Skal vi ikke bare glemme det?

For nylig var vi et lettere opstemt selskab, der var inde at se »Pigen, der legede med ilden«. I kapløb med tiden havde jeg frem til den aftalte biografdag prøvet at æde mig igennem bogen, men det lykkedes ikke helt.

Da jeg nu havde set Lisbeth Salanders pyrotekniske tilbøjeligheder, synes jeg ærligt talt ikke, at jeg behøvede at læse de sidste sider.

Meddelte jeg let henkastet under den efterfølgende pizza.

Det skulle jeg ikke have sagt. En af kvinderne i selskabet fik en kulør som en gammeldags glødepære i ansigtet og lagde bestikket fra sig med klirrende lyde, der fik mig til at tænke på en abe, der spiller xylofon. Hun var forarget langt op i tolvfingertarmen, og harmen var så intens, at baconskiverne på pizzaen begyndte at syde igen:

- Det er princippet. Man skal gennemføre det, man er begyndt på, tordnede hun, så jeg et øjeblik følte min mormors ånd svæve i rummet. Jeg har ikke hørt nogen sige, man skal gøre det, man er begyndt på, færdigt, siden hun døde.
Måske døde den principfasthed sammen med hendes generation, hvor de også lukkede for den varme hane, mens de sæbede hænder ind.

Men hvor var vi henne med al den standhaftighed? Okay, har man taget hul på en flaske rødvin, skal man naturligvis gøre arbejdet færdigt, men på et højere plan er stivnakkethed direkte farligt:

– Vi har fået denne rapport, der fastslår, at vi pinedød skal afskaffe efterlønnen, fordi der ellers ikke vil være nogen til at skifte vores vådliggerlagen på plejehjemmet i fremtiden. Skal vi tage skridtet fuldt ud og følge anbefalingen? Nå, I synes, vi skal dumpe den, fordi den slags koster stemmer, jamen så. . .

Det vil standse al dynamik at blive hængt op på at gøre det, man er begyndt på, færdigt.