En ordentlig bunke problemer

En forsker mener, vores kultur tilsiger os, at det er risikabelt at ligne det andet køn alt for meget.
Han nævner tøjvask som et område, hvor mænd beskedent holder sig tilbage i en tid, da de ellers skifter lige så meget ble som olie. Men tøjvask er historisk noget, kvinder har gjort nede i åen med rumpen i vejret, og det billede kan mænd desværre ikke slippe, så de vægrer sig.
Metoden en enkel: Det eneste, mænd ved om vaskemaskiner, er at de ligesom tv-apparater har programmer. En viden mænd til gengæld ikke anvender til noget. Det ved de kvinder, der har prøvet at forklare om skåneprogrammet. Rigtige mænd ser ikke svensk tv, så vores mand smider hele tøjbunken ind i maskinen. Med ét fast tag, så der kommer lidt møggreb over operationen. Sortere er noget de gør på postkontoret, og her lurer den egentlige fare:
Inde i vaskemaskinen ligger nu konens sarte sillketrusser sammen med vor mands svedige rugbytrøje. Hele molevitten bliver sat på kogevask, hvorefter trusserne krymper så meget, at kun datterens Barbiedukke kan passe dem.
Så har vi balladen, og ordet ”klovn” bliver måske brugt. Men der er ikke noget at gøre. Det køn, der elsker at læse manualer, er ikke i stand til at læse en vaskeanvisning på et stykke tekstil. Sådan er det, beklager, og kvinderne ved det godt.
Så de sorterer og vasker og hænger op. Mændene går glade videre til mere maskuline opgaver så som at sætte ny pære i havelampen, mens konen står ude i haven med klemmer i munden og spekulerer på, om hun har råd til en karriere som enlig mor.

De store forskelle

Det kan godt være, at sagkundskaben mener, at de to køn kommer til at ligne hinanden mere og mere. Den om det. Jeg vil til enhver tid hævde, at hverdagen er fyldt med beviser på, at mænd og kvinder lever på hver deres planet, hvor beboerne har mere end svært ved at forstå hinanden.
Hvis nogen er i tvivl, skal de bare tjekke reaktionen hos en mand, når han sidder foran tv bevæbnet med dåseøl, snacks samt anden udtryk for sportslighed, og konen så siger:
– Herregud, det er jo bare et spil.
Det forstår han simpelthen ikke.
Sådan er hverdagen fyldt med beviser på kønnenes forskellighed. Kvinder har svært ved at forstå, hvorfor mænd finder det bydende nødvendigt at finde boremaskine, værktøjskasse, vinkelsliber, stiksav, hammer, bajonetsav og rystepudser frem – for at sætte en hylde op. Lige som de fleste piger har opgivet at begribe, hvorfor mænd kan tisse over alt og gør det med stor fornøjelse. På samme måde bliver de nærmest lammede over at se, at mænd er i stand til at købe et par sko på fire minutter.
Forskellene mellem kønnene kan skabe kludder i samtalen. Når mænd siger: »Hvor er mine nøgler/fodboldbilletter/underbukser«, så er svaret: »Nok, der hvor du lagde dem sidst« altså bare det forkerte svar.
Hvorfor? Fordi mænd kræver rationelle og opklarende svar. Vi er det rationelle køn. Derfor ved vi, at det ikke udelukker hinanden at være dødssyg af en let sommerforkølelse og forlange konstant pleje og omsorg – og samtidig nægte at gå til læge.
Det forstå kvinder garanteret heller ikke.

Hvorfor ikke kalde konen for kæresten?

Forleden var vi hjemme hos en tidligere kollega, der beklagede sig over et nyt problem, hun havde fået som journalist. Hun vidste ikke, hvordan hun skulle omtale gifte kvinder. Ordet kone gav hende nogle indre billeder af flade sko og en lettere nedtrådt størrelse, der får mere banko end sex. Ægtefælle lød for sagsbehandleragtigt, og hustru lød alt for kirkeligt.
Sukkede hun hen over den varme chili corn carne. Nu kan man indvende, at verden byder på større problemer, bare spørg de amerikanske aktiehandlere, men ord betyder meget. De kan bringe os nærmere på og længere væk fra livet.
Det faldt mig ind, da jeg læste en klumme af en præst, der var træt af, at rødvin lagret på egetræsfade i 12 år nu blot hedder en genstand. Under en fest var hans borddame kommet til at gribe ud efter hans glas, hvorefter han uden tanke på følgerne råbte:
– Rør ikke min genstand!
Resultat: Kvindens mand ville ikke tale med hende resten af aftenen. Så kom ikke at sige at det ikke betyder noget.
Engang sagde vi goddag. Underforstået: Jeg ønsker dig en god dag. I dag beder vi folk om lige at tage sig sammen og selv sørge for det:
– Kan du have en god dag, siger den fortravlede og affable kassedame.
Jo, tak. Jeg skal prøve. Ringer i aften og fortæller om det er lykkedes.
Og så burde der uddeles tæsk med våde håndklæder til ham, der opfandt ordet livskvalitet. Som var det en varedeklaration. Men selvfølgelig er det lettere at forholde sig til et menneske, der er i krise frem for at skulle høre den virkelige historie: At dette menneske er dybt ulykkeligt.