Fede tider

Hvis det var en sportsgren at tabe både næse og mund, kunne jeg stille op til DM. Som da jeg læste forleden, at der nu er flere overvægtige børn i verden end underernærede. Værsartig. Jeg kan levende høre samtalerne nede i de fattige, afrikanske landsbyer:
- Nu skal du ikke sidde og vrøvle over, at du er sulten. Tænk på alle de små tykke børn i verden. . .
I "Det Forsømte Forår" tiltaler lektor Blomme klassens tykke dreng med ordene: - Oh, Classus, du smækfede yndling. . . det var dengang, de tykke var få og derfor så synlige, og de er jo de sjoveste at mobbe. Lektor Blomme ville få øjne på størrelse med sit eget efternavn, hvis han i dag gik en tur i en svømmehal og så teenagere, der ligner budding i bikini, hvis de da ikke er trukket i en badedragt med indbygget stilladsarbejde.
Dem kan man ikke huske fra sin egen skoletid, men det tro pokker: Burger- og fastfoodkulturen lå mindst ti år ind i fremtiden. Man kunne ikke købe skodmad på hvert andet gadehjørne døgnet rundt. Forældre opfattede ikke sig selv som deres børns privatchauffører. Nærmeste fristelse var Bager Bolle, der lå over for skolen, og hed sådan fordi både bageren og bagerkonen så ud som om, de levede af melboller. Her gik en stor hund rundt i bageriet hele dagen, og når man havde købt studenterbrød hos Bager Bolle, kunne man sommetider finde ekstra gevinster i dem i form af hundehår og afbrændte tændstikker.
Endelig udkom sodavand kun i 25 cl flasker - med kapsel - fjernsyn eksisterede, men var lige så underholdende som telefonbogen. Og fritiden? Den administrerede børn selv. Med afsæt i jungleloven: Store børn elskede at tæve små børn. Små børn lærte at tage benene på nakken.
Den slags slanker. . .

Med næsen i sky - samt i pølsen og mælken

Jeg har fået en sand mani. Det har jeg ikke haft siden dengang, pornofilm altid var tyske og blev indledt med ordene: – Ich bin der neue gartner.
Men nu har jeg altså fået en igen: Jeg er blevet madsnuser. Folk, der har teenagere boende derhjemme, ved måske, hvad det handler om:
Man åbner køleskabsdøren med samme mistro som Peter Sellers i »Den lyserøde Panter«. Ikke fordi man frygter kinesisk hovmester og kung fu-ekspert, der springer ud og laver ens nyrer om til perlegrus, men fordi it’s a jungle in there. Arla kan være lige så farlig som Kato, selv om den ikke springer ud af skabet, men tværtimod står og fniser lusket med åben tud.
For hvor længe har den lige stået der? Er mælken blevet en tyktflydende ghetto fyldt med indvandrede bakterier, der med lynets hast besætter tarmsystemet som en flok hæmningsløse autonome – der kun kan sættes ud af det besatte ved en hel nat på toilettet?
Der er kun én måde at undersøge sagen på: Næsen ned i mælkekartonen. Og i det halve stykke spegepølse og den kvarte bakke leverpostej. Fjenden kan være overalt, og når jeg er færdig med at agere bombehund ser min næse ud som om, jeg er i familie med W.C. Fields.
Alt det synes min kone er ret irriterende. Ikke så meget for snuseriet, men fordi jeg griber de mistænkte og sender dem ned i affaldsposen med samme ildhu som kasteren i et spil baseball. En dag hørte jeg sågar min mund råbe: – Ha, afsløret. Det var vist en fiskefrikadelle. Og når jeg bagefter kigger ned i posen kan jeg da godt se, at resultatet af razziaen kan ernære den halve Dafur-provins. Så står jeg og får helt dårlig samvittighed med tanke på min gamle farmors mantra: Tænk på alle de fattige børn i Afrika. Og får lyst at trøste mig med en banan. Var det ikke for de der sorte pletter, den har der midt på. . .