Hvordan overlevede vi uden?

Jeg kan blive ved at undre mig over alle de ting, man med tiden finder ud af, man ikke kan leve uden. Faktisk er det et under, at jeg selv har overlevet min barndom, der, kan jeg godt se nu, har været en ørkenvandring gennem alvorlige afsavn. Og hvis jeg vil have endnu større perspektiv på, kan jeg ringe til et tudsegammelt familiemedlem:
– Helt ærligt: Hvad lavede I egentlig dengang, der ikke var noget tv?
– Sad og kiggede ind i væggen i stedet, når vi ikke gik rundt og slog hinanden bagi med boldtræ.
Og sådan er det med det hele: Hvordan kom vi rundt uden bil? (for sent, på cykel, i regnvejr og modvind). Hvordan kom vi hurtigt i kontakt med hinanden uden e-mail? (det gjorde vi heller ikke og sikke en fred). Og hvordan vidste forældre, hvor deres børn var uden mobil (det anede de heller ikke en bjælde om, og det er vi mange, der er glade for. Det har skabt en masse kreative mennesker, at de i sin tid fik lov at smadre gamle tv-apparater på lossepladsen og skyde rotter med luftgevær, uden at nogen blandede sig eller tilbød krisepsykologi.)
Så måske var det ikke så skidt. Og én ting havde de åbenbart i gamle dage, som vi ikke har i dag: Tid. Oldefar arbejdede i 50-60 timer og havde alligevel tid til banke både kone og den børnefolk, der voksede som hullet i hans sok, ligesom han havde tid til kolonihave og til at være fanebærer i sangforeningen Morgenrøden. I dag arbejder vi i 37 timer og har fire gange så meget ferie, men har dårligt tid til at hente vores 1,7 barn fra børnehaven.
Men alt det, vi ikke kan leve foruden, skal selvfølgelig også passes.

Kollektiv krængen ud

Jeg har lige læst i en avis, at vi lever i et krænge-ud samfund. Jeg blev helt glad, for jeg kom i tanke om den her aktion bare bryster ovre i DGI-byen. Men det var ikke sådan, det skulle forstås.
Krænge-ud samfundet er det, der dukker op, når man tænder for sit tv i primetime, og her kan opleve den danske sang som en ung blod pige. Hun går bare ikke og nynner i Danmarks hus. Nej, hun krænger hele sin sjæl ud og synger pop i vilden sky, går i knæ og bøjer barmen så meget forover at seerne tror, hun har tre knæ. Måske burde det hedde screamtime.
Bagefter får amatørsangerinden dårlige karakterer af et dommerpanel og kalder næste dag den ene dommer for et skaldet fedtæg i en avis.
Så krænge ud-samfund, jo. Vi stikker ikke noget under stolen. På Facebook og Myspace kan vi udstille os selv med skulder-bumser og kiksede skjorteflipper. Og vi kan demonstrere dumheder, der vil få Jackass til at ligne en bulgarsk dokumentarfilm. Vi er inderlige og hudløse og har et behov på størrelse med Putins ego for at vise. . hvad? Åbenbart meget ofte vores uformåenhed og hjælpeløshed. Vi ammer terapi og vil have krisehjælp, når bunden går ud af Netto-posen, eller fordi vi ikke blev castet til »Hjernedød for en Aften«. Eller endnu værre: Vi blev faktisk castet og bagefter stemt hjem af 13-årige, der er de hurtigste på SMS. Og så hurtige at de kan nå at føje endnu en SMS til: »Du er skod og så tykhovedet, at du ligner en tilskuer fra Rickie Lake–show«.
Måske burde vi overveje at stikke piben ind frem for at krænge sjælen ud. Og finde bare en lille smule værdighed frem.

Jeg hader fødselsdage

Jeg kan lige så godt pakke ud og tilstå: Jeg bryder mig ikke særligt meget om fødselsdage.
Heller ikke selv om folk er holdt op med at komme med lagkager med lys, som jeg skal puste ud. Dengang, det stadig var aktuelt, syntes jeg i det mindste, at det var sjovt. I dag ville der komme lidt ligbrænding over det.
I stedet for lagkager kommer folk med bedagede gaver. Belgisk øl og biografier om Kierkegaard. Vedhæftet et gavekort med usynlig tekst:
»Tillykke Gammelnok, her er noget, du kan fordybe dig i her i dit livs efterår«.
Folk er ufølsomme. Desværre er jeg for velopdragen til at ringe rundt fra min musegrå drejeskivetelefon til hele omgangskredsen og med skinger stemme forsikre, at jeg skrækkeligt ønsker mig en hættebluse. Gerne en med Motör-heads logo på. Plus en skifteramme med et billede af Paris Hilton på bytur.
Som sagt: Det gør jeg ikke. Resultat: Horisonten tordner derude med to flasker »Fynsk Forår« fra Ørbæk Bryggeri og en plade med Annedorte Michelsen. Som jeg ikke en gang kan gå i gaderne med og høre på min MP3-afspiller af bar skræk for, at folk skal tro, det er et høreapparat.
Nu er egen fødselsdag én ting. Man kan skjule sig for den. Fortælle Gud og hvermand at man »er bortrejst på dagen« og så sidde bag nedrullede gardiner og se film på TCM.
Andres fødselsdag – det er noget lidt andet. Bevares, lige så tragiske. Man dukker op for at mure folks liv inde i langstilkede vinglas og forudsigelighed, når man står i sko, der klemmer, og giver dem en ja-den-kan-jo-byttes-gave. Og kun står der fordi man har glemt at bestille varer hjem til hjernens lager for hvide, sorte og livsnødvendige løgne og derfor ikke har meldt afbud.
Og måske især fordi man kender konsekvensen af bare at blive væk. Nemlig at resten af selskabet på et eller andet tidspunkt kommer frem til, at:
– Han har s’gu nok glemt det, den gamle.

Min mund - min fjende

Nogle gange har jeg indtryk af, at munden er vores værste fjende. En autonom størrelse dog uden elefanthue eller anden form for skalkeskjul, men tværtimod belemret med en åbenhed, der gennem tiden har kostet anseelse og lønforhøjelse.
Når først en mund står åben, vælter ordene af sted som demente, der forvilder sig ud, fordi nogen har glemt at lukke en dør på plejecentret. Vi taler om samtalens kunst og pinlig tavshed, men ingen spørger hvorfor tavshed er pinlig. Tværtimod virker det som om, mange føler behov for at indvi verden i deres livs detaljer, og ingen i selskabet er rå nok til at sige:
– Hold mund, vi gider ikke høre om dine traumer, fordi du ikke måtte gå til spejder i 3. klasse.
Som i så mange andre af livets sammenhænge er kvinder langt fremme i forhold til mænd. Det ved enhver, der har siddet ved siden af et par veninder i toget:
– Jakke, jakke, jakke . . altså ham Jeppe Kofod . . . jakke, jakke, jakke, jeg føler mig simpelthen så oppustet for tiden. . .
Der kan mænd slet ikke være med. De kan sidde to og to og fiske for enden af molen i fire timer. Tavse som døde fisk.
Det er måske derfor mænds mund optræder endnu mere utrænet og rebelsk, når ordene endelig bliver luftet. Som når vi indleder en flirt på cafeen med ordene:
– Du ser så træt ud. Skal jeg holde dine bryster, he, he.
Her viser de fleste kvinder, at samarbejdet mellem deres hjerne og mund er i langt bedre form:
– Hvis du endelig vil holde noget, kan du så ikke holde din kæft?

Et rodehoved går til bekendelse

Jeg er mildt sagt ikke den store planlægger. Havde jeg været general, havde freden indfundet sig hurtigt, for jeg havde kommanderet min hær det helt forkerte sted, og så kunne de andre stå der på slagmarken med alle deres talenter. Mens mine egne soldater sad et eller andet inferiørt sted og drak øl.
Med den mangel falder jeg helt ved siden af tidens krav. For tiden skriger ikke blot på planlægning, men også på rationalitet samt på alt, hvad der i øvrigt kan vejes, måles og tælles. Og derefter privatiseres. Og jeg ved, at det er mig, der er forkert på den. Vil man invitere nogen til sin 40 års fødselsdag, bør man gøre det, mens man er 38, for alle andre mennesker synes at have arkitekttegnet hele deres liv. Og hænger enhver tanke, de får, op med en lille magnet på køleskabsdøren. Tænk, hvis den blev væk for dem, tanken.
Trangen til at forme sit liv, så det kan stå i Outlook, må være et menneskes privilegium. Dyr klarer sig glimrende uden plan, måske fordi deres liv er underkastet nogle givne betingelser, de ikke kan ændre på. Løverne er det bedste eksempel på, hvor fast tilværelsens betingelser er:
1) Hunnen jager, mader og passer på.
2) Hannen sover.
3) Hvis bølgerne går højt, rejser hannen sig og brøler: – Hold kaje, unger, mor hviler sig. . .
Sådan er menneskets liv ikke. Det ligger åbent som en uopdyrket mark, hvor alt kan lade sig gøre, og det kan jo være skræmmende for mange, der straks hegner tingene ind, så der ikke kommer noget spontant snigende.
Det kunne De fundere over i påsken. Hvis de da ikke har andre planer.

Sidste salgsdato: Om 125.000 år

En forsker i Oxford har regnet sig frem til, at manden er uddød om 125.000 år. Ligesom dinosaurerne vil manden forsvinde ud af historien og kan kun glæde sig over, han i det mindste ikke har en hjerne på størrelse med en ært ligesom Tyrannosaurus Rex.
Reptilerne gik sikkert bort, fordi de kun kunne lægge store æg, som andre trådte i, havde en hale, de altid fik i klemme, og konstant ramlede hovedet ind i trækronerne. Manden har dog sat flere fingeraftryk i historien end urtidens krybdyr: Krig, strækmarch og badehåndklæder med Garfield-motiver – bare for at nævne nogle enkelte highlights.
Udviklingen frem mod mandens endeligt skal allerede være begyndt. I USA og Japan har forskere registreret, at der bliver født langt færre drenge, end der burde.
Ifølge den engelske professor vender naturen på denne måde tilbage til sit udgangspunkt: Vi fødes alle som hunkøn, men fem uger gammelt skejer nogle fostre altså ud og tillægger sig det her X-kromosom, der siden har båret ansvaret for Hitler, Stalin samt lange foredrag om Bayer Leverkusen og det rigtige gearskift.
Sådan vil det gå, siger forskeren. Om 125.000 år er verden i hænderne på det køn, der ikke kan parallelparkere og fylder hjemmet med ferskenfarvede puder. Skal vi le eller græde? Ja, mændene kan være ligeglade, når vi engang når sidste salgsdato. Kvinderne? De kan sikkert opremse flere fordele ved det mandeløse samfund: Slut med golf i tv, højlydte prutter under frokosten og toiletbræt, der ikke bliver slået ned.
Og ingen til at grine af at de ikke parallelparkere.

Fede tider

Hvis det var en sportsgren at tabe både næse og mund, kunne jeg stille op til DM. Som da jeg læste forleden, at der nu er flere overvægtige børn i verden end underernærede. Værsartig. Jeg kan levende høre samtalerne nede i de fattige, afrikanske landsbyer:
- Nu skal du ikke sidde og vrøvle over, at du er sulten. Tænk på alle de små tykke børn i verden. . .
I "Det Forsømte Forår" tiltaler lektor Blomme klassens tykke dreng med ordene: - Oh, Classus, du smækfede yndling. . . det var dengang, de tykke var få og derfor så synlige, og de er jo de sjoveste at mobbe. Lektor Blomme ville få øjne på størrelse med sit eget efternavn, hvis han i dag gik en tur i en svømmehal og så teenagere, der ligner budding i bikini, hvis de da ikke er trukket i en badedragt med indbygget stilladsarbejde.
Dem kan man ikke huske fra sin egen skoletid, men det tro pokker: Burger- og fastfoodkulturen lå mindst ti år ind i fremtiden. Man kunne ikke købe skodmad på hvert andet gadehjørne døgnet rundt. Forældre opfattede ikke sig selv som deres børns privatchauffører. Nærmeste fristelse var Bager Bolle, der lå over for skolen, og hed sådan fordi både bageren og bagerkonen så ud som om, de levede af melboller. Her gik en stor hund rundt i bageriet hele dagen, og når man havde købt studenterbrød hos Bager Bolle, kunne man sommetider finde ekstra gevinster i dem i form af hundehår og afbrændte tændstikker.
Endelig udkom sodavand kun i 25 cl flasker - med kapsel - fjernsyn eksisterede, men var lige så underholdende som telefonbogen. Og fritiden? Den administrerede børn selv. Med afsæt i jungleloven: Store børn elskede at tæve små børn. Små børn lærte at tage benene på nakken.
Den slags slanker. . .