Og det vil vare i ni år

Når sommerferien er slut, åbner tusindvis af poder et nyt kapitel i deres livshistorie:

De skal begynde i skole.

Tusindvis af små, videbegærlige væsener står trippende og klar til at tage imod:

Viden, lærdom, indsigt.

Samt en voksen, der vil sige:

- Hør nu, Sylvia Sommerblomst, du må ikke stå på stolen og råbe, for der er 24 andre, selvoptagede unger i lokalet, som jeg også har ansvaret for, og de skal også have noget at skulle have at sagt. Siger deres 48 højtråbende forældre, der ellers klager . . . forstår I ligesom, hvad jeg siger?

Oveni venter – og det er disse nye familier sikkert lykkeligt udvidende om - diagnoser, flueben, bekymringssamtaler, målstyring og indberetninger til kommunen.

Men bare vent: Det vil snart blive hverdag.

Det åbner næste kapitel i barnets bog. For forældrene til et kommende skolebarn, vil nemlig også stifte bekendtskab med kinesisk vandtortur version 2.0:

Forældreintra.

Det er et forum, hvor der kan foregå hjertegribende meningsudvekslinger om, hvor Albert Hannibals vanter er blevet af, og om, at Ida Sophia for 117. gang har smidt sin iPhone væk.

Endelig skal de nybagte skolefamilier vænne sig til, at alle brancher har deres eget sprog, så de skal lære at forstå, hvad der menes, når der bliver sagt:

Vi har trivselsdag på skolen. (Betyder: Forældrene skal stille og male legepladsen i weekenden – også dem der aldrig har holdt en pensel i hånden - for skolen har ikke råd til at få det udført.)

Louis er et meget fysisk barn. (Betyder: Hvis den lille rod ikke lærer at sidde stille, binder jeg ham til stolen.)

Ida er en videbegærlig elev. (Betyder: Hun skal holde op med at stille spørgsmål, jeg ikke kan svare på.)

Endelig venter møder og intense forhandlinger mellem forældre om, hvor meget en gave til en børnefødselsdag må koste, om børnene kan komme i bowlingcenter, og om det går an, at de får røde pølser og sodavand, og hvad så med Carl Emil, der har allergi, og er der et alternativ til Elfride og Sophus Alexander, hvis forældre er imod konventionelle fødevarer?

Og så videre og så videre. Og det vil vare i ni år.

Mennesket, mopsen og kyllingen

Man har i årevis hørt udsagnet, at mennesker og deres kæledyr ad åre kommer til at ligne hinanden. Det burde dem, der ejer en mops måske tænke over.

Her ser vi bort fra den helt overordnede betragtning, som en del kvinder har gjort sig. Nemlig at mænd og hunde har grundlæggende fælles træk.

De slubrer maden i sig.

De kan parre sig med hvem som helst.

De kommer op at slås med tilfældigt forbipasserende.

De kan rende efter den samme bold i timevis.

Nej, vi er nede på det personlige plan, og jeg kom alvorligt galt af sted for et par år siden, da min hjerne et øjeblik holdt pause under en snak om husdyr, hvorefter min mund tog teten og løb over med:

- Nu er det jo meget almindeligt, at ældre kvinder holder kat.

- Hvad mener du med ”ældre”, spurgte en kvindelig kollega og katteejer med en stemme som et arktisk topmøde.

Man skal passe morderligt på med at sætte etiketter på dyreejere. De rejser børster, viser klør og skræpper op. Måske fordi etiketterne ofte passer lidt for godt, når det kommer til stykket. Jeg mener, marsvin er noget, nuttede børn har. Det er de færreste HA’ere, der ejer små gnavere. Det skulle da lige være som foder til deres kvælerslange. Snarere holder man i de kredse kamphunde af den slags, der konstant snuser folk i skridtet.

Og fugleedderkopper i ildelugtende akvarier er også overvejende kæledægger for det segment, der får ejendomspriserne i nabolaget til at falde, fordi de også holder gamle campingvogne og rustne køleskabe i forhaven, mens de i netundertrøje og baseballkasket skyder til måls efter øldåser i baghaven.

Endelig hører hunde, der er så små, at de kan bo i en sko, sjældent hjemme i en familie med far, mor og børn. De er snarere kæledyr hos unge kvinder, der ser ”Paradise Hotel” og tror, at fotosyntese er noget, fotografer beskæftiger sig med. Kvinderne kan finde på at have hundene i deres tasker, hvis de da ikke har sendt kæresten ud for at gå tur med kræet.

Den type mænd er der måske ikke ligefrem nogle etiketter, der passer på. Men lidt kylling er der altså over det.

Kan man leve i tre kvarter uden karameller?

Kan man leve i tre kvarter uden karameller?

Spørgsmålet trænger sig på, efter at et dagblad forleden dramatisk og detaljeret beskrev et slagsmål efter en klassisk koncert i Sverige. Her sad en kvinde og raslede med en pose slik, indtil en mand, der flere gange havde tysset på hende, blev så hidsig, at han hev posen ud ad hænderne på kvinden og kylede den hen ad gulvet.

I første omgang kiggede hun bare surt på manden (bare tanken om en sur svensk kvinde ville have fået mig til at forlade Mahlers 5. symfoni), men da de sidste toner havde lydt, sprang hun op og begyndte at slå løs på manden, og så var det slagsmål i gang.

Nu foregik det i Sverige, og nogle danskere vil indvende, at svenskere nu en gang er noget særligt. Spiser de måske ikke hotdogs med kartoffelmos? Men diskussionen om, hvad man kan og ikke kan til koncerter og i biografer er ikke specielt svensk.

De fleste har oplevet situationen, hvor manden med sæsonens mest stædige efterårshoste, synes han skal i biografen og indvie de øvrige tilskuere i hvor mange gange, han kan supplere lydsporet til ”Lykke Per”. Til de, der ikke har set den: Den varer 2 timer og 50 minutter.

Eller den blaserte personage, der har taget sin tunghøre fætter med til ”Nibelungens Ring” og vil forklare ham hele historien undervejs.

Problemet med folk, der snakker under koncerter, er så stort, at musikfestivaler har talt med store bogstaver til dem, der trækker samtlige skuffer ud i deres sludrechatol, mens musikken spiller. Så kan de aparte, der vil høre musik, stå og spekulere på, hvorfor nogle har betalt tusindvis af kroner for at komme ind på en festivalplads for med svømmende Tuborg-øjne at fortælle anekdoter fra deres liv. Ofte af svingende underholdningsværdi.

Nogle vil kende den emsige, midaldrende kvinde, der, når selskabet bryder op, og alle tager tøj på i garderoben, råber gennem lokalet til manden:

- Har du husket at få tisset af?

Måske skulle vi gøre det samme ved koncerter, festivaler og i teatret:

- Har du fået snakket færdigt?

Hvad skal vi nu snakke om?

En kollega og jeg har et fælles mantra: Ægtefæller skal for alt i verden undgå af få ”fælles interesser”. Det er første skridt mod skilsmisseadvokaten, lyder vores advarsel til alle, der gider hører på det.

Hvorfor? Jamen, tænk efter 20 års ægteskab at opdage, at ens livsledsagers inderste drøm er at lægge puslespil med 1500 brikker:

- Se skat, her er det stykke blå himmel, der mangler.

Endelig er der den åbenlyse faldgrube, at fælles interesser i yderste konsekvens kan føre til, at parret en dag står i Bilka i ens fritidssæt og har ”fået en dag ud af det”.

Faren for fælles interesser vokser betragteligt, når børnene flytter hjemmefra. Truslen kan være svært at få øje på, fordi man står midt i glæden over alt det, man ikke længere skal: Agere privatchauffør for børn, der går til fodbold (og de går altså ikke – de bliver kørt). Samt deltage i forældremøder hvor en mor finder det på sin plads at bruge 20 minutter på at klage over, at nogle elever har ostemad med i madpakken, fordi hendes Elfrie Sophia synes, det lugter grimt.

Børn har imidlertid den vidunderlige evne, at de agerer lynafledere, men en dag er de flyttet hjemmefra og dukker kun sporadisk op – eventuelt i selskab med en pose vasketøj. Så sidder man der: Hvad skal vi nu snakke om?

Som en del af research'en til denne tekst var det nærliggende at Google (hvordan kom det ord ind i vores sprog?) på ordene: ”Børnene flytter hjemmefra”. Øverste henvisning var til hjemmesiden netdoktor.dk under fanen ”sex og samliv.” Når man klikkede sig ind på siden, var artiklen flankeret af annoncer for Panodil og et middel mod rastløshed og irritation, så her ville mere forsigtige sjæle nok opgive klummen.

Nedenunder var opstillet række ægteskabstyper, hvor børnene er flyttet hjemmefra. Heriblandt ideal-ægteskabet. Skribenten beroligede dog med, at det sidste var uhyre sjældent.

Måske er løsningen simpelthen at lade som ingenting og blot fortsætte snakken hen over bordet:

- Bjarne, der er også broccoli, skal du ikke have det, tror du, du skal have mere røræg, du ved, din mave ikke har godt af det, BJARNE DU SPILDER . . .

Ligesom da børnene boede hjemme. Trygt og velkendt.

Plads for storhjerner

Mænd har mere af det hele: Mere muskelmasse, flere hår ud ad næsen samt ikke mindst: Større hjerner.

Gennem årene har forskere – mandlige, formentlig – igen og igen fremhævet, at mænds hjerne er større end kvinders. Mænds hjerner vejer 1400 gram, mens kvinders hjerner vejer sølle 1250 gram, selv om nogle vil hævde, at de til gengæld udnytter kapaciteten mere, end man(d) forventer.

Så hvis kvinder ind imellem synes, at deres mand virker ret tykhovedet, så er det simpelthen hans hjerne, der presser på hovedbunden indefra. Det er muligt, kvinden synes, man ikke altid kan høre, at det er sådan, det forholder sig, men det gør det altså.

Ovennævnte må jo så være ensbetydende med, at mænd er klogere end kvinder. Jo mere hyldemeter jo flere kloge bøger er der plads til. Det giver vel sig selv.

Eller gør det? Kvindelige kyllingehjerner kunne her med en mund så stram, at der kommer lidt mikado-pind over det, stille det retoriske spørgsmål:

- Hvad bruger I så den overskydende kapacitet til?

Spørgsmålet er retorisk, fordi kvinderne mener at kende svaret: Mandens hjerne kræver mere plads, fordi den er fyldt med grus, nøgne damer og resultatet af alle Brøndbys kampe i 1990erne.

Og noget er der måske om snakken. Amerikanske undersøgelser har vist, at mænd tænker på sex 19 gange i døgnet, og når der også skal være plads til almindelige hverdagsspekulationer som at skrue pærer i havelamper samt ikke mindst plads til at tænke store tanker, så kræver det en større harddisk.

Og mænd tænker store tanker. Det har velsignet os brintbomben, popcorn-maskiner og håndklæder på FCK-logo. Jeg er også ret sikker på, at nogle mænd pusler med at opfinde et toilet, der selv smækker brættet op og i, så de kan få sluttet den debat derhjemme én gang for alle. Og få tid til at tænke på noget andet.

Så mænd tænker store tanker. Store tanker – store hjerner. Det bør kvinderne tænke over, næste gang deres mand spørger:

- Ved du hvor mine solbriller ligger?

Og hvor det helt forkerte svar er:

- Der hvor du lagde dem sidst.

Manden er nemlig allerede gået videre i sine tankebaner:

- Ved du hvor mine bilnøgler ligger?

Snigende alderdom

Alderdom er som mos mellem terrassefliser: Den kommer snigende. Man vågner jo ikke bare op en morgen og ligner Gnavpot fra De Syv Små Dværge. Nej, det kommer krybende lige så stille, men der er nogle advarselssignaler, man kan være opmærksom på.

Nogle ændrer deres forhold til vejret. I gamle – eller rettere unge - dage var vejret blot noget, der var derude. Man tog sit tøj og gik ud i det. Men med alderen får nogle, især mænd, en interesse i vejrforhold, der overgår deres interesse for hustruen.

Det er mænd af den støbning, der anskaffer sig en vejrstation, så de kan følge med i vejret inde fra otiumstolen – de skulle jo nødigt ud i regnen - og de giver gerne højskoleforedrag til alle uinteresserede om vekslende skydække, højtryk, der kommer ind fra Hebriderne samt forskellen på jævn og frisk vind.

Skulle yngre familiemedlemmer finde på at spørge, hvorfor i al verden de har købt en vejrstation, når der kører vejrudsigter i båndsløjfe på samtlige tv-kanaler, bliver det modtaget med et lavtryk og kold skulder.

En helt anden kategori af mænd, der rammes af den snigende alderdom, er dem, den en dag viser sig på motorcykel og med kejser Wilhelm-overskæg. Måske har de fået udført en lille diskret tatovering, som omgivelserne til mændenes store ærgrelse ofte tror er en åreknude.

Denne gruppe aldrende herrer er ofte gift med kvinder, der anlægger sig frisure som en grå hjelm og finder sig selv i en gymnastiksal, hvor de synger gospel i en ram lugt af sure børnetæer.

Et udslag af den fælles, langsomt voksende alderdom hos disse ægtepar er, at de i samme bedagede tempo har fundet en balance i ægteskabet. Så når manden kører af sted med vinden i den vigende hårpragt for at samles til mc-træf, hvor deltagerne bruger påfaldende meget tid på at drøfte slidgigt og prostataproblemer, kan konen med ro i sindet tage på kursus i tarmskylning eller drage til bogmesse, hvor hun hver gang håber at kunne give hånd til Hanne Vibeke Holst.

Det har den bonusgevinst, at parrene ikke skal til så mange fælles sociale arrangementer. Disse har det nemlig med at udvikle sig pinligt, når kvinden råber: NU HAR DU VEL HUSKET AT TISSE AF, når de skal hjem.

Andre faresignaler er en tiltagende trang til at snakke med sig selv. Det er så en trang, der ikke virker så iøjefaldende som for år tilbage, da væksten i mobile enheder med headset har betydet, at en betragtelig del af befolkningen går rundt i det offentlige rum og taler ud i luften.

I samme boldgade finder vi en stigende trang til at tænke:

- Jeg kunne jo få brug for det.

Mange tasker, garager, redskabsskure og kældre er blevet fyldt med unødvendigt skrammel takket være denne tanke, og fremtidens arkæologer vil undre sig:

- Mystisk. Vi fandt den her Tandberg spolebåndoptager i et parcelhus fra 2018.

Andre små faresignaler på den snigende alderdom er:

Man booker charterferie, hvor der annonceres med rolige omgivelser, hvor man tidligere søgte på natteliv, drinks og klamydia.

Man begynder at se DK4.

Man falder i søvn til DK4.

Ens frisør spørger: Skal jeg lige tage brynene?

Kvinder begynder at gå i flade sko.

Mænd begynder at synes, at beigefarvede vindjakker er pæne.

Og endelig er der den uafvendelige dom, der viser sig, hvis man af vanvare går forbi et spejl og kaster et blik ind i det.

Det kan så her være en trøst, at synet heller ikke er så godt længere.

Vor frue bevares

Svenskerne har et sprog-politi, der er noget mere nidkær med luppen end så mange andre. Nu har nogle hinsidan fået kvababbelse over, at Gud omtales som han. Det er ellers gået ganske fint med Fadervor i tusinde af år, men nu skal selv den højeste skaber neutraliseres.

Sådanne nyheder kan friste nogle til at sukke Vor Herre bevares, men det er lige præcis sagens kerne: Gud må helst ikke have et køn, synes nogle svenske at mene, og det kan udløse en dominoeffekt, for hvad så med sønnen og Helligånden? Bare udtrykket den hellige treenighed lugter jo langt væk af en sammenspist mandeloge.

Hvad værre er: På et tidspunkt vil nogle mænd i bar trang til genmæle måske begynde at anfægte det rimelige i eksistensen af Vor Frue kirke.

At gøre Gud kønsløs skyldes tilsyneladende, at de bekymrede svenskere godt kan se, at det vil give problemer blot at introducere en kvindelig Gud. Tænk hvis vi skal synge "Vor Gud, hun er så fast en borg". Det giver altså nogle kedelige billeder på den indre nethinde.

Med andre ord: Det hele kan blive en køn redelighed.

Nu har Sverige en ganske særlig tradition for sproglig disciplinering. Det har blandt andet ramt Pippi Langstrømpe. Ikke fordi hun boede alene og havde en sprøjtemalet hest og en kønsmoden abe i huset, men fordi faderen var negerkonge.

Det var også i Sverige, at de for nogle år siden indførte begrebet hen, så folk ikke var henvist til at sige han og hun, for hvad nu hvis hun eller han den dag ikke lige følte for at være han eller hun?

Som det ses af ovenstående kan tilføjelsen af intetkøn skabe nogle komplicerede sætningskonstruktioner. Alene af den grund bør man afstå fra den slags.

En svensk børnehave - børn må stadig gerne være børn i Sverige - indførte ligefrem udtrykket hen som fast praksis. Nu skal to fireårige ganske vist bare hive ud i underbukserne på hinanden for at konstatere, at der faktisk er forskel. Men civil ulydighed er ord, der tydeligvis ikke indgår i den svenske stavekontrol.

Nu er det retfærdigvis ikke blot svenskere, der bruger skrappe rensemidler på sproget. Verden er fuld af sproglige henrettelsespelotoner, der altid er på jagt efter ord, der politisk er kommet ud i kulden og nu skal stedes til hvile på sprogets kirkegård. Her ligger blandt andet neger og åndssvag begravet. Efter heftig beskydning.

I 2009 modtog EU-parlamentarikere således fra embedsværket en brochure med ord, de skulle vare sig for at tage i deres mund. Skraldemand, for eksempel. Jo, for der kunne jo sidde en skraldekvindeet eller andet sted og føle sig diskrimineret.

Nu var forfatterne til brochuren godt klar over, at nogle ord var mere genstridige end andre, for eksempel manddrab og lægmand. Lægkvindekunne de trods alt ikke få sig til at foreslå, så konklusionen blev, at disse ord skulle helt undgås.

Og det er måske i virkeligheden det største problem, for når et udtryk er blevet sendt til de evige ordbøger, skal man - undskyld udtrykket - finde en erstatning, og det forekommer mig, at afløseren altid bliver mere vissen og blodfattig end den udskammede forgænger.

Tag nu læbeganespalte. Der var altså mere swung over hareskår. Den famøse neger har måske af samme grund heller ikke fået en afløser: Person med påfaldende høj pigmentering. Nej vel.

Det hører med til historien om EU-brochuren, at parlamentarikerne ved modtagelsen blev flintrende tossede og råbte op om politisk korrekthed.

Sådan kommer det ikke til at gå med forsøget med at gøre Gud kønsløs. Det vil forløbe ganske fredeligt.

Han tager det som en mand.