Penge og panik

Mange mennesker bliver irriterede over reklamer, men kan man ligefrem føle sig krænket? Ja, jeg kan.
Jeg bliver indigneret helt op i tolvfingertarmen over annoncer og salgsbreve, der begynder med ordene: Hvis penge er problemet….
Hvad skal det hvis til for? Hvorfor skriver de ikke bare når? Eller bedre endnu: I og med at.
Ordet hvis virker som et nyplantet myggestik, fordi det efterlader læseren med en fornemmelse af, at penge kan være problemfri, og det er penge ikke. Penge rummer samme byrde som at være på bustur med 24 børnehavebørn, der er låst inde i pilotdragter og lige har fået at vide, at de altså ikke kan komme til at tisse nu.
Nu skal der nok være folk – især dem hvis største problem er at få has på en husstandsindkomst på 900.000 kroner - der vil hoste gennem cigarrøgen, at pengeproblemer så sandelig er op til en selv.
Man kan bare sætte tæring efter næring, kan man. Lægge et budget og have orden i sagerne.
Men det er svært, når men er offer for den sociale arv. Jeg kommer fra en samfundsklasse, hvor vi lagde os ned på alle fire og kravlede hen ad fortovet, hver gang vi skulle forbi banken. Hvor der i vinduet hang fotos af vores ansigter og med løfte om dusør. Hvor personalet ringede til politiet, hvis vi satte mere end 300 kroner ind på kontoen, fordi beløb af den størrelse nødvendigvis måtte være stjålet. Hvor enhver samtale med bankrådgiveren foregik i et rum med nødudgang, og hvor familiens motto var: "Vi har penge nok til resten af livet – bare vi dør på torsdag".
Med en sådan ballast hjemmefra er man selvskrevet til at udvikle en bohemeagtig holdning til penge.
- De er kun for borgerdyr, smiler vi overbærende, mens vi ubesværet svæver hen over kontoudtogene, der alle sammen ligner en gyserroman på udsalg.
- Vi sætter mere pris på åndelige værdier, smiler vi videre.
De er nemlig gratis at have. Og det koster ikke noget at skifte dem ud.
Det er nok derfor, jeg ind i mellem gribes af en trang til at blive et fornuftigt menneske og etablere samme strategi i forhold til min privatøkonomi, som jeg har til min pladesamling, og den må være rigtig. Pladesamlingen vokser nemlig hele tiden.
Anfaldene begynder med, at jeg render på biblioteket og låner en masse bøger med titler som ”117 udveje for dårlige betalere” og ”Bedrageri for let øvede”. På vej hjem går jeg ind i banken og siger:
- Jeg tror, jeg er klar til det nu.
Hvorefter en kvinde med smalle briller og et smil på størrelse med Storebæltsbroen rækker mig et budgetskema. Og mens jeg går ud, klapper personalet og råber: Du kan klare det, du kan klare det. Tro på det.
Og det gør jeg så. Stærkt opstemt. Indtil jeg får åbnet den første brochure og ser ord som depotpleje og gældsplejeaftale. Så gribes jeg af samme fornemmelse som en muslim, der er blevet lukket inde i svinestald:
- Jeg skal væk herfra.
Hvorefter mit liv fortsætter. Stille og roligt. Kun afbrudt af lyden af et blodkar, der sprænger, hver gang en rudekuvert ryger ind gennem brevsprækken.

Velkommen tilbage

Velkommen tilbage
Uanset hvordan ferie må forme sig, giver den, hvis den varer længe nok, anledning til fordybelse og eftertanke. Spørgsmål, der hæver sig over hverdagens trakasserier, får pludselig frit spillerum, fordi hjernens afdeling for bagateller, så som hvordan man skal overleve indtil pensionsalderen, holder ferielukket.
Dermed er banen frilagt for eksistentielle overvejelser. Selv har jeg pludselig fundet mig siddende i shorts og bare tæer ude i haven, da en tanke slog ned:
Er Gud er gift.
Jeg samlede mine Jumbobøger og skyndte mig ind i stuen. Men blev forfulgt af store spørgsmål:
Bliver negre solbrændte?
Så er det ved at være tid at komme tilbage.
Og konstatere at en anden uundgåelig følge af ferie er, at ting er forandret. Tidligere konstaterede jeg hvert år, at deleteknappen fra mit tastatur altid var forsvundet i løbet af ferien. Måske var skrivebordet blevet flyttet, og rengøringsdamen havde fundet en biografbillet fra 1989 under oprydningen. Ja, måske var ens job ligefrem forsvundet og erstattet af et brev i posten:
”Vi fandt ud af, at det egentlig går meget nemmere, når du ikke render i vejen, så du er altså fyret.”
Et supplement til alle disse forandringer er opstået ved masseudbredelsen af elektronisk post. Adgang til Internettet er blevet hvermandseje. Alle kan komme til orde, og den slags er der aldrig kommet noget godt ud af. Så efter med et suk at have konstateret, at delete-tasten igen er blevet taget, og at der er blevet ryddet op på skrivebordet, hvorfor man intet kan finde, så kan hjemvendte feriebørn tænde computeren, åbne Outlook og konstatere, at 1356 mennesker har skrevet til dem, mens de var væk.
En så overvældende interesse kan udløse flere reaktioner. Nogen kan blive helt lettet ved tanken om, at alle de folk ikke prøvede at ringe. På den anden side kan et nærmere studium godt betale sig. Personligt har jeg ofte tænkt på, at cirka 35 procent af alle mails bærer overskrifter som: Get a free blowjob. Hvorfor i alverden kom de ikke bare fordi? Godt nok har jeg ferie, men Herregud, hvis det er så vigtigt, så afbryder jeg da gerne min ferie.
Anden post, der kan hobe sig op i indboksen, kan være:
76 mails fra din mor, der lige har opdaget, hvor Internettet ligger.
23 mails fra firmaer, der vil tilbyde dig programmer, der stopper spam.
”Vores hellige krigere vil dække Jeres land med blod, I vantro hunde”.
Send dit kontonummer og pinkode og deltag i konkurrencen om en svømmetur til Polen.
Besked fra IT: Få så tømt den mailboks.

Nyheder som forurening

Jeg har et par gange under besøg i København overvejet et eksperiment:I det værste morgenmylder stiller jeg mig op ved fortovskanten i landskabet omkring Hovedbanegården med åben mund. I min lomme har jeg et stopur, der skal afsløre hvor lang tid, der går, inden en manisk person i kondisko og med MP3-afspillerens hovedtelefoner i ørerne styrter forbi og stikker en gratisavis i flaben på mig.Så kan jeg stå der som en lydig hund med sin ejers avis i munden og signalere:Her er dine input om døgnets gang. Selv fatter jeg jeg ikke en reje. Jeg har blot fået det hele proppet i hovedet.Hver gang, man besøger hovedstaden, møder man de hektiske nyheders løbehunde. Og deres efterladenskaber ligger på sæderne i bussserne og metroen samt på bænke, i gader og stræder. Folk vader bogstaveligt talt i nyheder. De træder på nyhederne. På samme måde som de træder i bananskræller og fladmast tyggegummi, og resultatet bliver det samme, som når man træder i en hundelort. Når man kommer hjem, skraber man alt det bæ af sålen med en pind og vedtager, at det her er vi trætte af.Så vi forlanger stop for forurening. Al slags forurening. Også den, der nu kommer ind gennem brevsprækken. Vi vil ikke have alt det lort: Nyheder, information, kommentater, debat, holdninger, pluralisme og livets mening. Med gratisaviserne vender vi ryggen til demokratiet.

Terapeut i skvalderkålen

Jeg kan dårligt huske, hvornår jeg sidst blev forarget. Sådan for alvor. Det var vist dengang, jeg læste, at der ikke var ret mange topløse kvinder tilbage på strandene om sommeren. Men nu er jeg til gengæld forarget helt op i tolvfingertarmen.
En kommune er begyndt at sende folk med stress på havearbejde. Jeg kan levende forestille mig scenariet:
– Hvordan gik det henne i terapien, skat?
– Fint, jeg slog både terapeuten og græsset. . .

Ideen med at give de hårdest ramte neglebidere grønne fingre stammer fra Sverige, men vi er faktisk et par stykker, der synes, det lyder som en rigtig svensk og rigtig dårlig idé. Svenskerne har udviklet en forestilling om, at det er helbredende at være ude i naturen. Det skyldes formentlig, at de selv er nødt til at gemme sig ude i skoven, hver gang de skal have sig en smøg. Så står de der - i en verden af elge i brunst og tre millioner myg. Og tænker stort. Og bare se hvad der kommer ud af det.

Én præmis har de terapeutiske havenisser dog ret i: Folk med stress har fået lidelsen, fordi de vil have kontrol med alt omkring sig. Og man kan ikke få kontrol med naturen. Det er rigtigt. Det ved enhver, der har haft skvalderkål.
Skvalderkålen er lakmusprøven i udskilningen af mandfolk fra tøser:
Mandfolkene – det er kvinderne – bekæmper ukrudtet i vaskekone-stilling. Mænd får angstanfald, hvis de viser sig i en have uden noget, der kan larme. Så de vælter sanseløst rundt med plæneklippere, kantklippere, motorsave, hækklippere og plæneluftere.
Det er ret stressende, og man får lyst til en tur langt ud i hampen.