fredag den 27. maj 2016

Et hundeliv på første klasse

Der er kun én ting, der er værre end at sige grimme ting om folk. Det er at sige grimme ting om folks kæledyr. Nu har også kæledyr et hierarki og let's face it: Det er hunde og katte, man skal være særlig varsom med.

Det ved enhver klummeskribent, der har ladet en kritisk bemærkning falde om hunde. Indboksen fyldes med vrede bjæf fra hundeejere, der synes, man hellere skulle skrive om katte, der sætter poteaftryk på biler. Det gør dog kun en uerfaren klummeskribent, for indboksen fyldes med vrede hvæs fra katteejere, der synes, man hellere skulle skrive om alle de hunde, der besørger overalt og snuser folk i skridtet.

Et hundeliv er i dag ofte et liv på første klasse. Med bidering og wellness. Man kan sågar møde mennesker, der i ramme alvor hævder, at hunden er deres bedste ven. Om det skal forstås sådan, at de har opgivet at finde en kæreste til fordel for et kræ, der modtager dem i døren med tungen ud af munden, melder historien aldrig noget om. Og man tør ikke spørge.

Måske er sagen, at hunde har denne særlige plads i manges hjerter, fordi de har pels og sådan nogle appellerende øjne. De gør som regel også, som man siger, hvor katte synes at have stor fornøjelse af det modsatte. Med en sådan intimitet er det en alvorlig og inderlig sag at have et kæledyr. Ikke et forhold, der ville virke overbevisende hos folk med andre slags husdyr:

– Ja, det er Henry, min fugleedderkop. Bare rolig - han gør ingenting, og han snuser dig garanteret ikke i skridtet. . . 

tirsdag den 17. maj 2016

Man tror, det er løgn

Skal man altid sige sandheden. Den fulde sandhed og alene sandheden? Det ville være løgn at svare ubetinget ja til spørgsmålet.

Lidt løgn letter livet, og den fulde og absolutte sandhed ville give tomhed på advokatkontorer og retssale, ligesom samtalerne mellem lystfiskerne ved søbredden ville blive kortvarige og uden glød.

Men en løgn er ikke en urokkelig størrelse. Der er sorte løgne, hvide løgne, og for et par år siden fik vi at vide, at det var i orden, at politikere stikker en nødløgn.

De skal imidlertid omgås med varsomhed. Historiens første nødløgn i Det gamle Testamente faldt noget til jorden, da Eva stjal et æble og bagefter prøvede at skyde skylden på et krybdyr. Det var ærlig talt tyndt. Ikke underligt at chefen blev sur og smed dem ud af haveanlægget.

Det kan give anledning til grublen over udfaldet, hvis det var Adam, der havde taget den første bid. Garanteret mere heldigt:

– Æble . . hvad for et æble? Nå, dét. Jamen, det var Eva. På æresord. Og hvem tror du mest på? Mig eller en, der er lavet af mit ribben?

Siden den episode har mænd klart vist sig bedre til at lyve end kvinder. Tag bare Stein Bagger. Han var så god til det, at man troede, det var løgn.

 Måske hænger det sammen med, at mænd har mere på spil. Man kan blot tænke på ordvekslingen:

– Ser min røv for stor ud i de her bukser?

Kunne man her forestille sig et ærligt svar i stil med:

– Ja, det ser faktisk ud som om, nogle har hældt en vandseng ned i dine bukser.

Den gule fare i det grønne

Min kollega har købt en mælkebøtte-fjerner. Da den indpakket stod lænet op ad skrivebordet, lignede den et luft-til-jord-missil, hvad den vel egentlig også er: Den skal ramme ned et sted og dræbe en masse fjender på én gang.

– Kan man ikke bare lade de mælkebøtter være i fred, sagde jeg med venligboer-stemmen på.

Både våbenejeren og en anden kollega så på mig, som havde jeg fortalt dem, jeg var pædofil: – Neej lød det. Så udråbstegnene stod og dirrede i luften.

Jeg ved ikke, hvad det er, men det, der livsglad trives og arbejder - helt af sig selv, uden jobtilskud i form af gødning, lugejern og unødvendigt håndarbejde - det skal bekæmpes. Slås ned. Hvorimod mange anvender gødning, lugejern og unødvendigt håndarbejde på at holde liv i skvattede gevækster, der alligevel afgår ved døden på grund af nattefrost, eller fordi katten har tisset i bedet.

Fat det hvem der kan. Løsningen er måske at betragte hele sin have som nyttehave. Skvalderkål er glimrende til salat og tærter, og brændenælder kan bruges i pandekagedej. Ja, man kunne gå så langt, som at slå sin have op som "ny nordisk have" og hyre en tv-kok til at komme og plukke gevæksterne. Da kendis-kokke tit er skaldede og har tatoveringer, skal man nok lige varsko naboen, så han ikke tror, der er ved at skyde en rockerborg op.

 Tværtimod kan sådan en løsning blive den rene harmoni, som man kan sidde og iagttage i peace and love-mode med blomster i håret. Mælkebøtter for eksempel.

fredag den 29. april 2016

Ung med de gamle

Forleden fortalte min kone begejstret om en 60-årig, der var gået i skarp træning, inden han skulle bestige Kilimanjaro.

Jeg undlod at kommentere det. Min mening om den slags vil blive modtaget med et blik, der normalt er reserveret folk, som fortæller, at de har glemt en lottokupon med syv rigtige i lommen på et par bukser, der nu befinder sig i vaskemaskinen.

Men noget er sket. Ingen vil længere være gamle. Slet ikke de ældre. De vil være seniorer og gråt guld - også i de tilfælde, hvor det er mere uld end guld. Man kan have gamle venner og være gammel i gårde, men bare sådan gammel? Bvadr. Det lugter af ruskindslapper på de strikkede trøjeærmer, blødt brød og makrelguf på tube.

For 35 år siden ville 60-årige med glæde se frem til efterlønnen, så de kunne koncentrere sig om frimærkesamlingen. Nu skal de bestige bjerge, stå på vandski, eller de anskaffer sig en motorcykel, kører desperat af sted med vinden i den vigende hårpragt og holder træf med ligesindede:

– Fin lille tatovering du har der.

– Det er en åreknude.

Den slags ydmygelser og ømme muskler i fitnesscentre, udsætter man sig for i kampen mod at blive gammel og sidde hjemme i en stol og konstatere, at man har flere hår ud ad næsen end på hovedet. Fordi næste skridt efter stemplet gammel er: Manden med leen, den kolde ånde og knokkelhænderne.

Så hellere falde om med en blodprop et sted på Kilimanjaro.

 Og en viden om at man holdt sig ung.

tirsdag den 29. marts 2016

Rejsens lovmæssigheder

En lovmæssighed er i ordbogen forklaret som en faktor, der styrer noget af virkeligheden uafhængigt af mennesker. Lidt lige som Skat, faktisk.

Jeg har lige stiftet bekendtskab med, at den del af livet, der er rejselivet, således har en række urokkelige lovmæssigheder. Den første viser sig allerede før afrejsen:

 "Vi har pakket alt for meget".

 Efter ankomsten:

 Pokkers, vi har glemt . . . "

På flyrejser står lovmæssigheder nærmest i kø. Her sidder passagererne ofte tre og tre. Lovmæssigheden er, at det altid er den, der sidder på vinduespladsen, der skal først ud at tisse.

En anden er, at charterfly altid rummer to yngre par, der har taget blebørn med på en fem timer lang flyvetur. Nummer et begynder at skråle ved Billund og stopper først i bevidstløs tilstand et sted over Biscayen. Så tager nummer to over.

Det er også i charterfly, at man møder en person - sjovt nok oftest en mand - der er fuld af tips til, hvor man kan tage hen på rejsemålet. For eksempel til en ø, hvor "der er seriøst varmt, siger jeg. 45 grader."

Den slags synes min kone altid er spændende, og det synes jeg sådan set også. 45 grader:

– Hvor var I henne i ferien?

– Jo, vi tog en uge til Skærsilden.

Endelig er der en lovmæssighed, der minder lidt om den første:

– Jeg synes, at kufferten vejer mindre, end da vi tog af sted. 

Pokkers, vi har glemt . . .

onsdag den 20. januar 2016

I 2016 vil gerne undvære . . .

Nu har jeg siddet klar ved telefonen gennem længere tid og ventet på, at journalister ringer og spørger, hvad jeg forventer mig af 2016.

 Det er ikke sket, og så må jeg jo selv tage initiativ. Egentlige nytårsforsætter har jeg ikke overvejet. De har det med at overleve så længe som isterninger i Sahara, fordi de har en kedelig tendens til at være karske krav til en selv.

 Jeg vil foretrække at opstille fremtidsønsker, der pålægger andre at overveje deres opførsel, tænke lidt over deres fremtoning og sprog. Ja, i det hele taget tage sig sammen.

Sådanne forsætter er ulige lettere, og der er emner nok. I 2016 vil jeg derfor se frem til at sige farvel til:

Folk, der står i køen fredag eftermiddag og udbryder:

– Gud, skal man selv veje druerne, nå men det løber, jeg lige ned og gør. . .

Folk, der indleder alle sætninger med "jamen": Hvordan gik jobsamtalen.  Jamen, det gik udmærket. Hvordan var ferien? Jamen, den var okay. . . 

Jamen, så hold dog op!

Kvinder, der omtaler deres pigebørn som "prinsesser". Hør nu: Prinsesser er tynde, sarte og skabede væsener, der har upraktiske sko, får blå mærker af at sove på ærter og hele livet igennem tror, at de kan køre den igennem på tykt hår og tynde ben.

 For øvrigt er du ikke dronning. Ergo er din datter ikke prinsesse.

Medier, der hvert år spørger affable kendisser om deres forventninger til det kommende år. Og glemmer at spørge sure gamle mænd. Bare se hvad der kommer ud af det . . .

tirsdag den 15. december 2015

Graverende gavegivning

En af de mange snubletråde i mænds liv er køb af gaver. Ikke mindst køb af julegaver. Og absolut ikke mindst køb af julegaver til kvinden i hans liv.

Af samme grund angriber mænd opgaven på samme måde, som de tager opvasken: Det mest beskidte til sidst.

Imidlertid kan nogle snubletråde identificeres og klippes over, så faren for eksplosioner, tikkende bomber og sydende lunter begrænses.

 Nogle er helt oplagte. For eksempel: Rent teoretisk eksisterer der vel kvinder, der vil have husholdningsredskaber i julegave. De er så selv uden om det. De fleste vil læse det usynlige kort, der følger til/fra kortet: Du får denne Cook and Baker urtekniv, fordi madlavningen her i huset dybest set er din hovedpine.

En anden tråd, der kan skabe dårlig stemning, er "gaven, der mest er en gave til giveren". Og lad os tale rent ud: Det handler om undertøj af mere raffineret snit end Sloggi. Budskabet her er meget kort: Tag det nu på, for pokker.

Hvis manden, hvad der faktisk ofte er tilfældet, ikke har sat sig ind i sin konens størrelse, har han måske i et drømmesyn købt en størrelse S til trods for, at konen er en udpræget størrelse B for buttet. Så kan ventetiden, inden butikkerne åbner, og den kan byttes, føles meget lang.

Ikke mindst hvis kvindens hævn består i at vende tilbage og have investeret i en håndfuld af de førnævnte Sloggi'er med elastik, der med tiden uvilkårlig bliver slap.

Som hun så tager på.

 Det var jo det, der stod på det usynlige kort.