Hav det godt - det er en ordre

Der var engang vi, levede i en forbudskultur. Tag bare de ti bud. Ordene "du må ikke" forekommer påfaldende ofte. Faktisk var der kun to lodrette påbud: "Ær din far og mor" og "hold fri når det fridag". Det første er det mange steder så som så med, og det sidste er vi da helt helt op med.

Apropos det sidste så mener nogle, at bøtten i dag er vendt, og at vi er gået fra forbudskultur til påbudskultur. Sandt er det, at der er dukket påfaldende mange ting, vi skal, op:
Vi skal spise sundt. Vi skal dyrke motion. Vi skal være positive og gå med ja-hat. Ja, helst skal vi være lykkelige. Hvis ikke vi er lykkelige, er der noget, der skal repareres, og om ikke andet kan man blive skilt. Det bliver de færreste godt nok lykkelige af, men så har man da gjort noget. Og det er positivt. Tak til ja-hatten.

Vi kender situationen, når vi går på ferie:

- Husk nu at nyde det!

Jawohl! Så sidder man i sin ferie og kigger ud på regnvejret, mens man skammer sig lidt over, at man ikke rigtig nyder det. Ikke mindst fordi man ved, hvad der bliver sagt, når man vender tilbage fra ferie:
- Nå, har du nydt din ferie?

Ikke mindst unge lever langt fra forbudskulturens dask over fingrene. Der er faktisk ikke meget, de ikke må. Men der er ikke så lidt, de skal. De skal være på Facebook og Instagram - også klokken tre om natten - og skovle likes hjem. De skal se godt ud og være så slanke, at man spekulerer over, hvor de gør af tarmene. De skal være vellidte og have 12 i alt. De skal have deres uddannelsesparathedsvurdering på plads. Det sidste er et ord, der får enhver anstændig stavekontrol til at gøre oprør, og for de, der er så gamle, at de er fri for at vide, hvad det er: Det betyder, at man udfritter en 15-årig om, hvad hun skal med resten af sit liv.

Så kan det godt være, at unge ikke ligefrem ærer deres mor og far, men hører efter i timen og retter ind efter alle skal'erne - det gør de. Det virker bare ikke altid som om, de er særligt lykkelige. Tværtimod har man indtryk af.

Det kan I godt tænke lidt over. Ja, I skal faktisk.

Overhovedet og brokhovedet

Paulus fastslog i sin tid, at manden er kvindens hoved, og den tese gennem årene skabt grobund for mange konflikter:

- Ikke i aften, skat. Jeg har hovedpine.

- Hov, det er da mig, der er hovedet, og jeg har skam ikke ondt.

Hvorefter kvinden vender sig og sover, og manden får alligevel ondt. Om ikke andet så af sig selv.

Samme Paulus, der i dag ville havde fået revet hovedet af af Me too-bevægelsen, gik et skridt videre. Han fastslog, at kvinden ikke måtte bede uden at have noget på hovedet, mens manden ikke behøvede at have noget på hovedet, for han var "Guds billede og afglans". Nu vil mange kvinder nok gerne skrive under på, at deres mand ved Gud er afglans - for ikke at sige, at glansen er gået helt af ham.

Påstanden, om at manden skulle være kvindens hoved, kræver et nøjere eftersyn. Hvis det forholder sig sådan, er det i hvert fald ikke en statisk tilstand. Mange mænd gennemgår en dynamisk udvikling, hvor de går fra at være hoved til brokhoved, og det er ikke en udvikling, kvinderne nødvendigvis lægger mærke til.

Forvandlingen kommer ikke over en nat. Det er ikke sådan, at der uden varsel vokser en ternet kasket med en kvast op ad hovedet på ham, og han begynder at sige hø-hø af sine egne vittigheder.

Forandringen kommer glidende. Det kan være, at manden begynder at gå rundt ude på villavejen og sætte små sedler i vinduesviskerne på biler:

- Vær venlig kun at parkere ud for den ejendom, hvor De et ærinde.

Eller det kan være han begynder at komme med bemærkninger som:

- Har du købt nye sko? Hvorfor? Du har da et par sko. Jeg har et par, og det har været udmærket for mig siden 1992. . .

Det er her, at kvinden tager sig til hovedet. Mandens bemærkning afslører, at han er et hundehoved, for han burde vide, at en kvinde ikke har et par sko. Hun har 40 par, og det er ikke nok:

- Og vores skabe burde udbygges, og hvorfor har du ikke ringet til en håndværker? Mine behov skriger til himlen. Det burde du kunne se, når du nu er så klog, at du kan undvære hovedet.

Og det vil vare i ni år

Når sommerferien er slut, åbner tusindvis af poder et nyt kapitel i deres livshistorie:

De skal begynde i skole.

Tusindvis af små, videbegærlige væsener står trippende og klar til at tage imod:

Viden, lærdom, indsigt.

Samt en voksen, der vil sige:

- Hør nu, Sylvia Sommerblomst, du må ikke stå på stolen og råbe, for der er 24 andre, selvoptagede unger i lokalet, som jeg også har ansvaret for, og de skal også have noget at skulle have at sagt. Siger deres 48 højtråbende forældre, der ellers klager . . . forstår I ligesom, hvad jeg siger?

Oveni venter – og det er disse nye familier sikkert lykkeligt udvidende om - diagnoser, flueben, bekymringssamtaler, målstyring og indberetninger til kommunen.

Men bare vent: Det vil snart blive hverdag.

Det åbner næste kapitel i barnets bog. For forældrene til et kommende skolebarn, vil nemlig også stifte bekendtskab med kinesisk vandtortur version 2.0:

Forældreintra.

Det er et forum, hvor der kan foregå hjertegribende meningsudvekslinger om, hvor Albert Hannibals vanter er blevet af, og om, at Ida Sophia for 117. gang har smidt sin iPhone væk.

Endelig skal de nybagte skolefamilier vænne sig til, at alle brancher har deres eget sprog, så de skal lære at forstå, hvad der menes, når der bliver sagt:

Vi har trivselsdag på skolen. (Betyder: Forældrene skal stille og male legepladsen i weekenden – også dem der aldrig har holdt en pensel i hånden - for skolen har ikke råd til at få det udført.)

Louis er et meget fysisk barn. (Betyder: Hvis den lille rod ikke lærer at sidde stille, binder jeg ham til stolen.)

Ida er en videbegærlig elev. (Betyder: Hun skal holde op med at stille spørgsmål, jeg ikke kan svare på.)

Endelig venter møder og intense forhandlinger mellem forældre om, hvor meget en gave til en børnefødselsdag må koste, om børnene kan komme i bowlingcenter, og om det går an, at de får røde pølser og sodavand, og hvad så med Carl Emil, der har allergi, og er der et alternativ til Elfride og Sophus Alexander, hvis forældre er imod konventionelle fødevarer?

Og så videre og så videre. Og det vil vare i ni år.

Mennesket, mopsen og kyllingen

Man har i årevis hørt udsagnet, at mennesker og deres kæledyr ad åre kommer til at ligne hinanden. Det burde dem, der ejer en mops måske tænke over.

Her ser vi bort fra den helt overordnede betragtning, som en del kvinder har gjort sig. Nemlig at mænd og hunde har grundlæggende fælles træk.

De slubrer maden i sig.

De kan parre sig med hvem som helst.

De kommer op at slås med tilfældigt forbipasserende.

De kan rende efter den samme bold i timevis.

Nej, vi er nede på det personlige plan, og jeg kom alvorligt galt af sted for et par år siden, da min hjerne et øjeblik holdt pause under en snak om husdyr, hvorefter min mund tog teten og løb over med:

- Nu er det jo meget almindeligt, at ældre kvinder holder kat.

- Hvad mener du med ”ældre”, spurgte en kvindelig kollega og katteejer med en stemme som et arktisk topmøde.

Man skal passe morderligt på med at sætte etiketter på dyreejere. De rejser børster, viser klør og skræpper op. Måske fordi etiketterne ofte passer lidt for godt, når det kommer til stykket. Jeg mener, marsvin er noget, nuttede børn har. Det er de færreste HA’ere, der ejer små gnavere. Det skulle da lige være som foder til deres kvælerslange. Snarere holder man i de kredse kamphunde af den slags, der konstant snuser folk i skridtet.

Og fugleedderkopper i ildelugtende akvarier er også overvejende kæledægger for det segment, der får ejendomspriserne i nabolaget til at falde, fordi de også holder gamle campingvogne og rustne køleskabe i forhaven, mens de i netundertrøje og baseballkasket skyder til måls efter øldåser i baghaven.

Endelig hører hunde, der er så små, at de kan bo i en sko, sjældent hjemme i en familie med far, mor og børn. De er snarere kæledyr hos unge kvinder, der ser ”Paradise Hotel” og tror, at fotosyntese er noget, fotografer beskæftiger sig med. Kvinderne kan finde på at have hundene i deres tasker, hvis de da ikke har sendt kæresten ud for at gå tur med kræet.

Den type mænd er der måske ikke ligefrem nogle etiketter, der passer på. Men lidt kylling er der altså over det.

Kan man leve i tre kvarter uden karameller?

Kan man leve i tre kvarter uden karameller?

Spørgsmålet trænger sig på, efter at et dagblad forleden dramatisk og detaljeret beskrev et slagsmål efter en klassisk koncert i Sverige. Her sad en kvinde og raslede med en pose slik, indtil en mand, der flere gange havde tysset på hende, blev så hidsig, at han hev posen ud ad hænderne på kvinden og kylede den hen ad gulvet.

I første omgang kiggede hun bare surt på manden (bare tanken om en sur svensk kvinde ville have fået mig til at forlade Mahlers 5. symfoni), men da de sidste toner havde lydt, sprang hun op og begyndte at slå løs på manden, og så var det slagsmål i gang.

Nu foregik det i Sverige, og nogle danskere vil indvende, at svenskere nu en gang er noget særligt. Spiser de måske ikke hotdogs med kartoffelmos? Men diskussionen om, hvad man kan og ikke kan til koncerter og i biografer er ikke specielt svensk.

De fleste har oplevet situationen, hvor manden med sæsonens mest stædige efterårshoste, synes han skal i biografen og indvie de øvrige tilskuere i hvor mange gange, han kan supplere lydsporet til ”Lykke Per”. Til de, der ikke har set den: Den varer 2 timer og 50 minutter.

Eller den blaserte personage, der har taget sin tunghøre fætter med til ”Nibelungens Ring” og vil forklare ham hele historien undervejs.

Problemet med folk, der snakker under koncerter, er så stort, at musikfestivaler har talt med store bogstaver til dem, der trækker samtlige skuffer ud i deres sludrechatol, mens musikken spiller. Så kan de aparte, der vil høre musik, stå og spekulere på, hvorfor nogle har betalt tusindvis af kroner for at komme ind på en festivalplads for med svømmende Tuborg-øjne at fortælle anekdoter fra deres liv. Ofte af svingende underholdningsværdi.

Nogle vil kende den emsige, midaldrende kvinde, der, når selskabet bryder op, og alle tager tøj på i garderoben, råber gennem lokalet til manden:

- Har du husket at få tisset af?

Måske skulle vi gøre det samme ved koncerter, festivaler og i teatret:

- Har du fået snakket færdigt?

Hvad skal vi nu snakke om?

En kollega og jeg har et fælles mantra: Ægtefæller skal for alt i verden undgå af få ”fælles interesser”. Det er første skridt mod skilsmisseadvokaten, lyder vores advarsel til alle, der gider hører på det.

Hvorfor? Jamen, tænk efter 20 års ægteskab at opdage, at ens livsledsagers inderste drøm er at lægge puslespil med 1500 brikker:

- Se skat, her er det stykke blå himmel, der mangler.

Endelig er der den åbenlyse faldgrube, at fælles interesser i yderste konsekvens kan føre til, at parret en dag står i Bilka i ens fritidssæt og har ”fået en dag ud af det”.

Faren for fælles interesser vokser betragteligt, når børnene flytter hjemmefra. Truslen kan være svært at få øje på, fordi man står midt i glæden over alt det, man ikke længere skal: Agere privatchauffør for børn, der går til fodbold (og de går altså ikke – de bliver kørt). Samt deltage i forældremøder hvor en mor finder det på sin plads at bruge 20 minutter på at klage over, at nogle elever har ostemad med i madpakken, fordi hendes Elfrie Sophia synes, det lugter grimt.

Børn har imidlertid den vidunderlige evne, at de agerer lynafledere, men en dag er de flyttet hjemmefra og dukker kun sporadisk op – eventuelt i selskab med en pose vasketøj. Så sidder man der: Hvad skal vi nu snakke om?

Som en del af research'en til denne tekst var det nærliggende at Google (hvordan kom det ord ind i vores sprog?) på ordene: ”Børnene flytter hjemmefra”. Øverste henvisning var til hjemmesiden netdoktor.dk under fanen ”sex og samliv.” Når man klikkede sig ind på siden, var artiklen flankeret af annoncer for Panodil og et middel mod rastløshed og irritation, så her ville mere forsigtige sjæle nok opgive klummen.

Nedenunder var opstillet række ægteskabstyper, hvor børnene er flyttet hjemmefra. Heriblandt ideal-ægteskabet. Skribenten beroligede dog med, at det sidste var uhyre sjældent.

Måske er løsningen simpelthen at lade som ingenting og blot fortsætte snakken hen over bordet:

- Bjarne, der er også broccoli, skal du ikke have det, tror du, du skal have mere røræg, du ved, din mave ikke har godt af det, BJARNE DU SPILDER . . .

Ligesom da børnene boede hjemme. Trygt og velkendt.

Plads for storhjerner

Mænd har mere af det hele: Mere muskelmasse, flere hår ud ad næsen samt ikke mindst: Større hjerner.

Gennem årene har forskere – mandlige, formentlig – igen og igen fremhævet, at mænds hjerne er større end kvinders. Mænds hjerner vejer 1400 gram, mens kvinders hjerner vejer sølle 1250 gram, selv om nogle vil hævde, at de til gengæld udnytter kapaciteten mere, end man(d) forventer.

Så hvis kvinder ind imellem synes, at deres mand virker ret tykhovedet, så er det simpelthen hans hjerne, der presser på hovedbunden indefra. Det er muligt, kvinden synes, man ikke altid kan høre, at det er sådan, det forholder sig, men det gør det altså.

Ovennævnte må jo så være ensbetydende med, at mænd er klogere end kvinder. Jo mere hyldemeter jo flere kloge bøger er der plads til. Det giver vel sig selv.

Eller gør det? Kvindelige kyllingehjerner kunne her med en mund så stram, at der kommer lidt mikado-pind over det, stille det retoriske spørgsmål:

- Hvad bruger I så den overskydende kapacitet til?

Spørgsmålet er retorisk, fordi kvinderne mener at kende svaret: Mandens hjerne kræver mere plads, fordi den er fyldt med grus, nøgne damer og resultatet af alle Brøndbys kampe i 1990erne.

Og noget er der måske om snakken. Amerikanske undersøgelser har vist, at mænd tænker på sex 19 gange i døgnet, og når der også skal være plads til almindelige hverdagsspekulationer som at skrue pærer i havelamper samt ikke mindst plads til at tænke store tanker, så kræver det en større harddisk.

Og mænd tænker store tanker. Det har velsignet os brintbomben, popcorn-maskiner og håndklæder på FCK-logo. Jeg er også ret sikker på, at nogle mænd pusler med at opfinde et toilet, der selv smækker brættet op og i, så de kan få sluttet den debat derhjemme én gang for alle. Og få tid til at tænke på noget andet.

Så mænd tænker store tanker. Store tanker – store hjerner. Det bør kvinderne tænke over, næste gang deres mand spørger:

- Ved du hvor mine solbriller ligger?

Og hvor det helt forkerte svar er:

- Der hvor du lagde dem sidst.

Manden er nemlig allerede gået videre i sine tankebaner:

- Ved du hvor mine bilnøgler ligger?