens kassedamen slår varerne ind. Vent ikke! De andre i køen ved godt, at du først skal rode i dit net efter din håndtaske, derefter i din håndtaske efter din pung og derefter i din pung efter dit dankort.

Endelig er der en, der er mig magtpåliggende at få med. Hvis der står en nydelig, halvgammel mand foran dig, der ikke ser ud til at bevæge sig, så bær over. Han står i dybe tanker om en klumme, han vil skrive, om manglende køkultur.

torsdag den 30. december 2010

Udvalgte højdepunkter

Nytår bruges til at gøre status og måske stille eksistentielle spørgsmål: Har jeg nået det, jeg ville? Hvad vil jeg med mit liv? Skal jeg gå et nummer op i bukser eller bare leve med den mavesyre?
Og så videre og så videre.
Selv har jeg opgivet at forbedre mig og vælger blot at spejde bagud og genopfriske årets højdepunkter, for nogle har der da været:

Årets overskrift: »Så gravid er Mary«. En øjenåbner. Jeg vidste ikke, at tilstanden kunne gradbøjes.

Årets håbløse projekt: DF’s ønske om at vise topløse kvinder i Danmarksfilm. Det vil kræve, at vi først får de topløse kvinder tilbage på de danske strande, hvor de vist ikke er set, siden Peter Skaarup var teenager. Hvis det er islamister, man vil holde væk, vil billeder af flæskesvær sikkert være mere effektivt.

Årets ommer: Nedsættelse af den kriminelle lavalder, der betyder, at politiet sikkert fanger flere knallertbisser, mens banderne får 13årige til at lave straffri kriminalitet. Konsekvensen må være, at vi sætter lavalderen yderligere ned, så vi kan lægge de små slamberter i benlås i dagplejen.

Årets citat: »Nu er jeg sur. Pis mig i øret. Dit dumme svin«. Fordi det giver minder om dengang, politikere var mennesker, og man kommer til at savne Erhard Jacobsen, Preben Møller Hansen og Per Hækkerup. Fordi de bare var sig selv og ikke først skulle presses til at tabe hovedet og gå i opløsning.

onsdag den 22. december 2010

Mandefald om tusinde år

Forskere indenfor genetik fastslår, at manden vil uddø. Det skyldes, at Y-kromosomet, der er det eneste, der skiller manden fra kvinden, engang fik den idé at skabe et hankøn.

Åndssvag idé viste det sig, for det betyder, at Y-kromosomet langsomt brænder sammen. Mandens to kromosomer XY kan nemlig ikke reparere hinandens genetiske skavanker, hvilket pigernes ens XX-kromosomer kan. Da det er 100 millioner år siden, at Y-kromosomet valgte at producere hankøn med alt, hvad det har medført af krige, strækmarch og golf på tv, kan der ikke klages over fejlen.

Der er ikke noget at gøre ved udviklingen, siger forskerne, men det er en trøst, at der går tusindvis af år, før manden uddør. Mænd er ikke sådan at slippe af med. Bare spørg dem, der prøver at komme af Berlusconi som præsident.

Når noget er uundgåeligt, er det en god idé at tænke på fordelene. Kvinder kan sikkert få øje på flere ved det mandeløse scenarium: Det er slut med højlydte prutter under middagen, toiletbrætter, der ikke bliver slået op, og individer, der beholder baseballkasketten på indendøre. Alt sammen fordi det køn, der kan holde højskoleforedrag om gearskifte, i sin tid ikke blev udstyret med sit eget genetiske reservedelslager.

Eneste trøst er, at mænd i deres spritfylde glas på naturhistorisk museum en gang kan godte sig over, at der ikke er nogen til at lære kvinder at parallelparkere. Men små glæder har også ret. Det ved alle mænd.

torsdag den 9. december 2010

Et herreliv af et hundeliv

Nogen gange er der hold i klicheen om, at man kan tabe både næse og mund. Som da jeg forleden hørte en kvinde i tv fortælle, at hun havde købt sko til sin hund, fordi den kolde sne kunne være hård. Dér var jeg helt rundt på gulvet. For at lede efter næse og mund. Jeg mener: Hunde gik fint på den hårde, kolde jord, længe før mennesket opfandt sko til sig selv.

Jeg har også mødt folk, der hævder, at hunden er deres bedste ven. Så ligner jeg også altid en, der har opdaget, at han har syv rigtige i lotto, men samtidig har opdaget, at han har glemt kuponen i de bukser, der er lagt til vask. »Menneskets bedste ven« er helt sikkert aldrig et andet menneske, men et væsen, der snuser artsfællerne i rumpen og sidder med tungen ud ad flaben, når man kommer hjem (og indrømmet: Det får man ikke kæresten til).

Så noget er sket, siden dengang for 150 år siden, da hunden var et kræ, der sov udenfor i al slags vejr for enden af en jernkæde. Nu sender man den til wellness, og jeg er bange for, at forklaringen er genetisk.
For 100 år siden fik folk en sækfuld børn og døde, når yngste barn var blevet konfirmeret. Sådan groft sagt. Med de 1,7 børn, vi orker at få i dag, skal der opstå et langt slip i et menneskes liv, hvor det ikke får luft for sit yngelplejeinstinkt, og så er det, at »hunni« skal sidde med ved bordet, og katten have manicure.
Sådan tror jeg, det hænger sammen. Selv om jeg ikke rigtig kan lide tanken.

tirsdag den 23. november 2010

Når (privat)livet ebber ud

Forleden fastslog en fremtrædende amerikaner, at begrebet privatliv er forbi. Et overstået kapitel i menneskets historie.
Ordene faldt ikke i forbindelse med den galoperende overvågning af om ikke Gud så dog hver mand, og det var ikke CIA’s direktør, der sagde det, men Mark Zuckerberg. For de uindviede er han manden bag Facebook. Altså det fænomen hvor man kan få en bunke venner, der hastigt løbende fortæller, at de nu spiser knækbrød, er sure over, at det regner på deres fridag, eller ikke kan finde deres selvangivelse.

Zuckerbergs pointe var vist, at Facebook er årsag til privatlivets endeligt, men det, synes jeg nok, er at gøre rigeligt stads ud af Facebook. Vi kan sagtens selv, hvad jeg fandt ud af, da jeg sidst kørte i tog fra København. 15 sekunder efter Valby ringede en dreng til sin far og fortalte om sin hånd, der skulle opereres:
- Det gør ikke ondt nu, men i sidste uge stak knoglen ud af hånden.

Han holdt godt nok op, men kun for at blive afløst af en ældre dame ved siden af, der ringede:
- Jeg er på vej hjem nu. Ja, han ligger på sygehuset, men de kan ikke finde ud af, hvorfor han har så meget væske i venstre side. Men det er i hvert fald ikke fra hjernen. Hans arm er så tyk, at den ikke kan være i sygehus-tøjet.
Det blev en lang tur, og jeg glædede mig til at komme hjem og rase over den manglende intimitet i vores liv. På min Facebook.