Der var engang vi, levede i en forbudskultur. Tag bare de ti bud. Ordene "du må ikke" forekommer påfaldende ofte. Faktisk var der kun to lodrette påbud: "Ær din far og mor" og "hold fri når det fridag". Det første er det mange steder så som så med, og det sidste er vi da helt helt op med.
Apropos det sidste så mener nogle, at bøtten i dag er vendt, og at vi er gået fra forbudskultur til påbudskultur. Sandt er det, at der er dukket påfaldende mange ting, vi skal, op:
Vi skal spise sundt. Vi skal dyrke motion. Vi skal være positive og gå med ja-hat. Ja, helst skal vi være lykkelige. Hvis ikke vi er lykkelige, er der noget, der skal repareres, og om ikke andet kan man blive skilt. Det bliver de færreste godt nok lykkelige af, men så har man da gjort noget. Og det er positivt. Tak til ja-hatten.
Vi skal spise sundt. Vi skal dyrke motion. Vi skal være positive og gå med ja-hat. Ja, helst skal vi være lykkelige. Hvis ikke vi er lykkelige, er der noget, der skal repareres, og om ikke andet kan man blive skilt. Det bliver de færreste godt nok lykkelige af, men så har man da gjort noget. Og det er positivt. Tak til ja-hatten.
Vi kender situationen, når vi går på ferie:
- Husk nu at nyde det!
Jawohl! Så sidder man i sin ferie og kigger ud på regnvejret, mens man skammer sig lidt over, at man ikke rigtig nyder det. Ikke mindst fordi man ved, hvad der bliver sagt, når man vender tilbage fra ferie:
- Nå, har du nydt din ferie?
- Nå, har du nydt din ferie?
Ikke mindst unge lever langt fra forbudskulturens dask over fingrene. Der er faktisk ikke meget, de ikke må. Men der er ikke så lidt, de skal. De skal være på Facebook og Instagram - også klokken tre om natten - og skovle likes hjem. De skal se godt ud og være så slanke, at man spekulerer over, hvor de gør af tarmene. De skal være vellidte og have 12 i alt. De skal have deres uddannelsesparathedsvurdering på plads. Det sidste er et ord, der får enhver anstændig stavekontrol til at gøre oprør, og for de, der er så gamle, at de er fri for at vide, hvad det er: Det betyder, at man udfritter en 15-årig om, hvad hun skal med resten af sit liv.
Så kan det godt være, at unge ikke ligefrem ærer deres mor og far, men hører efter i timen og retter ind efter alle skal'erne - det gør de. Det virker bare ikke altid som om, de er særligt lykkelige. Tværtimod har man indtryk af.
Det kan I godt tænke lidt over. Ja, I skal faktisk.
