Hav det godt - det er en ordre

Der var engang vi, levede i en forbudskultur. Tag bare de ti bud. Ordene "du må ikke" forekommer påfaldende ofte. Faktisk var der kun to lodrette påbud: "Ær din far og mor" og "hold fri når det fridag". Det første er det mange steder så som så med, og det sidste er vi da helt helt op med.

Apropos det sidste så mener nogle, at bøtten i dag er vendt, og at vi er gået fra forbudskultur til påbudskultur. Sandt er det, at der er dukket påfaldende mange ting, vi skal, op:
Vi skal spise sundt. Vi skal dyrke motion. Vi skal være positive og gå med ja-hat. Ja, helst skal vi være lykkelige. Hvis ikke vi er lykkelige, er der noget, der skal repareres, og om ikke andet kan man blive skilt. Det bliver de færreste godt nok lykkelige af, men så har man da gjort noget. Og det er positivt. Tak til ja-hatten.

Vi kender situationen, når vi går på ferie:

- Husk nu at nyde det!

Jawohl! Så sidder man i sin ferie og kigger ud på regnvejret, mens man skammer sig lidt over, at man ikke rigtig nyder det. Ikke mindst fordi man ved, hvad der bliver sagt, når man vender tilbage fra ferie:
- Nå, har du nydt din ferie?

Ikke mindst unge lever langt fra forbudskulturens dask over fingrene. Der er faktisk ikke meget, de ikke må. Men der er ikke så lidt, de skal. De skal være på Facebook og Instagram - også klokken tre om natten - og skovle likes hjem. De skal se godt ud og være så slanke, at man spekulerer over, hvor de gør af tarmene. De skal være vellidte og have 12 i alt. De skal have deres uddannelsesparathedsvurdering på plads. Det sidste er et ord, der får enhver anstændig stavekontrol til at gøre oprør, og for de, der er så gamle, at de er fri for at vide, hvad det er: Det betyder, at man udfritter en 15-årig om, hvad hun skal med resten af sit liv.

Så kan det godt være, at unge ikke ligefrem ærer deres mor og far, men hører efter i timen og retter ind efter alle skal'erne - det gør de. Det virker bare ikke altid som om, de er særligt lykkelige. Tværtimod har man indtryk af.

Det kan I godt tænke lidt over. Ja, I skal faktisk.

Overhovedet og brokhovedet

Paulus fastslog i sin tid, at manden er kvindens hoved, og den tese gennem årene skabt grobund for mange konflikter:

- Ikke i aften, skat. Jeg har hovedpine.

- Hov, det er da mig, der er hovedet, og jeg har skam ikke ondt.

Hvorefter kvinden vender sig og sover, og manden får alligevel ondt. Om ikke andet så af sig selv.

Samme Paulus, der i dag ville havde fået revet hovedet af af Me too-bevægelsen, gik et skridt videre. Han fastslog, at kvinden ikke måtte bede uden at have noget på hovedet, mens manden ikke behøvede at have noget på hovedet, for han var "Guds billede og afglans". Nu vil mange kvinder nok gerne skrive under på, at deres mand ved Gud er afglans - for ikke at sige, at glansen er gået helt af ham.

Påstanden, om at manden skulle være kvindens hoved, kræver et nøjere eftersyn. Hvis det forholder sig sådan, er det i hvert fald ikke en statisk tilstand. Mange mænd gennemgår en dynamisk udvikling, hvor de går fra at være hoved til brokhoved, og det er ikke en udvikling, kvinderne nødvendigvis lægger mærke til.

Forvandlingen kommer ikke over en nat. Det er ikke sådan, at der uden varsel vokser en ternet kasket med en kvast op ad hovedet på ham, og han begynder at sige hø-hø af sine egne vittigheder.

Forandringen kommer glidende. Det kan være, at manden begynder at gå rundt ude på villavejen og sætte små sedler i vinduesviskerne på biler:

- Vær venlig kun at parkere ud for den ejendom, hvor De et ærinde.

Eller det kan være han begynder at komme med bemærkninger som:

- Har du købt nye sko? Hvorfor? Du har da et par sko. Jeg har et par, og det har været udmærket for mig siden 1992. . .

Det er her, at kvinden tager sig til hovedet. Mandens bemærkning afslører, at han er et hundehoved, for han burde vide, at en kvinde ikke har et par sko. Hun har 40 par, og det er ikke nok:

- Og vores skabe burde udbygges, og hvorfor har du ikke ringet til en håndværker? Mine behov skriger til himlen. Det burde du kunne se, når du nu er så klog, at du kan undvære hovedet.

Og det vil vare i ni år

Når sommerferien er slut, åbner tusindvis af poder et nyt kapitel i deres livshistorie:

De skal begynde i skole.

Tusindvis af små, videbegærlige væsener står trippende og klar til at tage imod:

Viden, lærdom, indsigt.

Samt en voksen, der vil sige:

- Hør nu, Sylvia Sommerblomst, du må ikke stå på stolen og råbe, for der er 24 andre, selvoptagede unger i lokalet, som jeg også har ansvaret for, og de skal også have noget at skulle have at sagt. Siger deres 48 højtråbende forældre, der ellers klager . . . forstår I ligesom, hvad jeg siger?

Oveni venter – og det er disse nye familier sikkert lykkeligt udvidende om - diagnoser, flueben, bekymringssamtaler, målstyring og indberetninger til kommunen.

Men bare vent: Det vil snart blive hverdag.

Det åbner næste kapitel i barnets bog. For forældrene til et kommende skolebarn, vil nemlig også stifte bekendtskab med kinesisk vandtortur version 2.0:

Forældreintra.

Det er et forum, hvor der kan foregå hjertegribende meningsudvekslinger om, hvor Albert Hannibals vanter er blevet af, og om, at Ida Sophia for 117. gang har smidt sin iPhone væk.

Endelig skal de nybagte skolefamilier vænne sig til, at alle brancher har deres eget sprog, så de skal lære at forstå, hvad der menes, når der bliver sagt:

Vi har trivselsdag på skolen. (Betyder: Forældrene skal stille og male legepladsen i weekenden – også dem der aldrig har holdt en pensel i hånden - for skolen har ikke råd til at få det udført.)

Louis er et meget fysisk barn. (Betyder: Hvis den lille rod ikke lærer at sidde stille, binder jeg ham til stolen.)

Ida er en videbegærlig elev. (Betyder: Hun skal holde op med at stille spørgsmål, jeg ikke kan svare på.)

Endelig venter møder og intense forhandlinger mellem forældre om, hvor meget en gave til en børnefødselsdag må koste, om børnene kan komme i bowlingcenter, og om det går an, at de får røde pølser og sodavand, og hvad så med Carl Emil, der har allergi, og er der et alternativ til Elfride og Sophus Alexander, hvis forældre er imod konventionelle fødevarer?

Og så videre og så videre. Og det vil vare i ni år.