Sådan en gang sjusk

Jeg faldt forleden over en blog med overskriften »Hvis mit liv var en bil, ville jeg ikke komme til syn«. Så tænker man godt nok: Tak for kaffe. Det var noget af en tilståelse, og man ser for sig den stakkels mand få den endelige dom:

– Undervognen er rusten, det drypper også fra den. Styringen er gal. Der er for meget ratslør. Bagpartiet hænger, bremselængen er lig nul, der er ikke styr på sprinklervæsken, endelig er der en bule foran, det ikke kan betale sig at rette ud.

Hvorefter pladerne klippes, og vraget bliver sendt til ophugning.

Sådan nogle indre billeder er grimme og skyld i, at man vågner badet i sved om natten, mens tanken »mit liv må til revision« kører gennem hjernen som en brugt bil på polske plader.

Men er det ikke farligt for et menneske at få sådan en tilstandsrapport for krop og sjæl? Jo. I mit tilfælde tror jeg, at rapporten vil blive læsning, der får Stephen Kings bøger til at ligne højtlæsning for småbørn:

Fundamentet er revnet i dettet udprægede klyngebyggeri. Tilbygninger er skudt op og tjener tilsyneladende ikke noget formål. Bygget på mosejord. Vaklende terrasse. Murværk der mørner. Svamp på loftet, hvor det også trækker. Fugtskader flere steder. Forsikring mod skader i skjulte rør er ikke realistisk.

Indtil rapporten ender med anbefalingen:

Lev videre med dig selv. Det byggesjusk er der ingen, der vil overtage.

Din sure gamle. . .

Hvis man Google’r på »sure gamle mænd« dukker der 96.000 resultater op. Så mange hits dukker der ikke op, hvis man søger på »sure gamle kvinder«.

Jeg har prøvet, og det er til at blive sur over, men når jeg nævner misforholdet, får jeg bare at vide - af samtlige meningstyranniserende madammer, der er indenfor hørevidde - at det alene skyldes, at sure gamle kvinder slet ikke eksisterer. Så kan man godt bringe Birthe Rønn Hornbech og Sørine Gotfredsen på banen – ikke om det hjælper. Hvordan man end vender og drejer sagen, så er det mænds skæbne at blive sure og gamle.

Måske skyldes det, at kvinder gennem livet aldrig når at ophobe alt det, mænd ender med at rumme: Viden, indsigt, erfaring, mavesyre og hår ud ad næsen. I gamle dage kunne gamle mænd øse af deres viden, fordi den beholdt sin informationsværdi i generationer: – Se, min dreng, sådan virker en høstbinder. I dag skal de ringe efter naboens 13-årige søn for at komme ind på deres homebank.

Kvinder hober som sagt aldrig hverken indsigt, viden eller galde op. Alt får løbende udløsning.

Som ganske unge:

– Aaaj, jeg har sagt, jeg ikke vil se det bordfodbold i stuen. Jeg bliver fucking suuuuur!!

Som lidt ældre:

– Jeg synes ellers, jeg 117 gange har fortalt om forskellen på skåne- og kogevask, og du skal ikke stå der og spille sur bare fordi, du igen har dummet dig. . .

Hvad skal vi så snakke om?

Under frokostpausen her på stedet forleden udspandt der sig en diskussion om, hvad de voksne gør, når børnene bliver store. Når de er mere ude end hjemme eller måske oven i købet er flyttet hjemmefra og kun dukker op i selskab med en pose vasketøj.

Sådan en diskussion afslører flere forhold. Først og fremmest at man skal holde igen med alle de grøntsager i madpakken. Hjernen bliver overstimuleret og trækker munden med i faldet.

Én mente for eksempel, at parterne kunne få sig »nogle fælles interesser«, og det udløste voldsomme protester fra flere af os andre (dog uden mad i munden - så længe har vi dog haft børn). At opfinde »fælles interesser« er første skridt mod skilsmisseadvokaten. Tænk efter 20 års samliv at opdage at ens ægtefælles inderste drøm er at lægge puslespil med 1500 brikker.

– Se her skat, jeg tror det her, er det stykke himmel, vi mangler.

Det kunne blive et brag af en aften. Så hellere et liv i løgn.

Nemmere var det måske at lade som ingenting. Snakke videre hen over bordet som om intet var hændt:

 – Bjarne, der er også broccoli, skal du ikke have noget af det, tror du, du skal have mere røræg, du ved, din mave ikke har godt af det, tag albuerne ned fra bordet, BJARNE, DU SPILDER!

Lige som da børnene boede hjemme. Kendt og betryggende.

En storm i et glas juice

I Fødevarestyrelsen må der på et tidspunkt have siddet nogle og kedet sig. I hvert fald kastede de sig med stor energi over en cafékæde i København, der sælger juice med navne som »Stress Down« og »Strong Bones«.

Sådan nogle navne, mente kontrollanterne, var en overtrædelse af noget, der hedder anprisningsforordningen. For mig lyder det som noget, de pusler med i kirken, men den er yderst verdslig, og pointen hos styrelsen var, at de farverige juice-navne lover noget, stadset i glasset ikke kan holde. Og jeg kan da godt se frustrationen blomstre i mit ansigt, hvis jeg havde siddet og drukket noget, der hedder »Sex on the Beach«. Hvad sker? Absolut intet.

Men sådan er der jo så meget og hvorfor stoppe ved juice? Jeg mener: Russisk salat, uha-uha, og hvor mange elefanter er der i elefantøl? Tværtimod er vi nogle skeptikere, der hver gang bliver lige overraskede over at opdage, at der er rejer i rejesalat.

Nu har styrelsen foreløbigt valg valgt at trække rapporten mod juicekæden tilbage. Da sagen kom frem skete der nemlig det, at styrelsen blev bombarderet med vittige mails fra danskere, der liiiige ville påpege, at der ikke er studenter i studenterbrød.

Og det er den bedste lære: Tåbeligheder kan stadig grines ud i dette land. Det er værd at skåle på. I almindelig vand. Endelig ikke kildevand, for kan producenten måske garantere, at det faktisk kilder?

En bogs vandring

Jeg har fået en bog af en kvindelig bekendt. »Håndbog for Halvgamle Mænd« hedder den. Hun er nu så sjov. Men det er jeg også, så jeg havde bogen i forvejen, hvad hun ærgrede sig over, hvorefter jeg skulle til at tage luft ind og lade en kort bemærkning falde om, at:

– Hvis du nu havde lært at få byttemærker på gaver, især når du køber bøger til nogen, der er så belæst som mig, og for øvrigt hedder det ikke halvgamle, det hedder modne og . . .

Men jeg tog mig i det. Fordi jeg kunne mærke, støvboldene gro ud af ørene og vægten af en ternet kasket presse sig ned over et hoved, der var ved at sprænges af indestængt indsigt og viden.

Men mest fordi hun kom mig i forkøbet:

– Jeg købte den også, fordi du har skrevet så mange klummer om trimning af næsehår, og. . .

Det var her, at jeg foreslog, at vi skiftede emne, da jeg ellers kunne fornemme, at det ville blive en lang aften.

Nu har jeg foræret bogen væk. Nemt nok da jeg til dagligt er omgivet af mænd med voksende indsigt og vigende hår:

– Den er altså rigtig sjov. Lige en bog for dig. Jeg har selv læst den, og det borger jo for kvaliteten.

Den gratis gave fald i god jord, og jeg slap for at forklare, hvad det egentlig handlede om:

– Jeg kan jo for pokker ikke havde to ens bøger stående, så folk tænker: Konfuse, gamle nar. Køber en bog han har i forvejen.

Al mulig grund til bekymring

Jeg kan godt lide ordet bekymringsindustri. Man ser for sig en stor, moderne virksomhed med ergonomisk korrekte stole, hvor der sidder mennesker med knold i nakken og flakkende øjne, der snakker i klorin-skyllede headsets:

– Hvorfor ringer De? Er De ikke klar over, hvor mange bakterier, der kan sidde på sådan et telefonrør?

Bekymringsindustrien kan gøre enhver snak om, at Danmark ikke længere er et industrisamfund, til skamme.

 Ligesom en anden branche i vækst - godhedsindustrien - forstår bekymringsindustrien at være innovativ, finde nye fokusområder og forædle sine produkter.

Senest er saftevand blevet farligt for plejehjemsbeboere, så nu må de kun drikke vand, mens de tænker på al det saftevand, de har hældt på deres børnebørn i tidens løb.

Forleden fandt man ud af, at der kommer sodpartikler i luften, når vi tænder stearinlys, så julen bør holdes i mørke eller ved hjælp af elektrisk lys. Ja, altså bare det ikke er glødepærer.

En så dynamisk udvikling skal give synlige resultater. Forleden så jeg en mand gå rundt med cykelhjelm i en butik. Måske var han bange for, at taget skulle falde ned. Jeg har også set børn til fods med cykelhjelm, så om nogle år har vi nok taget skridtet fuldt ud og forbyder børn at komme udenfor en dør, før de fylder 18 år.

Så vender bekymringsindustrien tilbage og fortæller, at det er farligt for børn at være socialt isolerede.

En kasse omsorg

Hvis det passer, at man kan tabe både næse og mund, så var jeg forleden tæt på at skulle ned for at samle begge dele op fra gulvet.

Nemlig da jeg opdagede, at der findes en hjemmeside, der hedder http://www.framor.dk/. Her kan man købe en omsorgspakke med mad og sende den til sine børn, der er flyttet til storbyen for at studere.

Fantastisk. Voksne mennesker, der skal læse teoretisk matematik og med flid og jernvilje har fundet ud af, hvordan køreplanen for hovedstadsområdet skal læses, kan få mad sendt fra mor derhjemme. For det tilfælde at de ikke har fundet ud af, at køleskabe ikke fylder sig selv. Eller at mælken har det med blive omdannet til et saneringsmodent hjemsted for autonome ballademagere i mikrostørrelse, hvis den bliver for gammel.

Alt dette kan undgås med velfærdssamfundets svar på Røde Kors’ nødhjælps8pakker til mennesker, der også er ude af stand til at klare sig selv. Man kan sågar købe en »Mor kommer på besøg-pakke«. Den indeholder blandt andet Ajax og toiletrens, så kvinder med navlestrenge så seje som Randers Reb ved, hvad de skal foretage sig hos det voksne menneske, de måske stadig kalder Bimse, og som er flyttet til den skræmmende storby.

Det åbner nogle perspektiver. Næste skridt kan blive hjemmesiden www.fraditbarn.dk. »Hullede strømper-pakken«. »Underbukser til vask-pakken«, »send flere penge-æsken«. Der er muligheder nok.