Julen og maj

Forleden læste jeg en gammel klumme, hvor forfatteren slog til lyd for, at man byttede om på jul og store bededag.

Nu var skribenten et af den slags mennesker, der var julehader af Ebenezer Scrooge ‘ske dimensioner, men alligevel. Jeg har tænkt over hans idé og kan godt se perspektiverne:

Vi kunne gå rundt i forårssolen og købe gaver. Det er lyst længe nok til, at man kan sidde og pakke gaver ind uden at skulle tænde lys. Og det vil vare længere ud på aftenen, før folk kan tænde deres grimme lyskæder på husene.

 

I et rigtig godt år kunne vi danse om juletræet i haven og slippe for al det grandrys i stuen. Vi kunne spise varme hveder og slippe for at mødes over lunken rødvin med rosiner og kanel, som man bare får hektiske, røde pletter på kinderne af. I stedet kunne vi med god samvittighed tage en gin og tonic og kalde det juledrik.

 

I øvrigt var gløgg oprindeligt en slags helsedrik, der skulle indtages mod vinterdepressioner, så det bøvl var vi også fri for, hvis man flyttede julen til store bededag.

 

Endelig ville vi slippe for de tilbagevendende, men aldrig indfriede forventninger om en hvid jul. Den sag ville være afgjort én gang for alle.

 

Projektet ville have bred folkelig opbakning alene af den grund, at de fleste danskere dårligt aner, hvorfor vi fejrer store bededag. Det er noget med at spise, så vidt vi husker. Lægger man tilmed juledagene i forlængelse af 1. maj, ligner det (jule)grangivelig en dansk vindersag.

 

Sådan et forslag giver udtrykket disruption en helt ny betydning.

 

Men får sådan en rokade has på julens helt grundlæggende problemer og kvaler? Næppe.

Tag for eksempel pakkeshoppen: Hvis myndighederne brugte en plads i køen ved pakkebutikken henne i supermarkedet som samfundstjeneste til kriminelle, ville selv den mest hærdede Loyal to Familia-bavian græde:

- Jeg skal nok opføre mig ordentligt.

 

Sidste øjebliks-gaver: Hvor mænd over hele landet med angste blikke hjemsøger lingeri- og Matas-butikker som zombier - i selskab med en masse andre zombier, der aldrig har hørt om udtrykket intimsfære.

 

Store byttedag: Hvor lingeributikker landet over fyldes af frustrerede kvinder, der skal bytte, hvad deres mænd med angste blikke få døgn forinden har indkøbt, fordi de aldrig har gidet finde ud af hvilken størrelse, deres kone bruger. Manden ser for sig en størrelse S for small, uagtet at hun er en størrelse LS - for lettere slasket.

Kvindernes hævn bliver at komme hjem med en håndfuld Sloggi’er, der er lige så sexede som en Fjällräven rygsæk, men kan kogevaskes.

 

Julearrangementer på skoler og i børnehaver: Hvor forældre forventes at stille med knas og hjemmebagte brunkager – økologiske - og som tak skal bese julepynt udført af fedtede børnefingre og lytte til ”Kender I den om Rudolf” udsat for 24 blokfløjter i skolens gymnastiksal med den karakteristiske lugt af sure tæer.

 

Nej, voldsom trængsel og alarm vil forfølge højtiden uanset årstid, og kulminationen vil givet også være den samme. En tur hen til lægen, der ved månedens udgang råder:

 

- Gå hjem og tag den absolut med ro, undgå at lytte til ”Last Christmas” og lad være at tjekke dine kontoudtog for julemåneden. Du må ikke hidse dig op.

De lette gamle dage

Der er en tilbagevendende debat om begrebet "de gode gamle dage". For var de egentlig så gode? Måske er det mere rigtigt at kalde dem de lette gamle dage, for meget var unægtelig meget nemmere engang.

I skolen gik alle i bad efter gymnastik. Sommetider med koldt vand, men altid uden brok.

Ingen forældre hjalp med lektier. Det mente de faktisk var lærernes arbejde. Skolehjem-samarbejde var et årligt møde, hvor forældre fik at vide, at ungen sådan set var klog nok, men doven, og det vidste de jo godt i forvejen.

Ude i verden gik voksne rundt og brugte udtryk som neger, spasser og hareskår, uden at nogen tog anstød af det.

Børn blev uden cykelhjelm sendt til Brugsen efter "20 Cecil, to elefanter og BT", men blev truet med bål og brand, hvis de begyndte at ryge. Det var så intet problem. Cigaretter kunne trækkes i automater, så man kunne begynde at ryge uden indblanding fra voksne. Og da der kom mønter med hul i, kunne sammen mønt ved hjælp af en snor bruges flere gange, selv om ordet innovation ikke var opfundet.

 Børn gik ikke til fodbold. (Det gør de heller ikke i dag. De bliver kørt.) De spillede det bare. Ofte på en mark i hverdagstøj i regnvejr, og hvor en del af kampen handlede om at sparke bolden op i hovedet på dem, der brugte briller.

 Når man kom hjem efter sådan en omgang, smed sig på hynden på skibsbriksen og gloede på en plakat med Suzi Quatro, ville man ikke i sin vildeste fantasi forestille sig, at dette skulle blive de "gode gamle dage."

Glade gamle kvinder

Jeg har nogle kvindelige kolleger, der sommetider taler en del om emnet "sure gamle mænd". Det forekommer mig, at det lidt ofte sker, når jeg er indenfor hørevidde, men det kan selvfølgelig være en tilfældighed.

Har man hørt om "sure gamle kvinder"? Nej, hvis man spørger Google, insisterer søgemaskinen på at rette det til "sure gamle damer".

Nu er der bare det, at begrebet "damer" efterhånden kun eksisterer inden for sporten og på dørene til offentlige toiletter. Alle andre steder hedder hunkønsvæsener kvinder, og de kan tilsyneladende ikke udvikle surhed med alderen.

 Der findes en amerikansk film, "Gnavne gamle mænd". Kunne man forestille sig en film med titlen "Gnavne gamle kvinder"? Jeg har prøvet og kommer hver gang til at tænke på Birthe Rønn Hornbech, så jeg er holdt op.

Måske hænger forskellen sammen med, at kvinder gennem livet sørger for, at surheden ikke får lov at hobe sig op. Det lader sig kun gøre på én måde: Slippe galden løbende ud.

Det begynder i de helt unge år:

– Aiiii, du stiller bare ikke det bordfodbold op i min stue - ja, min . . . 

Ved sådan at justere udslippet kan kvinder slentre gennem livet på lette fødder og med et let sind.

Også når de bliver ældre:

– Så du vil ikke med til det foredrag om tarmskylning hos folkeuniversitetet? Jamen, du kan da også bare blive hængende i sofaen og se "2. Verdenskrig i farver" på DR K - som en anden sur, gammel mand.

Tarme på hjernen

Det er indtil for nylig forbigået min opmærksomhed, at sundheds- og livsstilsforfattere har fundet et nyt emne at kaste sig over: Vores tarme.

Det, der tidligere blot var en bunke ikke særligt pænt stablet medister, der en gang i mellem gav en prut fra sig, er blevet et videnskabeligt projekt på niveau med motionsløb og stenalder-mad.

Man kan købe bøger med titler som "Tarme i topform", ja der er sågar en der hedder: "Elsk din tarm". Jeg er ikke helt sikker på, at jeg vil vide hvordan.

Hvad er der sket? Har vi fået tarme på hjernen? Forsker man tilstrækkeligt i emnet, vil man falde over mange detaljer - også nogle, man ikke har lyst til at kende.

Tarmsystemet kan blive det nye samtaleemne ved middagsbordet i selskab med bodymass index, hvilepuls, fedtprocent, madkemikalier og kondital, samtidig man sidder og forundret diskuterer, hvorfor så mange børn har spiseforstyrrelser.

Mens de gamle ved bordet skulle takke for maden, skal vi i dag frygte fødeindtaget. Det sker med udveksling af store bunke fakta rundt om bordet mellem mennesker, der er så sunde og slanke, især kvinderne, at man sommetider spekulerer på, om der overhovedet er plads til tarme i den krop.

Det er sikkert en naturlig udvikling, da mad er blevet gud og sundhedsbøger bibler. Hjerte, blodtryk og vægt har fået deres. Nu er turen komme til de arme tarme, og man får en ubændig trang til gendigte en gammel schlager "Man kan jo ikke gøre for, at man har tarme".

På indkøb med klovn

Forleden var jeg inde at købe nye sko. Det tog ikke mange minutter at blive 939 kroner fattigere, for jeg køber sko efter få og enkle principper:

1) Får øje på sko.

2)Konstaterer at de passer.

 3) Siger: Det er lige mig.

4)Betaler og går ud.

Altså ikke som kvinder:

 1) Kommer farende ind i butik.

2) Prøver 11 par sko.

 3) Gør ekspeditricer trætte.

 4) Ender med at købe det første par de prøvede.

Det hører med til historien, at jeg under mit hurtige indkøb nåede at investere i en dåse med lædervoks og en flaske med indprægneringsspray.

Stolt vandrede jeg hjem for at fortælle om mit snusfornuftige og forudseende indkøb, men det faldt på stenet grund:

– Indprægneringsspray har vi altså rigeligt af, men det må du selvfølgelig selv om. (Oversat for mænd: (Du har dummet dig igen.)

På det tidspunkt var min mund ved at tage magten fra min hjerne for at sige:

– Jamen, ekspeditricen bar sin C-skål så pænt.

 Så kom jeg i tanke om den danske tv-serie "Klovn".

 Og holdt min mund.

Situationen vil typisk kun ramme mænd. Kan man forestille sig en kvinde komme hjem og sige, at hun har købt nye sko og en mand herefter svare:

– Du har da masser af sko.

 Nej, det gør kun uerfarne eller meget dumdristige mænd.

Men skulle nogle stå at mangle noget water blocker så meld glad ind. Så kommer jeg. I sko, der kan tåle næsten alt.

Giv os i dag vort daglige brød, hvis det altså er økologisk

I gamle dage skulle de forsage djævelen. Han har imidlertid forladt vores liv som dårlig rollemodel - måske døde han af rygerlunger - i stedet skal vi forsage fedt, sukker salt, tobak, mælk, alkohol, gluten, laktose og hvidt brød.

Hvor der i gamle dage blot skulle én djævel til for at få vores forfædre til at rette ind, er der i dag adskillige djævle løs, og de sidder ikke i detaljen, men i kostplanen. Og mens de gamle kiggede bedende mod himlen, stirrer folk i dag på varedeklarationer med et blik som Johanne Schmidt Nielsen, når hun bliver hidsig. Måske hænger det sammen med at, ikke blot Fanden har forladt os. Han tog Gud med, og i stedet har flere fået mad som religion og helsebøger som hellige skrifter.

 Det gribes an på forskellig måde. Nogle sværger til stenalder-kost. Er man stærk nok i troen, kræves ikke rationelle svar, og derfor kan man ikke få oplyst, hvorfor mad fra stenalderen, da gennemsnitsalderen var 30, skulle være god.

Diæter er mangfoldige som e-numre, og de skal holde os sunde og slanke. Sammen med kiloene er det første, mange taber, deres humoristiske sans. Det vil man vide, hvis man én gang har spurgt en veganer, om de heller ikke går med uldsokker. Det bliver modtaget med et fåret blik - og nej: Det sidste var heller ikke sjovt.

Friheden på menuen er eksploderet siden dengang, man ydmygt takkede for det daglige brød. I dag tager vi det bare. Altså hvis det er økologisk og er med kerner . . . Hvad! Hvidt brød! Er du rigtig klog, sig mig, er du klar over, at . . . .

Et hundeliv på første klasse

Der er kun én ting, der er værre end at sige grimme ting om folk. Det er at sige grimme ting om folks kæledyr. Nu har også kæledyr et hierarki og let's face it: Det er hunde og katte, man skal være særlig varsom med.

Det ved enhver klummeskribent, der har ladet en kritisk bemærkning falde om hunde. Indboksen fyldes med vrede bjæf fra hundeejere, der synes, man hellere skulle skrive om katte, der sætter poteaftryk på biler. Det gør dog kun en uerfaren klummeskribent, for indboksen fyldes med vrede hvæs fra katteejere, der synes, man hellere skulle skrive om alle de hunde, der besørger overalt og snuser folk i skridtet.

Et hundeliv er i dag ofte et liv på første klasse. Med bidering og wellness. Man kan sågar møde mennesker, der i ramme alvor hævder, at hunden er deres bedste ven. Om det skal forstås sådan, at de har opgivet at finde en kæreste til fordel for et kræ, der modtager dem i døren med tungen ud af munden, melder historien aldrig noget om. Og man tør ikke spørge.

Måske er sagen, at hunde har denne særlige plads i manges hjerter, fordi de har pels og sådan nogle appellerende øjne. De gør som regel også, som man siger, hvor katte synes at have stor fornøjelse af det modsatte. Med en sådan intimitet er det en alvorlig og inderlig sag at have et kæledyr. Ikke et forhold, der ville virke overbevisende hos folk med andre slags husdyr:

– Ja, det er Henry, min fugleedderkop. Bare rolig - han gør ingenting, og han snuser dig garanteret ikke i skridtet. . .