Min mund - min fjende

Nogle gange har jeg indtryk af, at munden er vores værste fjende. En autonom størrelse dog uden elefanthue eller anden form for skalkeskjul, men tværtimod belemret med en åbenhed, der gennem tiden har kostet anseelse og lønforhøjelse.
Når først en mund står åben, vælter ordene af sted som demente, der forvilder sig ud, fordi nogen har glemt at lukke en dør på plejecentret. Vi taler om samtalens kunst og pinlig tavshed, men ingen spørger hvorfor tavshed er pinlig. Tværtimod virker det som om, mange føler behov for at indvi verden i deres livs detaljer, og ingen i selskabet er rå nok til at sige:
– Hold mund, vi gider ikke høre om dine traumer, fordi du ikke måtte gå til spejder i 3. klasse.
Som i så mange andre af livets sammenhænge er kvinder langt fremme i forhold til mænd. Det ved enhver, der har siddet ved siden af et par veninder i toget:
– Jakke, jakke, jakke . . altså ham Jeppe Kofod . . . jakke, jakke, jakke, jeg føler mig simpelthen så oppustet for tiden. . .
Der kan mænd slet ikke være med. De kan sidde to og to og fiske for enden af molen i fire timer. Tavse som døde fisk.
Det er måske derfor mænds mund optræder endnu mere utrænet og rebelsk, når ordene endelig bliver luftet. Som når vi indleder en flirt på cafeen med ordene:
– Du ser så træt ud. Skal jeg holde dine bryster, he, he.
Her viser de fleste kvinder, at samarbejdet mellem deres hjerne og mund er i langt bedre form:
– Hvis du endelig vil holde noget, kan du så ikke holde din kæft?

Et rodehoved går til bekendelse

Jeg er mildt sagt ikke den store planlægger. Havde jeg været general, havde freden indfundet sig hurtigt, for jeg havde kommanderet min hær det helt forkerte sted, og så kunne de andre stå der på slagmarken med alle deres talenter. Mens mine egne soldater sad et eller andet inferiørt sted og drak øl.
Med den mangel falder jeg helt ved siden af tidens krav. For tiden skriger ikke blot på planlægning, men også på rationalitet samt på alt, hvad der i øvrigt kan vejes, måles og tælles. Og derefter privatiseres. Og jeg ved, at det er mig, der er forkert på den. Vil man invitere nogen til sin 40 års fødselsdag, bør man gøre det, mens man er 38, for alle andre mennesker synes at have arkitekttegnet hele deres liv. Og hænger enhver tanke, de får, op med en lille magnet på køleskabsdøren. Tænk, hvis den blev væk for dem, tanken.
Trangen til at forme sit liv, så det kan stå i Outlook, må være et menneskes privilegium. Dyr klarer sig glimrende uden plan, måske fordi deres liv er underkastet nogle givne betingelser, de ikke kan ændre på. Løverne er det bedste eksempel på, hvor fast tilværelsens betingelser er:
1) Hunnen jager, mader og passer på.
2) Hannen sover.
3) Hvis bølgerne går højt, rejser hannen sig og brøler: – Hold kaje, unger, mor hviler sig. . .
Sådan er menneskets liv ikke. Det ligger åbent som en uopdyrket mark, hvor alt kan lade sig gøre, og det kan jo være skræmmende for mange, der straks hegner tingene ind, så der ikke kommer noget spontant snigende.
Det kunne De fundere over i påsken. Hvis de da ikke har andre planer.

Sidste salgsdato: Om 125.000 år

En forsker i Oxford har regnet sig frem til, at manden er uddød om 125.000 år. Ligesom dinosaurerne vil manden forsvinde ud af historien og kan kun glæde sig over, han i det mindste ikke har en hjerne på størrelse med en ært ligesom Tyrannosaurus Rex.
Reptilerne gik sikkert bort, fordi de kun kunne lægge store æg, som andre trådte i, havde en hale, de altid fik i klemme, og konstant ramlede hovedet ind i trækronerne. Manden har dog sat flere fingeraftryk i historien end urtidens krybdyr: Krig, strækmarch og badehåndklæder med Garfield-motiver – bare for at nævne nogle enkelte highlights.
Udviklingen frem mod mandens endeligt skal allerede være begyndt. I USA og Japan har forskere registreret, at der bliver født langt færre drenge, end der burde.
Ifølge den engelske professor vender naturen på denne måde tilbage til sit udgangspunkt: Vi fødes alle som hunkøn, men fem uger gammelt skejer nogle fostre altså ud og tillægger sig det her X-kromosom, der siden har båret ansvaret for Hitler, Stalin samt lange foredrag om Bayer Leverkusen og det rigtige gearskift.
Sådan vil det gå, siger forskeren. Om 125.000 år er verden i hænderne på det køn, der ikke kan parallelparkere og fylder hjemmet med ferskenfarvede puder. Skal vi le eller græde? Ja, mændene kan være ligeglade, når vi engang når sidste salgsdato. Kvinderne? De kan sikkert opremse flere fordele ved det mandeløse samfund: Slut med golf i tv, højlydte prutter under frokosten og toiletbræt, der ikke bliver slået ned.
Og ingen til at grine af at de ikke parallelparkere.

Fede tider

Hvis det var en sportsgren at tabe både næse og mund, kunne jeg stille op til DM. Som da jeg læste forleden, at der nu er flere overvægtige børn i verden end underernærede. Værsartig. Jeg kan levende høre samtalerne nede i de fattige, afrikanske landsbyer:
- Nu skal du ikke sidde og vrøvle over, at du er sulten. Tænk på alle de små tykke børn i verden. . .
I "Det Forsømte Forår" tiltaler lektor Blomme klassens tykke dreng med ordene: - Oh, Classus, du smækfede yndling. . . det var dengang, de tykke var få og derfor så synlige, og de er jo de sjoveste at mobbe. Lektor Blomme ville få øjne på størrelse med sit eget efternavn, hvis han i dag gik en tur i en svømmehal og så teenagere, der ligner budding i bikini, hvis de da ikke er trukket i en badedragt med indbygget stilladsarbejde.
Dem kan man ikke huske fra sin egen skoletid, men det tro pokker: Burger- og fastfoodkulturen lå mindst ti år ind i fremtiden. Man kunne ikke købe skodmad på hvert andet gadehjørne døgnet rundt. Forældre opfattede ikke sig selv som deres børns privatchauffører. Nærmeste fristelse var Bager Bolle, der lå over for skolen, og hed sådan fordi både bageren og bagerkonen så ud som om, de levede af melboller. Her gik en stor hund rundt i bageriet hele dagen, og når man havde købt studenterbrød hos Bager Bolle, kunne man sommetider finde ekstra gevinster i dem i form af hundehår og afbrændte tændstikker.
Endelig udkom sodavand kun i 25 cl flasker - med kapsel - fjernsyn eksisterede, men var lige så underholdende som telefonbogen. Og fritiden? Den administrerede børn selv. Med afsæt i jungleloven: Store børn elskede at tæve små børn. Små børn lærte at tage benene på nakken.
Den slags slanker. . .

Hej Allan, det er Gud. . .

- Hej Allan, det er Gud. . .
Nå, ja Allah, det er også rigtigt. Men du, der selv er uendelig, ved, hvor meget man kan få om ørerne på den konto. Så kan man jo godt misse et navn. Men jeg ringede egentlig mest fordi, ja du ringer jo aldrig. . . for at snakke med dig om de der Muhammed-tegninger. . .
Hvad siger du? "Søn af en hund". Aha, men det var så den anden grund til til, at jeg ringede til dig. For helt ærligt: Vi må snakke om det her. Sådan Gud og Gud i mellem. Det her duer ikke. Og nu skal du ikke blive fornærmet, men jeg må sige det lige ud af posen: Er din ledelsesstil ikke lidt gammeldags? Og autoritær? Jo, helt ærligt. Der er sådan noget Sepp Piontek over det, og det må du simpelthen arbejde med.
Tag nu bare mig. Jeg er da roen selv, og jeg synes jo nok, at jeg har haft de stød i tilværelsen, man kan forvenes at skulle tage. Mine kom da rendende og hævdede, at Jorden var rund, cirkulerede om Solen, at de nedstammede fra aberne, og jeg skal da lige love for, at der var gang i dem. Og du skal da endelig ikke tro, at jeg ikke blev træt i ansigtet og tænkte: Gider jeg egentlig blive ved? Jeg mener, det er jo enhver Guds dilemma: Man har skabt dem i sit eget billede, og så insiterer de på at nedstamme fra nogen, der sidder hele dagen og fanger lus på hinanden og sviner med maden. Jamen fint nok . . . jeg synes bare, jeg havde lagt op til noget større.
Men de har jo klaret sig meget godt siden. Kan du sige det samme om dine?
Altså ikke for at jokke i emnet. . .

Er der liv i rummet?

Vi har vel alle leget med tanken om, at der er mere mellem himmel og jord. Nu vil nogen indvende, at enhver der har stået på Esbjerg Havn i pålandsvind ved, at noget i luften er der i hvert fald.
Men sådan »rigtigt« mellem og jord. En anden slags liv. Højere end mennesket, der bruger tiden på skrabelodder og på at designe håndklæder med Garfield-motiver.
Trangen til at spekulere over sådanne dybe spørgsmål slår ned i mennesker ved forskellige lejligheder. Det er sikker individuelt. I mit tilfælde indtræffer det typisk, når jeg ser avisens tv-program og opdager, at der igen kommer »Vild med Dans«, »Varm på Is« og Melodi Grandprix for selvoptagede barnestemmer. Så må jeg blankt indrømme, at den tanke slår ned: Der må simpelthen være intelligent liv et andet sted i universet.
Vi, der tror på den slags, bliver tit affejet som fantaster og skøre kuler. Modsat kamilletes–drikkende kvinder, der tror på engle og palaver med afdøde familiemedlemmer, bliver vi ikke altid taget alvorligt. Selv synes vi, det må være indlysende, at folk, der er i stand at flyve med 10.000 km/t i en 800 meter lang, sølvskinnende, cigarformet tingest, må have købt deres tændrør på Saturn.
Måske skyldes det også, at vi stiller meget konkrete spørgsmål. Selv har jeg kogt min tvivl og søgen efter det ekstraterritoriale liv ned til to spørgsmål:
1) Er I derude?
2) Og i så fald: Har I strålekanoner?
Men kan vi være sikre på, at det er intelligent liv? Tja, det bedste bevis på, at de er intelligente, er nok, at de undgår at tage kontakt til os.

Til dobbeltsengen jer skiller. . .

Jeg har i årevis været en ihærdig fortaler for, at folke-kirken gennemfører en revision af vielsesritualet. Jeg fore-stiller mig et mere tidssvarende spørgsmål til bruden:
– Vil du tage Jens Peter, som står her ved din side, og lave ham om, så han bliver, sådan som du gerne vil have ham?
Så er der ikke stukket noget under stolen, og manden skal ikke komme bagefter og påstå, han ikke er blevet advaret.
En anden sentens, kirken godt kunne tænke over, er den her med: Til Døden jer skiller.
Den er der altså mange, der snyder sig fra – hvis vi ser bort fra de ægtepar, som formår at kede hinanden ihjel. De er nemme at kende: Man kan finde dem i supermarkedets cafeteria en fredag, hvor de prøver »at få en aften ud af det«.
Men for at vende tilbage til ritualet. Jeg vil foreslå: Til dobbeltsengen jer skiller. Og jeg har sagkundskabens opbakning til min idé. Forskere ved University of Michigan har fundet ud af, at ægteskaber kun bliver værre med årene. Uden at det direkte blev nævnt er især folk, der snorker og klipper tånegle i soveværelset, i højrisikogruppen.
Til den amerikanske undersøgelse har journalister konsulteret en dansk samlivsrådgiver, Karen Zimsen, der især havde ét godt råd:
Få hvert jeres soveværelse.
Hvorfor? Jo, sagde samlivsrådgiveren, dobbeltsengen tager livet af mange ægteskabet, længe før døden kommer luskende og gør forsøget.
Sådan en løsning vil også hjælpe et trængt erhvervsliv, der leder efter nye forretningsområder, efter at landet er plastret til med samtalekøkkener:
Alle har ret til et fedt soveværelse – uden ægtefælle.